Ska du med i by?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Igang
Work in Progress

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

1. Ska du med i by?

 

Jeg kastede endnu et blik på min telefon. En af forskellene på Folkeskolen og Gymnasiet, var at man her var nødt til selv at holde styr på hvornår timerne startede. Der var ingen klokke til at hjælpe dig. Det gjorde mig dog ikke så meget. Det betød at jeg havde en undskyldning til at sidde med den. Telefonen altså. Det var nu ikke fordi jeg ikke havde lyst til at snakke med de andre. Tværtimod. Man kunne vel sige at jeg nærmest ville det for meget. Jeg var bare ikke lige den bedste person til at starte en samtale, og når folk så endelig talte til mig, havde jeg tit svært ved at stoppe med at tale igen. Det var desuden også for sent nu. Alle mennesker fandt deres grupper og faste kammerater i løbet af 1.g. Jeg havde aldrig rigtig fundet det ene sted hvor jeg hørte til. Jeg havde vel forsøgt at stå med et ben i hver af de mange lejre, hvilket betød at jeg var snublet til sidst. Jeg havde nu heller ikke så meget erfaring med mig fra folkeskolen af. Man kunne vel sige at jeg ikke forstod mig på social etikette – i hvert fald ikke blandt jævnaldrende. Når de andre snakkede om at skulle i byen kunne jeg ikke gøre andet end blot at lytte med, for jeg havde aldrig prøvet det selv. Jeg genkendte kun navnene på de forskellige barer og diskoteker, fordi jeg altid lyttede med. At komme med i byen var vel også for sent nu. Ligesom at man fandt sin gruppe i løbet af 1.g, så var det også der at man fandt ud af hvem man normalt følges med i byen. Det ville jo bare være mærkeligt, hvis jeg her midt i 2.g pludselig begyndte at spørge nogen af dem, som jeg jo egentlig ikke snakker sådan med normalt, om jeg ikke kunne følges med dem. De ville føle sig forpligtet til at sige ja, fordi alt andet ville være uhøfligt. Når vi så endelig var i byen ville nogen af dem måske nedværdige sig til at skåle med mig af ren medlidenhed, i et forsøg på at skjule det faktum som alligevel var åbenlyst for alle: Jeg var påhæng. Jeg var det man i andre lande ville kalde for en kasteløs. En person uden et tilhørsforhold.

Lyden af stole som blev skubbet væk fra bordene rev mig tilbage til virkeligheden igen. Jeg opfangede et forsigtigt smil fra en af pigerne i min klasse, da jeg selv rejste mig op. Jeg gengældte smilet, men for sent. Hendes fokus var allerede skiftet over til hendes veninder.

På vej hen til timen gik snakken på fredagens fest, og endnu vigtigere: forfesten. Mit hoved sank en smule ned mellem skuldrene. Man kunne vel sige at jeg havde det lidt ligesom jomfruen i omklædningsrummet efter en fodboldkamp. Det var ikke fordi deres snak ikke interesserede mig, men jeg stod uden nogen erfaring til selv at deltage i snakken.

”Hva med dig Christian? Skal du med fredag?”

Den ene af pigerne sendte mig et smil over skulderen. Min hjerne kæmpede for at regne ud om hun spurgte fordi hun gerne ville have mig med, eller om det blot var en formalitet, som hun i forvejen kendte svaret på. Uanset hvad så trak jeg på skulderen, og forsøgte at gengælde smilet.

”Jeg skal lige tjekke det først... Jeg tror måske jeg skal arbejde”.

Hun sendte mig et kort nik, før hun igen faldt i snak med sine veninder. Jeg kiggede igen på min mobil. Tjekkede min kalender for at være helt præcis. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke behøvede at tjekke noget som helst. Jeg kunne nærmest mine planer for de næste 5 uger i hovedet. Jeg forsøgte altid at fylde min kalender med så mange forskellige aktiviteter som muligt. Hvad enten det var arbejde, sport eller noget helt tredje, så røg det i kalenderen. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at så længe jeg altid lavede noget, så var jeg ikke ensom. Det virkede også normalt… Undtagen når jeg var i skole.

Nu skal jeg dog heller ikke overdrive. Jeg snakkede da skam også med folk på skolen. Jeg havde tit venligmente diskussioner med folk fra klassen, og jeg grinte til tider af deres jokes ligesom de grinte med mine. Grunden til at jeg måske stadigvæk så virker lidt pessimistisk, er at jeg manglede den der følelse af bare at høre til. Ser du, jeg gik på et lidt specielt gymnasium. Normalt siger man jo at kristendommen er en døende ting her i landet, men ikke på mit gymnasium. Nej, der var femte elev skam troende. Det kunne også godt mærkes i hverdagen, og det var ligesom det der betød at jeg ikke helt vidste hvor jeg stod. Som sagt tidligere havde jeg jo aldrig været en festabe, hvilket gjorde det svært for mig at snakke og hænge ud med dem. Samtidig så var jeg jo heller ikke kristen, hvilket betød at jeg havde svært ved at sætte mig ind i deres verden. Alt i alt stod jeg vel lidt splittet. Den ene gruppe lavede de ting som jeg inderst inde hungrede efter at lave, imens den anden levede efter et værdisæt meget lig mit eget.

Jeg endte med at sige ja. Til forfesten altså. Jeg følte ligesom at jeg var nødt til det, uden at officielt halshugge mit i forvejen beskedne sociale liv. Som dagene skred frem imod fredag, havde jeg dog mindre og mindre lyst. Mit travle program i hverdagen betød at jeg godt kunne bruge noget tid til at slappe af i weekenden. Måske se en film, eller spille lidt computer. Det var dog udelukket nu. Jeg havde jo trodsalt sagt at jeg ville komme. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaring med hvad forskellig alkohol skulle blandes med for at danne de rigtige drinks, så jeg købte i stedet bare nogle øl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...