Til døden os skiller - One Direction

18-årige Alison McLeod har kæmpet med kræft siden hun var 13 år. Det er alt hun kender til og det fylder hele hendes hverdag. Hun er så bange for at dø at hun glemmer at leve, og så bange for at miste at hun skubber alle væk.
20-årige Harry Styles er forlovet med Beth Johnson og er i fuldt gang med at planlægge deres bryllup. De to har været kærester i 5 år og han har altid vist at det var hende han ville leve sit liv med.
En dag løber Alison og Harry ind i hinanden og alt forandres. Harry er vant til at alle teenagepiger kaster sig over ham, men Alison bemærker ham knapt nok. Harry bliver straks fascineret af Alison og trods hendes mange forsøg på at skubbe ham væk ender det alligevel med at de to bliver venner og falder pladask for hinanden.
Men skal Harry virkelig forlade sin forlovede som han har elsket igennem 5 år? Vil Alison turde at elske nogen trods sin frygt for at miste? Og hvad siger Harry da han opdager at Alison har kræft?

4Likes
1Kommentarer
462Visninger
AA

2. Kapitel 1 - The first meeting

Har du nogensinde elsket nogen så meget, at det gjorde ondt?

Det har jeg.

Jeg mødte ham for første gang i november sidste år. 

 

***

 

''Ali, er du ved at være klar? Vi køre om 5 min!'' Fuck. Jeg havde sovet over mig. Igen. Jeg åbnede øjnene. Wow, for meget lys! Jeg kneb øjnene sammen og gik over og trak gardinerne for. Min mor måtte have trukket dem fra da hun var inde kalde på mig. Jeg kiggede på klokken. Pis! Den var 6:38, og min mor havde sagt en milliard gange at vi skulle køre 6:40.

''Der går lige to sekunder mor, jeg har spildt noget på mine bukser, så jeg skifter lige''. Jeg flåede dørene til mit skab op og tog et par tilfældige jeans og en tilfældig sweater. 

''Jamen Ali, hvordan kan du få en plet når du ikke engang har spist noget?'' Jeg kunne høre hun var på vej herind. 

Med det ene ben i buksebenet hoppede jeg hen til døren og låste den. ''Øøøøøhh... det er sådan noget bukseolie.'' What? Bukseolie? ''Hårolie! Jeg mente hårolie!''. 

Jeg kunne høre min mor sukkede, men hun vendte heldigvis om og gik tilbage i køkkenet. Jeg tog et par sokker, lagde et hurtigt lag mascara og så var det ellers bare ud af døren. 

Bang.

Okay, måske jeg skulle låse den op først?

Jeg låste døren op og løb ud.

Bang. 

Lige ind i min mor.

''Ali, er du okay?''. Min mor så rædselsslagen ud. 

Jeg sad på numsen og så forvirret op på hende. ''Det var jeg. Lige indtil du styrtede ind i mig. Hvad sker der?''.

''Jamen, jeg hørte et ordentlig brag, og jeg troede du måske var besvimet.''

Og nu tænker du nok: Hvorfor troede hun det?

Fordi jeg har kræft.

Men nej, jeg render ikke rundt og besvimer hele tiden. Men det tror min mor.

''Jeg løb bare ind i.... jeg tabte noget''. Når jeg tænkte mig om ville jeg egentlig helst bare holde mit lille sammenstød med døren for mig selv. 

''Hvorfor har du to forskellige sokker på?'' Min mor så undrende ned på mine tæer. Det samme gjorde jeg. Fordi jeg først stod op for 5 min siden? Nej.

''Mor, kan du ikke stoppe med alle de spørgsmål! Det er skide irriterende!''

Jeg maste mig forbi hende og traskede ud mod bilen. Jeg overvejede om jeg skulle tage min varme vinterjakke eller min knap så varme læderjakke. Det var en ret kold dag. Men det var vel også meget normalt i november. Bare for at irritere min mor, tog jeg læderjakken. Plus, jeg så ret godt ud i den, hvis jeg selv skulle sige det. 

''Alison, du ved udmærket godt at den jakke er alt for kold!''. 

Jeg ignorerede hende og satte mig ug i bilen. På bagsædet. 

''Alison!'' Råbte min mor efter mig. 

Jeg tog mine øredutter op af lommen og satte min ynglingsplayliste på. Min mor snakkede stadig til mig, men jeg lukkede bare øjnene og lod musikken tage over. Prøvede ikke at tænke på at endnu en dag med kemo ventede. I det mindste var mit lange, mørke hår ikke faldet af. Så ville jeg dø... altså ikke sådan bogstavelig talt... eller... det håbede jeg da ikke... 

 

***

 

''Alison vent!'' Råbte min mor. Jeg behøvede ikke kigge tilbage for at vide at hun græd.Jeg løb alt hvad jeg kunne ned ad hospitaltgangen. Jeg kæmpede det bedste jeg kunne for at holde tårene tilbage. Noget man skulle tro jeg efterhånden var blevet god til. Man skulle tro. Tro. 

Tårene trillede ned ad kinderne på mig da jeg styrtede ud af hospitalsdørene. Jeg tog hænderne op til øjnene for at tørre tårene væk. I det næste sekund nåde jeg ikke rigtigt at se eller opfatte hvad der skete, men jeg mærkede et voldsomt og smertefuldt slag i mit baghoved da jeg ramte fortovet. Jeg kiggede op mod himlen og prøvede at gennemskue hvad der lige skete. 

Den sky ligner en kanin.

Vent, hvad?

Jeg kigger omkring. Det er lidt tåget. 

''Hallo?''

Hvad? Hvem? Hvor?

''Hallo!''

Jeg glipper med øjnene. Der står en ung mand og kigger bekymret ned på mig. Han har krøller. Mørkt hår. Grønne øjne. Med en smule gult. Og lidt lysebrunt måske? Han er ret lækker. 

''Du er ret lækker.'' Vent, HVAD? Okay, Alison vågn så op!

Han smiler nu. ''Hvad sagde du?'' På trods af mine midlertidige synsproblemer opfatter jeg at han prøver at holde et grin inde. ''Øøøøh... jeg ligger.. lækkert.. det var det jeg sagde, hvorfor?''. 

''Nå, det lød bare som om du sagde noget andet'', siger han og smiler flabet. Han hjælper mig på benene. 

Jeg kæmper stadig for at komme 100 % til bevidsthed. 

''Hvem er du?'' Spørger jeg ham. Han kigger skeptisk på mig. ''Hvem jeg er?''. 

Okay, er det meningen jeg skal vide hvem han er? Kender jeg han? Gud, hvor pinligt. Igen glipper jeg med øjnene og prøver at stille skarpt. Okay, hvad har vi at arbejde med? Krøllet, mørkt hår. grønne øjne. Britisk accent - så han kom altså her fra England af måtte jeg gå ud fra. Hmmm... Åh gud! Var det ikke Harry Styles, ham fra det der band! Eller var det? Jeg var ikke sikker? Det var ikke fordi jeg fulgte vildt meget med i de kendtes liv. Jeg havde rigeligt travlt med mit eget. ''Er du... ej, jeg er altså sikker, og det er for pinligt hvis det er forkert..''.

''Jeg er Harry Styles!'' Udbrød han. ''For at være helt ærligt troede jeg, at alle teenagepiger vidste det.'' Han trak på skuldrene.

Ved du måske hvem jeg er? Nej. Det tænkte jeg nok. Alison, den ukendte. Den ligegyldige. Hende uden venner. Alison med kræft. 

''Nå.''

Shit. Jeg lignede sikkert en vaskebjørn. Jeg havde glemt alt om at jeg havde grædt. 

Han stirrede på mig som om han havde set en alien. Men okay, det kunne også være jeg ligende noget derhenad.

''Hvad er dit navn?''.

Mit navn? Hvorfor vil du vide det? Det er Alison McLeod. Hvorfor?

''Ali''.

''Nice. Jeg var lige på vej på café for at mødes med drengene, vil du ikke med?'' Han smilede til mig og lagde hovedet lidt på skrå. Snakkede langsomt og tydeligt. 

Nærmest som at jeg var et lille barn som ikke fattede en skid. 

Og forresten, så lyder det vildt hyggeligt med café. Jeg hænger aldrig ud nogen steder. Sidst jeg gjorde det var med min tidligere bedste veninde, Samantha. Men vi ses ikke mere. Hun fortjener bedre end mig. End fucking kræftsyg spasser af veninde. Det var mig. 

''Nej, det vil jeg ikke.''

Han så overrasket, nærmest chokeret ud. 

''Hvad? Hvorfor?''

Fordi at hvad skal det gøre godt for? Jeg har ikke brug for venner. Jeg har brug for at blive rask. Og andre har ikke brug for at lære mig at kende bare for at jeg på et eller andet tidspunkt kan ødelægge deres dag ved at dø. Nej jeg skulle ikke have venner, altså skulle jeg ikke på café.

''Fordi jeg ikke gider.''

Han stod som nærmest lammet. 

''Nå, men skal jeg så følge dig tilbage på hospitalet?'' 

Åh nej. Ikke hospitalet. Min mor. Lægerne. Kemoen. Tilbagefaldet. Mere kemo. 

Kemo.

Kemo.

Kemo.

Mere Kemo.

Min mor.

Kemo.

''Øhm, nej det gør ikke noget, jeg kan sagtens klarer mig selv.''

Igen kom jeg tanke om at jeg nok ligende en vaskebjørn.

Han var på vej til at gå.

''Men øøøhh.. ved du tilfældigvis hvor der er et toilet?''

''Det er der i de forskellige butikker... og caféer.'' Han smilede.

Gud, hvor var han chamerende. Men samtidig irriterende. Han var irriterende chamerende. 

Jeg begyndte at gå over mod butikken på den anden side ad gaden.

''Men man skal altså købe noget for at få lov at låne toilettet'', råbte han efter mig.

Skønt. Jeg havde ingen penge.

''Hvad hvis man ingen penge har?'' råbte jeg tilbage.

Han smilede. ''Det ser vist ud til at du alligevel er nødt til at gå med på café.

 

___________________________________________________________________________

 

Så! Første kapitel. Kan i lide det? Tror i at hun går med på café?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...