I Hoped It Would Be Impossible

*Dette er toeren til I'm Falling to Pieces* Der kan ske meget på et år. Ikke nok med at Sophias drøm om at blive forfatter er gået i opfyldelse, hun er også begyndt som youtuber, og har kæmpe succes på begge områder. Samtidig har hun et forrygende forhold til sin kæreste Harry Styles. Men når Sophia tager på turne i USA for at slå igennem som forfatter derovre, og Harry må blive i England for at tage på turne med One Direction, går det galt. En vild aften i byen ændrer alt, og pludselig hænger deres forhold i en tynd tråd...

12Likes
13Kommentarer
1594Visninger
AA

16. I can't

Sophias POV:

Da jeg ankom i London var klokken cirka 12. Jeg var utålmodig efter at se Harry. Jeg savnede ham sådan. Uheldigvis skulle vi sidde og vente en time eller noget i den stil på at komme ud. Da vi endelig kom ud kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud af lufthavnen. Så snart jeg havde været igennem paskontrollen skyndte jeg min at få min kuffert og så skyndte jeg mig ned til toget, men som jeg gik forbi en af cafeerne kunne jeg mærke hvor sulten jeg var blevet. Men jeg havde egentlig ikke lyst til mad, mere sådan slik, så jeg skyndte mig ind W.H. Smith for at finde noget at spise og drikke. Men da jeg gik forbi blad og avis delen fik jeg mit livs chok. På forsiden af the Sun var et billede af Harry, der forlod en natklub med en anden pige. Og det var ikke lige som nogen af de andre billeder der  kom frem, hvor Harry forlod et sted og der så var en pige der gik et par skridt bag ham, men på de her billeder gik han virkelig og snavede med hende. Jeg kunne ikke tro det. Det kunne ikke være rigtig. Tanken om at det var Photoshop gik i gennem mit hoved, men jeg huskede på dengang hvor jeg skulle have lavet et cover til min bog og fyren der styrede det fortalte mig at det altid var muligt at se om det var Photoshop og jeg kunne ikke spore noget af det i de her billeder. Jeg glemte alt om min sult og købte kun avisen. Jeg gav manden de 40 pence det kostede og begyndte at læse. Ifølge journalisten snakkede Harry med hende pigen som efter lidt tid hev ham ud på dansegulvet hvor efter de begyndte at kysse. Liam skulle eftersigende have prøvet at stoppet dem, men de var bare fortsat og derefter forlod de klubben i en taxa. Jeg kunne mærke tårerne i mine øjne, og ærligtalt følte jeg mig mere fortabt end nogensinde. Jeg var fløjet hele den lange vej for at overraske ham, og jeg havde ærligtalt ingen ord for hvordan jeg havde det. Jeg kunne mærke hvordan jeg havde brug for at snakke med nogen hvad der foregik og at få bekræftet hvad der foregik. Louis, tænkte jeg pludselig. Louis måtte ide hvad der foregik. Louis var Harrys bedsteven så han måtte vide hvis der foregik.

"Det er Louis," sagde han da han tog telefonen.

"Er det rigtigt?" spurgte jeg mens tårerne rigtig tog til.

Han var tavs i noget tid. "Hvad mener du?" spurgte han.

"Er det rigtig at Harry var mig utro?" spurgte jeg,

"Sophia, jeg..." startede han og det var tydeligt at han syntes det var svært. "Det er Sophia," sagde han pludselig, og jeg gættede på at det var en anden han snakkede til. "Hun spørger om det med Harry i går aftes." Der var stille.

"Har hun fundet ud af det?" kunne jeg pludselig høre den anden stemme sige. Det lød som Liam.

"Det tror jeg," sagde Louis.

"Louis, hvad foregår der?" spurgte jeg.

"Skal jeg fortælle hende det?" spurgte Liam.

"Ja," sagde Louis og henvendte sig så til mig igen. "Sophia, du får Liam," sagde han.

"Liam, hvorfor er Harry på forsiden af et blad hvor han kysser en anden pige på gaden?" spurgte jeg inden Liam nåede at sige noget.

"Sophia jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde han.

"Fortæl mig hvorfor," sagde jeg.

"Jeg ved det ikke," sagde Liam. "Jeg så ham bare lige pludselig i færd med at kysse en anden pige og da jeg prøvede at få dem til at stoppe fortsatte de og derefter forsvandt de."

Jeg havde ingen ord.

"Jeg er virkelig ked af det. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige," sagde han. Jeg kunne mærke alle følelserne forlade min krop.

"Tak fordi du fortalte mig det," sagde jeg og lagde på. Jeg begyndte at gå hen i mod stationen hvor jeg købte en billet til toget der ville føre mig hjem til min lejlighed og hvis jeg var heldig var Harry der ikke.

 

 

Liams POV:

"Hvem var det?" spurgte Eleanor da Sophia havde lagt på.

"Sophia, Harrys foreløbige kæreste," sagde jeg.

"Hvorfor siger du foreløbige kæreste?" spurgte Zayn. Så han vidste ikke hvad der var sket i går.

"Vil du eller skal jeg?" spurgte Louis.

"Du fortæller både Zayn og Niall," sagde jeg. "Jeg tog Sophia."

Han nikkede og gik i gang med at fortælle det til Zayn.

 

Sophias POV:

Det var hårdt at gå op til min og Harrys lejlighed. Selvom det snart kun ville blive Harrys for jeg ville ikke være sammen og da slet ikke bo sammen med en der var mig utro. Jeg låste op og kunne mærke irritationen sprede sig i min krop.

"Hold nu kæft," stønnede jeg. Der var tøj over alt og jeg mener overalt. Okay jeg havde det helt fint med at Harry rodede når han var alene hjemme, men det her var ikke almindeligt 'drengerøv' rod, det her var 'jeg er så turned on lige nu, så jeg smider bare tøjet med det samme' rodet. "For helvede," stønnede jeg. "Harry!" prøvede jeg at kalde, men jeg fik intet svar. Jeg satte kufferten fra mig og gik ind i soveværelset. Okay, mit held var ikke med mig. Man skulle tro at der var nogen der mente det ville være balance at sørge for at ens utro kæreste i det mindste ville være et hvert andet sted end ens egen seng, men næ nej. Harry lå splitternøgen med et tæppe der kunne lige dækkede hans diller og en brunette der lå ud over hans bryst. Jeg kunne sidde siden af hendes bryster og det eneste jeg egentlig kunne tænke var hvor billig hun  så ud. Jeg fik kvalme af det.
 

 

Harrys POV:

Jeg kunne høre nogen sige mit navn, men det eneste jeg kunne registrere var at det var en piges stemme. Jeg kunne høre skridt omkring men jeg var for træt til at åbne øjnene og finde ud af hvem det var også selvom mit hoved gjorde ondt som aldrig før. Det var først da jeg kunne mærke hvad føltes som en bølge af isvand at jeg åbnede øjnene. Jeg kiggede mig omkring uden rigtig at kunne forstå hvordan jeg var kommet hjem Emily var også vågnet. Hendes brune hår nu sort i toppen grundet vandet. Hvorfor lå vi nøgne i min seng? Jeg kiggede op og så Sophia der stod med vores røde køkkenspand i hænderne.

"Skrid," hvæsede hun til Emily.

"Hvem fanden er du?" spurgte Emily.

"Ud!" råbte Sophia i stedet for at svare og smed mere vand ned på mig og Emily.

"Hvad fanden er der galt med dig?" spurgte Emily. Sophia så mere sur ud end nogensinde.

"Du har et minut til at få dit tøj på og skride ud af min lejlighed inden jeg ringer til politiet!" truede hun.

"Harry hvad mener..." startede Emily og jeg kunne ane noget provokerende i hendes stemme.

"59 sekunder," afbrød Sophia og kiggede på sit ur. "58, 57, 56," talte hun ned. Emily rejste fra sengen med tæppet viklet om sig, så der var fuldt udsyn til min, ja, privatere dele.

"Harry, kan du ikke hjælpe mig med at få min bh ned?" spurgte Emily og kiggede op mod lampen hvor hendes bh sad fast.

"Er du fucking seriøs?" spurgte Sophia og kiggede op. Hun så ud til at være kommet i et endnu værre humør end før hvis det overhovedet var muligt. Emily kiggede over på mig for at bede om hjælp.  Hun var ikke særlig høj så hun kunne umuligt selv nå  der op. Jeg var i færd med at rejse mig, da Sophia stoppede mig.

"Næ nej du, du bliver liggende lige der," sagde hun og skubbede mig ned i sengen. Jeg turde ikke sige hende imod. Ikke når hun var i det humør. .

"Hvad så med min bh?" klagede Emily.

"Du har tredive sekunder til at få dit tøj på og skride inden jeg tilkalder politiet," fortsatte Sophia. Emily protesterede ikke men skyndte sig at tage det tøj hun kunne nå. "2o sekunder," sagde Sophia på et tidspunkt.

"Tak for i aftes, Harry," sagde Emily og blinkede på vej ud af døren, da hun endelig havde fået tøj på, selvom jeg ikke rigtig forstod hvad hun mente.

Det så ud til at tænde Sophia helt af. "SKRID!" råbte hun og kastede det sidste vand på Emily der løb væk hen i mod hoveddøren.  Da vi kunne høre døren smække kastede Sophia den nu tømme spand i hovedet på mig.

"Din lille utro lort!" råbte hun mens hun kastede. "Hvordan kunne du?"

"AV! Hvad fanden går der af dig?" spurgte jeg og ømmede mig.

"Din lille utro lort!" råbte Sophia og ignorerede min smerte. Utro? Hvad snakkede hun om? Vent... "Hvordan kunne du?" råbte hun.

"Hvad mener du?" spurgte jeg.

"Hold kæft hvor er du en stor idiot!" råbte hun. "Som om du ikke selv er klar over det."

"Nej, jeg aner det virkelig ikke," svarede jeg og rejste mig og begyndte at tage noget tøj.

"Hold nu kæft hvor er du langt ude," mumlede hun og fandt en taske frem.

"I stedet for at stå og bande af mig, hvad så med at fortælle mig hvad jeg har gjort galt?" spurgte jeg. "Og hvad er det du laver?"

"Hvad ser det ud som om jeg laver?" hvæsede hun. "Jeg pakker!"

"Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig hvad jeg har gjort galt?" spurgte jeg.

"Hvis du ikke selv kan se det er du en større idiot end jeg regnede med," hvæsede hun og skubbede sig forbi mig.

Jeg tog fat i hende og tvang hende til at se mig i øjnene. "Vil du ikke godt fortælle mig hvad jeg har gjort galt?" spurgte jeg bedende, mens hun gav mig dræberblikket.

"Prøv at tænke dig om," sagde hun. Og da slog det mig. Jeg fattede ikke at jeg ikke havde set det noget før. Emily og mig, nøgne, i Sophia og min seng i vores lejlighed, Sophia der råbte af mig at jeg var utro. Hvad havde jeg gjort? Hvad var der sket? Det sidste jeg huskede var at Emily havde givet mig en øl.  Shit, det hele var jo så åbenlyst.

"Sophia, jeg jeg aner ikke hvad jeg skal sige," sagde jeg og slap hende.

"Der er ikke noget du kan sige," sagde hun stille og jeg opdagede tårerne i hendes øjne. "Hvordan kunne du?" græd hun. Instinktivt lagde jeg armene om hende, men forståeligt nok skubbede hun mig væk. "Du skal ikke røre," sagde hun og tog den taske hun  havde pakket. "Jeg kommer tilbage og henter resten af mine ting, når du ikke her," sagde hun og rettede sig op. "Det er her forhold, det er slut," tilføjede hun og gik. Hun gik uden videre.

"Nej," hviskede jeg stille for mig selv. "Nej, Sophia du må ikke gå." I det øjeblik var jeg ligeglad med at jeg ikke havde nogen bluse og mit hår var vådt, og jeg kun havde bukser og underbukser. Hun måtte bare ikke slå op med mig. Jeg skyndte mig ud af døren og ned på gaden, som hun var i gang med at krydse. "Sophia!" råbte jeg desperat. Hun vendte sig om.

"Harry, der er ikke noget du kan gøre,*" sagde hun. "Bare drop det," tilføjede hun og fortsatte.

"Sophia, kan vi ikke bare snakke om det?" spurgte jeg og fulgte efter hende.

"Harry, der er ikke noget at snakke." Hun kiggede på mig med tårer i øjnene. "Du var mig utro. Det vil jeg aldrig nogensinde kunne tilgive dig."

"Hvor har du tænkt dig at tage hen?" spurgte jeg.

"Jeg afslutter det jeg skal i USA, og så tager jeg hjem," svarede hun.

"Hjem hvor?"

"Hjem til min familie?"

"Hvorfor?" spurgte jeg. "Du har jo fortalt mig hvordan du aldrig har følt dig tillpas der, hvorfor så tage hjem der?"

Hun svarede ikke. Ikke med det samme. Hun kiggede til siden og skræmt ud. "Harry! Pas på!" råbte hun og jeg kiggede i den samme retning, men den eneste jeg kunne se var lysene der kom nærmere. Den næste jeg registrerede var smerten, Sophias stemme der skreg mit navn og et par arme om inden det alt sammen blev sort...

 

A/U:
Det var det sidste kapitel på I Hoped It Would Be Impossible. Hvor mange af jer kunne tænke jer en 3'er?

Jeg håber I har nydt at læse med i historien om Harry og Sophia jeg har i hvert fald nydt at skrive om dem og jeg vil med glæde fortsætte historien om dem. Tak til alle jer som læser hvad jeg har at skrive, det  betyder mere end i tror. Så tusind tak for det!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...