Uønsket

Historien er om ødelagte Katrine, som bliver voldeligt misbrugt af sin mor med et stofmisbrug. Katrine prøver så godt hun kan, at beskytte hendes lillesøster Clara, for ikke at skulle igennem det samme helvede, som hun selv var igennem. Katrine begynder hos en psykolog, men psykologen kommer tæt på hendes hjerte. Endnu tættere end hun havde regnet med.

2Likes
4Kommentarer
240Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

 

Kapitel 2

 

 

Det havde været en lorte morgen. Min mor og jeg havde været oppe at skændes, og Clara hørte det og begyndte med det samme at hyle. Hun var sur over, at jeg havde pjækket fra skolen dagen før, men jeg råbte tilbage til hende, at så skulle hun måske stoppe med at forpeste hendes hjerne med alt det lort, så hun faktisk kunne holde styr på, hvad hendes børn rendte rundt og lavede. Hun kastede elkogeren efter mig, og jeg fik den – med en fart på 120 km/t – tyret direkte ind i maven. Jeg prøvede at få vejret, men før jeg nåede at trække nok luft ind, kom den næste genstand flyvende og ramte mig lige på øjet. Jeg skreg i smerte, og min mor tog Clara med ud af huset. Hun efterlod mig, uden luft i lungerne og et øje der føltes som om det blødte. Men det stoppede mig ikke, så var hun selv uden om det. Jeg skulle se Jonah den dag, så måtte hun bøde, for hvad hun havde gjort. Det var tros alt hende der ville have mig til at gå i skole, ikke sandt? Jeg vidste godt, at hun var særdeles ligeglad, om jeg overhovedet mødte op til timerne, men hun skulle have en eller anden grund til at tæske mig, så det var ofte den der blev brugt.

Da jeg nåede skolen, var mit øje hævet til en blå væskeboble, og jeg kunne knap nok sætte mig ned, så ondt gjorde mit ribben. Måske var noget brækket? Jeg grinede ved tanken, så havde det sgu lykkedes hende endnu en gang.

Timerne sneglede sig af sted, og smerten var ved at blive uudholdelig, så inden jeg havde time hos Jonah, valgte jeg at gå ud og ryge en fed. Mens jeg langsomt, og så hårdt jeg kunne – uden at jeg skulle brække mig af smerte – indhalerede jeg røgen. Da jeg var færdig, kunne jeg mærke, at smerte stille forsvandt, og et flabet grin blev smurt ud på mit ansigt, mens jeg bumbede ind på Jonahs kontor.

”Katrine”, sagde han forskrækket. Jeg kunne ikke stoppe med at smile, og jeg tumlede hen til den røde stol. Da jeg satte mig ned, mærkede jeg igen smerten stikke, men jeg ømmede mig bare, og kiggede så op på ham. Han var skræmt. Skræmt fra hvid og sans. Det var også synd. Sådan en ung og flot mand, skulle hænge på mig. Et vrag der ikke kunne andet end at skræmme ham.

”Hvad er der sket?!” Udbrød han. Jeg begyndte at grine.

”Jeg blev uvenner med min mor”, svarede jeg som om, at det var det mindste problem i verden. Jeg havde svært ved at holde mit blik et sted, og et øjeblik havde jeg lyst til, bare at dejse om på bordet. Det var det bedste ved at være skæv. At man blev så dejlig sløset og rolig.

”Katrine?” Han gik om på siden af mig og tog fat i min arm. Han holdt sine fingre på min hage, og drejede langsomt mit hoved op mod hans. ”Dine øjne er helt røde…” sagde han stille. Jeg tror mere det var til ham selv, end det var til mig.

”Er du påvirket af noget lige nu?” Jeg grinede endnu mere, og viste ham med mine fingre, at det kun var en lille smule. Han ville have, at jeg skulle rejse mig, men da han trak mig op, skreg jeg i smerte. Mit ribben nærmest stak i mit kød, og jeg havde lyst til at græde. Hvorfor kunne jeg stadig mærke smerten, det skulle have været bedre nu.

”Vi må have dig på hospitalet”, og jeg fik ikke lov til at indføre et ord. På to sekunder lå jeg i hans arme, og han bar mig, som om jeg ikke vejede noget. Han kiggede ned på mig flere gange, og når mit blik fangede hans, forsvandt al smerten i kroppen. Det var kun ham og mig. Han stødte mine ben ind i en dørkarm, og jeg skulle lige til at ømme mig, men han lagde en hånd over min mund.

”Du skal være stille nu, normalt ville jeg skulle ringe til dine forældre og få dem til at hente dig, men det har jeg egentlig ikke lyst til. Så hvis det her skal gå godt, så skal du være helt stille”. Jeg sagde ikke en lyd mere, og vi nærmest fløj gennem gangene og ud på parkeringspladsen.

Det næste jeg huskede var, at jeg vågnede op med et skarpt lys i øjnene og et helt hvidt loft. En hånd klemte min arm, og jeg kiggede langsomt til siden. Der sad han. Som en engel.

”Hvordan har du det?” Spurgte han oprigtigt bekymret.

”Lige i denne position har jeg det udmærket, tak”, sagde jeg og smilede døsigt.

”De har givet dig noget beroligende. Du har brækket et ribben”, sagde han, som om at det gjorde ondt på ham.

”Hey, så slemt er det ikke. Det heler snart”, svarede jeg og prikkede fjollet til ham.

”Ikke slemt? Er det din mor, der har gjort det her Katrine?” Han kiggede mig dybt i øjnene, men jeg fjernede hurtigt blikket. Men det var svar nok. ”Jeg sværger. Hvis der er noget jeg kan gøre, så skal jeg nok….” jeg afbrød ham i hans raserianfald.

”Der er intet du kan gøre. Det er ikke så slemt, tro mig”, jeg prøvede at lyde overbevisende, men jeg kunne godt fornemme, at det med jeg nu lå på hospitalet med et brækket ribben, måske gik lidt over stregen med hensyn til ’ikke så slemt’. Men han gad vidst ikke selv diskutere det mere.

”Nå, lad mig få den bandage på armen, og lad os så komme hjem”, sagde jeg og prøvede at holde en optimistisk tone.

 

 

Da jeg kom hjem, ramte duften af frikadeller mig med det samme. I det mindste var det et tegn på, at hun var ædru, med mindre det altså var Carla der stod og lavede dem, men det tvivlede jeg stærkt på.

”Hvor fa’en har du været?” Spurgte hun irriteret. De sad begge og spiste ved køkkenbordet. Eller min mor spiste, Carla sad og legede med hende gule bamse. Hun fik øje på min bandage og fnøs så.

”Tror du måske ikke, at det er at overdrive lidt?” Sagde hun mens hun skævede hånligt ned på bandagen. Jeg rullede bare mine øjne af hende, og satte mig ned ved bordet.

”Jeg har leget med Gustav i dag”, sagde Clara med hende klare lille pige stemme, og brød den spændte stemning der hang over bordet.

”Nå, var det hyggeligt?” Spurgte jeg hende interesseret, mens jeg sultent stoppede en frikadelle ind i munden.

”Ja! Gustav har også en storesøster. Gustavs mor og søster skændes slet ikke!” Alle omkring bordet blev helt stille, og min mors blik stivnede. Hun kiggede op på mig, og jeg kunne kende det blik. Hun rejste sig, gik hen til køleskabet, tog et par øl ud, og så forlod hun huset med et brag.

Jeg havde tåre i øjnene. Havde Clara virkelig sagt det der. Bemærkede hun det virkelig så meget.

”Synes du vi skændes meget herhjemme?” Spurgte jeg hende, mens jeg aede hende på kinden. Hun nikkede beskedent, og en lille tåre trillede også ned af hendes kind.

”Mor råbte af mig i dag”, sagde hun så stille. En vrede spredte sig i mig. Hver gang Clara fortalte, at hun havde råbt i hende, skar det i mit hjerte, præcis ligesom hendes gråd.

”Mor er bare lidt stresset for tiden”, prøvede jeg at forklare hende. Hvordan forklare man en 7-årig pige på en pæn måde, at hendes mor er en børnemishandlende psykopat. Min konklusion var, at det gør man ikke. Clara skulle slet ikke vokse op i sådan et hjem. Jeg var ikke meget bedre end min mor.

”Skal vi gå ind at se nogle tegnefilm?” Spurgte jeg Clara. Hun lyste helt op og sprang ind i sofaen i stuen. Jeg satte mig ind til hende, og hun faldt langsomt i søvn i min farm med et smil på læben. Det var et af de tidspunkter, hvor jeg faktisk blev fyldt med lykke. Et af de få øjeblikke i mit liv, som jeg satte pris på. Hver gang Clara lå sådan i min favn, kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg havde manglet det som barn, og hvor meget jeg stadig kunne bruge det nogle gange.

Når jeg tænkte tilbage på min barndom, var der jo ikke KUN dårlige ting indblandet. Jeg kan huske gåturene i skoven med min mor. Men problemet med de gode minder, er at det dårlige der skete bagefter altid overgår det gode. Efter vores gåture skulle hun altid på enten en pub eller et værtshus. Jeg blev vant til lugten fra de steder. Hun kom meget de samme steder, og folk på enten værtshuset eller pubben behandlede mig godt. De satte altid en sodavand til mig, og flere gange faldt jeg i søvn ude i deres lager. Det var der jeg drak for første gang, så min mor måtte slæbe en plørefuld 9-årig med hjem. Hun var selvfølgelig selv hønefuld, så det skete også, at hun faktisk glemte mig, og jeg så måtte blive liggende til næste dag.

Hun var også til tider på hospitalet for enten skader, udpumpning eller til behandling på grund af hendes misbrug, og når hun kom hjem fra sådan en tur, var hun tit mere afslappet, og det skete, at der nogle gange gik op til en uge, før hun begyndte at blive voldelig og få sine ture igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...