Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1673Visninger
AA

29. Ord, Kapitel 8

Hermiones synsvinkel

Hermione havde altid hadet metroer. Lugten på stationen, de mange mennesker, lang ventetid. Hun længtes virkelig bare efter at tage Harry og Ron under armen og forsvinde sammen med dem ud i det trange tomrum, der måske nok fremkaldte følelsen af at blive kvalt, men ikke mindst var uendelig mange gange hurtigere end den lugtende metro.

Hun var måske nok selv muggler-født, men når man først havde vænnet sig til magien, var det svært at klare sig uden.

Men på trods af hendes had til metroer stod Hermione desværre lænet op af et koldt metalgelænder, i kø til billetatommaten,  mens hun småsludrede med Alice. Hermione syntes egentlig meget godt om Alice. Hun var sød og sjov og en af de eneste personer, der rent faktisk forstod hendes besættelse af bøger.

Men Hermione kunne alligevel ikke lade være med tænke på hende som en form for lillesøster. I forhold til de udfordringer og farer alle andre i gruppen havde været igennem, virkede Alice bare så... Uerfaren. Som en lillesøster, Hermione havde fået ansvaret  for, selvom det var hende, som vidste suverænt mest om denne verden.

Hvad angik alle de andre respekterede Hermione dem virkelig. Og hendes respekt var blot steget, da hun læste om dem og den verden, de levede i. Hun ville nok aldrig komme levende gennem dødspillet. Eller måske, hvis hun fik sin tryllestav med ind i arenaen

Efter en halv times venten og køer kunne Hermione endelig gå ind i metroen. Hun satte sig ved et vindue med kinden lænet op af den fedtede rude, mens hun prøvede ikke at tænke på hvor mange snavsede fingre, der havde berørt netop denne rude.

Metroen var næsten fuld af mennesker, så Hermione endte med at sidde ved siden af Tris og Tobias. Hun følte sig en smule uvelkommen, fordi hun ikke kendte dem rigtig. Man bliver trods alt ikke perlevenner på et døgn, selvom hun måtte indrømme at det døgn, hun havde tilbragt her, var en af de bedste døgn i hendes liv, trods hendes savn og længsel efter den hendes gamle verden.

Et af de bedste øjeblikke var, da Alices mor trådte ind i lejligheden og så ni fremmede mennesker, der i mistænkelig grad mindede om de beskrivelser, der var i nogle af Alices yndlingsbøger.

Men da først Alice havde fået hende overbevist om de blot var nogle venner fra skolen, var hun virkelig ovenudlykkelig, for at hendes ellers så ensomme datter rent faktisk havde nogle venner med hjem.

Metroen var uden Hermione havde lagt mærke til det gledet ud fra stationen, og de kørte nu i en tunnel, der kun var oplyst af noget svagt sygeligt gult lys, som blot forstærkede Hermiones ubehag og gav hende begyndende kvalme.

Hermione spejdede rundt efter Harry eller Ron, men kunne ikke få øje på dem i den tætte menneskemængde, så hun gav sig istedet for til at lytte til Tris og Tobias' lavmælte samtale.

"De andre kendte planen" sagde Tobias. "Ja ja. Men tror du overhovedet ikke, de vil lede efter os? Undre sig over, hvorfor vi bare... Puf! Og iøvrigt det betyder jo også, Caleb skal..." halvhviskede Tris med længsel i blikket. "Du kan ikke rede alle, Tris". "Nej" sagde Tris bare og puttede sig ind til ham.

En time senere sad Hermione i toget med Ron og Harry over for sig. De havde bestemt sig for at de skulle lede efter "de onde" i en lille landsby, der både virkede magisk og var fremtids-agtigt, så den ville virke "hjemmevandt". De var i stiltiende blevet enige om, ikke at nævne hvor dumt det var, for man skulle vel starte et sted?

 Savnet efter hendes egen verden rullede pludselig ind over Hermione. Hvor ville hun dog godt nok give meget for, dette tog var Hogwarts-ekspressen. Eller bare befinde sig et minut omringet af slottets velkendte murer. Hun vidste godt, hun ville vende tilbage til en verden med kaos og død, men ifølge hende J.K. Rowling-damen skulle det hele nok ende lykkeligt.

Hun vidste godt, det ikke var Alices fejl, det var endt sådan her, men det var trods alt hende, der brutalt havde revet hende ud af sin egen verden, for at ende i den, så lig den magiske, men med den afgørende forskel, at Hermione ikke hørte til her, hun bestod blot af små bogstaver på papir. De skrøbelige små stykker papirer, der indeholdte hele hendes liv og verden.

Lige nu havde hun endelig mest bare lyst til  at få sin tryllestav tilbage, så hun kunne forbande Alice langt væk eller give sig til at græde. Ingen af mulighederne var specielt tiltrækkende.

Toget sagtnede langsomt farten, og togpersonalet sagde over højtaleren, at de håbede, alle havde haft en god tur, så Hermione rejste sig sammen med Harry og Ron. Da hun ikke havde andet end sig selv,  gik hun ud på gangen, hvor det var fyldt helt op af trætte mennesker. 

Hun undskyldte utallige gange, mens hun masede sig hen til de andre, der stod lige henne ved døren.

Efter et par sekunder gled døren lydløst op. Hermione var lige trådt ud på den snavsede perron, da Annabeth skreg. Hermione fulgte hendes opspilede øjne og så fire personer stå smilende side om side. Kronos, Snow, Jeanine og Voldemort.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...