Alkoholmisbrug

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2014
  • Opdateret: 4 maj 2014
  • Status: Færdig
Historien handler om en pige som fortæller om sin lange triste barndom, og alle de ting hun har været igennem de seneste par år. Hun har måtte kæmpe en del for at alting har kunne hænge sammen, og for at passe på dem hun holder af. Engang var det en god kærlig familie hvor der ingen problemer var, men det kan hun ikke længere huske og alt synes at være svært, da hun ikke er særlig gammel og ikke ved hvad der foregår i de voksnes verden.

0Likes
0Kommentarer
199Visninger

1. Barndom

Alkohol misbrug

Jeg hedder Susan Henriksen og er i dag 16 år gammel. Jeg er en kreativ person som elsker at udtrykke mig og jeg kan godt lide det som er anderledes. Jeg elsker at vise hvem jeg er og går ikke så meget op i hvad andre tænker om mig. Jeg går stadig i folkeskole og er rigtig glad for skolen og arbejdet, sammenholdet og udfordringerne der følger. Jeg elsker at skrive om alt og intet og har gjort det så længe jeg husker. I min fritid kan jeg godt lide at holde mig selv i gang med fitness og dans. Jeg er en person som godt kan se at vi alle sammen er forskellige, og jeg acceptere andre som de er. Derfor dømmer jeg heller ikke andre for hurtigt, for ingen ved hvad personen har været igennem og hvordan deres liv er. Det her er en historie som jeg selv har skrevet, og jeg har fået inspiration til den fra mange andres hverdag.

Jeg er vokset op i en familie hvor alkohol altid har været første prioritet, og hvor det var helt normalt når far kom hjem klokken lort om natten og lå på gulvet fordrukken, hærget og med hovedet hængende og skuldrene sænkede. Nogle gange så tænker jeg på om det er mig der er noget galt med og hvordan alt det her er sket. Nu vil jeg så fortælle dig min historie.

Jeg var lige blevet 8 år gammel og hvert år på min fødselsdag havde vi den tradition at mine forældre kørte sydpå for at leje et sommerhus i en mindre periode. Det var sommer og dermed høj solskin, så jeg legede altid udenfor på legepladsen, og bagefter gik vi hjem til vores sommerhus igen for at drikke saftevand og spise hjemmelavede boller med marmelade eller andre diverse pålæg. Jeg havde altid haft et godt forhold til mine forældre, og jeg elskede dem mere end noget andet i den her verden. Som tiden gik og jeg begyndte i skole efter sommerferien forandrede hele min verden sig. Mine forældre knoklede mere end nogensinde for at få den her familie til at fungere, og dermed vores økonomi, for det var hårde tider. Især min mor måtte knokle meget, men det var svært for hende. For min far havde udviklet en psykisk lidelse, som egentlig altid havde været der, men det havde aldrig rigtig betydet noget, før nu. Jeg havde ikke lagt mærke til det før, for det her var jo den perfekte familie som alle gik og drømte om. Jeg blev ældre og udviklede mig, for jeg var ikke længere den uvidende lille pige på kun 8 år. Jeg var fyldt 12 år og dermed udviklede min fars lidelse sig også. Det blev værre end nogensinde og hele min verden brød sammen for øjnene af mig. Min fars lidelse blev værre og for at glemme smerten, bekymringerne og alle problemerne, begyndte han at drikke spiritus. I starten var det kun et glas rødvin hver eneste aften til aftensmaden, og det kunne jeg ikke se noget galt i. Med alle problemerne i hverdagen og mens lidelsen blev værre, drak han mere end nogensinde før. Min mor vidste godt at det var ved at være ved grænsen nu, men hun nægtede at gøre noget. Hun ville ikke se problemet i øjnene, og jeg tror egentlig bare at hun var bange for hvad han kunne finde på at gøre. Så en anden udvej vi tog nogle gange da det var værst, var at vi kørte op i sommerhuset et par dage, og da gik virkeligheden op for os. Der lå tomme og knuste flasker overalt på gulvet, og der var spor af blod i sofaen og på reolerne. Med årene der var gået var jeg blevet svagere og mere følsom, og jeg kunne ikke længere tage mere. Jeg kunne ikke holde mit liv ud, og min hverdag hang ikke længere sammen for mig. Jeg vidste at min mor var ked af det, men hun skjulte det altid for mig, for hun skulle være den som passede på mig. Men jeg følte det helt omvendte, det var som om det var mig der skulle passe på dem, og ikke omvendt. Det her var helt urealistisk og uvirkeligt, og det blev kun værre med tiden. Alt vi havde haft sammen var væk, og hverdagen havde ændret sig fra gode og glade tider, til triste og anspændte. Jeg havde bare lyst til at skrige til jeg ikke længere havde mere stemme tilbage. Jeg ville slå løs på alt og alle til mine hænder faldt af, og jeg ville græde alt vandet ud af kroppen. Jeg blev mere og mere nedtrykt og bange for hver gang min far kom fuld hjem. Hans humør ændrede sig ofte fra glad til sur og fra sur til rasende. Nogle gange da det var meget slemt blev jeg endda slået, og kom ofte i skole med blå mærker som jeg måtte skjule med langærmede trøjer. Jeg havde også et blåt øje som jeg skjulte med min mors sminke. Mine nærmeste havde i en længere periode mistænkt mig for at der var noget galt, men jeg skjulte det for alle og jeg følte ikke jeg havde nogen at snakke med, jeg følte mig ensom. Jeg følte at det her var min skyld at alt det her var opstået, men egentlig vidste jeg godt inderst inde at det faktisk ikke var mig der var problemet. Vreden og uroen havde bare taget over min krop, og jeg var ikke længere den glade lille pige på 8 år som havde hyggelige stunder med familien, og som ikke vidste hvad vold og misbrug var for noget. Nu var jeg nærmest ekspert i områderne og jeg var så flov og jeg skammede mig over altid at måtte komme med undskyldninger når nogen spurgte ind til det. Jeg havde ingen søskende, så der var kun os i min familie. Jeg måtte klare mig selv og allerede som 14 årig skulle jeg være den voksne. Det blev så slemt at jeg ikke længere mødte op i skolen for jeg havde intet overskud til noget som helst, for det fyldte så utrolig meget, og min mor fik en depression, og blev indlagt på hospitalet på grund af volden og aggressionerne i vores hjem. Min far døde det efterfølgende år og så kom der mere ro på derhjemme, men nu var der opstået et nyt problem. Det her var så konsekvensen, og jeg havde fortrudt at vi ikke havde standset det noget før. Vores familie blev aldrig den samme, og da min mor var blevet mere rask igen kunne vi starte på en frisk. I dag er jeg 17 år gammel og har fået noget hjælp vedrørende mine mange svar på alle mine mange spørgsmål, forvirringer og problemer det har forsaget efterfølgende. Det her er noget jeg skal leve med resten af mit liv. Jeg har mistet min far på grund af alkohol misbrug, og min mor blev indlagt på hospitalet. Det er ikke kun ofret som det går ud over, det er også alle omkring personen. Alkohol i for store mængder kan styre enhvers liv. Der er altid en grund til at noget føre ud i et misbrug. Om det er problemer på arbejdspladsen, i hjemmet eller noget helt tredje, så er der altid en løsning. Vi er kun mennesker og ikke superhelte og derfor skal man ikke være bange for at bede om hjælp. Det ved jeg nu, men desværre var det for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...