Hide and Seek

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2014
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Igang
Tre år efter Voldemorts fald, bliver Mercedes Annabelle Rose overflyttet fra Beauxbatons til Hogwarts, da hendes familie brutalt bliver revet fra hinanden i en ulykke. Mercy må lære at tilpasse sig livet på den engelske skole, men finder hurtigt ud af, at selvom Mørkets Herre er faldet, er alt ikke fryd og gammen. I hvert fald ikke blandt eleverne på Hogwarts.

6Likes
2Kommentarer
210Visninger
AA

2. 1. Give a little time to me

Den store villa lå en smule afsides i udkanten af den lille franske forstad. I en by med så få indbyggere, bliver man hurtigt opmærksom på en familie der ikke er helt som alle andre. Det var familien i villaen bestemt ikke. Ulig de andre familier i den lille forstad, var denne familie en samling af forskellige mennesker, med forskellige nationaliteter. Herren i huset, Mr. James Rose var en kendt og dygtig britisk advokat, og arbejdede delvist i Paris, delvist i London. Derfor var han ofte i London, og indbyggerne i den lille forstad lærte hurtigt at han ikke altid var med til de sociale arrangementer hans kone deltog i. Han var en flot mand, høj, bredskuldret, med kobberrødt hår og strålende blå øjne, som kunne få enhver af forstadskvinderne til at blafre med øjenvipperne og kaste med håret. Det stoppede de dog hurtigt med, da Mrs. Anna Bella Rose blev spottet sammen med sin mand. Hun var en smuk kvinde, sidst i trediverne, høj, slank, med smukt, rødblondt hår, der altid skinnede og sad aldeles perfekt og så var hun svensk. Hendes grønne øjne var altid varme og med en særlig gnist, og udover det, var hun børnelæge på et stort hospital i nærheden af den lille forstad. Derudover var hun bestyrelsesmedlem i en del velgørende organisationer i nærheden.
Familien Roses tre børn var ligeså forskellige som de var smukke. De var alle tre adopterede, og det havde været det helt store samtaleemne, da familien flyttede til byen. De smålige forstadsfruer havde begejstret sladret om at det perfekte par ikke kunne få deres egne børn, mens de selv sad med deres spædbørn og opdragede på deres toårige.
Familien Roses ældste søn var eftertragtet af de fleste nabopiger. Lincoln Rose, 21 år og så mandig at det halve kunne være nok. Med sine 1,96 og enormt brede skuldre, blandet med svulmende muskler og ikke et eneste gram fedt noget sted på kroppen, var han en trussel for de fleste unge mænd i forstaden. Han var dog reserveret og havde aldrig vist interesse for nogen piger i byen. Hans hår var mørkt, men eftersom han næsten var skaldet havde det ikke så meget at sige. Hans øjne havde en dybblå farve, og udstrålede en vis distance og kølighed. Hans markerede kæbe var ofte spændt, hvilket godt kunne give ham et lidt sammenbidt udtryk. Hans temperament passede til udseendet, og de unge omkring ham lærte hurtigt at lade være med at provokere ham. Han var oprindeligt fra USA, hvilket også kunne ses på hans navn. Ingen i forstaden vidste rigtigt hvad han egentlig lavede, kun at han kun befandt sig i villaen i udkanten af byen i sommeren. 
Familiens yngste søn, Julian Rose, var 17 år. Han var knap så høj som sin bror, "kun" 1,80, slank, tonet og altid solbrun. Hans halvlange, sorte hår var altid rodet, og hans mor blev ofte spottet, klagende over at hun ikke måtte klippe det. Hans øjne havde en klar, brun nuance med et konstant glimt, og et løfte om hele verden til den pige han udså sig. Hans karakteristiske, skæve smil der afslørede hans perfekte, hvide tænder var en gammel kending når han skulle snige sig udenom ballade. Oprindeligt var han fra Brasilien.
Forstadsfamiliens yngste barn og eneste datter, hed Mercedes Annabelle Rose. Hun var den stædigste af de tre, og rygtet lød, at den eneste hun havde 100% respekt for, var Lincoln. Mercedes var 14 år gammel og stammede fra Sverige, ligesom Anna Bella. Hendes hvidblonde hår stod i skarp kontrast til de mørke, velformede øjenbryn og de blåviolette øjne, omkranset af kulsorte, lange øjenvipper. Håret gik hende næsten til taljen og var altid let krøllet i spidserne. Hun var høj af sin alder, cirka 1,73, og slank, med lange ben og porcelænsagtig hud. Hendes næse var lille og hendes læber sart lyserøde og velformede, som lå der altid et smil og et kys bag dem, parat til at bryde ud. 
Både Julian og Mercedes gik på privatskole, men ingen vidste rigtig hvorhenne og hvilken slags kostskole det var. Naboer og bekendte havde hurtigt fundet ud af at familien Rose værnede om deres privatliv, og samtlige forstadsfruer måtte opgive at lokke noget ud af Mrs. Rose. På en eller anden måde glemte de altid hvad det var de ville have ud af hende, når hun var i nærheden. 
Familien Rose gjorde deres bedste for at passe ind i det samfund de levede i. Men alle vidste godt at der var noget unormalt ved dem. Noget sært og unormalt. 

"Linc! Julian! Merce!"
En skarp stemme trængte ind i Mercedes' halvvågne tilstand, hvor der intet andet fandtes end hende, den bløde seng og det varme, blide sollys der trængte ind gennem de tynde gardiner. Hun sukkede, klemte øjnene i og begravede ansigtet i puden. Der var derefter stille, og med et lille smil puttede hun sig under det tynde tæppe og sukkede tilfreds. Søvnen havde næsten overmandet hende, da den skarpe stemme generede hende igen. 
"Merce! Mercedes!"
Hvis jeg ligger helt stille, kan det være hun lader mig være i fred, tænkte Mercedes og klemte øjnene fast i, mens hun ignorerede sin samvittighed, der stod og vippede utålmodigt med foden med højt rumlende mave, inde i hendes hoved. 
Lidt efter hørte hun fodtrin på trappen. Tunge, lange skridt. 
Mercedes sprang op af sengen og rakte ud efter sin kimono, da døren smækkede op og et styks fuldvoksent muskelbundt trådte ind. 
"Merce, der er ..."
Mercedes blev pinligt bevist om sin manglende påklædning, netop da Lincoln også opdagede det.
"Linc! Gå ud! Jeg har ikke noget tøj på!" hylede hun og dækkede sig lynhurtigt til med sin kimono. 
Lincoln stod i døren og kløede sig lidt i nakken. 
"Nå, men ..." brummede han forlegent. 
"Gå ud! Jeg kommer lige om lidt," Mercedes stirrede på ham og forsøgte at virke langt mindre pinligt berørt end hun egentlig var. 
Hendes samvittighed slog hånden mod panden, dybrød i hovedet. 
Lincoln nikkede kort, vendte om og forlod værelset. Han havde altid været en mand af få ord. Men det var det Mercedes godt kunne lide ved ham. Han var simpel, let at tilbringe tid med. 
Hun trak sin kimono på over sit sparsomme undertøj og satte sit lange hår op i en rodet knold på hovedet, hvorefter hun gik ned i køkkenet til resten af familien. 
"Godmorgen skat," James Rose sad ved spisebordet med dagens udgave af Profettidende, mens en gryde med scrambled eggs og en pande med bacon lystigt passede sig selv på komfuret. "Har du set at der er problemer med Afdelingen for Uautoriseret brug af Magi igen, darling?" spurgte han sin kone. 
Anna Bella tullede rundt og dækkede på bordet. Hun standsede op og kiggede på James. 
"Nu igen? Vel ikke noget du skal tage dig af?"
Indbyggerne i den lille forstad havde fået at vide at James arbejdede som advokat, delvist i Paris, delvist i London, men det var ikke helt sandheden. Han arbejdede for Ministeriet for Magi, og havde, siden Du-Ved-Hvem faldt, brugt meget tid på at få Ministeriet op at køre igen, sammen med den nuværende minister, Kingo Sjækelbolt. Alt dette var dog ikke noget man kunne fortælle ikke-magikere.
"Darling, du ved da at Kingo sætter pris på min hjælp. Han overvejer faktisk at foreslå mig som viceminister. Hvis han sender bud, er jeg nødt til at tage afsted,"
Anna Bella himlede med øjnene, og fik øje på Mercedes der stod i døren. 
"Godmorgen Merce, har du sovet godt?"
Mercedes nikkede og satte sig ved bordet. Hun skulle altid lige bruge ti minutter på at vågne, og i de ti minutter skulle hendes familie helst lade hende være i fred. Anna Bella nikkede smilende og så op, da Julian trådte ind i køkkenet. Han smilede blændende til dem allesammen. 
"Godmorgen kære familie," udbrød han og kyssede sin mor på panden. 
Han så på Mercedes og løftede et øjenbryn. 
"Kaffe?"
Hun nikkede tavst og smilede blegt til ham. Julian var den eneste i familien der kunne finde ud af at lave kaffe, sådan som Mercedes kunne lide det. Mens Julian stod og baksede med kaffemaskinen, kom Lincoln ind, ude fra haven. 
"Nå stump, er du kommet op?" brummede han og grinede til Mercedes. 
Episoden i hendes værelse var for længst glemt. Hun nikkede igen. Hendes familie plejede at respektere hendes morgenvaner. Åbenbart ikke i dag. Julian stillede en kop dampende varm kaffe foran hende og hun smilede taknemmeligt til ham. 
"Far?" 
Lincoln havde siddet og kigget ud af vinduet, og pegede nu på en lille sort plet, der langsomt nærmede sig huset, og som lidt efter viste sig at være en ugle. 
"Du fredsens, det er en af ministerens ugler. Luk vinduet op, Linc!" udbrød James og havde nær fået sin kaffe galt i halsen. 
Lincoln rakte over og åbnede vinduet, og en smuk, sort ugle landede på køkkenbordet. Den strakte sit ben frem, hvor en rulle pergament var bundet fast. James trak det fri, læste det hurtigt igennem, og kradsede et svar ned på bagsiden. Så sendte han uglen afsted igen. 
Hele familien Rose kiggede på ham med spørgende blikke - Anna Bellas var en smule strengt også. 
"Nååh?" sagde hun til sidst. 
"Jeg bliver nødt til at tage afsted, darling. Kingo siger den er helt gal," James smilede undskyldende og rejste sig op. 
"Du er hjemme til aftensmad!" skændte Anna Bella, da hendes mand bøjede sig ned og kyssede hende. 
"Selvfølgelig, darling," sagde han automatisk, gav sine børn et hastigt farvel og forsvandt ind i stuen, hen mod pejsen. 
Da han var forsvundet, satte Anna Bella morgenmaden på bordet, og resten af familien satte sig for at spise. 
Mercedes, der nu havde drukket sin kaffe, og var ved at være vågen, slugte næsten sin morgenmad af ren og skær sult, og da hun var færdig, kiggede hun i gryden efter mere æg, men blev slemt skuffet. 
"Hvad leder du efter, Merce?" spurgte Lincoln og smilede et af sine sjældne smil. 
"Mere mad," sukkede hun slukøret og lænede sig tilbage. 
Julian stønnede og skubbede resten af sin portion hen til hende. 
"Ej, Julian, det er din mad,"
"Spis, Merce."
"Det kan jeg da ikke, det ..."
"Mercedes. Spis."
"Jamen det er jo ikke mi..."
"Så spiser jeg det!" udbrød Lincoln og rakte ind over bordet. 
Mercedes snuppede lynhurtigt tallerkenen. 
"Nej nej, jeg skal nok spise det!" sagde hun hurtigt, og begyndte veltilfreds at guffe Julians rester i sig. 
Anna Bella smilede og himlede med øjnene. 
"Jeg må simpelthen lære at lave nok morgenmad. Men det er så svært med dig, Mercy. nogle dage spiser du næsten ingenting og andre dage spiser du som en hel hær,"
"Det kommer an på hvad jeg har drømt," Mercedes trak på skuldrene med munden fuld af mad. 
"Lad være med at tale med mad i munden, skat" Anna Bella forsøgte at se streng ud, dog uden det helt store held. 
Julian løftede øjenbrynet. 
"Kommer det an på hvad du har drømt?"
"Mmh?" Mercedes så på ham med løftede øjenbryn. "Hvis jeg har drømt at jeg har spist, så er jeg ikke så sulten, for så har jeg jo allerede spist i min drøm. Men hvis jeg ikke har drømt at jeg har spist, så er jeg sulten, for så har jeg jo ikke fået noget siden aftensmad dagen inden," forklarede hun tålmodigt. 
Julian stirrede på hende. 
"Men ... selvom du har spist i din drøm, så har du jo ikke fået noget mad? Sådan rent fysisk."
"Næh, men psykisk vold gør også ligeså ondt som fysisk vold. Så kan psykisk mad vel også mætte ligeså meget som fysisk mad," Mercedes trak igen på skuldrene og spiste et stykke bacon. 
"Det giver ingen mening, Merce," Julian rystede forvirret på hovedet. 
"Jeg har det på samme måde," indskød Lincoln og trak på den ene skulder. 
"Jamen ... du spiser da altid meget til morgenmad?"
"Ja, men når jeg drømmer at jeg spiser, er det altid kun et lille måltid, så jeg kan sagtens have mere når jeg vågner,"
Julian rodede forvirret i sit hår og så på sin mor. 
"Må jeg godt gå fra bordet?"
Det så ud til at han havde droppet at forstå Mercedes og Lincolns mærkværdige forhold til drømme og sult. 
"Når du har sagt de magiske ord," kvidrede Anna Bella og spiste en lille bitte bid æg. 
"Tak for mad," Julian rullede med øjnene. 
"Så må du gerne gå fra bordet," Anna Bella smilede mildt. "Husk du skal hjælpe Monsieur Baron med hans motorcykel i dag," råbte hun efter ham da han forlod køkkenet. 
Julian vinkede over skulderen, inden han tog trappen i fire spring, i stedet for de atten trin der faktisk var. 
Mercedes lænede sig tilbage og kiggede på de to tomme tallerkener der stod foran hende. Så så hun over mod Lincoln og derefter mod sin mor for at se om de havde nogle rester. Hun var stadig sulten. Da hun havde konstateret at de begge havde spist op, rejste hun sig for at gå ud i haven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...