Pigen i spejlet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2014
  • Opdateret: 4 maj 2014
  • Status: Færdig
Vanessa bor selv sammen med sin mor, som har et alvorligt forbrug af alkohol. Da hun bliver optaget på en prestigefyldt danseskole, står hun pludselig overfor valget mellem morens eller hendes eget liv. Et valg hun ellers ikke troede hun havde. For inderst inde føler Vanessa sig ansvarlig for hendes mors situation. For det er jo hendes skyld at ulykken fandt sted. Ulykken der ændrede alt. Vanessa er alene med sandheden, da hun har gemt den for alle på nær pigen i spejlet.

-Bidrag til alkoholmisbrug i familien konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

1. Novellen

"Nes?" Jeg kunne høre hendes ru stemme i den anden ende. Ru af et livsforbrug af alkohol og cigaretter. "Du bliver nødt til at hente mig", fortsatte hun og var næsten ved at græde. Så brød hun ud i en højlydt latter. "Jeg ved ikke hvor jeg er!" Jeg følte en pludselig vrede og fik lyst til at ignorere hende. Ignorere den bedende hysteriske stemme og bare gå i seng. Gå i seng og glemme det hele. Glemme hende. I stedet hørte jeg mig selv sige det, jeg havde sagt alt for mange gange før: "Bliv hvor du er, jeg kommer." For jeg vidste godt hvor hun var.

Bilen føltes koldere, da jeg så det neon røde skilt. Ligesom ruten føltes det også alt for bekendt. Jeg svingede ind på parkeringspladsen og låste bildøren bag mig. Jeg nærmede mig døren med faste skridt. Indenfor var der en tåge af tobaksrøg, og jeg måtte kvæle den genkendelige trang til at løbe skrigende væk. Jeg spejdede rundt i det halvdunkle lokale, og til min ærgrelse nikkede bartenderen til mig med et opmuntrende smil. Medlidenhed lyste ud af hans øjne, og et sekund efter hørte jeg hendes latter. En skingrende og hysterisk latter, der skar gennem benene på mig. Jeg gik målbevidst mod bordet i hjørnet og forberedte mig på kampen. Kampen om at få hende med hjem. Hun lyste op i et smil, da hun så mig. "Nes! Se jeg sagde jo, at hun var super, gjorde jeg ikke?" Grinede hun snalret. "Kom vi skal hjem nu", sagde jeg bestemt, men hun overhørte det. "Det er min Nes! Prøv at se hvor flot hun er! Det har hun fra mig, ja det er i hvert fald ikke fra hendes far," fortsatte hun grinende og viste mig stolt frem for hendes såkaldte venner. "Vi skal altså hjem nu", sagde jeg og prøvede at virke bestemt, mens jeg vristede mig ud af hendes greb. Jeg så en pludselig ild i hendes øjne der skræmte mig, for jeg vidste hvad det kunne ende med. "Du bestemmer ikke over mig!" Jeg hørte hendes stemme gå et toneleje op og samlede viljen til mig. ”Det er sent. Du ringede efter mig, husker du nok", sagde jeg tålmodigt, mens jeg tog hende under armen og nærmest trak hende mod døren. "Jeg er den voksne", brokkede hun sig. "Det er meningen, at jeg skal fortælle dig, hvad du skal gøre ikke omvendt." Jeg ignorerede hendes ord og fortsatte mod døren. "Jeg bestemmer!" Hylede hun, og til min overraskelse stoppede hun brat op. Jeg lod vær med at sige noget og gelejdede hende i stedet de sidste meter mod døren. "Jeg burde bestemme!" Jamrede hun, da vi nåede ud på parkeringspladsen. 

Jeg hørte den velkendte lyd, da jeg låste bilen op, og mærkede hvordan hendes humør brat ændredes. "Hvorfor er du så god? Du hjælper mig altid." Jeg rakte ind over hende for at spænde hendes sikkerhedssele. "Du er der altid for mig. Hvad skulle jeg gøre uden dig Nes?" Jeg følte mit ansigt strammes, imens jeg smækkede døren, og hun lænede sig mod den kolde rude, som hun havde gjort så mange gange før. Da jeg var kommet om på den anden side og lukkede døren bag mig, var hun allerede faldet i søvn. Endnu en af hendes traditioner. Jeg stak nøglen i tændingen og mærkede bilen give et ryk, inden jeg lagde hænderne om det kolde rat, svingede ud fra parkeringspladsen og kørte tilbage af den alt for velkendte rute. 

"Mor?" "Mor vi er hjemme." Jeg tog hende under armen og mærkede at hun begyndte at vågne, men tågen var der stadig. Den evige tåge der omgav hendes hjerne. Vejen op til tredje sal var lang. Mens jeg hev hende op ad trappetrin efter trappetrin, jamrede hun om sin evindelige ulykke. Hvordan hun ikke kunne gøre for det. Hvordan alle hendes drømme var gået i stykker. "Du aner ikke, hvad jeg har opgivet for dig", fortsatte hun, da jeg låste døren til den mørke lejlighed op. "Jeg havde drømme, en fremtid. Og se på mig nu." Jeg burde være vant til det nu, men hver gang hun sagde det, følte jeg et stik i hjertet. Uanset hvor mange gange hun sagde det, ville det gøre lige ondt. "Det er din skyld. Hvis din far havde været her, ville alting have været bedre." Jeg mærkede hvordan minderne vældede op i mig og mærkede tårerne presse på. Der var intet jeg kunne gøre. Ingenting. Jeg blev bare nødt til at holde det inde. Hun begyndte at snøfte som var det et stykke hun spillede hver aften. "Jeg kan ikke klare mere." Jeg begyndte at mærke hvordan alting gled fra hinanden. Min sidste viljestyrke var ved at være opbrugt. Du kan ikke mere? Du kan ikke mere! "Du bliver nødt til at hjælpe mig Nes! Jeg kan ikke klare det alene. Jeg kan bare ikke." Tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på hende, og jeg sagde ikke hvordan jeg altid havde været der. At hun aldrig havde klaret det alene. At jeg altid satte hende i første række. Hvordan det kvalte mig. Hvordan 2 jobs og den konstante bekymring var for meget. Hvordan jeg ikke kunne klare det alene. I stedet trak jeg hende tættere ind til mig og omfavnede hende indtil hendes snøften stilnede af.

***

Jeg kiggede på den blege skikkelse i spejlet. Det kunne være lige meget. Jeg vidste udmærket, at jeg ikke var pæn. Jeg var bare mig. Og jeg havde ikke tid til hverken at prøve på at se bare nogenlunde ud eller bare tænke på det. Jeg blinkede, og personen der stirrede tilbage på mig virkede pludselig så fremmede. Som om jeg aldrig havde set hende før. Jeg følte tårerne i mine øjne og hamrede hånden ind i glasset og ønskede brændende, at se det splintres og sendes mod gulvet i en kaskade af glas. I stedet mærkede jeg en brændende smerte i min hånd, og pigen stirrede stadig på mig med tårerne i øjnene, som om intet var ændret. Som om intet nogensinde ville ændres. "Nes!" Jeg hørte den al for velkendte lyd af hendes stemme og kunne omgående læse hendes humør. Jeg tørrede øjnene og gav mig selv et øjeblik mere. Det tog et øjeblik, inden jeg turde se mig selv i øjnene igen, og denne gang skræmte pigen i spejlet mig. Hendes øjne var koldere end jeg nogensinde havde set før. Isen gik igennem glasset og ramte mig. Pigen i spejlet kunne ikke vise svaghed. Og da hun havde svært ved at gemme sine følelser, blev hun nødt til helt at slette dem. Aldrig før havde jeg følt mig så splittet før. Jeg var udemærket klar over at pigen i spejlet var mig. Min logiske sans sagde, at det ikke kunne være andre, men jeg var alligevel overbevist om, at jeg ikke var alene. At jeg var 2 personer. Og at den kolde pige i spejlet ikke ville lade mig være i fred. Og samtidig var hun nødvendig. Hun var grunden til, at jeg havde klaret det så længe som jeg havde. Uden følelser kunne jeg overleve. Jeg havde brug for hende til at beskytte mig mod hende. "Nes!" Jeg vendte forskrækket ansigtet mod døren. Jeg kunne høre hun allerede var sprunget et par trin på vredes trappen over. Jeg kastede et sidste blik i spejlet kun for at se det samme som før. For at se en dæmon i øjnene inden jeg vidste, at jeg ikke kunne undgå den næste. 

Da jeg åbnede badeværelsesdøren blev hendes stemme skarpere. "Nessa? Nessa!" Jeg så hende stå ved køleskabet som var mit liv et uendeligt replay. Uret  over komfuret tikkede i en stille men fast rytme. 9.17. "Der er ikke flere øl", brokkede hun sig som et lille barn, der ikke måtte få den dukke hun pegede på. Jeg ignorerede hendes ord og vendte om på hælen. Jeg nåede ikke engang ud af køkkenet, inden jeg kunne høre hendes ord runge som et ekko ud i rummet. "Der er ikke flere øl Nessa." Jeg vendte mig langsomt om og så hende i øjnene. "Nej, for du drak de sidste i går, og som du ved er der ikke flere, når den sidste er drukket", svarede jeg i et øjeblik af sindssyge. Jeg fortrød øjeblikkeligt, men kunne ikke tage det tilbage. Jeg blev bare nødt til at stå fast og vente på min dom. Den kom hurtigt, for hun tog 3 hurtige skridt hen til mig inden hendes hånd susede gennem luften, og jeg mærkede en brændende smerte mod venstre kind. "Næsvise møgunge", mumlede hun, da hun stavrede hen ad gulvet mod hendes soveværelse. På vej til sit hemmelige lager. Jeg kunne ikke holde ud at se på det. Det var for meget. Jeg nærmest løb ind på mit værelse, fandt et par slidte jeans og en gammel hættetrøje og stak af. Vejen ned føltes uendelig lang, da jeg stod på afsatsen og så ned, og det var som om trinene ingen ende ville tage. Den kolde vind slog mod mit ansigt, da jeg fik svunget den tunge dør til bygningen op, og for første gang siden i går kunne jeg trække vejret. Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene, inden jeg fortsatte ned ad vejen. Den samme vej jeg havde gået så mange gange før.

 

"Nes!" Jeg vendte mig forskrækket om, sikker på at hun var fulgt efter mig. Og det var først, da jeg så det velkendte venlige ansigt, at jeg kunne genkende stemmen som Julias. "Nessa vent!" Jeg stoppede og så hende komme løbende mod mig et kæmpe smil, mens hun viftede med en kuvert. "Hvad?" Sagde jeg en smule træt men fik stadig fremtvunget et smil. Hun gav mig bare kuverten uden at svare, men jeg kunne se på hende, at hun var spændt. Hun kunne nemlig ikke få det smørrede smil væk. "Vent og se", sagde hun hemmelighedsfuldt, mens jeg åbnede kuverten for at lære, at den allerede var blevet åbnet. Jeg rynkede brynene og stirrede op på hende. Hun kiggede et øjeblik undskyldende, inden hun smilede til mig igen. "Det var en nødvendighed." Hendes ord forundrede mig, men så så jeg, hvor brevet kom fra. Jeg frøs og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Uanset hvad der stod i denne kuvert ville det ikke ændre noget. Og i det øjeblik ønskede jeg inderligt, at det ikke var, hvad jeg troede. Jeg kiggede over på Julia og vidste med det samme, at jeg til min ærgrelse havde gættet rigtigt. Og ud fra hendes reaktion var det næppe noget negativt. "Vær sød at være afslag", hviskede jeg og holdt øje med hendes ansigtsudtryk for at sikre mig at hun ikke havde hørt det. "Åbn det nu!" Jeg kunne høre, at hun var ved at blive utålmodig, men for at være ærlig var jeg stiv af skræk. Jeg havde ikke brug for det valg der ventede forude. Det var nemmere bare at acceptere at realiteterne var som de var. Det var nemmere at acceptere, hvis det ikke var ens eget valg. Det lyder nok sindssygt for mange af jer, men efter seks år på den her måde, havde jeg lært bare at acceptere tingene som min virkelighed. Min uforanderlige virkelighed, som jeg ingen indflydelse havde på overhovedet. Men så trak jeg vejret og tog mig sammen. Mest fordi jeg vidste hvor meget arbejde, der lå bag dette brev. Kære Vanessa Dalgaard, det glæder os at meddele dig at du er blevet optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole" Trods jeg havde forventet netop dette, blev jeg målløs over at se det på skrift. Jeg kiggede op fra bogstaverne og over på Julia, som stadig stod med et kæmpe smil spillende om læberne. Jeg kunne ikke tro det, det kunne ikke være sandt. Jeg var blevet optaget! Jeg var blevet optaget, og jeg havde ikke engang ansøgt. "Hvordan?" Jeg kiggede lamslået op på hende og kunne stadig ikke tro det, trods jeg stod med beviset i hånden. "Jeg brugte den video jeg optog ved opvisningen i sommers. Resten var bare ansøgningspapirer." Jeg havde lyst til at grine og græde på samme tid. Det var for ufatteligt til at være sandt. Pludselig  slukkedes glæden, som havde nogen pustet mit indre lys ud. Det var lige meget. Ja, jeg havde et valg, men udfaldet ville være det samme. Dette ville bare gøre det så meget hårdere. "Jeg kan ikke." Jeg følte mit ansigt blive hårdt, da jeg rakte hende brevet tilbage og hun så lamslået på mig. "Hvad mener du?" Jeg begyndte at gå, men hun fulgte efter mig. "Jeg kan ikke." "Jamen, du har jo beviset lige her! Det eneste du mangler er at pakke!" Den tanke føltes så absurd, eftersom jeg ikke engang havde lyst til at medbringe nogen af mine ejendele, hvis jeg nogensinde flyttede. Faktisk havde jeg mest lyst til at brænde det hele. Lejlighedskomplekset med. Det indeholdt så mange dårlige minder. "Jeg kan bare ikke." Jeg følte tårerne begynde at trille ned ad kinderne på mig og så pigen i spejlet for mig. Jeg blev nødt til at blive den pige igen. Jeg var nødt til det. Ellers ville jeg ikke overleve. "Nes." Hun greb mit håndled og snurrede mig rundt. Tvang mig til at se på hende, men jeg slog hurtigt blikket mod jorden og tørrede hurtigt øjnene. Hun var min bedste veninde, men hun kunne ikke se mig sådan her. Ingen kunne. Det var kun pigen i spejlet, der kendte til denne side af mig. Ingen andre. Da jeg endelig så op på hende igen, vidste jeg at hun forstod. Hun kiggede på mig med medlidenhed i hendes øjne. Et blik jeg ikke kunne håndtere. Hun skulle ikke have ondt af mig. Det ville ikke ændre noget. "Du kan ikke blive her for evigt. Du får aldrig en chance som denne igen." Jeg snøftede hurtigt, inden jeg kiggede på hende igen, og så hvordan mine kolde øjne forskrækkede hende. "Der er ingen diskussion jeg kan bare ikke." "Nes, jeg ved at det er svært, men du bliver nødt til at begynde at leve dit eget liv." "Du ved ingenting!" Jeg så vredt på hende. Hun troede hun kendte hele historien men det gjorde hun ikke. Hun vidste ingenting. Jo, hun vidste at hun havde et problem og at jeg tog mig af hende. Men hun vidste ikke hvor hårdt det var. Hun vidste ikke, at hun ikke havde nogen andre end mig. Hun vidste ikke at jeg var skyld i, at hun ikke havde andre. At hun drak. Det var min skyld. Julia kiggede såret på mig et øjeblik. "Hun har ingen andre." Begyndte jeg. Det var ikke hendes skyld. Det var ingen andres end min egen skyld. "Det er ikke dit problem. At ødelægge hendes eget liv er nok, hun behøver ikke også at tage dit." Jeg kiggede ned. "Det er ikke din skyld Nes." Men det var lige præcis dét det var. Det var min skyld og ingen andres. Havde det ikke været for mig ville han stadig være her og hun ville ikke have behøvet at drikke sine sorger væk. 

"Man får kun sådan en chance én gang i livet. Du vil fortryde det resten af livet. Det er på tide, du gør noget for dig selv. Det er dit valg, hvad du gør med dit liv." Hun gav mig et forsigtigt opmuntrede smil, og jeg vidste, at jeg havde den bedst tænkelige veninde. Men. Men hun forstod det ikke. Hun ville aldrig forstå det. Hun rakte mig brevet, og jeg tog imod det, mens jeg sendte hende et lille smil. Hun ville blive ved indtil jeg tog imod det. "Tænk i det mindste over det." Jeg nikkede, men vidste udemærket at uanset hvor meget jeg tænkte over det, ville resultatet være det samme. Hun så hurtigt på klokken og jeg så hendes øjne udvide sig, da det gik op for hende hvad klokken var. "Vi ses!" Hun gav mig et hurtigt kram og løb mod stationen. Stilheden omhyllede mig, men jeg havde ikke noget imod det. Forstenet satte sig mig ned på en bænk et par meter længere henne af vejen. Jeg have muligheden. Muligheden for at komme videre, for at ændre mit liv. Hvad havde du tænkt dig Vanessa? Jeg hørte en bebrejdende stemme runge i mit hoved. Efterlade hende. Helt alene. Vil du bare løbe fra dit ansvar? Du kommer aldrig videre. Det er din skyld. Kun din. Stemmen lød nu hånende. "Lad mig være!" Skreg jeg og mærkede hvordan ekkoet ramte mig igen, da det rungede under broen. "Jeg lavede en fejl. Én fejl. Hvor lang tid vil du bruge det mod mig?" Jeg følte tårerne begynde at rende nedad kinderne på mig. Jeg vidste udemærket hvem der var den eneste der kunne stoppe stemmerne. Jeg satte mig ned med ansigtet gemt i hænderne mens jeg følte det kolde vand strømme ned ad mine kinder. Du lavede én fejl. En fejl der kostede ham livet, og derved også hendes og dit. Jeg tørrede øjnene da sandheden gik op for mig. Jeg fortjente ikke at have ondt ad mig selv. En bil drønede forbi og da jeg kiggede op fik jeg et hurtigt glimt af hendes kolde øjne. Pigen i spejlets kolde øjne.

***

Jeg kunne ikke se det, men jeg kunne føle det. Som endnu en burde, endnu et valg jeg skulle træffe uden at have et egentlig valg. Jeg havde mest bare lyst til at brænde det og glemme at det nogensinde havde eksisteret. "Tænk i det mindste over det." Hendes ord rungede i mit hoved. En pludselig indskydelse fik mig til at rejse mig fra sengen og åbne skuffen. Jo, det lå der endnu. Jeg tog det op og begyndte at læse linjerne igen og igen. Det glæder os at meddele dig, at du er blevet optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole. Optaget. Optaget. Optaget. Jeg stirrede på ordet og blev ved og ved med at læse det. Det var som om alting var sket i en anden virkelighed siden i går. Og det var alt sammen på grund af det brev. Bogstaver som var sat sammen til ord på et stykke papir. Dét havde ændret alting. "Det er dit valg." Igen lød Julias ord som et ekko i mit hoved. Hun havde ret, det var mit valg. Ingen andres. Kun mit. Pludselig skød savnet ned i mig. Savnet fra før. Da alting var fred og idyl. Da han stadig var her, og hun stadig var hende selv. Inden ulykken. Dengang dans var en glæde. En glæde jeg delte med dem begge to. Jeg savnede det. Mere end noget andet. Jeg nærmest smed brevet fra mig på skrivebordet og skyndte mig ud af rummet. Da jeg kom til døren ind til stuen kunne jeg høre hende på sofaen. Halv mumlende. Som altid. Jeg listede mig forsigtigt forbi døren og bad til, at hun hverken så eller hørte mig. Jeg havde brug for luft. Nu. Jeg havde brug for at komme tilbage. Tilbage til de gode minder. Den tid jeg faktisk ikke havde noget imod at huske. En højlydt knirken afbrød mine tanker og jeg frøs. Jeg kunne mærke skrækken skylle ind over mig. "Nes?" Jeg kunne høre hendes ru stemme igennem væggen. "Er der nogen?" Da ingen svarede brød hun ud i et hysterisk grin og jeg følte mine muskler slappe af. Selvfølgelig gad hun ikke tjekke. Jeg skyndte mig at få sko på og åbnede stille døren inden jeg lukkede den endnu mere lydløst. Jeg løb hele vejen ned ad trapperne mens jeg prøvede at finde ud af mine følelser. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle en vis lethed. Da jeg åbnede døren til bygningen slog en let brise om mig, og jeg følte solen mod mit ansigt. Vejret var stik modsat mit humør. Jeg nærmest løb ned ad gaden. Den samme vej jeg havde fulgt så mange gange før, og som jeg kendte bedre end vores lejlighed. 

Bygningen så underlig tom ud, som om den manglede noget, trods jeg så folk vrimle ud og ind ad den. En fyr med en guitar på ryggen åbnede den tunge trædør, og jeg smuttede hurtigt under hans arm. Vejen op ad trapperne var hurtigt overstået og pludselig stod jeg på 3. sal. Jeg kunne se lokalet for mig. Det havde aldrig forladt mit indre syn. Det stod stadig krystal klart. Som så jeg det for første gang og ville være sikker på at få alle detaljer med. Jeg drejede rundt om hjørnet og stoppede. Igennem glasset så jeg det. Præcist som jeg havde forestillet mig det. Det var som om tiden havde stået stille. Som om jeg stadig var 9 år gammel. En flok unge piger, omkring 10, strømmede glad ind i lokalet i deres små tyl skørter, og jeg havde det som om noget gik i stykker indeni mig. Billedet af mig og mine forældre på vej til min første dansetime kom tættere på. Tårerne kom tilbage. Hvor jeg dog bare ønskede at alting kunne være sådan igen. Den sidste pige kom gående med sine forældre i hænderne og mindet kom for tæt på. Jeg havde det som om glansbilledet i mine minder gik i stykker og tilbage var kun de brændende rester og asken. For trods at jeg følte det som var jeg tilbage i tiden, var jeg ikke længere 12. Nej, jeg var 18. Og på seks år var det sikkert at sige, at billedet havde nået at brænde. Jeg kunne ikke klare at se mere og vendte mig hurtigt om kun for at støde ind i personen lige bag mig. Jeg hørte en skraben mod gulvet og skyndte mig at bukke mig ned efter bøger, noder og blyanter. Hele tiden var jeg meget forpasselig med at holde blikket mod jorden. "Undskyld", mumlede jeg og rakte tingene tilbage, mens jeg bad til at han ikke havde hørt min stemme blive grødet. Han var stadig i gang med at samle blyanter op og så direkte op på mig. Hans blå øjne brændte igennem mine, og da jeg så udtrykket i hans øjne fortrød jeg øjeblikkelig, at jeg ikke havde holdt blikket nede. "Hey, er du okay?" Han så på mig bekymret, og jeg nikkede uden et ord, da jeg ikke var sikker på om min stemme ville holde. Jeg begyndte at gå, da jeg pludselig mærkede noget gribe om mit håndled. Jeg blev drejet rundt, præcis som Julia havde gjort, og da jeg så ned opdagede jeg at det var hans hånd rundt om mit håndled. "Kom", han førte mig rundt om hjørnet og hev mig med ned ved siden af ham på en bænk. "Hvad er der?" Jeg kiggede skeptisk på ham og prøvede at regne ud, hvad hans motiv var. Hvorfor han overhovedet bekymrede sig om en han aldrig havde mødt. Til min frustration kunne jeg ingen bagtanke finde hvilket også forundrede mig. Jeg dristede mig til at kigge op på ham igen, og hans blå øjne gav mig en følelse af loyalitet. Som om jeg kendte ham. Min indre stemme sagde jeg kunne stole på ham, trods at alle tidligere erfaringer fortalte mig, at man aldrig kunne stole på nogen. "Det er som dengang", hviskede jeg. "Hvad er?" Hans forstående stemme var som musik for mine ører. "Alting. Det er som om tiden er gået i stå." Jeg vidste, at jeg talte i gåder, og at han aldrig havde en chance for at forstå det, men det føltes godt endelig at have en at snakke med. En jeg ikke kendte, en der ikke dømte. "Som om det ikke er sket." "Hvad er ikke sket?" Jeg tøvede et øjeblik. Jeg havde aldrig fortalt nogen om det. "Ulykken." Jeg holdt blikket nede og mærkede tårerne på vej ned ad mine kinder. "Hvilken ulykke?" Hans stemme lød en smule ængstelig. "Det var ikke med vilje. Jeg ville aldrig. Det var en ulykke." Jeg så op på ham som for at overtale ham. Få ham til at tro mig, selvom jeg ikke engang troede mig selv. "Men det er min skyld. Min skyld at han er død." Jeg holdt blikket nede og kunne smage den dårlige smag jeg fik i munden. Pludselig løftede to fingre under min hage mit ansigt op og tvang mig til at kigge på ham. Han så hverken vredt eller bebrejdende på mig. "Hvem døde?" Jeg stirrede direkte ind i de isblå øjne, inden jeg følte mine øjne blive sløret af tårerne. "Min far." Alting blev sløret og det eneste jeg sansede var hans varme, da han trak mig ind til ham.

***

Jeg stod og stirrede på den mørke trædør som jeg havde set så mange gange før og følte mig pludselig usikker. Jeg havde ikke lyst til at se hende. Jeg havde den største trang til bare at stikke af og glemme hende. Lægge det hele bag mig. "Det var ikke din skyld." Hans ord gav genlyd indeni mig og mindede mig om en jeg engang havde kendt. Hans stemme mindede mig om en fra en fjern fortid. Jeg ville gerne, men jeg troede ikke på hans ord. Han kunne umuligt kende til sandheden. Jeg havde ikke givet ham nogle detaljer. Han vidste ganske simpelt ikke, hvad han snakkede om. Selvom jeg inderligt gerne ville tro ham. Jeg kunne mærke det kolde metal mod min hud, da jeg endelig tog mig sammen til at gå ind. Ind til hende. Jeg ignorerede kulden og pressede håndtaget ned. Døren åbnede med en knirken og jeg vidste omgående, at der var noget galt. Et kort sekund efter hørte jeg hendes stemme runge for mine ører. "Vanessa!" Jeg skyndte mig stille ind i stuen frygtende for det værste. Man vidste aldrig, Man kunne aldrig vide sig sikker. Da jeg drejede ind i stuen brændte hendes øjne sig igennem mig. Jeg kunne mærke frustrationen strømme fra hende. "Du har ingen ide om, hvad jeg har opgivet for dig. Hele min fremtid. Alting er borte. På grund af dig." Hun kiggede stift op på mig, inden hun satte sig usikkert ned alt sammen med en tuborg i hånden. "Det hele var perfekt. Alting. Indtil du kom. Du ødelagde alt." Jeg krympede mig under hendes ord trods at jeg hade hørt dem før. Som en ridset plade hvor man ikke kunne slukke for afspilleren. "Alligevel tog jeg mig af dig. Jeg var en god mor. Jeg gjorde alt hvad man kunne forvente trods at mine drømme var ødelagt." Jeg blinkede af overraskelse da jeg så tårerne i hendes øjne. "Den eneste grund til, at jeg kunne klare det var Peter." Jeg følte det som et slag i maven da jeg hørte min fars navn. "Og du tog ham fra mig!" Hendes stemme rungede ud i rummet og jeg kunne se vreden i hendes øjne. "Det er din skyld at jeg er helt alene. Det er din skyld at alt er ødelagt!" Hendes ord føltes som piske slag. "Havde det ikke været for den ulykke…" Hun stoppede og kiggede på mig en smule roligere et øjeblik, inden jeg så hendes øjne blive fyldt op med vrede endnu engang. "Alligevel har jeg altid været der for dig. Og trods det har du ingen loyalitet!" Hun fandt et stykke papir frem og til min skræk var det brevet. Mit brev. Det samme brev jeg havde ladet ligge på mit skrivebord inden jeg forlod lejligheden. "Optaget? Optaget! Efter alt hvad jeg har gjort for dig, har du bare tænkt dig at forlade mig. Trods alt den skade du har forvoldt, har du bare tænkt dig at efterlade mig!" Hun så rasende på mig. "Du kan tro nej!" Inden jeg kunne nå at reagere vendte hun sig om og slap brevet ind over ilden i kaminen. Jeg stirrede lamslået på papiret, mens ilden åd det. Og i det sekund vidste jeg hvad jeg ville. Og det stod endnu mere klart hvad jeg ikke ville. Jeg ville ikke finde mig i det mere. Jeg styrtede hen til ilden og skubbede hende hurtigt væk, mens jeg desperat prøvede at redde resterne af brevet. Redde min chance for et bedre liv. "Du er ligeglad med mig", jamrede hun, da hun ramte sofaen og faldt halvt om. Jeg vendte mig om, og mens jeg så hende i gang med selvdestruktionen følte jeg pludselig vreden blusse op i mig. "Efter alt hvad jeg har gjort for dig. Utaknemmelige møgunge!" "Du har ikke gjort en skid!" Jeg hørte min stemme og blev overrasket over den kraft den rungede med. Hun kiggede overrasket op på mig. "Lige siden far døde, har du ikke lavet andet end at have ondt af dig selv. Du glemte alt omkring dig inklusiv mig. Siden jeg var 12 har jeg skulle passe på dig! Du er pisse ligeglad med alle andre end dig selv." Hun stirrede op på mig med forskrækkede øjne, og jeg havde det som var det en drøm for et øjeblik. Jeg fattede på en gang ikke, at jeg havde fået mig selv til at sige det, og på den anden side forekom det mig ufattelig, at det havde taget mig så lang tid at få det ud. Det tog kun et øjeblik inden vreden blussede op i hendes øjne, og jeg kunne nærmest se de rødglødende flammer i dem, da hendes mund strammedes. Et øjeblik senere følte jeg en brændende smerte på min venstre kind og så styrtede hun ud af værelset. Jeg mærkede min kind blive varm, da jeg tog hånden op til den. "Hvor skal du hen?" Jeg fik svaret da jeg hørte døren smække. Jeg for efter hende bange for, hvad resultatet kunne blive. Da jeg kiggede ned var hun allerede  nede på etagen under, og jeg satte efter hende så hurtigt jeg kunne. Jeg havde næsten indhentet hende, da døren til bygningen smækkede lige i hovedet på mig. Da jeg endelig fik den massive dør op, var hun allerede på vej ind i bilen, og jeg mærkede panikken røre på sig. "Hey!" Råbte jeg, men hun reagerede ikke. "Stop!" Hun smækkede døren i, og jeg fik fat i dørhåndtaget samtidig med at hun tændte for motoren. Men lige meget hvor meget jeg rev i det rørte døren sig ikke. Den var låst. "Stop! Stop bilen!" Jeg hamrede på ruden da bilen begyndte at køre. Jeg holdt fast i håndtaget og hamrede ubarmhjertigt på ruden, mens jeg prøve at følge med bilen. "Åbn! Stop!" Til sidst kunne jeg ikke følge med mere og af frygt for at blive trukket hen ad gade gav jeg slip, og bilen kørte fra mig. I stedet for jeg efter den og bad til, at hun ville komme til fornuft. Hun var næsten uden for syne, da bilen kom til et lyskryds. Jeg kunne se den grønne farve ændres til rød og resten foregik i slowmotion. Hun stoppede ikke og en hvid varevogn kom ud fra ingenting og hamrede ubarmhjertigt ind i siden på hende. Det hele føltes som en uvirkelig tåge af hændelser der tog mig tilbage i tiden. Jeg så ham sidde lige der foran mig. 

Regnede styrtede ned og ramte tungt vejen og gjorde mørket endnu mørkere. "Far, far se!" Han svarede ikke koncentrerede sig blot om vejen. "Far!" "Shh Nessa, jeg bliver nødt til" "Far se!" Afbrød jeg ham stædigt, stolt over hvad jeg lige havde lært. Han vendte sig om for at få fred. "Se far", sagde jeg stolt og følte mig stor, da jeg viste ham, hvordan jeg havde lært at placere hænderne over hovedet. I samme øjeblik så jeg lyset skære mig i øjnene efterfulgt af et overdøvende dyt. Min far vendte sig overrasket om og drejede skarpt hvilket fik bilen ud over vejen. Han vendte sig mod mig, da bilen fløj op i luften og alt blev vendt på hovedet. "Far!" Det eneste jeg så var hans blå øjne. Et øjeblik senere var alt sort. 

Braget var sønderrivende og rev mig brutalt tilbage til nutiden. Jeg så til min skræk, hvordan den hvide varevogn hamrede lige ind i min mors bil, og jeg stoppede brat op. Ude af stand til at forstå hvad jeg så. Det kunne ikke være rigtigt. Jeg hørte bremserne hyle og alligevel flyttede varevognen begge biler flere meter hen ad gaden, inden den stoppede. Røg stod op fra motoren og alt var gået i stå. Sekunderne føltes lange mens jeg prøvede at kapere, hvad der lige var sket. Det var, som var det en anden virkelighed, et andet nu. "Ring 112!" Skreg jeg til den nærmeste skrækslagne tilskuer, da jeg endelig kom til mig selv igen efter et par sekunder, inden jeg for hen til bilerne og hen til hende. Til min mor. 

***

Jeg mærkede tårerne løbe ned ad kinderne på mig og mærkede dem ramme mine hænder, som lå foldet på mine knæ. Jeg var en omvandrende ulykke. Først min far og nu min mor. Hvis bare jeg ikke havde jaget hende ud af lejligheden. Jeg burde have vidst bedre. Jeg spolede det hele tilbage i mit hoved og så for mig hvornår jeg skulle have stoppet hende, men det var som om det rigtige tidspunkt aldrig kom. Det var alt sammen sket så hurtigt. Jeg hørte pludselig stille fodtrin der tog til i styrke lidt efter lidt. Da jeg så op, så jeg ham komme gående ned ad gangen og havde det som om, jeg var i en anden tid. Jeg havde hørt om deja vu, men ærligt talt havde jeg aldrig troet på det. Og som han kom nærmere blev jeg helt suget ind i fortiden. Det var som den dag, den dag da alt stadig var godt. Den første gang jeg havde mødt ham for 10 år siden. "Hej", hans stemme rev mig ud af mine tanker og jeg indså at stemmen i virkeligheden var bekendt. "Hej", svarede jeg igen. Jeg havde det som om hans øjne brændte hul i mig, og jeg kunne ikke forstå hvordan jeg ikke havde genkendt den isblå farve før nu. "Hvordan har hun det? Jeg kom så snart jeg hørte det." Jeg blinkede forundret over hans ord. Han må have set mit mistroiske blik, for han tilføjede hurtigt men afslappet. "Det er det venner er til for." Hans ord ramte mig som et knytnæve slag lige i maven og tog luften fra mig. Han havde ret. Han havde været min ven, og jeg havde været hans. Vi havde været bedste venner inden ulykken, og så havde jeg bare glemt ham. Efterladt ham som havde han betydet ingenting. Det var utroligt han var så forstående. 

"Det var ikke din skyld." Jeg så forundret op på ham. Det var som han havde læst mine tanker. "Du kan ikke tage ansvar for andres handlinger." "Jeg jagede hende praktisk talt ud af lejligheden og ind i bilen, jeg skulle have vidst bedre." Jeg kiggede ned da skylden skyllede ind over mig. "Hey", han tog min hånd og satte sig ved siden af mig på den stive bænk. Og da han kiggede på mig med hans omsorgsfulde øjne, fik jeg en voldsom trang til at betro mig til ham. Det var som om hans øjne fortalte mig, at jeg kunne stole på ham. Jeg prøvede at se ned og ryste følelsen af mig, men jeg kunne ikke, hans øjne tryllebandt mig. "Jeg er en omvandrende ulykke", begyndte jeg og mærkede hvordan tårerne vældede op i øjnene på mig igen. "Alle jeg holder af kommer galt af sted." Godt nok havde mine følelser for min mor været en smule uklare på det seneste, men hun var trods alt min mor. "Det var en ulykke." Jeg kunne høre på hans tonefald at han ikke kun mente denne. Trods at jeg ikke havde set ham i seks år, vidste han stadig nøjagtig hvad jeg tænkte. "I var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Du kunne intet have gjort for at ændre det. Nogen ville endda kalde det skæbnen." Og for første gang troede jeg på det jeg gerne havde villet tro på så længe. Ja, Julia var min bedste veninde, men hun havde ikke kendt mig før. Hun vidste ikke hvordan det havde været, og kun til dels hvordan det var nu. Men Nico, Nico havde kendt mig inden. Han kendte til, hvad der var sket. Han kendte mig. Han kendte den mig, der havde eksisteret  før. Og selvom jeg først havde genset ham i dag havde jeg det som om vi havde været sammen hver eneste dag de sidste seks år som vi plejede. Jeg lukkede øjnene og så det minde i øjnene jeg havde fortrængt så længe. Hvis ikke jeg havde insisteret på at blive 5 minutter længere, fordi jeg skulle øve piruetter. Hvis ikke jeg havde været så længe om at tage sko på og komme ud i bilen. Hvis ikke jeg havde distraheret ham ved at skulle vise ham, hvad jeg havde lært. Hvis bare han havde holdt øje med vejen og den øsende regn og ikke mig. Så var der intet sket. Tårerne begyndte igen at løbe lydløst ned ad kinderne på mig, imens det gik op for mig, at jeg blev nødt til at acceptere det. Acceptere at han ikke var her mere. At det var fortiden, og til trods for at det var en forfærdelig ulykke var det ingens skyld. Det var bare en ulykke. Og jeg blev nødt til at komme videre. Ikke glemme men lære at leve med det. Jeg følte pludselig hans stærke arme omkring mig. Et øjeblik sad jeg bare stiv, inden jeg tillod mig selv at slappe af og mærke varmen der omsluttede mig. Det gik op for mig, at det var en varme som jeg ikke ville miste. En varme jeg havde manglet i alle disse år. Men allermest var det trygheden i at have ham så tæt jeg havde savnet. Den havde manglet så meget, at jeg helt havde glemt hvordan den føltes. 

"Frøken Dalgaard?" Da jeg så op, var det et ældre ansigt med firkantede briller der mødte mig. Der var ingen tvivl, denne man var læge, og vidste hvad han lavede. Eller sådan ville han i hvert fald gerne fremstå. Jeg kastede et kort glimt på hans skinnende hvide navneskilt. Dr. Markussen. "Ja?" Sagde jeg og snøftede hurtigt. Han så på mig ud over hans brilleglas, inden han så ned i en journal hvilket fik en panderynken frem. Mit hjerte begyndte at banke, da hans medlidenhedsfyldte blik mødte mit. "Hun skal nok komme sig. Hun var heldig, airbaggen tog det meste. Et par brækkede ribben, en svær hjernerystelse…" Han fortsatte, men jeg hørte ikke efter. De eneste ord der betød noget var "komme sig". Alt andet var lige meget så længe hun kom sig. Jeg gik galant udenom lægen og ignorerede det forvirrede blik han sendte mig, da jeg ikke engang reagerede på hans forundrede "frøken?" Det eneste jeg så, da jeg trådte ind på hendes stue var hende. Alt andet var bare en hvid tåge. Jeg kiggede på hendes ansigt, mens hun lå der så fredfyldt, som om intet var sket og intet kunne nå hende. Det eneste tegn på ulykken var slangerne og gipsen på hendes arm. Jeg kunne allerede se hvordan hun ville vågne og lade som ingenting, så ingen ville mistænke noget. Uden at tænke over, at de allerede have målt alkoholen i hendes blod. Hvordan hun ville være i dårligt humør og lade det gå ud over mig med råb og brokken i bilen. Hvordan hun på hjemvejen ville forlange, at vi stoppede for at "handle ind". Og i det øjeblik slog det mig. Hun ville aldrig ændre sig. Hun havde haft seks år og trods, at jeg havde tigget hende om det hver dag for år, havde hun aldrig taget sig sammen. Hun ville ikke tage sig sammen. Det her var meget nemmere for hende. Jeg kiggede igen på hendes ansigt og var denne gang sikker på, at jeg kunne se et irriterende hånligt og nedværdigende smil om hendes læber. Hun havde udnyttet mig. Havde fået mig til at føle, at det var min skyld. At jeg var grunden bag hendes misbrug. Så længe jeg var der til at passe hende, ville hun aldrig ændre sig. Det var alt for besværligt. Jeg følte pludselig en vægt blive løftet fra mine skuldre. En vægt der havde været kolossal tung, men uden at jeg havde bemærket den, fordi der simpelt ikke have været andre alternativer end at jeg bar den. Og jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg gik ud ad det hvide værelse og forbi Nico i den ligeså hvide gang. Hans forundrende ”Vanessa?” lød som et fjernt ekko, mens jeg fortsatte mod døren. Solskinnet blændede mig et kort øjeblik, da jeg åbnede døren. Jeg stoppede inden jeg nåede parkeringspladsen kun et par meter fra den tunge glasdør og tog mobilen op ad lommen. Jeg tastede hendes nummer ind og ventede på tonen i den anden. Efter de første to ring tog hun den. "Julia her", sagde hun med sin sædvanlige glade tone. "Hvornår var det skoleåret starter?" Spurgte jeg beslutsomt og fik et begejstret hvin i den anden ende. "Mener du det?" "Ja", svarede jeg kort. "Den 10. august", sagde hun begejstret. "Så ses vi der." Jeg kunne høre glæden i min stemme, lige inden jeg lagde på. Da jeg vendte mig om for at gå tilbage fangede en skikkelse i glasset min opmærksomhed. Og for den første gang i meget lang tid smilede pigen i spejlet. Hun smilede og denne gang nåede smilet også hendes øjne. Og for første gang i seks år kunne jeg genkende mig selv. Pigen i spejlet var mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...