The Wedding Disaster

Hans venner forlod ham, da han havde aldermest brug for dem. Hans forlovede forlod verden, fem minutter før brylluppet. Han har ingen tilbage efter bryllupskeratstrofen. Selv om han kun er 20 år, var han parat til at binde sig, til hende. For altid. Men det er ikke nemt at komme over at ens forlovede begår selvmord kort før brylluppet skal til at begynde. Vil Milles nogensinde komme til at elske igen?
*OPS: dette er en forhistorie til en anden historie der udkommer senere på året*

27Likes
18Kommentarer
1096Visninger
AA

2. "I need help"

Vinden kastede hendes hår rundt. 

Hendes kridhvide kjole var perfekt til hende. Forsigtigt gik jeg hen ved siden af hende. 

"så du kom" hendes stemme var blød og kærlig. 

Hendes øjne flyttede sig ikke, fra det koralblå hav.

Sandet, på stranden, var som dun mod mine tær. 

"hvor har du været henne?" i det hun spurgte mig, knækkede jeg sammen. Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg faldt sammen, på det fine sand. 

Hun var hurtigt nede ved siden af mig. 

Hendes grønne øjne, som jeg havde savnet så meget, var fuld af smerte. Hendes ene hånd gled hen over min ene kind, mens min egen hånd lagde sig på hendes bløde kind. 

Hendes læber formede et lille, sødt og uskyldigt smil. Forsigtigt lænede hun sig ned mod mig. Og kort tid efter var hendes læber på mine...

 

******

 

Forpustet satte jeg mig op i min seng. Jeg havde haft den samme drøm den sidste måned. Hvad var formålet med den? Jeg savnede Sally så forbandet meget, at smerten var uudholdelig. Jeg havde ikke hørt om nogen begravelse, eller noget som helst, nu var det heller ikke fordi jeg havde gjort andet, end at ligge hjemme i sengen og græde. Jeg havde ingen idé om hvor slemt hun var kommet til skade, eller noget. Jeg viste bare at hun var død. Væk for altid.

Jeg havde haft den samme drøm, lige siden hun forsvandt fra jordens overflade. Jeg savnede hende forfærdeligt meget. Jeg ville aldrig elske en så højt igen, hvis det skete, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. 

Alt var bare svært at forstå. Jeg havde snakket med Sallys mor en gang efter det var sket. Eller jeg havde prøvet at snakke med hende. Hun gad ikke snakke med mig, da hun mente at det var min skyld, at Sally gjorde det. Jeg vist ikke at hun havde sådan nogen tanker? Hvorfor havde hun aldrig sagt noget til mig? Jeg forstod det ikke. 

Mike havde været her mange gange, for at sige at det ikke var min skyld. Men inderst inde følte jeg faktisk at det var min skyld. Jeg havde ingen idéer om at hvad der forgik rundt om mig. 

Langsomt fik jeg bevæget mig ud af sengen, da jeg var sulten. Gangen fra mit værelse af, og ud til køkkenet, var faktisk rat stor, i forhold til resten af huset. Sally sad altid samme sted, når hun kom hjem fra arbejde. Jeg havde forbudt alle, der kom hjem til mig, at rykke på nogle af Sallys ting. De skulle stå på samme sted. 

Lige da jeg var kommet ud i køkkenet, ringede det på. Jeg lænede mig lidt tilbage for at kigge på uret. Jeps, den var lidt over midnat. Langsomt bakkede jeg tilbage og ud i gangen. Jeg orkede ikke at kigge ud gennem det lille hul, i døren, for at se hvem det var. Så jeg åbnede bare.

Foran døren stod en let påklædt pige, omkring de 18 år. Hendes øjne så trætte ud, da de langsomt flyttede sig for at kigge på mig. Hun var ikke særlig høj, samme brune hår farve, måske lidt lysere, men ellers minde det om Sally og samme krops bygning som hende.  

"kan jeg hjælpe med noget?" spurgte jeg, efter min grundige gennemgang af hende. Hendes hænder viklede sig nervøst rundt om hinanden. Forsigtigt kiggede hun bag ud, og så tilbage på mig, Hendes øjne var røde, som om hun havde grædt. 

"Je-jeg leder efter et sted at sove" hendes stemme var lille og skrøbelig, som om den kunne knække over hvert sekund. Hun så meget bange og lille ud, ikke fordi at hun var lille. Og så mindede hun mig om en, jeg havde set før. "hvorfor da?" spurgte jeg forsigtigt, da det var lidt mærkeligt, klokken var lidt over tolv. Den første tåre trillede ned af hendes kind. Hendes blik faldt ned på fliserne. 

"hvad er der galt?" forsigtigt gik jeg hen til hende og lagde min arm om hende. Hun rystede meget og flere hulk forlod hendes læber. "kom med ind" sagde jeg og trak hende med indenfor.

Vi satte os i min sofa, da jeg ikke var sikker på at det var nogen god idé at hun fik lov til at sove her. '"hvad er der galt? Har du ikke noget sted at sove?" spurgte jeg og satte mig ned ved siden af hende.

Hendes hænder var åbenbart mere spænende end mig. 

"jeg har boet i Australien i lidt over to år, og he-her for en ugen siden flyttede jeg tilbage til London, for at bo hos min søs-søster, som jeg gjorde før jeg rejste" fik hun fremstammet imellem hulkene. Hendes blik var stadig på hendes hænder da hun fortsatte "da jeg så kom hjem til min mor, fortalte hun at min søster var flyttet sammen med sin kæreste-" nu begyndte tårerne for alvor at løbe ned af hendes kinder "-min mor fortalte også a-at jeg ikke skulle regne med at se min søster igen" sluttede hun af. Hendes sætning blev til hulk, der ikke kunne styres. Jeg havde mest af alt lyst til at finde ud af mere, da hun minde temmelig meget om Sally. 

"hvad hedder du?" ej okay, dumt spørgsmål Milles dumt, pigen sidder for helvede og fortæller om sin søster der lige er død, og så spørger du hvad hun hedder? "Ray" endelig kiggede hun på mig. Hendes øjne var blevet endnu mere røde end før. 

Det lignede at hun studerede mig lidt. Et smil plantende sig på Rays læber. "du minder mig om en eller anden?" sagde hun efter lidt tid. Jeg sendte hende et lille smil, før jeg kiggede ned på gulvet. 

Jeg skulle lige til at spørge Ray om hvad hendes søster hed, da jeg mærkede at hun rejste sig fra sofaen. Jeg hævede hurtigt mit blik, for at se hvor hun gik hen. Ray gik over til en af mine hyller med billeder af Sally og mig. Der var et billede fra alle de bedste minder. Mit ynglings billede var helt klart et billede af Sally og mig, ude ved stranden, i solnedgang. Det var der jeg havde spurgt hende om hun ville gifte sig med mig. Lige da billedet blev taget, havde jeg spurgt hende og af lykke løftede jeg hende op i luften, mens vi kyssede. Det fik mig til at smile hver gang jeg så eller tænkte på det. 

Ray tog fat om lige præcis det billede, efter at havde kigget alle billederne igennem. Ray stod med ryggen til mig, så jeg kunne ikke se hendes ansigt. Da hun så endelig vente sig om, var det svært at læse hendes ansigts udtryk. Langsomt flyttede hun sit blik fra billedet og til mig. 

"hvem er det?" Rays stemme var skrøbelig igen. Jeg mærkede tårerne presse stille på. Forsigtigt åbnede jeg min mund, men der kom ikke nogen lyd ud. Jeg vente mit hoved væk fra Ray og kiggede i stedet ud mod køkkenet. 

"min øhm... forlovede?" sagde jeg mens jeg kløede mig i nakken. Langsomt vente jeg min opmærksomhed tilbage til Ray, som stod og kigge mærkeligt på mig. "lever hun?" det var tydeligt at det kom helt bag på hende. Men hvorfor? Jeg fik det dårligt hver gang jeg snakkede med nogen om Sally. "nej" okay mit svar var måske lidt koldt, men jeg gad ikke snakke om det. Det gjorde ondt. Jeg fastholdt mit blik på Ray, for at se hvad hun mente om det. 

Rays hånd fløj op foran hendes mund med det samme og hun lavede store øjne. "hed din søster Sally?" spurgte jeg overrasket over at det nu var min tur til at lyde skrøbelig. Ray nikkede kort og så ned på billedet, hun havde i hånden. Da hun langsomt flyttede sin hånd igen satte hun sig ned på gulvet, ligesom Sally plagede at gøre. 

"Sally er min tvillingesøster" med de ord røg de første tåre ned af mine kinder. 

Hvorfor havde Sally så mange hemmeligheder for mig? Kunne hun ikke lide mig eller hvad? Jeg forstod ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...