En tirsdag i april

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2014
  • Opdateret: 4 maj 2014
  • Status: Færdig
Livet med en alkoholisk far.

0Likes
0Kommentarer
417Visninger
AA

1. En tirsdag i april

Solen rammer mit ansigt, da jeg griber fat i dørkarmen og snublende vælter ud på gaden. Det markante skift fra mørke til lys kræver, at jeg må blinke et par gange, inden jeg kan løfte hovedet og kigge frem. Jeg tager en dyb indånding og mærker, hvordan det svier en smule, da luften rammer helt oppe ved toppen af næseryggen, lige under øjnene. Mit bryst hæver sig under den kraftige indåndning, og jeg forestiller mig, hvordan hele mit kredsløb bliver fyldt med frisk luft. Jeg føler hvert enkelt lille kærtegn, som luften giver mine blodårer, og tvinger mig selv til at stå helt stille og tage endnu en dyb indånding. En til - efter den en til og en til. Jeg bliver ved og ved, men når ikke til punktet, hvor det giver mening. Jeg mærker ingen ro, og jeg mærker ingen uro. Jeg mærker ingenting. Kun luftens arbejde i min krop. Jeg kan dufte den varme asfalt, bilernes udstødning og hvidløg fra pizzeriaet ved siden af mig. For mig er duften renere, end jeg nogensinde har oplevet den før. Indenfor kunne jeg ikke trække vejret uden at mærke, hvordan den skarpe lugt rev hele vejen ned gennem luftrøret. 

Jeg har stadig min mobiltelefon i min højre hånd, og jeg mærker ikke, hvordan det yderste led af fingerne er ved at gå i krampe af den voldsomme knugen. Stemmen lyder rugende hul i mit hovedet. “Bliv, hvor du er; vi er på vej.” 

Følelserne banker mig pludselig omkuld, og med den anden hånd griber jeg fat omkring lygtepælen foran mig. Hvis folk omkring havde haft tid til at se mig, kunne de havde troet, at jeg var fuld. Men jeg er ikke fuld. Jeg har aldrig nogensinde drukket, og jeg vil aldrig nogensinde gøre det. 

 

Jeg tager et par skridt, men må stoppe op for igen at trække vejret dybt. Mit syn er sløret og afslører kun sorte pletter, som var udsynet et maleri, hvor en kunstner står og kaster sort maling henover. Mine ben føles pludselig som gummi, og jeg ved, at hvis jeg ikke sætter mig ned, så skal tyngdekraften nok sørge for, at jeg rammer jorden med et ordentlig skrald. Hovedet ned mellem benene og dybe indåndinger, indtil pulsen igen er nede på det normale leje. Ind gennem næsen, ud gennem munden. Jeg kan høre en susende lyd, når jeg trækker vejret ind, og mærker luften ramme mine knæ når jeg giver slip. Trækker vejret ind på fem og giver slip på fem. Gentager igen og igen og igen. 

Ud af øjenkrogen bevæger verden sig forbi mig, uberørt og uvidende. Fra min synsvinkel, nede mellem mine knæ, ser de allesammen umenneskeligt sløret og mekaniske ud. Går målrettet frem og tilbage mellem hinanden, uden tid til at lægge mærke til dem omkring. Ingen ser mig. Vader blot ud på fortovet for at komme forbi min taske, der ligger og spærrer foran mig. En kraftig mand, jeg kan se, han er kraftig på hans ankler, der vælter ud over sokkerne, bander højlydt af nutidens unge, der tror, de ejer det hele. Hvis han bare havde haft tid til at stoppe op. Hvis han bare havde haft tid til at stille mig det simple spørgsmål. Hvis han bare havde spurgt, om jeg var okay. Men han har ikke tid. Verden har ikke tid. Ingen har tid til mig, ligesom ingen havde tid til far. 

To uger inden den dag jeg fandt mig selv siddende her på fortovet, med hovedet mellem benene, havde jeg forsøgt at ringe til farmor. Vi har ikke set hinanden i flere år, og jeg havde på fornemmelsen, at det var på tide, at far og hun fik set hinanden. En mavefornemmelse kan man kalde det. Men hun havde pænt bedt mig om ikke at ringe igen. Han var ikke hendes søn mere, og hun kunne ikke hjælpe. 

 

Det summer i begge ben, og jeg får langsomt følelsen tilbage, og de sorte prikker er borte. Mine ører opfatter lyden af en ambulance, der kommer tættere og tættere på. Det er på tide, at jeg kommer væk. Et skridt af gangen, prøver at udgå stregerne på fliserne, som jeg altid gør. Hvis jeg ikke rører stregerne, bliver alt godt. Angsten rammer mig, da jeg må hoppe ind til siden for at undgå en dreng på rulleskøjter, og jeg rammer stregen imellem to fliser. Jeg stopper brat op, hjertet stadigvæk bankende højtlydt og med angstprovokerende svedperler på panden, og jeg kigger mig omkring. Ingen så det; ingen står og peger på mig og snakker om mig. Jeg lader, som om det ikke skete og styrter videre. 

 

Hovedet banker, kroppen skriger, alt sker pr. automatik, men endelig når jeg hjem til vores gade. Klokken er kun 2 om eftermiddagen, og alle er på arbejde, så gaden ligger stille hen. Kun en enkelt gammel mand, er ude og gå tur med sin hund, der logrende spankulerer i retning mod mig. Men inden de når helt hen, smutter jeg ind ad vores havelåge og op ad fliserne til den blå dør. Huset er stille, præcis som forventet. De velkendte rammer beroliger mig en smule, men det er en kort glæde, for stilheden i huset rammer mig larmende, og min hjerne vælger at eksplodere som en nytårsraket af billeder, og jeg må gribe fat i trappegelænderet for ikke at vælte omkuld. 

Jeg er tilbage i den støvede entre, hvor eneste lyskilde kommer fra den halvåbne dør ind til stuen. Lugten af gammel øl og vinslatter rammer som en hammer og skaber en usynlig mur, næsten ubrydelig. Mine skridt giver genlyd i den stille lejlighed og lyder nærmest mere støjende end et rockband på Roskilde Festival. Der plejer aldrig at være så stille; der plejer aldrig at lugte på den her måde. Det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg fornemmer noget, der ikke er, som det bør være. Jeg begynder at frygte det værste. 

 

I mit hoved forsvinder lejligheden og jeg står nede på det lokale værtshus. Det lå lige om hjørnet fra fars lejlighed, og vi plejede at komme derned, når han havde hentet mig efter skole. Jeg sad altid på en barstol, en af dem med sort læderbetræk, der klæbede sig til mine bare ben, men også føles dejlig kølig i sommervarmen, og jeg drak en cola med sugerør. Jeg kan huske, at sugerøret var rødt og hvidstribet, og at jeg kun brugte det fordi at ham i baren var sød ved mig og havde brugt tid på at finde det frem. Jeg var ellers for gammel til sugerør, synes jeg selv. Jeg kunne sagtens drikke af flasken ligesom far og alle de andre, der sad rundt omkring i værtshuset. Jeg kiggede mig omkring, og lagde mærke til hvor mørkt det egentlig var. Ovre i det fjerneste hjørne sad en mand alene og kiggede ned i bordet. Jeg tror måske, han sov, eller også så var han i gang med at tælle ridser i bordpladen. Foran ham stod en ølflaske, og hans hånd hvilede omkring flaskehalsen og fik flasken til at rokke, når han ind imellem løftede hovedet med et sæt, hvorefter at falde langsomt ned igen. Ved modsatte væg sad Karen. Karen var gift med ham bag baren. Jeg vidste ikke, hvad han hed, men jeg vidste, hvad Karen hed, fordi hun altid kom over med sine store lyserøde læber og gav mig et klap på kinden, mens hun sukkede. “Du burde ikke være her. Det burde ikke være en del af din barndom.” 

Ellers var der ikke andre i værtshuset. Far var ovre i kiosken for at købe smøger. Mens jeg sad i mine egne tanker, kom en mand sligrende hen imod mig. Han havde været på wc og havde glemt at lyne bukserne, så man kunne se hans boxershorts. Jeg kiggede væk og prøvede at ignorere ham, men han kom helt hen og stod tæt på mig. Hans ånde var varm; jeg kunne mærke den på min nakke, da han bukkede sig ind over mig og snøvlende prøvede at sige noget til mig. Han lugtede af sved og tis. Så meget at det sved i min næsebor. Han kom endnu tættere på, og jeg fangede ord som sød, røre og kom. Heldigvis kom far og skubbede ham væk. Jeg kunne høre ham sige nogle ting til manden. Far lød vred. Manden forsvandt. Det var dagen før min 8 års fødselsdag. 

 

Mine tanker vender tilbage til lejligheden, lugten, ubehaget. Hele min krop kæmper imod, at jeg bevæger mig mod den halvåbne dør, og armene følelses tunge som bly, da jeg løfter dem og skubber døren op. Et lydløst skrig forlader min mund, og min krop rammes af tusind små pile, der borer sig ind i huden og efter lader tusindvis af små blødende prikker. På sofaen ligger min far med halvåbne øjne og munden i en smertefuld grimasse. Hans rynker omkring øjnene virker unaturligt tydelige i hans udspilede ansigt. Brystkassen står helt stille og huden ser mærkelig gennemsigtig ud. Han er død. Min far er død. Jeg kan ikke røre mig ud af stedet. Huden stadig i et flammende smertehelvede og benene cementeret til gulvet. Over alt på sofabordet står øl, vin og sprutflasker. En er væltet, og jeg følger indholdets langsomme dryp på gulvtæppet. Dryp. Dryp. Dryp. Jeg kan huske, at jeg engang i min iver over at skulle rulle fars cigarretter, væltede min cola, så den lå præcis på samme måde og dryppede ned på gulvtæppet. Far havde reageret meget overraskende vredt, og jeg kan huske, hvordan jeg havde kigget ned i gulvet og bidt tårerne i mig. 

 

Da jeg var 11 år, var far og jeg en tur i tivoli. Altså det store tivoli helt ovre i København. Jeg kan huske, at jeg havde glædet mig i rigtigt lang tid, og da dagen endelig kom, var jeg ikke til at skyde igennem. Det havde været en dejlig sommerdag, og det havde været varmt nok til, at jeg kunne have bare ben. Jeg kan huske det, fordi jeg stadig havde et ar på knæet. Der hvor jeg havde slået mig, da en flok drenge havde skubbet til mig, så jeg væltede ned over de skarpe sten ved siden af bænken, hvor jeg skulle til at sætte mig. Far var blevet stik tosset, og havde været tæt på at komme op at slås med en af drengene. Havde det ikke været for en af vagterne, så var det nok også sket, og så havde far endt med at slå hårdt og gøre drengen ondt. Jeg vidste, at far kunne slå hårdt. Det havde jeg set før, da en mand havde sagt “fuck dig” til min farmor, da hun havde bedt ham holde køen nede i Fakta. Politiet havde taget far med, og jeg havde ikke set ham i 3 måneder. Men at dagen hvor vi skulle i tivoli ville ende, som den gjorde, var jeg lykkeligt uvidende om, da jeg stod og ventede på toget sammen med far om morgenen i min nye gule kjole. Jeg kan huske, at jeg nynnede hele vejen tværs over Fyn. Det ville blive en god dag. Jeg havde været sammen med far hele morgenen; han havde ikke fået øl, og han havde været i godt humør. Men alt det ændrede sig, da vi mødte drengene, og vi endte med at køre hjem i toget meget tidligere end planlagt. Turen hjem føltes dobbelt så lang, og vi sagde ingenting til hinanden. Far brugte tid på at fumle med den dåseøl, han havde under bordet, og jeg brugte al min energi på at fokusere på tæerne og husene, der fløj forbi. 

 

Mit blink flytter sig tilbage på den livsløse krop på sofaen. Han har det samme tøj på som altid. De grå joggingbukser, den grønne trøje og de hvide tennissokker. Den eneste forskel er den våde plet i hans skridt. Jeg tror, det er urin, men jeg ved det ikke. Men alligevel ligner han ikke sig selv. Det går op for mig nu, hvor lidt hår han har tilbage på hovedet. Det, der er tilbage, er næsten helt gennemsigtigt, som var alt farven vasket ud. Jeg husker ikke, at far har gået uden kasket, måske fordi hans hår så sådan ud? Jeg ved godt, det er hans sygdom, der gør, at han i en alder af 40, pludselig ligner en på 70, men jeg kan alligevel ikke lade være med at blive overrasket over hans hår. Min far er død, gentager jeg for mig selv i noget, som føles som en million gange. Min far er død. Jeg kan ikke få mig selv til at gå derover til ham, men jeg bakker istedet ud i gangen, vender rundt og vælter ud i opgangen og ud på gaden, hvor jeg ringer 112. 

Billederne fra lejligheden er stærke, og jeg føler, at jeg er tilbage, selvom jeg står hjemme i huset. Jeg kigger ned på mine hænder, der krampagtigt prøver at kvæle alt liv ud af trappegelænderet. Langsomt slipper jeg, en finger af gangen, og bevæger mig ind på mit værelse. På væggen hænger et stort billede af min far og mig som lille. Vi sidder i haven og leger med legoklodser. Jeg husker ikke tiden, men billedet har altid været et fastholdpunkt, et stabilt minde. De andre minder, jeg har fra min far, har ikke altid været gode. Men dette kan jeg selv bestemme. Historien kan jeg selv digte. Vi er glade, det har jeg bestemt. 

Pludselig brydes stilheden af en svag melodi. Jeg vender mig forvirret om, men min anlæg er slukket. Musikken fortsætter, og en kvinder synger sagte: ”Alting kan gå itu, mit hjerte kan gå i tusind stykker…” Det går op for mig, at musikken spiller inde i mit hoved, og det er ikke en hvilken som helst sang. Det er er vores sang. Det er hans sang. Jeg bryder sammen på gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...