Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1622Visninger
AA

59. Rose Weasley og den sidste Horcrux, Prolog

Prolog
Hun sidder stiv som et bræt på stolen. Hendes øjne er limet fast til et bestemt punkt ude i horisonten. Hendes hænder ligger løst i skødet på hende. Hun har sit hår sat op i en stram hestehale. Hun sidder ved siden af tre drenge. Hun er der ikke. Ikke rigtig. Hun klør sig på næsen og kinden. Hun har en lillesmule fregner. Et lysglimt kommer imod hende. Hun er ligeglad. Og det ved jeg, fordi hun er mig. 

En sitren løber gennem kroppen på mig, og jeg bliver pludselig bevidst om, hvor jeg er. At jeg er tørstig og sulten. At jeg er tilskuer til noget. Det føltes som om et væld af sanseindtryk og følelser strømmer ind over mig. Som om, jeg altid har set verden i sort-hvid, og at der så kommer farver på.

Luften er kold og klar. Solen skærer i øjnene på mig, mens jeg forsigtigt lader mit blik glide over tribunen, jeg sidder på. Alle andre end mig, har øjnene stift rettet mod, den runde cirkel nederst, med deres øjne, som er helt blottet for et hvert udtryk på følelser. De ligner en uendelig brønd uden vand på bunden. De ligner ikke mennesker. Jeg har lyst til at skrige. Mærke at lyd findes, så jeg kan bryde den stilhed der er. Ikke en vind rører sig. Ingen bevæger sig. Bortset fra mig.

Og... Mine øjne lander igen på bunden af stadion. Det ligner, der er en kuppel af en slags. Og inde under den... Jeg gisper. Eller undertrykker det skrig, som er på vej op gennem struben på mig. Lily. Og Voldemort. Lily lægger forkrøblet på jorden, i en pøl af bræk. Voldemort står bøjet ned over hende, med tryllestaven hævet og et hånligt smil på læben, der får kuldegysninger til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Et skrig undslipper min mund, da hans tryllestav udstøder det afgørende grønne lys glimt. Det sortner for mine øjne.

Kapitel 1
 Jeg tror,  jeg er væk. Væk, som i væk for altid. Væk, som i jeg aldrig kan finde mit gamle jeg frem igen. Det føltes virkelig som om, der er gået hul i mig. Væsken forser bare ud, jeg består kun af et hul. Et hul, som kun Lily ville fylde ud. Det kan godt være, vi ikke var særlig nære, men det føltes sådan. Hendes død var et langt gispende chok, som når man dukker op til overfladen af vandet efter et langt dyk og opdager, der vrimler med Enhjørninger. Eller nok nærmere Monstre. Og så er der også den følelse af, der må da være en grund til, hvorfor jeg pludselig blev... normal igen? Lige netop i det øjeblik, Lily døde.

Mit buskede røde hår falder ned i panden på mig, men jeg orker ikke til at skubbe det væk, selvom det stort set spolerer hele mit udsyn rundt i klasseværelset. Mit hoved glider længere og længere ned mod bordpladen, men jeg tror ikke, jeg vil have kræfter til at løfte det, selvom jeg rent faktisk vil.

De fleste vil nok sige, man ikke kan blive så trist, fordi ens kusine er død. Trods alt, det er jo din kusine -  ikke din søster. Men hvis du er en af dem, gad jeg godt se din reaktion, hvis du så din kusine blive brutalt myrdet, samtidig med at alle andre end dig opfører sig som hjerneløse robotter

Jeg mærker uroen boble i maven, som en gryde, der snart ville koge over, men jeg ignorerer den og prøver at fokusere på tavlen igen, mens jeg retter mig op. Hvis jeg virkelig kommer levende igenne dettte, bliver jeg jo trods alt nød til at kunne bestå min eksamen. Men ordene, der forlader professor Binns mund, bliver hurtigt til en meningsløs talestrøm. Jeg opgiver og lader mig igen synke ned i den uendelige sø af elendighed, jeg befinder mig i. Helt ærligt, vi har jo magiens historie.

Efter Lily døde forsvandt Voldemort bare, samt den kuppel, der var omkring den. På samme tid dukkede Kingo op, ud af den blå luft og meddelte alle, de skulle tilbage til opholdstuen. Intet om Lily var død. Intet om resultatet om opgaven, eller de to andre deltager, Samuel og Emma. Næste dag var bare en helt "normal" skoledag. Ingen lod sig mærke med en elev lige var død eller den ondeste troldmand - som alle havde troet var død i 27 år - var dukket op for næsen af dem. Ingen. Bortset fra mig.

Jeg svinger min taske om på skulderen, da jeg forlader lokalet i langsomt tempo på grund af alle de andre skubbende og massende elever, der er så ivrige efter at holde frikvarter efter en lang og kedelig time. 

Det regner. Tykke tunge dråber falder ned fra den triste, grå himmel, som om den græder for Lily, fordi ingen andre gør. 

Jeg stiller mig, tung lænet op af muren i det ene hjørne af slotsgården, mens jeg trækker kappen tættere om kroppen. Regnen afspejler de tårer, der stille triller ned af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...