tryghedens melodi

En lille historie som forhåbenligt vil få dig til at blive glad for det du har.

0Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

1. tryghedens melodi

Ruiner af huse, butikker og skoler var det eneste man kunne se, når man drejede 360 grader rundt om sig selv, lige der hvor Aliz stod. Flok der næsten løbende og usikkert bevægede sig rundt i det ødelagte byområde, var noget af det mest normale man kunne se. Mørke skyer hang i tynde tråde hen over den forladte krigshærgede by. Skyerne blev tungerer og tungerer af alt det regn de blev fyldt med, og trådene blev tyndere og tyndere. Trådene ville snart briste lige som illusionen om en tryg og familie venlig by.

Et skridt af gangen tog Aliz. Løftede den ene fod og overvejede at sætte den ned hurtigere end normalt. Gøre dette gentagne gange, og sætte i løb. Løbe til vejene ikke længere tilhørte denne utrygge og forladte by. Benene kunne dog ikke løbe, kun hjernen kunne skabe et billede af hvordan det ville være bare at løbe og for enden af vejen se en smuk ung kvinde, stå med armene stukket så langt mod øst og vest, at selv hans baggrund ville de kunne rumme. Han ønskede at tage hende med, finde et hus og skabe en familie, nemlig skabe den tryghed han aldrig ville finde her. Men stadig var det eneste hans ben gjorde bare at gå de sædvantlige skridt mod mørket. Som altid bar han tre krukker med vand, han holdt to af dem med hans stærke arme, og den sidste på ryggen.

Han var på vej hjem, eller hjem kunne man vel ikke kalde det. Godt nok var han på vej hen til det hus han var vokset op i, men alligevel var det ikke et hjem. Et hjem i andre byer forstillede han sig som noget trygt, noget hvor man var sammen som en familie og hvor man kunne stole på dem der boede under samme tag som en selv. Sådan var det ikke her. Ingen stolede på hinanden, ikke engang hans familie kunne han stole på. Den eneste han havde stolet på var hans mor, da hun levede. En dag han kom hjem, lige som nu med krukker fyldt med vand og fyldt med pligtopfyldelse over for hans mor, stod hans far med en jernstang i hånden og slog løs på hans eneste tryghed. Hans mor var død. Dræbt af sin egen mand, ham der skulle passe på hende, omfavne hende når hun var trist og overtage den trygheds følelse som hendes mor og far havde givet hende. ”Aldrig stol på nogen” havde Aliz’ far råbt i raseri. Siden da havde Aliz ikke stolet på nogen, lige som resten af byen. Ingen stolede på nogen.

En skikkelse kom frem i lyset og næsten svævede over de begåede brosten. De mørke krøller hoppede i takt med hendes lette fodtrin og den fine lille melodi hun fløjtede. Betaget stod Aliz der med armene fyldt med det nødvendige vand. Han skrumpede ind og blev så lille at han næsten faldt ned mellem brostenen. Hans hjerte bankede som løb han lige nu, ud af den vej som ville føre ham til trygheden selv. Det var nu eller aldrig. Den lille melodi, som let blev formet af hendes røde læber, skabte næsten nogle ord. Han forstod ordene, lod dem sive ind og sætte sig fast. Hun kiggede ikke ned og hun løb ikke. Stille og roligt lod hun bare sine ben bane vej. Nu eller aldrig. Nu tænkte Aliz og fik fremstammet ordene som hendes melodi havde formet for ham. ”Du kan stole på mig”. Hun vendte sig om mod ham, kiggede på ham og smilede. Det var et lettende smil, et trygt smil, det smil han havde ventet på siden hans mor døde. Han levede igen, der kom farver på kinderne og glød i øjnene. Det bakkende hjerte pumpede kærlighed og tryghed ud gennem blodårende. Det løb ned i tæerne og helt op i hjernen. Alle husene omkring ham blev gendannede og brostene nylagte og dannede en vej. Aliz kunne ikke se enden af vejen, men dog vidste han at den førte et godt sted hen. Aliz smed krukkerne og dermed også  pligterne. Løftede hånden og tog ved hendes fine lille hånd, knuede den og gik. Hun fulgte bare med. Hun nynnede videre og de satte i løb. De løb ned af den vej som formede sig foran dem. Lykkelige, trygge og levende løb de.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...