Den forbudte kærlighed


1Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

1. Den forbudte kærlighed

I en lille lejlighed, i storbyens gader, boede en helt normal pige. Hendes navn var Marissa og hun var i færd med at rydde op efter hendes 21 års fødselsdag. Hun havde inviteret sine forældre og hendes fire søskende og hun måtte bogstavligt talt smide sin mor ud af huset, fordi hun mente at fødselsdags barnet ikke skulle gøre rent alene. Men hun nød stilheden. Eller stilheden, før stormen, for hun ventede på noget meget vigtigt, fra en meget vigtig person.

Hun stod og vaskede op, da det bankede. Hun tørrede sine hænder og gik hen får at åbne døren. Men der stod ikke nogen udenfor døren. Hun smilede bredt og sukkede.

”Jeg har sagt det en million gang. Nu må han snart til at lærer det.” Hun lukkede døren igen og småløb hen til vinduet i hende soveværelse. I det hun åbnede det, kom en sort håret dreng ind, klædt i en slidt T-shirt, hullede bukser og et bredt smil om læberne.

”Tillykke skat,” sagde han og krammede hende. ”Sikke gammel du bliver.” Hun slog ham let på armen ”Av,” klynkede han falskt og lavede hundehvalpe øjne til hende. ”Det gjorde ondt,”

”Hvor er det pivet.” Hun slog endnu engang armene omkring ham og trykkede ham hårdt ind til sig. ”Hvordan lyder dommen,” hviskede hun i hans øre. Selvom hun allerede vidste hvad han ville sig, men hun håbede alligevel, på at ordene der kom ud af hans mund ville være anderledes.

”Jeg ked af det, skat,” Men selvfølelig håbede hun forgæves. På grund af at Marissa var et menneske og James var en varulv, så ville Varulvenes Råd ikke tillade dem at være sammen. De sagde at tillade et menneske at komme ind i deres samfund ville være farligt for varulve verden over. Ifølge dem, var mennesker upålidelige og bukkede nemt under for pres, hun ville afsløre varulvenes hemmelighed og jo mindre hun vidste, jo mere var de sikre.

Tidligt om morgen var James gået hen til Varulvenes Råd og tilbudt og trække sig ud af flokken, for at leve sammen med hende. Men som hun havde forudset var det ikke gået, for Varulvenes Råd mente ikke at varulve kunne klare sig alene, det mente hun også. James var dog 100 procent sikker på at han kunne klare sig alene. Men han var stadig en ny varulv, der var kun gået 3 måneder siden at han var blevet forvandlet for første gang. Han kunne ikke kontrollere ulven inden i sig og kunne nemt dræbe, uden at ville det.

Da de fandt ud af at James havde fortalt Marissa hemmeligheden, var det forbudt for ham at se hende. Det tvang dem til at mødes i skjul.

”Vi skal nok finde på en måde at kunne være sammen på, uden at skulle skjule det. De prøver bare at straffe mig, fordi jeg fortalte dig det. Jeg blev nød til at fortælle dig det. Vi har været sammen i 1 år, jeg ville aldrig kunne have en hemmelighed for dig.” Han så bedrøvet ud. Hun fik lyst til at begrave ansigtet ind til hans bryst og fortælle ham, at det nok skal lykkes. Hvis hun gjorde det, ville hun bare begynde at græde og hun hader at græde foran James. ”Jeg har tænkt mig at prøve og tale med Rådsmedlem Darvin, under to øjne. Hvis jeg kan få ham overtalt til at lade os være sammen, så er det sikkert at de andre også vil lade os være sammen.” Jeg nikkede stille.

De bankede på døren igen. James stivnede og jeg vidste at nogen af de andre varulve havde fundet ud af at han var på besøg hos Marissa.

”Luk op, James. Vi ved at du er der inde.” James rørte sig ikke ud af stedet. De bankede igen, hårdere.

”KOM SÅ UD,” lød en anden stemme. Den var vredere end den første. Marissa genkendte stemmen, det var James’ far. ”KOM UD ELLER VI FLÅR DØREN OP.” James skubbede Marissa væk fra sig og uden et ord gik han ud i gangen, efterfulgt af Marissa. Han lukkede døren op, masede sig fordi den lille gruppe varulve der stod uden for døren. James’ far sendte Marissa et blik der fik hende til at krympe sig, han tog fat i dørhåndtaget og smækkede døren i efter sig.


 

James boede på en skole for nye varulve. Der blev de trænet til at kontrollere deres indre ulv, deres forstærkede vrede. De lærte at skjule sig for menneskene og alt det andet grundlæggene for en varulv. Det James dog ikke kunne tolerere ved skolen, var at de lærte dem at tvinge ulven frem i sig selv. Normalt havde de brug for fuldmånens kræfter, men man kunne godt tvinge den frem. Det var dog en smertefuld proces og over halvdelen af varulvene klarede den ikke.

Alle varulve, både nye og gamle var bange for skolen. De brugte hårde metoder og straffe der mere var tortur end en straf. Den eneste grund til at James gik på skolen var at hans far var gode venner med Rådet. Han troede fuldt og fast på at skolen kun kunne hjælpe de nye varulve.

James værelse var et lille kvadratisk rum med en madres på gulvet og et tyndt lagen over og en kommode til det tøj de blev tvunget til at have på. I væggen var der et lille hul med tremmer for, men når James havde brug for at flygte, så var det lige præcis stort nok.

Med lidt besvær kunne han dirke tremmerne af og dem fra ledelsen var så dumme at de aldrig nogensinde havde mistænkt hullet for at være James flugtrute.

I dette øjeblik var James i gang med at flygte ud af hullet for at mødes med rådsmedlem Darvin. Han krydsede finger for at rådsmedlemmet ville give ham lov til at være sammen med Marissa.

Da James var kravlet ud af vinduet, listede han sig langs væggen, så han ikke ville blive opdaget, men uheldigvis var det ikke sådan det gik til. Vagterne fik øje på ham og begyndte at løbe hen mod ham. Desværre for dem, havde James ikke tænkt sig at lade sig fange så nemt. Han løb mod hegnet så hurtig han kunne. Da han næsten var nået til hegnet satte han af fra jorden og sprang elegant over hegnet. Han landede på sine ben og løb straks videre. Han løb og løb, da han endelig troede han var sluppet fra dem satte han farten ned. Nu var det med at skynde sig og finde rådsmedlemmet før de fandt ham igen.

Hurtigt fandt han lysningen hvor han skulle mødes med rådsmedlemmet. Darvin så ikke ud af meget. Han så lille og svag ud, hvilket passer perfekt til ham. De fleste varulve er kraftige og er stærkere end normale mennesker, men Darvin var kun halvt varulv. De fleste undrer sig over hvorfor han er med i rådet, da kun de stærkeste og mægtigste var med i rådet, men det var fordi at Darvin’s far var den stærkeste varulv der nogensinde havde levet. Rådet var ikke glad for at have Darvin med, men de kunne ikke sige noget imod.

Rådsmedlemmet holdte en kvist mellem sine finger. Han vendte og drejede den, som om han prøvede at finde en fejl.

”Hey.” Rådsmedlemmet hoppede af overraskelse og havde nær tabt kvisten i hånden.

”H-hej,” stammede han. James gik tættere på.

”Pas på. Det der er en bjørneklo, du står med der i hånden,” sagde James, da han havde fået et bedre øje på planten, rådsmedlemmet stod med.

Med et forskrækket udtryk, slap han planten og lod den falde til jorden.

”Så forstår jeg bedre hvorfor min hånd klør helt vildt.” Han grinte nervøst og begyndte at klø sig på håndfalden. ”Nå ja, hvorfor var det du ville tale med mig. Øhm, hvis du kunne gøre det hurtigt. Inden min hånd hæver op, ville det være rart. Desuden skal du hurtigt tilbage til skolen, man må ikke være ude så sent.” Han havde ret, der kunne ikke gå lang tid før vagterne fandt ham, og han kunne allerede se de hvide blærer på huden.

”Tal med de andre rådsmedlemmer om Marissa. Overtal dem til at lade mig være sammen med hende.” Han stirrede intenst på rådsmedlemmet, der begyndte at grine hånligt af ham.

”Hvorfor skulle jeg det. At være sammen med et menneske er næsten lige så slemt som at være sammen med en vampyr.” Han grinede igen.

”Du skal ikke sammenligne hende med de blodsugende monstre.” Blodet begyndte at koge i James’ krop og han kunne mærke en svag flamme af vrede blusse sig op. Han brød sig ikke om deres synspunkter på mennesker. Det kunne godt være at mennesker var svage og ikke lige så kloge som varulvene, men hvad han vidste om mennesker var at de venlige og smilende, noget varulve ikke var.

Der er mange fortællinger om hvor gode varulve er. At de støttede op om deres folk, men fortællingerne er baseret på løgne. Varulve er grådige og stoler kun på dem selv. En far ville dræbe hans egen søn, hvis han følte at sønnen var en trussel.

”Jeg beder dem. Jeg vil bare være sammen med hende. Vi flytter langt væk og vi kommer ikke til at generer jer.” Han havde på ingen måde aftalt med Marissa om at de skulle flytte, men han var desperat.

”Hvad vil jeg få ud af det. Hvis jeg kommer i morgen og siger til de andre i rådet at de skal tillade jer at være sammen, vil de tro jeg er tosset. Det vil endda bortvise mig.” Grinet var væk fra rådsmedlemmets læber, kun en smal streg var tilbage. Kun afsky var tilbage. ”Det ville være bedre bare at dræbe tøsen.”

Ved lyden af de ord, blussede den lille vrede flamme op. Den voksede sig stor inden i James, så stor at man kunne se vreden lyse i hans øjne. Hans sprang brølende frem mod rådsmedlemmet. De væltede. James begyndte at slå rådsmedlemmet i hovedet med sin næve. Det var som om han ikke kunne stoppe. Rådsmedlemmet væltede James til siden, så han var øverst. Nu havde han styringen. Han slog og slog James, med sin gode hånd, lige indtil at al den vrede han havde inden i sig, ikke bare lyste ud af øjnene på ham, den eksploderede inden i.

Det var som at høre et brag. Alting var slowmotion. Rådsmedlemmets næve. Blodet der sprøjtede ud af munden. Smerten i hans krop, alle hans knogler brækkede. Først kunne han ikke forstå det, men han huskede at det var den smerte der kom hver evig eneste gang han forvandlede sig, men alligevel anderledes. Det var ikke en tvungen forvandling, han havde ikke haft nogen intuition om at forvandle sig overhovedet og der var ingen fuldmåne. Det var vreden i hans krop, der havde udløst forvandlingen.

Rådsmedlemmet opdagede forvandlingen og med skrækslagne øjne sprang han væk fra ham. Tænk engang en varulv, der aldrig havde set en af dens egne før.

Forvandlingen var fuldført og varulven stod nu på dens fire ben, knurrende. Adrenalinen efter forvandlingen susede så meget i kroppen på ham at han automatisk, sprang frem og bed fast i overlåret på rådsmedlemmet. Rådsmedlemmet skreg af smerte, men det fik kun varulven til at bide endnu mere fast. Smagen af blod ramte varulvens tunge og den nød det. Den nød den søde smag af blod fra hans fjende, mere end han nogensinde havde nydt noget før. Det skræmte ham, og på samme tid behagede det ham.

”Jeg beder dig, nåde. Nåde!” Varulven kastede ham væk, skulle han vise ham nåde? Ham der truer hans elskede Marissa’s liv. Aldrig. Men varulven skulle aldrig havet givet slip, for nu begyndte rådsmedlemmet at forvandle sig. Varulven angreb, mens forvandlingen var i gang og han tog fat om hovedet og fik revet en stor luns af huden og hele øret væk. Rådsmedlemmet hylede af smerte, men forvandlingen var fuldført og nu gik rådsmedlemmet til angreb. Rådsmedlemmet bed fat i varulvens skulder og en knasende lyd af knogler der blev knust kunne høres. Varulven kastede sig ned på jorden, med rådsmedlemmet først. Varulven der nu lå ovenpå rådsmedlemmet, bed fast i maveskindet og flåede en stor del pels af. Det gjorde at rådsmedlemmet slap taget i skuldren, og igen hylede den af smerte. Begge varulve kom op og stå. De stod 1 meter væk fra hinanden og varulven, kunne tydeligt se hvor store smerte rådsmedlemmet var i. Poten var blevet værre og på grund af kampene, var blisterne sprunget og væsken dryppede ned af den ømme pote. Øret lå et sted mellem alle grenene og bladende. Der hvor øret skulle havde siddet, kunne man i stedet se det fine hvide blodbefængede kranie og maven der var sprættet op, lige nok til at man kunne se indvoldene der prøvede at bane sig vej ned til jorden. Det var et held at han kunne stå op, hvorimod at varulven selv kun havde en knust skulder. Rådsmedlemmet prøvede at gå til angreb, men på grund af alle skaderne, var han meget klodset og i stedet for at rådsmedlemmet fik fat i varulven, fik varulven fat i ham. Varulvens tænder borede sig ned i halsen på rådsmedlemmet og i skoven mørke, rungede rådsmedlemmet døende hylen.

Varulven stod nu over rådsmedlemmets døde krop, der langsomt forvandlede sig tilbage til et menneske. Men den fik ikke lov til at beundre sit kunstværk særlig længe, for varulvene, der ledte efter ham, havde hørt rådsmedlemmets hylen og var nu på vej der over. Varulven vendte om og forsvandt mellem træerne og buskende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...