Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1816Visninger
AA

12. Sorte ænder

Ruden føltes dejlig kold, midt i alt det varme, da min kind langsomt gled ned af den. "Hvornår er vi der?" spurgte jeg for tyvende gang. "Om fem minutter" svarede mor mig, man kunne høre på hende, at hun også glædede sig, til de fem minutter var overstået, så vi kunne komme ud af denne ovn af en bil. I starten af køreturen havde jeg haft interesse for landskabet, der gled forbi, men lige nu var det eneste, der var tilbage længslen efter, at komme ud. Jeg havde prøvet at læse, men det duede ikke, eftersom jeg blev køresyg efter en side, og iøvrigt var solen på sit højeste punkt og alt for skarp til jeg kunne, selvom jeg ikke blev køresyg. "Så er vi her!" råbte mor med lettelse i stemmen. Hun nåede kun lige at trække håndbremsen og tage nøglen ud af tændingen, før jeg smækkede døren op, og flygtede fra ovnen. 

Omkring hundrede meter fra sommerhuset, lå der en skov, der strakte sig så langt øjet rakte. Skoven bestod af grantræer, der nærmest summede af liv, med alt det fuglekvidder. Man kunne godt sige, at hele landskabet summede af liv. Med de små fisk der svømmede rundt i søerne - der lå rundt omkring på engen, hvor sommerhuset lå - og flittige myrer der kravlede rundt på jorden. Alt i alt det perfekte sted at holde sommerferie. 

Selve sommerhuset var grønt. med gult tag, det så faktisk rigtig fint ud. I huset var der syv rum. Et værelse med dobbeltseng, to med enkelt seng, en stue, et køkken  og en entre'. Der var også rigtig hyggeligt indenfor. Med trævægge og malerier med smukke naturmotiver,  så var der bare en hyggelig stemning over det hele. Der kravlede stokroser op ad de grønne murer, og i et lille hjørne stod der en brombærbusk, med brombær der smagte fantastisk. Jeg fik et af de værelser med to enkelt senge. Begge senge var dejlig bløde. Nede ved fodenden af hver seng, stod der et skab med hylder. Mit tøj lå i det ene, og i det andet havde jeg  de andre ting, jeg havde taget med såsom: Bøger, brætspil og andre ting til underholdning, selvom jeg fandt nok underholdning i, at stå ud på det smukke, smukke landskab. Det var så naturagtigt, så rent, det mindede ikke det mindste om en storby. Jeg havde endda set et par hjorte løbe forbi, tidligere på dagen. Nede på stranden - vi var ude og bade - havde jeg også set nogen marsvin langt ude. Jeg elskede det her sted.

Lige nu stod jeg bag, og iagttog en solsort flyve rundt på himlen." Grace, der er mad" kaldte min mor udefra det lille køkken. "Ja mor, kommer nu" svarede jeg hende. Jeg havde det, som om hun lige havde afbrudt mig, mens jeg var ved at læse slutningen på en bog (det hader jeg, fordi jeg elsker slutninger, de giver mig en......... lykkefølelse indeni, og jeg får lyst til at græde både med de sørgelige  og gode. Jeg har engang prøvet at græde i 4 timer pga.  at hovedpersonen døde i en bog, som jeg havde læst. Jeg er også altid ved at græde, når jeg læser Harry Potter-serien færdig, fordi det er så sørgeligt at være færdig med alle de gode bøger, også selvom den sidste sætning er: Alt var godt.)

 Jeg gik ud i køkkenet, hvor der stod et blåmalet bord, med fire hvide stole omkring. Vi satte os alle ned. Jeg kunne se spejlbilledet af os i ruden. Far, en stor, tyk mand, med lysebrunt hår og et hvalrosoverskæg i samme farve. Hans blå øjne lyste af venlighed og varme. Mor, med smukt rødt hår, der faldt i små bølger ned af ryggen på hende. Hun havde kakaobrune øjne. De lyste af varme venlighed, ligesom fars. De havde dog også, det der intelligente glimt, som om hun vidste alt. Jeg selv lignede min mor på en prik. Bortset fra mit hår var lidt brunligt i det. Lille og spinkel, med det rødbrune hår, der faldt i smukke bølger ned om skuldrene od de varme, venlige og intelligente øjne. Far plejede tit at drille os med, at han snart ikke kunne kende forskel på os længere. Der sad vi i ruden, omkring det blåmalede spisebord og spiste aftensmad  (pasta med kødsovs), og jeg følte mig så lykkelig som aldrig før.

Efter aftensmaden bestemte vi os for, at gå en aftentur i den nærliggende skov. Det var også rigtig hyggeligt. Mig og far legede på en væltet træstamme, og sammen med mor plukkede jeg en buket blomster. Da vi kom hjem, var det som far udtrykte det, på hovedet i seng. Jeg var ærlig talt også ret træt, men jeg protesterede alligevel. Jeg kunne bare ikke få nok af den her dag, men selvfølgelig vandt mine forældre diskussionen til sidst

Da jeg lå i min dejlig varme seng og tænkte tilbage på dagen, der var gået, kunne jeg ikke lade være med at ønske, at vi skulle bo her resten af  vores liv. Det kom til at gå i opfyldelse....... Jeg vendte mig om på den anden side og faldt i søvn

Jeg vågnede fem minutter i midnat med et skrig. Jeg havde haft mareridt, og det stod stadig tydeligt frem på min nethinde. Alligevel prøvede  jeg at kvæle skriget med puden, jeg syntes, det var ret så pinligt, at et mareridt stadig kunne skræmme mig så meget. Jeg lukkede øjnene igen  og faldt i søvn igen. Resten af natten var min søvn drømmeløs.

Næste morgen vågnede jeg tidligt ved lyden af fuglesang. En god måde at vågne på tænkte jeg, og svang benene ud over sengekanten, og stod så ud af sengen. Jeg tog en let sommerkjole over hovedet (det så også ud til at blive rigtig varmt idag). Jeg gik ud af huset, og satte mig ved breden af en af de små søer, der lå rundt omkring sommerhuset. På vejen tog jeg et brombær, og proppede det i munden, mens jeg nød den søde smag som eksploderede  på min tunge.

Henne ved søen lod jeg mine bare fødder dingle rundt i det dejlig kolde vand. Jeg sad og holdt øje med nogen fugle, der fløj lystigt rundt over mig. I denne lykkelige morgenstund prøvede jeg at fortrænge alle minder om det mareridt, jeg havde i nat. Og jeg kunne næsten, næsten:

Det var en morgen præcis ligesom denne. Jeg sad igen og lod mine fødder dingle rundt i det klare vand, imens jeg kiggede på fuglene over mig. Men pudselig blev den idylliske fred brudt, af nogen mørke skyer, der samlede sig i horisonten, med unaturlig hastighed. De kom nærmere og nærmere alt imens, de blev mørkkere og mørkkere. Til sidst hang de lige over hovedet på mig. Pludselig kom nogen sorte ænder flyvende hen over himlen. 

Det var vel først der, jeg blev rigtig bange (med god grund). Min far havde nemlig altid sagt, at sorte ænder varslede om noget dårligt. Jeg kunne mærke koldsveden samle sig i mine hænder, og jeg fik den største lyst til at krybe ned og gemme mig i et hul. Det var der det første lyn kom. Efterfulgt af et tordenbrag. Tordenbraget var højt og........vildt uhyggeligt. Og sådan blev det ved. Lyn, tordenbrag. Lyn, tordenbrag. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der gik, før det gik op for mig, at hvert tordenbrag fjernede en ting fra verden. Det var nok da den første fugl forsvandt. Jeg sad bare der, lammet af angst, og en fugl fløj forvirret rundt om mig. Og da der så lød et tordenbrag var den...Væk. Helt væk. Der gik det op for mig at hvert tordenbrag fjernede en ting fra verden. Det var bare forfærdeligt. At vide man skule sidde og overvære verdensundergang uden, at kunne gøre noget. Og tænk lige hvor lang tid det ville tage, hvis det kun sker en ting af gangen, så bare skulle side og vente på det bliver min tur.....

Til sidst var det bare mig, der var tilbage, ikke andet end mig. Og resten var...intet, intethed. Et nyt lyn lyste himlen op, nej intetheden.  "Hjælp" hviskede jeg, i håbet om et eller andet ville høre mig. Der skete intet.

Lige inden det sidste tordenbrag lød hørte en hæs hviskende stemme, sige: "Det sker imorgen". Og det sidste torden brag lød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...