Uønsket

Historien er om ødelagte Katrine, som bliver voldeligt misbrugt af sin mor med et stofmisbrug. Katrine prøver så godt hun kan, at beskytte hendes lillesøster Clara, for ikke at skulle igennem det samme helvede, som hun selv var igennem. Katrine begynder hos en psykolog, men psykologen kommer tæt på hendes hjerte. Endnu tættere end hun havde regnet med.

2Likes
4Kommentarer
201Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Kapitel 1 

 

 

Jeg vidste, at det var alt for sent, jeg kom hjem. Senest 22:00 havde vi aftalt, ”det er jo en hverdagsaften”, som hun havde sagt. Men som altid lyttede jeg ikke på hende. Vores forhold var… Var ikke et mor og datter forhold, hvis man overhovedet kunne kalde det for et forhold. Hun var der egentlig bare, og var bare et bump på vejen, præcis ligesom jeg var for hende. Hun havde aldrig elsket mig. Hun havde aldrig vist mig den kærlighed, hun nu prøvede at give min lillesøster.

Da jeg trådte ind i huset var hver en lyd som en bombe, hvert trin som et skud og hver en knirken fra en dør, var som et skrig. Som jeg nåede stuen, vidste jeg, at sandsynligheden for at hun ville opdage, at jeg var kommet hjem var meget lille. Jeg kunne lugte alkoholen helt ude fra entréen, og hendes spinkle, svage krop lå vredet om på sofaen. Flasker flød om hende, og der lå stadig lidt ”pulver” på bordet. Pulver var det navn, jeg havde givet de ting, hun sniffede. Jeg følte ubehag, hvis jeg skulle gå rundt og sige navnene på stofferne, og det var startet, da jeg var helt lille, derfor havde jeg heller ikke vidst bedre.

 

En gråd som skar i mit hjerte fyldte alle rum i værelset, og så hurtigt jeg kunne, løb jeg ned af gangen og hen til min lillesøsters værelse. Der var helt mørkt, og i rummet stod der ikke andet end en gyngehest og en kridhvid seng. Jeg tændte straks lyset og så Clara lå med ildrøde øjne. Jeg satte mig på sengekanten og strøg hende over håret. Clara selv var næsten så hvid som sengen med blå øjne og hår så lyst, at det næsten var gennemsigtigt. Hun var alt i alt en modsætning af mig. Jeg havde aldrig mødt min far, men jeg ville skyde på, at det var ham jeg lignede, da Clara og min mor var som tvillinger, og jeg var ikke i nærheden af det udseende. Jeg var ikke ”mørk” i huden, men dog havde jeg altid en brun glød, og om sommeren skulle der ikke mere end én time til, før jeg var helt gennemstegt, i forhold til Clara og min mor, som skulle smøres ind i flere lag solcreme, ellers ville de blive helt skoldede og røde. Mit hår var langt og mørkebrunt, det eneste jeg havde tilfælles med dem, var vores øjnefarve. Mine var også krystalblå, hvilket så meget mærkeligt ud, til mit ellers eksotiske udseende. Så enten lignede jeg min far, eller også var jeg adopteret, og det tvivlede jeg stærkt på, da min mor så nok for længst havde prøvet at levere mig tilbage. Fra da jeg var helt lille, slog hun mig, hver gang jeg sagde noget forkert, ikke opfyldte hendes pligter, eller snakkede mens hun havde venner i huset. Jeg mindes at i børnehaven spurgte de tit, hvor alle de blåmærke kom fra, men allerede dengang var jeg trænet i at undgå spørgsmål, og som jeg blev ældre, var det færre og færre der så mine blåmærke og ar, da jeg blev meget blufærdig allerede i 6-7-års alderen. Jeg gik altid med langærmede bluser og aldrig med bukser der gik over anklerne. Men dengang var det lettere, da der skulle jeg egentlig kun tage ansvar for mig selv, men efter min mor blev gravid med Clara, begyndte det hele at blive endnu sværere. Der kom nemlig endnu et menneske jeg skulle tage ansvar for, og dengang (og stadig nu), kunne jeg knap nok tage ansvar for mig selv. Jeg begyndte at ryge som 10-årig, og i ny og næ snuppede jeg også en fed, da jeg var omkring de 13 år.

 

”Ssssh, hvad græder du for?” Spurgte jeg Clara forsigtigt. Jeg var selv lidt påvirket af hash og mine hænder rystede, men jeg holdte det skjul, så godt jeg kunne, for at Clara ikke skulle opdage det.

 

”Mor svarede ikke da jeg kaldte, og, og, og, og da hun lagde mig herind, sagde hun, at jeg ikke måtte gå ud igen”, fremstammede hun, mens saltede tårer trillede ned langs hendes kinder, og hun greb dem forsigtigt med tungen.

 

”Mor er bare lidt træt, men bare rolig, jeg er her nu”, hviskede jeg forsigtigt til hende. Hun snøftede et par gange. Hun var kun 7 år, og i forhold til mig, kendte hun slet ikke til min mors misbrug endnu. Min mor gjorde så meget hun kunne, for at Clara ikke skulle udsættes for det, som jeg blev udsat for. Hun havde aldrig krummet et hår på Claras hoved, måske fordi hun elskede hende højt, eller måske fordi hun vidste, at jeg ikke ville tøve et sekund med at slå hende ihjel, hvis hun gjorde det. Clara kendte ikke rigtig til misbruget, men selvfølgelig havde hun en idé om, at der forgik noget forkert i huset. 

 

”Skal jeg sove ved siden af dig i nat?” Spurgte jeg hende roligt, mens jeg tørrede tårerne væk fra hendes silkebløde kinder. Hun nikkede svagt, og jeg lagde mig hen ved siden af hende. Hun faldt i søvn i mine arme, og jeg døsede også hen nogle minutter senere.

 

Da jeg havde sendt Clara i skole, tog jeg selv af sted. Min mor lå stadig i en dyb søvn på sofaen, og jeg havde ladet noget frugt og nogle cornflakes fra vores morgenmad stå fremme, til når hun vågnede op.

 

På grund af at jeg havde vist voldelig, ustabil og asocialadfærd gennem hele folkeskolen og nu gymnasiet, var jeg nu blevet henstillet til en skolepsykolog. Jeg skulle have min første ”psykologtime”, som den sidste time på dagen. Jeg havde råbt og skreget af rektor, da han havde givet mig det ultimatum, hvilket var enten at vælge psykolog, ellers så skulle jeg finde et nyt gymnasium. Min mor var med til det møde, og da vi kom hjem, havde jeg fået så mange tæsk, at jeg måtte tage fri fra skole den næste dag, da jeg havde stærke smerte i hovedet og en brækket finger.

Timerne sneglede sig af sted, og jeg hørte knap nok hvad lærerene sagde, jeg havde for travlt med, at finde på en plan for hvordan jeg kunne slippe væk, inden jeg skulle op til psykologen. Folk i min klasse var begyndt at se bort fra, at jeg for det meste ikke var mentalt tilstede i timerne eller slet ikke mødte op. Jeg gik i 2.g nu, og jeg havde stadig ikke fået en eneste ven. Men det var min egen skyld. Jeg lukkede ikke nogen ind på livet af mig, da jeg var bange for, at de ville vende mig ryggen og/eller væmmes ved mig. Præcis ligesom min far havde vendt mig ryggen, og som min mor altid havde gjort. Altid kaldt mig beskidt, ulækker, unødvendig for denne verden og ubrugelig. Jeg ville ikke have, at andre mennesker skulle hænge på mig.

Timerne sluttede, og jeg gik, som hvad der føltes som dommens gang ned til psykologens kontor. Jeg forventede en gammeltudse som sad og kvækkede om livets gaver og hvor taknemlige vi skulle være. Men da jeg åbnede døren, blev vejret taget fra mig.

End mand smukkere end jeg nogensinde havde set før sad i den lædersorte kontorstol og smilede bredt. Han tænder var hvide som sne og var i kontrast til hans hår, der var så sort som natten. Hans øjne var mørkebrune, og når man kiggede i dem, følte jeg, at jeg svømmede i det dybe hav. Han havde en kortærmet skjorte på, og under ærmet kunne man lige ane, at der var en tatovering. Det var tydeligt at se, at han lige havde været på ferie, da hans hud havde den samme brune glød som min.

”Hej Katrine, mit navn er Jonah”, han rakte hånden ud mod mig, og jeg lagde slasket min hånd i hans. Jeg var ikke vant til kærlig eller venlig berøringen. ”Tag endelig plads”, sagde han og gæstererede hen mod den røde stol der stod overfor hans. Det eneste der var imellem os var et bord. Han var ikke mere end i starten af 20’erne, det var tydeligt. Jeg ville måske endda, hvis jeg ikke havde set ham her som min psykolog, kunne gætte ham til at være 3.g’er på gymnasiet.

”Så Katrine”, startede han ud. Jeg mærkede en åndenød starte. Jeg snakkede normalt ikke om min baggrund. Det var jeg jo blevet lært op med. Hver gang jeg havde prøvet, havde min mor fundet ud af det, og ja… Det endte aldrig godt. Men hun havde jo selv sagt, at jeg skulle begynde her, så det var vel ikke mit problem. ”Jeg har din journal liggende her, men der er noget der virkelig træder frem”, sagde han undrende.

”Hvad?” Mumlede jeg, mens jeg sad med blikket klistret til bordet.

 ”Du har haft en hel del hospitalsbesøg, for som jeg kan se, nogle ret alvorlige skader. Dog står der at det er et cykelstyrt eller fald fra trappe der har været årsagen til det”. Jeg nikkede, men noget i hans øjne sagde, at det her skulle jeg længere ud på landet med.

”Det er altså ret alvorlige skader Katrine”, sagde han mistroisk.

”Ja, hvor vil du hen med det?” Nærmest spyttede jeg tilbage.

”Det er din mor der har udtalt sig om det her, er der noget du vil fortælle mig? Noget du måske kan huske, som så har været årsagen til disse skader?” Jeg svarede ham ikke. Mit blik var stadig limet til bordet, og jeg havde intention om, at svare på det spørgsmål han lige havde stillet. Det kunne han også godt mærke, og derfor gik han videre til det næste.

”Fortæl mig noget om forholdende hjemme hos dig. Hvordan er din mor, far, har du nogle søskende? Hvordan er du vokset op og hvor?” Det tog en krig for mig overhovet at få åbnet min mund, men da det først var overstået, begyndte kampen med at få de rigtige ord ud.

”Min far forlod min mor og mig, inden jeg blev født”,  startede jeg forsigtigt ud. Hans brune udstrålede forståelse, men også at jeg skulle fortsætte. ”Min mor har altid haft et lille drikkeproblem, og derfor har hun til tider haft svært ved at sætte rammer for min opdragelse. Vi har aldrig haft et godt forhold, men det betyder skam ikke, at hun ikke har prøvet at skabe et. Det har bare været for sent, da hun endelig prøvede. Der havde hun lært mig, at kærlighed er farligt og ikke noget godt, derfor ville jeg heller ikke have et forhold til hende. Hun fik min søster for 7 år siden, med en fyr som hun ikke kan huske”. Hans øjne var blevet større, som jeg begyndte at fortælle. Men noget i ham viste, at det har ikke var noget, som han ville give op på. Han var ung, men stædigt som et gammelt æsel, det kunne jeg fornemme.

”Du siger hun har prøvet at skabe et godt forhold til dig igen? Hvor gammel var du der, og hvordan prøvede hun?” Jeg fnøs.

”Du kan bare slette ’igen’ fra den sætning. Vi har aldrig haft et godt forhold til hinanden, men da hun prøvede at gøre et forsøg, var jeg nok omkring de 13 år. Hun er lige så dårlig til mennesker som jeg er, så hendes måde var at købe sig til tingene. Hun inviterede mig på dyre restauranter, biografture, købte nye ting til mit værelse og shoppede et helt center tomt til mig. Men jeg sagde enten nej tak, og returnerede alle de ting hun havde købt”. Jeg sagde det som om der ikke lå noget i det, som om det var en eller anden dødssyg veninde. Men det var mit skjold. ’Aldrig sæt skjoldet fra dig, det vil beskytte dig’, havde jeg ligget og sagt til mig selv om natten, når jeg var blevet ked af det.

”Men det er jo din mor, du var kun 13 år, hvordan kunne du få dig selv til at sige nej til din mor?” Han spurgte mig om tingene nu, som om det virkelig gjorde ondt inde i ham ikke at vide det hele. Jeg kiggede op på uret, og fløj så op af stolen.

”Tiden er vidst gået”, jeg pakkede min ting sammen og var på vej ud af døren, da hans stemme stoppede mig.

”Katrine, vi skal ses 2 gange hver uge, du kan lige så godt begynde at åbne lidt op. Jeg sendte et undskyldende blik bagud og forsvandt så ud af døren.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...