Et skridt af gangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2014
  • Opdateret: 3 maj 2014
  • Status: Igang
Nina skal skilles og prøver at få fodfæste i livet som enlig mor til to. Historien kommer til at handle om hendes liv og hvordan det er, at få hverdagen til at hænge sammen, både med job, privat liv og forholdet til eksmanden.

0Likes
0Kommentarer
175Visninger

1. Hjemkomst

Gaden var øde, da taxien stoppede foran hendes lejlighed. Det eneste lys kom fra gadelygterne, der dannede et uberørt mønster af cirkelformede skær i mørket. Til trods for at det var sommer, var det et dybt mørke, der krævede tilvænning for øjnene, hvis de skulle se noget som helst. Nina betalte for turen, og trådte ud af taxien. Solen havde skinnet hele dagen, og selvom den nu var gået ned, kunne hun stadig mærke sensommerens lune favntag. Det havde været en fantastisk sommer i år, med masser af solskin og varme. Det kunne dog ligeså godt have været sne og slud, havde du spurgt Nina, for hun havde bevæget sig omkring i en zombilignende tilstand, og have været ude af stand til at registrere verden omkring sig. Rejsen til USA var kommet som kaldet, og havde været hendes redning tilbage til overfladen.

Taxien kørte og forlod hende alene tilbage på fortovet, stående i en af lygternes begrænsede lys. Hun kunne fysisk mærke den rungende stilhed, der efterlod en truende fornemmelse i kroppen, og satte hendes sanser på arbejde. Oppe i lejlighedensvinduer, kunne hun ane blomsterne, stående ensomt og sammenkrøbet i den ene side i endnu mere mørke og lysten til at fortsætte derop, var ikke eksisterende.Den kvælende mørke ude på gaden, fik hende dog alligevel til at sætte retning mod døren. Inde i opgaven fik hun tændt for de skarpe lys, der sprang i øjene fra et lysstofrør i loftet, og hun måtte stå stille et øjeblik og blinke gentagende gange med øjnene, for ikke at fortsætte i blinde. 24 trin var op til 1 sal, hvor lejligheden lå til venstre. Tvillingerne havde talt dem mange gange når de var kommet hjem fra børnehave. Hoppende op, talte de i kor hver eneste trin, indtil de stod på afsatsen foran døren. Hun mærkede kuffertens vægt i armen og begyndte at bevæge sig op af trappen.

Inde i lejligheden var der stille, mørket hun havde set nede fra gaden, kom brølende imod hende, indtil hun fandt lyskontakten på væggen. Det var som om, at tiden i lejligheden var blevet sat på pause, da hun og drengene havde forladt den 3 uger før. Der lugtede en smule støvet, som når hun som barn, havde åbnet døren til bedstemors gæsteværelse. Et værelse der kun blev brugt, når Nina og hendes lillebror havde været på besøg i sommerferierne, for efterhånden 20 år siden. Lampen hun havde tændt i gangen, sendte sit svage lys ned langs væggen. Det hele så trist og forladt ud. Tilbage stod kun hendes sko og på væggen hang en række knager, ensomme og uden jakker. Christian havde fået de møbler han ville have. Hun havde ikke ville skændes.

Nina stillede kufferten i gangen, og fortsatte ud i køkkenet. Maden ombord på flyet havde været rædselsfuldt og hendes mave var begyndt at knurre. Ude i køkkenet stod stadig det service de havde brugt, inden de skulle afsted og på spisebordet i køkkenet, lå en bunke breve og reklamer, som naboen havde været så sød at samle for hende.
Hun åbnede køleskabet og blev ramt af en kold strøm af ingenting. Der stod kun en pakke smør og stirrede tilbage på hende. Hun kom til at tænke på de gange, de var kommet hjem fra ferie allesammen, og Christian altid havde hoppet ned for at handle som noget af det første. Nu var hun selv, og det var midt om natten, så hun måtte klare sig med det der var. Oppe i skabet fandt hun en pakke havregryn, og fik lavet sig en omgang havregrød. Stående ved køkkenbordet spiste hun, og fik bagefter vasket det hele op igen. Det var en underlig følelse, kun at skulle forholde sig til sig selv, kun tænke på at hun selv fik noget at spise, og samtidig også kun have sig selv til at sørge for de praktiske ting. Hun tog sig selv i at falde i staver, mens hun tørrede gryden af. Hun var rejst ret hurtigt efter han var flyttet, så ensomheden havde ikke nået at få sit tag i hende, men nu her, alene i køkkenet, uden nogen form for lyde udover summen fra køleskabet. Nu følte hun sig ensom og utrolig alene.

Hun gik over til spisebordet, og bladrede hurtigt brevene igennem. Et par regninger, et feriekort fra hendes lillebror og en lidt større kuvert med et firmastempel på som afsender. Hun genkendte ikke firmaet i første omgang, men så gik det op for hende,  det var separationspapirerne fra advokaten. Hun lod brevet være lukket og lagde det tilbage i bunken. Det magtede hun ikke lige nu. Hun var udmattet efter den lange flyvetur, nu hjemme i lejligheden igen, væltede de mange følelser ind over hende. Følelser hun havde brugt de sidste tre uger på at undgå. Men nu alene og midt om natten, blev hun ramt i maven med en knytnæve af følelser. Det var alt for meget, hun kunne mærke hvordan halsen snørede sig sammen og tårerne løb ned af kinderne. Det havde jo ikke været sådan her det skulle ende. Hun havde aldrig troet, at deres ægteskab skulle ende i separation, at hendes børn skulle være skilsmissebørn. Var hun blevet spurgt for et år siden, ville hun havde svoret på, at det aldrig skulle ske. Ikke for hende og Christian! De var en familie og de var lykkelige. Hun tørrede øjnene i viskestykket, som hun stadig knugede i hænderne, hang det på plads og gik ud i gangen for at hente kufferten, der stadig stod op af dørkarmen. Slæbte den ind i soveværelset og overvejede at begynde at pakke ud, men energien var forsvundet, som når luften siver fra en ballon. Hun havde ikke mere tilbage og valgte i stedet at smide sig på sofaen inde i stuen.

Stuen var det eneste rum, der ikke rungede af at være blevet offer for deres bodeling. Møblerne i stuen havde altid været hendes valg, og heldigvis havde Christian været okay med, at hun beholdte dem. Den store stol foran vinduet var hendes ynglings. Her kunne hun sidde i timevis og bare kigge ud af vinduet eller læne sig tilbage med lukkede øjne og mærke solens stråler på sit ansigt. Nu var det kun de mørke vinduer, der kiggede tilbage som store sorte øjne, og sofaen føltes mere komfortable for hendes tunge krop. Hun lænede hovedet tilbage, og der gik ikke lang tid før hun faldt i søvn. Men det var ikke en tung søvn, det var en søvn fyldt med urolige drømme.

Hun vågnede med et spjæt, da hun hørte telefonen ringe ude i køkkenet, hvor den var blevet efterladt den sammen med den uåbnede post. Stadig med søvnen siddende i kroppen, næsten kravlede hun ud i køkkenet og tog telefonen. Hendes hjerte eksploderede af glæde ved lyden af stemmen i den anden ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...