Dét at finde mønstre

Mønster sb.

1. system af linjer, former, farver, motiver el.lign. som danner en regelmæssig struktur.

1.a. OVERFØRT karakteristisk og (tilsyneladende) regelmæssig orden som noget er struktureret i; måde som noget forløber eller udvikler sig på - fx om tanker, begivenheder og handlinger.

0Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

2. Flaskens mønstre

Den kolde metalsaks strejfede min hals. Jeg fik kuldegysninger. Jeg sad rank på stolen. Hun holdt om stoleryggen, mens saksen klippede, og mine skuldre blev lettere. Hårene faldt til jorden.

Jeg kunne se hende i spejlet - gyngende frem og tilbage, fra side til side. Hendes øjne lukkede, da hun igen lod saksens blade røre hinanden. Der gik lidt, så åbnede de igen.

Hendes stemme lød svag og træt: ”Du skal i skole.”

Jeg nåede lige at tænke, at det var søndag, før hun lå på gulvet. Jeg rejste mig fra stolen og satte mig på hug ved siden af hende. Hendes natkjole var gledet op over hendes hofter. Jeg sad lidt og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre – hun kunne jo være død. Så begyndte jeg at græde.

Til sidst rejste jeg mig op og gik hen til spejlet. Jeg tørrede mine øjne og min næse. Mine øjne var røde og opsvulmede. Jeg så forfærdelig ud. Ligesom mit hår.

Jeg fik lyst til at græde igen, men jeg kom i tanke om en artikel, jeg havde læst i skolen, om hvordan man skulle fortælle sig selv, at man er noget, når man føler sig allerlængst nede. Jeg havde prøvet det millioner af gange, og det havde aldrig hjulpet, men alligevel var der et håb inden i mig, som fik mig til at prøve igen. Jeg tog fat i rammen omkring spejlet og kiggede mig selv ind i øjnene.

Jeg rømmede mig og sagde: ”Du er noget, Michelle! Du kan ALT! Jeg ved, at DU kan gøre, hvad du vil! Og det vil du også!”

Jeg rystede på hovedet og begyndte at græde. Hvorfor kunne jeg ikke indse det? Alt jeg prøver på at kunne, alt det jeg vil. Det sker aldrig. Nogensinde.

 

Jeg vågnede. Jeg sad op ad væggen lige under spejlet. Jeg gnubbede mine øjne og kiggede rundt. Der var helt stille. Jeg kunne ikke se hende nogen steder. Hun lå ikke længere på gulvet. Jeg blev siddende lidt. Mine mave rumlede. Jeg tror ikke, at jeg havde spist i flere dage – i hvert fald ikke mere end to æbler, som jeg havde stjålet.

Der lå nogle flasker under sofaen. Jeg sad og lod min hjerne slappe af, ved at finde mønstre i deres måde at ligge på. De fremhævede linjer i flaskernes facon overlappede nogen steder hinanden og udgør de velkendte mønstre. Det var ikke første gang, at jeg på den måde fandt afslappelse. Flaskerne er jo overalt.

 

Jeg slog øjnene op. Jeg var faldet i søvn igen. Der var stadig helt stille i lejligheden. Jeg tænkte på at rejse mig op, men bare tanken gjorde mig træt. Jeg følte mig helt sløv og afkræftet. Jeg kunne næsten ikke holde mine øjne åbne. Mine mave rumlede igen, og jeg ved ikke om det var sulten, eller viljen, men jeg rejste mig op, og begyndte den lange vej ud til køkkenet.

Da jeg kom ud i køkkenet, kiggede jeg mig omkring i håb om at finde noget at spise. Mine øjne gled hurtigt hen over det store ur ved vasken, men da det gik op for mig, at den lille viser var i nærheden af syv, lod jeg mine øjne vende tilbage. Klokken var kvart over syv. Jeg trak gardinet fra i køkkenvinduet, for at få bekræftet min teori. Jep, det var morgen. Jeg ledte hurtigt videre i køkkenet efter noget at spise, men lige meget hvor jeg kiggede, var der flasker. Det var som om, at alt det stress jeg lige pludselig havde fået, havde givet mig ny energi.

Jeg småløb forgæves ud af køkkenet og ind på mit værelse. Jeg fandt en hårelastik og satte mit hår op i en knold. Det var en frisure, som jeg brugte meget. Jeg havde gemt de grimme kanter inde i knolden, så man ikke kunne se den dårlige klipning. Jeg hoppede i et par slidte jeans og en herre T-shirt. Det kunne godt gå an. Jeg børstede mine tænder så hurtigt, som jeg kunne. Bagefter snuppede jeg min taske og løb ud af døren. Jeg skulle nå at have noget at spise, inden bussen kørte.

Nede på gaden var de fleste butikker lukkede, men der lå en kiosk lige rundt om hjørnet som havde døgnåbent. Jeg gik hurtigt hen til kiosken, og udenfor stod der – som altid – en beholder med frugt. Jeg tog så meget frugt, som jeg kunne og løb. Bag mig hørte jeg en stemme råbe efter mig, men jeg fortsatte.

 

I bussen spiste jeg alt frugten, og da jeg kom op på skolen, blev jeg mødt af mine veninder, som alle omfavnede mig, og spurgte hvad jeg havde lavet i weekenden. Jeg smilede til dem, og sagde hvad jeg altid siger: ”Jeg har bare slappet af.” Jeg har bare fundet mønstre.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...