Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1638Visninger
AA

28. Ord, Kapitel 7

Tris' synsvinkel

Jeg havde egentlig mest lyst til bare at grine. Det lød så...alvorligt? Altså, helt ærligt. Vi har en plan, dam, dam, dam. Istedet mønstrede jeg det mest alvorlige ansigtsudtryk, jeg kunne og kiggede Tobias dybt i øjnene, indtil han også braste sammen i latterkramper.       

Inde på Alices værelse, sad jeg ved siden af Tobias på en sækkestol. Alle havde deres blik rettet mod Harry, der stod på Alices seng (hans talerstol), "højt hævet over os andre". Eller det ville sige, Alice så ret ligeglad ud, hun sad bare i skrædderstilling på gulvet lænet op af en af sine mange reoler med næsen dybt begravet i en bog. Jeg kunne lige skimte titlen, The lying game.

Jeg kiggede igen på Harry, som havde bredt armene dramtisk ud, da han talte. "Øh. Ja. Altså... Vores plan går ud på at jagte henholdsvis Jeanine, Kronos, Snow og Voldemort," han nikkede mod de forskellige grupper af folk, mens han talte,"og så bruge vores forskellige evner mod dem". Annabeth slog en høj latter op. "Jeg sagde jo vi skulle være blevet" mumlede hun langsomt. Jeg kunne kun give hende ret.

Alice kiggede op fra sin bog med et blik, som om hun lige havde sovet. "Jeg foreslår, i først skal læse bøgerne,  hvor i optræder. Jeg ved godt, det kan være grænseoverskridende,det er ens inderste tanker, som står der, men jo bedre man kender sin modstanster, jo større chance har man for at slå ham eller hende".

Jeg greb Tobias' hånd. Jeg kunne udmærket se ideen i det Alice sagde, men det var mit liv, mine tanker, som nogen mennesker, jeg slet ikke kendte, fik fri adgang til. Endda  også min død, hvis Alice talte sandt... Det er bare lidt langt ude at komme tilbage i fortiden og få at vide, man lige er blevet reddet fra sin nært fremstående død. 

Jeg måtte have set ret underlig ud i ansigtet for Tobias gav min hånd et klem og sagde: "Den dumme ko skal ikke bestemme, om du lever eller ej. Og jeg mener ikke David". Jeg smilede stille, men lagde så en finger på læberne for at tysse på ham, så vi kunne hører hvad de andre syntes om ideen. De var vidst allesammen ret skeptiske, men kunne godt se det fornuftige i ideen, ligesom mig.

Til sidst var alle blevet enige om, vi skulle gøre det. Folk sad rundt omkring med opslåede bøger på skødet. Jeg selv sad og bladrede lidt på må og få i The Hunger Games for at få noget brugbar information omkring præsident Snow, og ja Kattua og Peeta. Papiret føltes så skrøbeligt mod min hud, det var virkelig svært at fatte, det var hele den pige, som sad overfor mig's liv. Men på den anden side, bestod mit liv også bare af papir og en tilfældig ond ond dames luner.

Jo længere jeg kom ind i bogen, desto mere grusomt virkede Kattua og Peetas liv. Tænk lige at sende uskyldige børn ind i en arena, for at tvinge dem til at dræbe hinanden. Sammenlignet med det virkede mit liv som en dans på roser. Det fik mig til at tænke på noget ret absurd, som dog var så indgroet i mig, at jeg ikke kunne lade være. Var de andre herinde mon divergenter? Ifølge David, så ja. Alle der ikke havde fået justeret deres gener var såkaldte GK'ere (genestisk korrekt),  hvilket ville sige Tobias var den eneste GD (genestisk defekt). Men vi havde vil erfaret det ikke havde nogen betydning. Nita, den regnorm.

Jeg fik snart dannet mig et nogenlunde billede af det miljø, Kattua kom fra (og hendes tankegang), så jeg rakte Hunger Games trilogien til Tobias, der gav mig Harry Potter-serien, som han havde været igang med at læse.

Det var ikke fordi den ikke var spændene, jeg nød skam at leve mig ind i det magiske univers, men mens jeg læste fik jeg større og større trang til at opleve min egen død. Eller i hvert fald læse den. Hvem er ikke nysgerrig for at vide, hvordan de dør?

En skræmmende tanke gled pludselig ind i mit hoved. Hvis jeg dør i min egen verden, bliver jeg vel nød til at blive her resten af mit liv? I sikkerhed. Jeg ville aldrig se Christina eller Cara eller nogen andre igen, men jeg ville ikke dø. Og hvad med Tobias? Ville han blive tilbage, når alt dette var overstået? Det var jo en fantastisk mulighed for at leve et liv i fred, men ville han virkelig forlade sit liv blot for mig?
"Tobias" hviskede jeg stille. "Kom lige med et øjeblik". Vi rejste os og gik sammen ud i den trange gang. Jeg kiggede trist på mine fødder og ville ikke møde hans blik. "Som du nok ved, dør jeg derhjemme, så jeg kan aldrig vende tilbage". Jeg sagde det hele så hurtigt jeg kunne, mens jeg intenst stirrede på en næsten usynlig plet på tæppet. "Tris," sagde han og løftede stille mit hoved ved hagen, så jeg så ham i øjnene. "Selvfølgelig bliver jeg her. Jeg ville jo ikke miste dig, vel?". "Åh" hviskede jeg næsten uhørligt og pressede så mine læber mod hans. [Slutningen på Divergent, Veronica Roth]. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...