Medicine | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2014
  • Opdateret: 3 maj 2014
  • Status: Færdig
\med·i·cine: a substance that is used in treating disease or relieving pain and that is usually in the form of a pill or a liquid.

64Likes
16Kommentarer
1776Visninger
AA

1. One Shot

Du har ringet til alarmcentralen, hvad er din nødsituation?

  Min mund føltes tør. Jeg havde aldrig været stum, men lige i dét sekund var jeg 99 procent sikker på, at jeg havde mistet stemmen. Tankerne var der – jeg vidste, hvad jeg skulle sige – men de ville ikke forlade mit hoved. De var der bare, ventede på det rette tidspunkt, der aldrig nogensinde ville komme. For mig var det, som om der gik mindst syv timer, før jeg endelig hørte mig selv forklare, hvad der var sket, trods det i virkeligheden nærmere var sekunder end timer.

  Det var, som om min krop ikke var min egen. Den vejede alt for meget mod mine knæ, der var så tætte på at kollapse – ét skub, og jeg ville vælte som en hjælpeløs kludedukke. Og luften var alt for tynd til mine lunger, jeg var ved at blive kvalt. Lige så langsomt kunne jeg mærke energien sive ud af min krop, indtil der ikke længere var andet tilbage end en tom skal. Det var alt, jeg var. For jeg kunne ikke uden hende.

  Da jeg havde fortalt adressen, syntes den iPhone 5S, jeg havde i hånden, langsomt at glide ud af mit greb. Jeg kunne forestille mig, at det at slå sin mobil i stykker, måtte være et af de værste scenarier nogensinde, men sammenlignet med dette var selv hundrede flækkede skærme foretrukket frem for, hvad jeg måtte stå over for nu.

  ”Du må ikke gå.” Min stemme var ikke andet end en halvkvalt hvisken, idet jeg bøjede mig ned og begravede mit hoved i den kjole, jeg havde købt til hende i fødselsdagsgave for seks måneder siden. ”Du må ikke gå.”

  Tanken om aldrig at skulle se hendes gråblå øjne igen fik det til at smerte i mit bryst. Ikke kun mit hoved dunkede; mine knyttede hænder havde således en puls, jeg aldrig havde lagt mærke til. Det burde gøre det bedre at kunne fokusere på noget andet, men det gjorde det ikke. Langt fra. Jeg hadede at kunne mærke, hvordan mine fingerspidser pumpede blodet rundt i min forfaldne krop.

  Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå dér med hovedet mod hendes brystkasse. Alt, jeg husker, er, at jeg ikke kunne give slip på hende. Jeg ville ikke lade hende gå fra mig, det ville jeg ikke. Hun var alt, jeg nogensinde havde ønsket for mig selv, og nu, hvor jeg endelig havde hende i mit liv, ville jeg ikke miste hende. Ikke under nogen omstændigheder.

  Da det skrå vindue foroven begyndte at reflektere lysene fra ambulancen, blev jeg klar over, at jeg måtte sætte mig op. Se lidt præsentabel ud over for de mange læger, der om få minutter ville sparke døren ind, hvis jeg ikke lukkede op selv. Det var alt sammen noget, jeg godt vidste, men alligevel bevægede jeg mig ikke det mindste. Se, i sådanne situationer kan man ikke gøre noget. Selvom man har lyst, kan man ikke. Man prøver at overtale sig selv, men der kommer intet ud af det. Ord bliver ved med at køre rundt i hovedet, men længere kommer de heller ikke. De bliver ikke til faktiske handlinger. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med ens krop, når man bliver sat i sådan en position. Men jeg kunne ikke gøre noget som helst, dét er der ingen tvivl om. Lige dér var mine lemmer ikke længere mine egne.

  Der blev banket på døren. En masse gange endda. Og stemmer lød, professionelle, seriøse stemmer. Lydene fik mig til at knibe øjnene sammen, de gav mig lyst til at græde. For de mindede mig om, at det her var virkelighed; det her var ægte. Jeg havde da en realitetssans, men der er vist altid en lille del af dig, der ønsker, det hele bare er et mareridt, når alt ser så sort ud, som det gjorde på det tidspunkt. De minutter, jeg forsinkede dem, kunne koste hende sit liv, men jeg rejste mig alligevel ikke. Jeg kunne prøve at forklare, hvordan jeg havde det, imens jeg studerede hendes blege, knoglede fingre, men sandheden er, at jeg ingen vegne ville komme. Det er ikke noget, nogen nogensinde vil kunne relatere til, før de selv har været ude for det.

  Stemmerne kom nærmere. Skridt for skridt nærmede de sig, indtil jeg kunne regne ud, at nogen stod i døren. Delvis fordi det hele nu lød så tæt på, delvis fordi nogen kastede en stribe af lys hen mod mig. Mod hende. Mit greb blev strammere.

  Ting som ”Er der liv i drengen?” og ”Der blev kun rapporteret ét selvmordsforsøg,” kørte rundt. Jeg ønskede brændende at tage mig sammen og sætte mig op, så jeg kunne beholde bare en smule af min stolthed, men det var, som om min hjerne havde ramt en mur. De handlinger, min krop fik besked på at gøre, blev blokeret på halvvejen af, hvad der lod til at være lammelsen. Chokket. Jeg var paralyseret fra top til tå.

  ”Hey.” Der blev rusket i mig. ”Er du vågen, knægt?”

  Der blev lyst ind i mine øjne med en lille lommelygte, så jeg langt om længe måtte give en lille reaktion fra mig. Det var ikke meget, men det var en start. Tre langsomme blink med øjnene som et bevis på, at jeg endnu var i live.

  ”Kan du sætte dig op?”

  Lægen snakkede til mig, som om jeg ikke forstod noget som helst. Og på en måde havde han vel ret til det – for jeg forstod ikke noget som helst. Jeg forstod ikke, hvad der foregik, og hvorfor alt det her var sket, og hvorfor to mænd havde taget fat i mine arme for at få mig op at stå, når alt, jeg havde lyst til, var at blive liggende, til solen igen stod op. Lige nu stolede jeg ikke nok på mine ben til at lade dem bære mig.

  Jeg kunne mærke, at de to, der bar mig, ikke havde lyst til at tvinge mig væk. Deres greb var blide, og den ene af dem sagde igen og igen: ”Alt skal nok gå. Det hele bliver okay.” De var formentlig blevet trænet i at kunne håndtere situationer som denne uden at blive påvirket for meget følelsesmæssigt. Men hvordan kunne de alligevel være så rolige? Det var trods alt stadig et rigtigt menneske, der var tale om. Hun var et rigtigt menneske, hvis liv hang i en fin, tynd tråd. Hvordan kunne de bare … Jeg kunne ikke forstå det.

  ”Lad mig blive hos hende,” var det første, jeg sagde til dem, idet de begyndte at hive mig væk. Som forventet blev mine øjne fyldt med tårer, trods jeg havde håbet, jeg ikke ville virke mere ynkelig, end jeg allerede gjorde. Tonefaldet var bønfaldende. Tryglende. ”Vær søde at lade mig blive hos hende … vil I ikke nok?”

  Der var en tøven fra mændene. De vekslede blikke, og den enes ansigt fortrak sig i en grimasse, jeg ikke helt kunne læse. Beklagende var den måske. Eller forpint. Jeg kunne i hvert fald ikke forbinde den med noget positivt – ikke på de mørke, rynkede bryn og den sammenpressede mund. Jeg kunne se på ham, at han prøvede at finde en god måde at afvise mig på.

  ”Din kæreste her har brug for akut hjælp,” begyndte han. ”Jeg er bange for, at det er lidt for voldsomt at håndtere alt det her i din alder. Vi forstår, at du gerne vil hjælpe hende, men der er ikke meget, du kan gøre. Vi lover selvfølgelig at holde dig opdateret, men mere kan vi ikke tilbyde. Har du eventuelt en ansvarlig, vi kan kontakte?”

  Jeg rystede kraftigt på hovedet. ”Lad mig køre med i ambulancen, bare det. Hun har brug for mig, h-hun kan ikke klare det her alene.”

  ”Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe, knægt.” En stor hånd blev lagt på min skulder. ”Vi gør alt, hvad vi kan.”

  Normalt ville jeg nikke forstående og respektere, hvad de havde at sige. Jeg ville acceptere, at jeg nok bare måtte lade tiden afgøre skæbnen, og at jeg ikke havde meget at byde ind med som en ubetydelig 17-årig dreng, der ikke engang fik særlig gode karakterer i biologi. Men jeg tænkte langt fra klart på det tidspunkt. Alt, jeg kunne fokusere på, var hendes næsten gennemsigtige hud og de tydelige, blå blodårer på hænderne. Den tyngende trang til at kyle noget ud ad vinduet.

  Følelsen af uduelighed voksede så småt inden i mig. Den levede af situationer som denne, hvor jeg var vel og mærke klar over, at jeg intet kunne stille op. Den levede af alle de negative tanker, der fulgte med, når jeg begyndte at bebrejde mig selv, overbevist om at det hele var min skyld. Jeg havde gjort det her.

  ”Lad mig køre med!” skreg jeg, da jeg så hende blive ført væk i en båre. Selv når hun var så svag, var hun ufatteligt smuk og englelignende. ”Tag mig med!”

  Før jeg så meget som nåede hen til døren, blev jeg stoppet af fire arme, der holdt mig tilbage i et stramt greb. Jeg gik ud fra, at de havde indset, det kun var muligt at forhindre mig i at tage med hende ved at lære mig det på den hårde måde – og selv imens jeg var låst fast, sprællede jeg af al kraft, imens jeg messede nogle uforståelige ord. Jeg var bare så frustreret, forvirret og vred på mig selv. Hele mit liv var blevet vendt på vrangen på alt, alt for kort tid.

  Det sortnede for mine øjne i nogle sekunder. Måske var det anstrengelsen, måske var det søvnigheden. Jeg prøvede at få styr på mig selv, men endte i stedet med at falde sammen, så alt, der holdt mig stående, var de to mænd, der langt om længe så ud til at være lidt tvivlrådige omkring, hvad de skulle stille op med mig. Den ene af de to ambulancer udenfor var kørt, og det samme var mit hjerte – for jeg havde mistet det til pigen, der nu kæmpede for sit liv.

Jeg sad og pillede ved mine korte, nedbidte negle. Her på hospitalet var der intet, der hed tidsfornemmelse, så om det stadig var nat, var jeg ikke klar over. Men det føltes, som om en del timer var gået, siden jeg ankom, efter de to mænd, der havde holdt mig tilbage, gav mig lov til at sidde ude ved receptionen og vente. De forstod vist godt, hvorfor jeg havde reageret, som jeg havde – jeg ville jo bare være der for hende, når hun vågnede. Så hun ikke var helt alene.

  Det overraskede mig ikke, at hendes forældre endnu ikke var dukket op. Hendes far var på forretningsrejse og havde derfor under ingen omstændigheder mulighed for at nå herhen inden for de næste 24 timer, og hendes mor havde slet ikke været i hendes liv, siden hun var otte. Jeg var sikker på, at de formentlig gerne ville have været der for hende, hvis de havde haft mulighed for det, men sådan stod det bare ikke til. De havde svigtet hende for længe siden, så mange forventninger var der ikke tilbage, når det kom til forældreskab.

  På en måde forstod jeg godt, hvorfor hun havde gjort det. Hvorfor hun havde taget en overdosis. Det var let og hurtigt, og hvis man bare gjort det helt spontant, var der ingen tid til at fortryde. Men noget sagde mig, hun ikke rigtig fortrød. For hun havde virkelig ikke særlig meget tilbage i livet – alt, hun kunne holde fast i, var drømmen om engang at udgive en bog, trods hun overhovedet ikke troede på sig selv. Dét og mig.

  To så sølle ting så ikke ud til at være smerten værd.

  ”En pige blev indlagt her i nat, efter hun tog en overdosis,” sagde jeg, henvendt til sekretæren få meter fra mig. ”Ved du noget om, hvordan det står til med hende? Har hun fået det bedre?”

  Der gik lidt tid, før hun svarede. Det virkede ikke helt, som om hun registrerede min tilstedeværelse. Men jeg bebrejdede hende ikke – jeg var jo ikke andet end en træt teenager, der så ud til at lide af søvnløshed. Poserne under mine øjne var mørke og tydelige, og nuancen på min hud var mere grå, end den nogensinde havde været.

  ”Hun ser ud til at klare sig.” Hun kiggede ikke op. ”Familiemedlemmer har tilladelse til at besøge hende.”

  ”Hvad med hendes venner og andre bekendte?” spurgte jeg og rejste mig op fra den blå stol, jeg havde siddet på. ”Må de også gerne besøge hende?”

  ”Beklager, kun familiemedlemmer.” Hendes svar var fladt og nonchalant. ”Du må komme igen, når hun er vågnet.”

  Hun værdigede mig ikke engang et blik. Som om jeg var en sengelus, der bare skulle væk hurtigst muligt. Sådan var det tit med voksne – de følte sig altid så overlegne, fordi de var lidt ældre. Det lod ikke til, at teenagere var andet end overfladiske og dumme nu til dags ifølge dem.

  Jeg var utrolig tæt på at sætte mig ned igen og give op, da jeg indså, jeg var nødt til at komme ind til hende. Det var ikke et spørgsmål, for hvis der var noget, jeg ikke ville lade ske, var det at sidde herude, når hun endelig vågnede. Ikke efter alt det her.

  ”Jamen, jeg er en del af hendes familie! Jeg er hendes bror.”

  Allerede før jeg havde afsluttet sætningen, kunne jeg mærke skepsissen fra damen. Hendes ene øjenbryn var løftet så højt, at jeg ikke kunne undgå at bemærke de små, mørke hår, hun havde glemt at plukke. Og dér, hvor hun rent faktisk havde fået plukket dem ordentligt, var der efterladt små mærker i huden fra det sted, hårene havde siddet. Ligeledes var munden formet som en banan, der vendte nedad – læberne havde ikke rigtig nogen form, men det var noget, hun prøvede at skjule med den champagnefarvede læbestift.

  ”Hvad er dit navn?”

  ”Luke …” Jeg prøvede at komme i tanker om hendes efternavn. ”Luke Lockhart.”

  Aldrig havde et navn lydt underligere i mine ører.

  Igen gik der lidt tid, før kvinden svarede. Hun så ud til at tygge lidt på mit svar, og for en gangs skyld følte jeg mig som mere end et latterligt barn, der ikke kunne finde ud af andet end at genere de voksne.

  ”Hun er i lokale 15, Luke Lockhart,” mumlede hun endelig og trykkede på en knap, der fik en automatisk dør til at gå op. ”Lad være med at forstyrre hende i sin søvn. Hun har brug for al den hvile, hun kan bruge.”

  Jeg nikkede og takkede hende, inden jeg begav mig hen mod den lange gang til venstre for mig.

  Sekretæren havde gjort det klart, at hun vidste, jeg havde løjet for hende, men havde alligevel ladet mig gå. Jeg var næsten helt sikker på, at hun mere havde gjort det for at slippe af med mig end af ren og skær barmhjertighed, men tanken bag det spillede heller ikke nogen speciel rolle. Det, der betød noget, var handlingen. Det var den, jeg var taknemmelig for, da jeg trådte ind ad døren for at møde det smukkeste syn.

  Det er ikke helt til at forklare. Hvordan det føles, når man ser den, man elsker, være så tæt på at forsvinde, at alle mulige tanker når at køre igennem ens hoved i et virvar af forvirring og frustration. Man husker alle de mange minder, der er forbundet med personen, og man skælder sig selv ud over, at man aldrig gjorde noget særligt for at fortælle, hvor meget man holdt af vedkommende. Og når man så endelig ser den person i god behold igen, er det tæt på umuligt at vide, hvordan man skal reagere – om man skal græde eller smile eller begge dele. Om man skal være vred eller bare glad for, at han eller hun ikke kom alvorligt til skade. Om man skal sætte sig ned i stolen og blive der, til patienten vågner, eller om man skal give ham eller hende lidt plads. Det hele virker bare som ét stort spørgsmålstegn.

  Sådan var det med mig lige i dét øjeblik.

  Men jeg endte med at sætte mig ned. Først tøvende, så lidt mere selvsikkert. Hun ville vel gerne have, at jeg var her for hende – at jeg støttede hende. Ville hun ikke? Eller ville hun bare være vred og oprevet, fordi jeg havde forhindret hende i at blive dræbt af overdosissen? Jeg havde ikke lyst til at tænke på det.

  Jeg blev siddende dér i stolen i lidt tid. Hvor lang tid ved jeg ikke, og det er egentlig heller ikke noget, der spiller nogen rolle – for om det så havde været fem minutter eller 20 timer, ville det have føltes som det samme. Jeg fornemmede ikke, hvordan viseren på uret udenfor langsomt nærmede sig 12-tallet, og jeg havde heller ikke lyst til det.

  Normalt havde jeg en tendens til at blive utålmodig og lidt for ivrig, så det til sidst spolerede alt, men sådan var det ikke i dag. Nej, i dag følte jeg ikke nogen trang til at opføre mig som mit sædvanlige jeg – for jeg var ikke længere mig selv. Det var sandheden. Efter det her ville jeg formentlig aldrig kunne gå tilbage til at være den, jeg var for blot få timer siden.

  Da hendes øjenlåg langt om længe begyndte at sitre, syntes der at blive trykket ’Play’ igen. Det var først, da alt begyndte at give mening, at jeg indså, hvor meningsløst livet havde været uden hende i den korte stund, jeg havde været nødt til at prøve at håndtere uvisheden og den dræbende følelse af skyld uden nogen omkring mig. Farverne i lokalet virkede mindre grå nu, og mit hoved var ikke helt så omtåget længere. Nej, det hele virkede igen tydeligt, som om jeg netop havde fundet mine briller efter flere timer med dårlige øjne. Det var, som om hun havde fundet en måde at få solen til at skinne endnu en gang. Sådan var det vel med min forelskelse – jeg kunne ikke uden hende. Og det havde kun taget mig få timer at indse – mere behøvede jeg ikke. Selvom jeg bare var en tåbelig, 17-årig dreng, vidste jeg, at det, jeg følte her og nu, var ægte. Det var det, og det skulle ingen modsige mig.

  Medicin kan være mange ting. De fleste ville formentlig beskrive det som noget, der anvendes til behandling af lidelser eller andre sygdomme. Som noget kurerende og forebyggende. Og på en måde har de vel også ret. Det er noget, der tages i brug, når man har behov for at lindre smerten eller komme af med den hovedpine, man ellers er nødt til at leve med. Men mens mange er enige om, at det kommer i form af piller, pulver eller mikstur, tror jeg på, at det også kan være mennesker. Og det har jeg troet på, siden min kæreste blev indlagt efter at have taget alt, alt for meget af den medicin, vi mennesker er så afhængige af, trods den dræber. For på mange måder er det sådan med hende. Hun kan trække mig op fra dybet og kurere mig fra, hvad end jeg kæmper med, men for mange mængder af hende kan nedbryde mig, indtil jeg til sidst har intet tilbage. Jeg kan ikke leve uden hende, men jeg kan heller ikke leve med for store doser af hende, fordi hun kommer til at tage over mit liv lige så let som ingenting.

  Da jeg så ind i hendes klare øjne, der var fyldt med tårer, den efterårsmorgen, kunne jeg ikke lade være med at smile. Ikke fordi hun ville smile tilbage – for hun var bestemt ikke glad for, at jeg havde fundet hende, kunne jeg se på det bebrejdende blik – men som ethvert andet menneske måtte jeg være lidt egoistisk og tænkte på mig selv en gang imellem. Og det havde jeg gjort her; jeg havde kæmpet for at beholde den medicin, jeg ikke havde lagt fra mig, siden jeg fandt ud af, at jeg kunne kureres.

  Jeg prøvede at lyde stærk, da jeg langt om længe sagde noget, men fejlede meget groft.

  ”Tori?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...