The Wedding Disaster

Hans venner forlod ham, da han havde aldermest brug for dem. Hans forlovede forlod verden, fem minutter før brylluppet. Han har ingen tilbage efter bryllupskeratstrofen. Selv om han kun er 20 år, var han parat til at binde sig, til hende. For altid. Men det er ikke nemt at komme over at ens forlovede begår selvmord kort før brylluppet skal til at begynde. Vil Milles nogensinde komme til at elske igen?
*OPS: dette er en forhistorie til en anden historie der udkommer senere på året*

27Likes
17Kommentarer
1320Visninger
AA

3. "Mike,"

Hendes fødder gled et hen over gulvet.

Den måde hun gik på var anderledes, mere afslappet.

Kjolen, hun havde på, var gammel og slidt, men stadig flot til hende.

Mine ben var for tunge til at jeg kunne gå, men jeg gav ikke op.

Jeg ville over til hende. 

Bare holde om hende en sidste gang. 

Men hun var for hurtig.

"Hospitalet er ikke et rart sted. Jeg kan huske den gang du fik et anfald, lærerne ville ikke hjælpe dig. Og da jeg kom, lod de en maskine klare arbejdet og så blev de ved med at sige, at jeg var død, og jeg troede på det! 

Lyden af hendes stemme forsvandt stille.

Alt omkring mig forsvandt.

"Men det er jeg ikke..."

Hun forsvandt...

 

******

 

Ray sad ved siden af mig da jeg vågnede til morges. Hun sagde at jeg havde grædt en del. Jeg tænkte ikke mere over det, da det ikke var noget nyt.

Som dagen langsomt gled frem, lærde jeg Ray bedre at kende. Når hun var der, havde jeg lyst til at græde. Næsten alt ved hende mindede om Sally. Men når Ray sagde mit navn, var der en snært af had. I modsætning til Sally, når hun sagde det, var det som om det var magisk. Ray og jeg havde ikke snakket om Sally. Ingen af os ville snakke om hende. 

Ray ville gerne se byen, så jeg tilbød hende at vise hende den, men hun ville ikke havde mig med. På en måde føltes det lidt som om at hun endelig ikke havde brug for et sted at sove, men bare for at se hvordan jeg var. Jeg følte hele tiden, at jeg blev overvåget og det var ikke specielt rart og hver gang jeg tilbød at hjælpe hende med noget, sagde hun meget bestemt "jeg kan godt selv. Jeg har ikke brug for din hjælp". Det gjorde ondt hver gang. Jeg ville bare gerne hjælpe hende, hun er nok det tætteste jeg nogensinde vil komme på Sally. Ray mindede meget om Sally, eller lige undtaget hendes stil så var det ellers næsten det samme.

En dør der smækkede, hev mig ud af mine tanker. 

"Miles er du hjemme?" Mike kom tilsyn i døren. "nej, jeg er ikke hjemme. Jeg lader bare døren er bare åben for det er meget nemmere for tyvene at komme ind så" svarede jeg flabet tilbage og tog min mobil fra sofabordet. "Det har jeg aldrig tænkt på. Du mangler bare et skilt hvor der står, i behøver ikke smadre vinduet, døren er åben" Mike grinte lidt over sin kommentar. Jeg hævede bare det ene øjenbryn lidt og rystede på hovedet af ham. Nogen gange var det meget tydeligt at jeg var den ældste. 

"Hvad ville du?" spurgte jeg Mike om, da han satte sig ned i sofaen, ved siden af mig. Han trak lidt på skuldrene og lade hovedet tilbage. "Hvordan går det? Har du drømt igen?" spurgte han stille om og vente sig lidt så han kiggede på mig. Jeg sukkede og satte mig ordentligt op. "Hun snakkede om hospitalet. Men jeg kan ikke rigtig huske så meget," svarede jeg og kiggede over på Mike. Jeg viste ikke helt hvad jeg skulle havde gjort uden ham. Han havde altid været der for mig, når jeg havde brug for det og jeg var der også for ham hvis han havde brug for det. Nu var det bare sådan med Mike, at han havde en hel masse venner og havde en meget stærkere personlighed end mig, så han kunne tage lidt mere end mig. 

"Du bliver nød til at komme over hende," sagde Mike efter et par minutters stilhed. "jeg ved godt at det er svært, men du er nød til at prøve. Lad os tag i byen, i aften, så du får noget andet at tænke på," Mike sendte mig et af hans skæve smil. Det var så typisk ham, før jeg mødte Sally, var Mike og jeg altid i byen, også selvom det var lorte vejr. Det var faktisk sådan jeg mødte Sally.

Hun havde siddet helt alene i en af sofaerne, over i hjørnet. Hun var det smukkeste jeg havde set i lang tid. En grå nederdel der sad perfekt på hende og en hvid trøje der var en smule hulet, så det lignede at hun selv havde lavet den, og som prikken over i'et havde hun hvid neglelak på, som passede perfekt til resten af hende tøj. 

Jeg havde prøvet at få hende til at tage det samme på til en af vores dates, men hun ville ikke tage det på, hun sagde at jeg nok skulle se hende med det på igen, og nu var det for sent. Hun var væk. For altid. Jeg fik aldrig chancen for at se hende med det på igen.

”Miles,” Mike skubbede til mig med hans albue. Jeg havde mest af alt bare lyst til at være alene. Selvom at det var rart at Mike kom, var det også irriterende, for han var der hele tiden. Og nu hvor at Ray overnattede hos mig, var der intet privatliv til mig. Mike puffede til mig igen. ”Fint så lad os tage i byen i aften,” svarede jeg og sukkede højlydt.

Jeg skulle lige til at sige noget, da hoveddøren åbnede.

”Mor, jeg har styr på det, okay? Han virker altså god nok,” Rays stemme flød igen stuen. ”Hvor længe skal jeg blive ved? Han har ikke gjort noget usædvanligt hvis det er det du tror,” Stilheden kom igen, jeg vente blikket over mod Mike, som sad og lyttede. ”Du kan tro hvad du vil tror, men jeg tror altså ikke at han har noget med det at gøre. Hvorfor tror du endelig, at han skulle være skyld i hvad der skete?” Rays stemme var langt fra rolig, hun lød faktisk lidt frustreret. Kort tid efter kom Ray til syne i døren. Hendes blik var rettet mod jorden, men langsomt løftede hun blikket og så noget chokket ud da hun så Mike og jeg.

”Jeg ringer senere,” sagde hun, og tog mobilen væk fra øret.

Jeg følte mig virkelig såret. Jeg fattede ikke helt hvad det var hun havde sagt, før jeg havde kørt det igennem et par gange. Troede de virkelig at jeg havde været skyld i Sallys død?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...