Til døden os skiller - One Direction

18-årige Alison McLeod har kæmpet med kræft siden hun var 13 år. Det er alt hun kender til og det fylder hele hendes hverdag. Hun er så bange for at dø at hun glemmer at leve, og så bange for at miste at hun skubber alle væk.
20-årige Harry Styles er forlovet med Beth Johnson og er i fuldt gang med at planlægge deres bryllup. De to har været kærester i 5 år og han har altid vist at det var hende han ville leve sit liv med.
En dag løber Alison og Harry ind i hinanden og alt forandres. Harry er vant til at alle teenagepiger kaster sig over ham, men Alison bemærker ham knapt nok. Harry bliver straks fascineret af Alison og trods hendes mange forsøg på at skubbe ham væk ender det alligevel med at de to bliver venner og falder pladask for hinanden.
Men skal Harry virkelig forlade sin forlovede som han har elsket igennem 5 år? Vil Alison turde at elske nogen trods sin frygt for at miste? Og hvad siger Harry da han opdager at Alison har kræft?

4Likes
1Kommentarer
463Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Meeting the boys

''Hej, drenge!'' Råbte Harry, og løb mod fire andre drenge.

Jeg kiggede lidt flovt rundt i caféen hvor alle gæsternes opmærksomhed nu var rettet mod os. Jeg snoede mit hår om min pegefinger og kiggede ned i jorden. Jeg hadede at være i centrum. 

''Harry'', hviskede jeg. 

Men han hørte ikke noget. Han havde for travlt med at uddele krammere til de andre bandmedlemmer.

''Harry!'', hviskede jeg lidt højere. 

Nogle gæster havde igen vendt opmærksomheden mod mig.

Forhelvede altså! Var han døv? Kunne han da i det mindste ikke lade som om at han interesserede sig en smule for at jeg var her?

''HARRY!''

Ups. Lidt for højt. Endnu engang var alles opmærksomhed rettet mod os. 

Harry kiggede lidt forskrækket på mig.

''Hvad?''

''Hvor var toilettet'', hviskede jeg.

''Ah hvad? Kan du ikke tale lidt højere?'' Spurgte Harry.

''Var der et toilet'', hviskede jeg igen.

''Hvad!'' Sagde Harry en smule irriteret.

Vreden boblede op i mig. Så kunne det også være lige meget.

''TOILETTET!'' Råbte jeg.

Jeg kunne i det mindste fryde mig ved tanken om at det nok var omtrent lige så pinligt for ham som det var for mig. 

Men Harry grinede bare.

Dammit. Øv.

''Følg med mig'', sagde han og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. Vi skulle til at gå ind ad en dør da nogen pludselig råbte efter os. 

''Hey! Har i tænkt jer at købe noget? Toilettet er kun for Caféens gæster.''

''Ja, vi køber noget om lidt'', sagde Harry  og fortsatte ud ad døren. Jeg fulgte efter. 

Der var to døre. Den ene førte ind til drengetoilettet og den anden ind til pigetoilettet. Jeg skyndte mig ind på pigetoilettet. 

Jeg nåede lige at dryppe lidt i bukserne inden jeg fik hivet dem ned om anklerne og sat mig på toilettet. 

Det er virkelig det bedste i hele verden endelig at tisse efter at have holdt sig!

Efter jeg havde vasket fingre kiggede jeg mig i spejlet for at rette lidt på mit hår.

Chok! Jeg var stadig helt sort under øjnene.

Jeg tog et stykke papir og fik tørret det væk, hvorefter jeg gik ud til Harry og de andre drenge igen.

De sad ved et bord og snakkede, og jeg overvejede lidt bare at gå, men så fik Harry øje på mig. ''Ali!''

Han rejste sig for at hente en stol som han placerede mellem ham og Liam.

Jeg gik derover og satte mig. Jeg følte mig ikke tilpas. Jeg havde det som om jeg trængte mig på, og det hadede jeg!

Men det gik snart over, for drengene var så søde! De hilste alle sammen på mig og spurgte ind til mig.

Det var det mest naturlige at snakke med dem, og man følte nærmest at man havde været venner med dem altid.

Niall var så sjov, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Første gang jeg grinte blev jeg helt chokeret og jeg stoppede midt i grinet og må have set lidt sjov ud, for alle drengene kiggede over på mig, på trods af at Niall lå på gulvet, efter at hans stol væltede bagover da han vippede på den.

Jeg sagde ikke noget, men de blev ved med at se på mig som om de ventede på en forklaring.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. At det var så lang tid siden jeg havde grint at jeg havde glemt hvordan mit eget grin lød?

''Nå, jeg skal også til hjemad, det var hyggeligt at hilse på jer'', sagde jeg til sidst mens Niall kæmpede sig op på sin stol igen.

''Tak for hjælpen drenge'', mumlede han surmulende.

Jeg rejste mig uden at se på dem, men i det jeg drejede rundt for at gå så jeg Harrys forvirrede ansigtsudtryk.

Da jeg nåede ud på gaden kunne jeg pludselig mærke at min kind var våd. Det gik op for mig at jeg græd. Jeg anede ikke hvorfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...