The Wedding Disaster

Hans venner forlod ham, da han havde aldermest brug for dem. Hans forlovede forlod verden, fem minutter før brylluppet. Han har ingen tilbage efter bryllupskeratstrofen. Selv om han kun er 20 år, var han parat til at binde sig, til hende. For altid. Men det er ikke nemt at komme over at ens forlovede begår selvmord kort før brylluppet skal til at begynde. Vil Milles nogensinde komme til at elske igen?
*OPS: dette er en forhistorie til en anden historie der udkommer senere på året*

27Likes
18Kommentarer
1056Visninger
AA

4. "Øh.. Hey,"

 

Nede på alle klippe stenende lå hun,

med blodpletter på den ellers kridhvide kjole.

Hendes hår lå som spredt ud over det hele,

hendes lange fine hår.

Hendes hænde lå lige over hendes hoved,

de var fyldt med blod.

 

******

 

Da jeg vågnede den morgen, var jeg i chok. Jeg havde haft et mareridt om det jeg havde brug uger på at glemme. Nu sad billederne fast i mit hoved igen.

Ray var flyttet ud for et par dage siden. Hun havde undskyldt flere gange, men jeg havde nægtet at snakke med hende. Hun havde løjet for mig hele tiden. Jeg var sur på hende, og så alligevel ikke, det var trodsalt hendes mor der havde fået hende til det.

Jeg brugte nu tiden på at stirre ud på gaden, ude foran huset. Nogen gange sad jeg bare foran fjernsynet uden at tænde det, det plejede Sa... det plejede hun at gøre.

***

Mike havde hevet mig med i byen samme aften, men efter at jeg havde fået lidt at drikke, havnede jeg ude på toilettet. Ikke fordi at jeg skulle kaste op, men fordi at jeg skulle græde. Jeg havde sagt til Mike at jeg ikke havde det så godt, og om vi ikke kunne tag hjem igen. Han forstod med det samme hvad jeg mente.

På vej hjem brokkede Mike sig. Han viste godt at jeg var ked af det hele tiden, men han blev ved med at sige, at det var irriterende at vi ikke kunne have en enkelt aften, hvor vi kunne tag ud og have det sjovt.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Miles. Hvad kan gøre dig glad igen?" spurgte Mike da vi stod ude foran mit hus.

Jeg trak på skuldrene og fandt mine nøgler frem.

"Hey," Mike tog fat i mine skuldre og tvang mig til at se på ham. "gør som du plejer at gøre, det kan være at det hjælper." Jeg kiggede væk fra Mike, "Alt hvad jeg laver minder mig om hende.." sukkede jeg og rev mig løs fra Mikes greb, om mine skuldre.

Jeg satte nøglen i døren og drejede den. Døren sagde det sædvanelige klik og gik op.

"Vil du ikke blive her, bare i nat." spurgte jeg Mike, som nikkede kort på hovedet og fulgte efter mig indenfor.

Da jeg kom ind var jeg overrasket over alt det lys jeg havde ladet være tændt. Jeg plejede ellers altid at være god til at slukke lyset når jeg gik.

Jeg gik hen mod køkkenet får at finde noget at drikke.

Men da jeg kom ind i køkkenet var det første jeg lagde mærke til, at inde i stuen på sofaen sad en pige. En pige med den samme brune hårfarve. Samme ring med 4 små diamanter på venstre hånd.

Et sug gik igennem min krop da jeg så ringen.

Mike kom ind i køkkenet og standsede ved siden af mig. "Øh," var det eneste han sagde. Han kunne også se hende. Det var ikke bare noget jeg forstilte mig. Der sad faktisk en pige inde i min stue.

Hun må have hørt Mikes "øh" for hun rejste sig hurtigt op og vente sig om mod Mike og jeg.

Jeg kendte de grønne øjne, den naturlige røde mund, som jeg havde kysset tusind gange. Jeg kendte den grøn og hvid stribet kjole.

"Sally?" Min stemme knækkede over og tårende begyndte at danne sig i mine øjne.

Hun smilte det lille uskylde smil som jeg elskede.

"Miles," hende stemme var lille og spinkel. Som om at hun var ved at græde eller lig havde grædt.

Jeg var i chok. Det var fuldstændig umuligt. Jeg så hende ligge ned på klippe stenen. Jeg så hende blive køre væk.

Det var jo ikke muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...