Flaskens greb


0Likes
0Kommentarer
57Visninger
AA

2. Flaskens greb

Jeg hører det hver aften. Lige dér når måne og stjerner står højt på den klare nattehimmel, hvor jeg betragter næsten det eneste smukke i vores store ubarmhjertige verden. Alle ligger og sover trygge i deres varme senge, drømmer om i morgen. Drømmer om dejlige ting der ikke skaber mareridt ved tanken af det, eller lader dig vågne op badet i sved, mens hovedet dunker i den selvsamme melodi som de hamrende fodtrin, der langsomt former sig ude på gangen. Han synger nogle gange de selvsamme værtshussange, han lige har siddet nede i stamhullet og drukket til. Grint til. Hvorfor griner han aldrig med os?

   ”Lad som om vi er den ideelle kernefamilie” plejer min mor at sige til mig med et sagte smil, når vi er til familiefester eller forældremøde. Det er som regel kun os to der tager af sted. Min mor forklarer og forklarer, og fejer skidtet længere ind under gulvtæppet end det allerede er. Min mor, med de konstante rande under øjnene og den is-blege hud. Det er den kvinde i mit liv, der ikke laver andet end at arbejde. Kun for at vi kan fortsætte med at opretholde vores middelklasseliv. Tre jobs døjer hun med. Mens han bare sidder herhjemme og drikker halvdelen af hendes løn op.

   Jeg prøver så vidt som muligt at hjælpe hende. Jeg stoppede til fodbold, så de dyrebare summer ikke gik til noget, som jeg alligevel kunne leve uden. Derudover prøver jeg at holde bund i opvasken og rodet i stuen. Hun skal ikke arbejde på overtid og ikke få noget ud af det. Til tider hvor jeg kan høre hendes gråd om aftenen, når hun sidder i stuen med kassetv’et tændt for at overdøve lyden. Køber jeg hende en pakke fyldte chokolader. Det er det eneste jeg har råd til at give hende. Pengene er fra hans ølflasker som jeg hver lørdag bærer ned til indleveringen. Hun vil have at jeg tager de penge, jeg får for dem. Det er mine lommepenge.

   ”Du er en god dreng, Johan” siger hun så og knuger mig ind til sig, mens hendes tårer lydløst forsvinder i mit hår, ”du er en rigtig god dreng”. Hun prøver at beskytte mig mod ham. Hun prøver at holde ham væk fra mig. Til dels er jeg ikke bange. For hende skyld, prøver jeg at stå som ligeså modig. Jeg opnår det bare aldrig.

   Flere gange har jeg luftet muligheder til at komme ud af kniben. Men hun kan ikke overskue at efterlade ham. For hendes egen sikkerhed, sætter hun under ham. På en eller anden måde elsker hun det dyr der ødelægger hendes liv. På et eller andet punkt elsker jeg da også ham, der burde agere som min far i kød og blod. Men… Nej. Det er en brøkdel, der ikke engang formår at opveje al den sorg og smerte han har voldt mig.

    ”Hejaho! Har nog’n set min sko?” synger han fordrukkent og skvatter ind over trappetrinene til første sal. Tonerne knager gennem det gamle træværk, og huset klager i sin stille sorg. Jeg kan høre hvordan han vælter ind i den ene væg, så den anden væg. Det giver altid et ’bump’ fra sig, når den store krop vælter rundt. Med mellemrum går han og tager en slurk af den flaske, han altid render rundt med. Om det så er en genopfyldt lommelærke eller en øl, er lige meget. For ham er der nok ikke nogen forskel på den ene slags spiritus og den anden. Sommetider er jeg i tvivl om han har evnen til at smage forskel.

   Efter endnu et ’bump’ ind i væggen, smadrer flasken. Jeg kan høre hans råb, den måde det lyder dyrisk og vildt. Mens han højt råber på en ny flaske. Først plejer min mor at ignorere ham, eller også har han ikke råbt højt nok til at hun vågner. Jeg kan høre hvordan han stavrer mod soveværelset. Hvordan han ryster hende hårdt og stirrer vildt på hende. Råber om mere. Når han endelig slipper, plejer hun at være modig og svare igen. Hun plejer at give en kommentar som: ”Hent den selv” eller tysse og sige: ”Tænk på Johan. Tænk på naboerne”. Jeg har set hendes blå mærker på overarmene, hvor man kan se hver finger tydeligt i de blålige mønstre. Jeg har set den revnede læbe og sæbeøjet, inden hun forsvandt ud på badeværelset. Og hvor godt det var blevet skjult for alle andre.

   Min mor er altid modig.

   Men åbenbart ikke aften.

   ”Hva’ fa’en! Ka’ du ik’ hør’ jeg snakker til dig! Fa’en til ludder af kwindmen’ske at ha’ sig! Klager dagen rundt! Laver ik’ en ski’!” råber han. Det runger i den papirstynde væg over mit hoved. Jeg prøver at beskytte mine ører mod lydene derindefra. Som jeg altid gør det. Men lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg stadig høre hvad der sker.

   ”NÅ! Jeg ka’ se du ogs’ har været i min spir’tus igen! Man ka’ sgu heller ik’ hold’ noget for sig selv!” han sætter først flasken for munden. Lyden af væsken der flyder halvt ned gennem hans hals og halvt ned på gulvet, fylder mit hoved.

   Glas knuses. Men ikke mod gulvet.

   Hun er stadig ikke vågnet. Intet skrig har ramt hende. Intet ord er flydt ud gennem hendes læber. Ikke engang et øje har åbnet sig.

   Sengen knirker ustoppeligt, mens jeg kvæler en tåre.

  

Der hvor andre drømmer om i morgen.

   Drømmer jeg om min far.

   Jeg drømmer ham i gode og dårlige situationer.

   Jeg drømmer om at vi to er på fisketur. Vi griner.

   Og jeg drømmer om den nat. Den nat der ændrede alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...