QuinnRiver

Du er til bryllup, hvor du møder den engelske, charmerende, storbyknægt fra midten af London; Justin, 21 år. Han har sneget sig ind til brylluppet med sine venner, Mason og italienske Chaz, ved at sige, at Justin er politibetjent, hvis opgave er at holde folk i ro. Drengene er kun ude på at score og knuse nogen hjerter.. de har et væddemål i gang; hvem kan nå at score flest, inden festen er omme? Festen slutter dog ret hurtigt for Justin, da han 'uden grund' anholder dig og tager dig med på politistationen, hvor du hurtigt finder ud af, at han slet ikke er rigtig politibetjent - han er bare i lære ved sin venlige onkel, der er politichef. Hans onkel beder Justin tage dig tilbage igen, men Justin og dig får hurtigt andre planer..

35Likes
2Kommentarer
1954Visninger
AA

5. #dårligscorereplik

 

”Ahh..” siger Justin højt, da I kommer ud i den varme sommersol igen. ”Du, Stella?” Han smiler en smule usikkert til dig.

”Mm?” mumler du tilbage og kigger lidt rundt for at finde ud af, hvordan du kommer tilbage.
”Du har vel ikke tænkt dig at, eh.. du ved, uhm.. tage af sted nu, vel?”
Du griner kort, højt og en smule hånende. ”Jo, selvfølgelig!”
Han griner usikkert. ”Haha.. ha.. det.. hahaha.. Det var også for.. haha.. ha.. sjovt.. ha.. HAHA!” Det sidste ’HAHA’ råber han ind i dit øre og du rykker et par skridt tilbage og hviner lavt, da du bliver en smule forskrækket.

”Okay..” siger du så endeligt. ”Hvornår og hvordan har du tænkt dig at tage mig tilbage igen?”

Justin kigger på dig med hævede øjne og griner lavt. ”Seriøst?”

”Seriøst.” svarer du seriøst og stirrer på ham.
”Åh..” Justin kigger på dit ansigt, trækker dig forsigtigt med ind i en lille gyde imellem nogen højhuse og kigger på dig. ”Gør det der igen!”
Du trækker på skuldrene og ser spørgende på ham. ”Gør hvad der igen?”

”Træk vejret!” siger han desperat fangirl agtigt. Ja, fanGIRL agtigt.

Du kigger en smule skræmt på ham og prøver at holde vejret bare for at genere ham, men han skubber til dig og siger, at han overhovedet ikke finder din humor venlig.
”Nøj, hvor er du engelsk..” siger du og griner.
”Og hvad mener du så lige med det?” spørger han, lægger armene over kors og kigger en smule fornærmet på dig.
Du griner. ”Du prøver at skjule det, gør du.. men der er den der engelske gentleman et sted inde i dig.. det der alt for venlige gen, nurh, hvor er det kært!” Du efterligner hans fangirling, hopper lidt op og ned og niver ham i kinden.
”Nej, lad da lige være..” mumler han og prøver at få dig væk uden at skubbe til dig. Den engelske gentleman har vist taget over.

”Lad vir’!” griner du efterlignende og prikker ham i maven. ”Hvor sur kan man gøre en brite? Jeg tør vædde med, at du har boet i Oxford! Ellers har du familie der! Har du?”
”Pf..” Han himler med øjnene. ”Hvad er Oxford?” Han prøver virkelig at kæmpe imod sin engelskhed, men nej. Han hoster lidt usikkert og kigger en lille smule ned, hvorefter han med sin ene hånd frustreret gnubber sig selv i panden.
”Oxford..” synger du provokerende.
”Eh..” Han sår og prøver desperat at finde på en joke. ”Et.. uhm.. et ford.. lavet af okser?”
Du griner højt og lader som om, du synes, han er sjov. Det skal man gøre ved drenge, ikk? De elsker, når man griner af deres jokes, ved du. Det har din mor og dig i hvert fald fået din bror og far til at tilstå. Men okay, come on.. Hvem elsker ikke, når folk griner af deres lamme jokes?
”Du ved godt, hvad jeg mener, din fjollede brite..” fniser du og glider en finger fra bunden af hans trøje og op til hans hage.
”Nej..” Han trækker vejret dybt og ser lidt rundt. ”OKAY, MIN MOSTER KOMMER FRA OXFORD. VIL DU VÆRE VENLIG AT TRÆDE ET PAR SKRIDT TILBAGE NU?!” råber han. Efter et sekund undskylder han sin råben.
Du smiler sødt til ham. ”Du må frygteligt meget undskylde besværlighederne, hr. Dude. Men hvis jeg går længere tilbage, er jeg bange for, at mit fjæs bliver lige så fladt som Voldemorts.”
”Jeg hedder Justin, igen.” siger han. ”Ikke hr. Dude. Og.. Jeg forstår ikke din humor..”

”Der er en væg bag mig – og du ved, hvad man siger, ikk? Voldemorts fjæs er fladt, fordi han løb ind i den forkerte væg på stationen.” Du smiler og trækker på skuldrene.
Justin sender dig et åndssvagt smil. ”Hvor i alverden kommer du fra..?”

”Brivertown.” svarer du og smiler. ”Jeg troede, du var flabet.. hvorfor pludselig alt den engelskhed?”
”Det er så svært at holde tilbage..” jamrer Justin. ”Jeg prøver virkelig.. Men du er så irriterende dejlig.. at du får det frem i mig..” Der går et stykke tid, før han opdager, hvad det var, han lige sagde og han udbryder et hurtigt; ”Vent, hvad?!”

Du smiler til ham.
”VIOLETTA?!” hører du pludselig lidt væk. ”Stella Violetta Quinn River.. Er det dig?”
Dit smil stivner en lille smule og går hen i et såret ansigtsudtryk, da du ser din eks komme løbende imod dig. Du placerer dine arme i siden og kigger bestemt på ham. ”.. Luke…”

Han løber hen og krammer dig, men du vrider dig væk fra ham og tager fat i Justins arm.
”Øh, Stella Violetta Quinn River.. Du, eh.. Du.. Ham der.. Eh.. Politi..” Luke bliver pludselig nervøs og begynder at stamme. Sådan bliver han altid, når han ser politi.
Du hæver dine øjenbryn og smiler. ”Lad være med at sige mit fulde navn hele tiden, tak. Det er Stella. Og du må hellere løbe..” siger du. ”Løb, Luke.. Nu.”

”Men.. hvem er han?” spørger Luke. ”Og hvorfor krammer du hans arm?”
Du kigger hurtigt op på Justin for at få hjælp.
”Jeg er..” Justin går lidt frem imod Luke. ”Jeg er Stellas personlige bodyguard og bolleven. Hvis De, min gode herre, ikke straks forsvinder, vil jeg personligt komme efter Dem. Og jeg har personligt hverken meget tid eller lyst til at komme efter Dem. Så De må hellere bare løbe. Og De må hellere løbe meget hurtigt. De må faktisk hellere flygte…” Justin tænker en lille smule, før han råber; ”RUN, LUKE. RUUUUN!!”

Luke bliver tydeligvis bange for Justin, sender dig et underligt blik, råber ’HJÆLP’ og løber sin vej.

”Det ville have været perfekt, hvis han hed Ron… Run, Ron. Run!” Justin griner og kigger lidt på dig. ”Nå, men vejen tilbage er..” Han ryster dig lidt væk fra sin arm, peger i en retning og forklarer en helt masse.
”Nej, nej, nej, vent nu lige lidt..” siger du og dasker til hans arm med en avis, du lige har samlet op fra jorden.
”Nej, er det ikke lidt ulækkert, tænk lige på, hvor mange der har tisset på den avis! Smid den dog.” siger han og kigger på dig.
Du smider avisen på jorden og kigger uskyldigt på ham.
Han ryster lidt på hovedet. ”Typisk amerikanere..” Han samler avisen op fra jorden og smider den i nærmeste skraldespand.
”Faktisk er jeg ikke amerikaner..” siger du. ”Jeg er fra Brivertown. En by nær London.”
”Jeg ved godt, hvor Brivertown er. Jeg kender England.” konstaterer Justin med et tonefald, der siger ’duh!’ ”Nå, men vejen tilbage er..”
”Justin..” afbryder du ham.
”Ja?” Han smiler.
”Bollevenner?” Du griner. ”Seriøst?”
”Vidste du ikke, at en brite kunne sige det, eller..?” Han trækker på skuldrene.
”Jeg er selv brite..” svarer du. ”Men.. bollevenner? Hvorfor?”
Han hoster højt og falsk. ”Hvis du har tænkt dig at spørge, om jeg godt kan lide at bage, bliver jeg nødt til at slå dig.”
”Kan du godt lide at bage?” spørger du.
”Jeg var seriøs..” siger Justin med ekstrem britisk accent. ”Du ved godt, jeg ikke mener bollevenner som bagevenner..”
Du griner højt og spørger ham, om han tror, det er et tilfælde, at når man ’bager på en’ hentyder man på en måde til, at man vil ’bolle med en’. I snakker lidt om, hvor meget selvkontrol en bager skal have, for at kunne tage kunderne seriøs, når de beder om boller, og hvor meget en bager ikke skal være en perv..
”Hey, vil du med hjem og se min frimærkesamling?” spørger Justin.
Du griner. ”En scorereplik fra nettet?”

Justin nikker langsomt og trækker på skuldrene. ”Vil du se min lejlighed?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...