Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1632Visninger
AA

32. Ord, Kapitel 11

Alice vidste instinktivt, det var lykkedes. Hun kunne ikke rigtig forklare hvorfor, men der var bare en fornemmelse af, det var gået rigtig, en fornemmelse af en boble, som langsom steg til vejrs inde i maven og fortalte alt var gået godt.

Hvis Alice kunne slå baglæns kolbøtter, ville hun have gjort det. Det var virkelig ikke til at fatte, hun lige havde gjort det. Nu skulle hun bare få de andre ud af rummene, men det adrenalinsus, hun lige havde fået, fik hende til at føle, hun kunne klare alt. Hendes plan var ganske enkelt, først at få alle ind i en bog, og så ind på hendes værelse. Hun vidste godt, det vil være tusind gange nemmere bare at få alle hjem i deres egne bøger, men for det første skulle Tris og Tobias ikke hjem, og for det andet, vil hun gerne nyde de her øjeblikke lidt længere.

Så mens Alice gik rundt og ledte efter en velegnet bog - hun havde ikke lige lyst til at komme ind i dinosaurerbogen - hviskede hun en forklaring til Ethan over skulderen. Deres skridt gav genlyd i den tyste sal, og Alice blev ved med at føle et blik vendte sig mod hende. 

Angsten for at det hele alligevel ikke var gået glat steg op i hende og samlede sig til en tung klump i hendes mave. Men hun ignorerede den - hun kunne ikke give efter for presset nu.

Alices fingre gled langsomt hen over bøgerne og mærkede på deres fedtede omslag, for at finde en bekendt eller brugbar en. Hun endte med Peter Plys. Ja okay, Peter Plys, men så vidste de da i det mindste, der ikke kom nogen farlige monstre og spiste dem. Alice koncentrerede sig igen.

Hun forestillede sig Harry gribe efter tryllestaven, som en reaktion, før han kom i tanke om 

den var ubrugelig i alle andre verdener. Hun forestillede sig Ron vakle nogen uvilkårlige skridt tilbage. Hun forestillede sig Hermione som holdt hovedet koldt, og hvis hår blæste rundt om hendes ansigt. Hun forestillede sig dem alle. Hun forestillede sig, de var der. Alice lukkede øjnene.

Det første hun så, da hun åbnede dem igen, var Grisling. Alt så ud til at være gået glat, bortset fra... Hun sad fast. Alice var landet i den scene, hvor Plys sidder fast, i Ninka Ninus hul/dør, fordi han er blevet så tyk af alt det honning, han lige har spist. I det mindste var hun ikke i fare.

De andre stod nogle meter fra hende og spejdede forvirret rundt. "Jeg er her over" sagde Alice spagt, hun kunne ikke få  specielt meget luft.De vendte allesammen om og kiggede på Alice med et blik som udtrykte blandet forundring og en overvældende trang til at grine. Hvis Alice ikke var fanget inde i en bamse og havde haft en fysisk krop, ville hun have rødmet så kraftigt at folk sikkert ville tro, der var gået ild i hende.

Det hjalp heller ikke ligefrem på det at høre de tilbageholdte latterfnys, som slap ud af Tris' og Percys munde. "Jeg vil da gerne få jer tilbage i fangehullerne, hvis i gerne vil det" sagde Alice og smilede sukkersødt. Det fik dem til at klappe i.

Alice lod blikket glide lidt rundt i skoven. Hun havde godt nok været her før, men det var da et overvældende indtryk at se et af sin barndoms yndling steder på denne måde. Hun slappede helt uvilkårligt af igen, luften, lydene, et hele føltes som en beroligende godnatsang. Men hun kom med et sæt tilbage til virkeligheden, da ordet honning pludselig slap ud af hendes/ Peter Plys' mund, for hun ville nødigt miste kontrollen helt. 

Alice strøg en ikke-eksisterende hårlok væk fra hovedet og besluttede sig for at komme væk herfra hurtigst muligt, inden alle de pinlige scener trak ud i en evighed. Hun tog en sidste dyb indånding i den dejligt duftende luft og lagrede det smukke syn af Hundredemeterskoven i sin hukommelse, før hun kneb øjnene i.

Et øjeblik efter sad hun i sin egen seng i sin egen krop. Alle de andre prøvede at genvinde balancen, bortset fra Ron som allerede havde overgivet sig til tyngdekraften og lå forpustet nede på gulvet, mens han udstødte alverdens eder og forbandelser. Men der var nået galt. Helt over i hjørnet stod tre andre personer. Hvori den ene var sindsyg og morder.

Et lille skrig undslap Alices mund, mens hun krabbede sig tilbage i sengen. Hun stirrede på dem med vidåbne øjne., helt uforstående. Hvordan kunne de være endt her. Hun måtte have tænkt på dem, lige inden hun rejste. Men hvis den tredje person, var hvem hun troede, hun var... Havde Alice virkelig den evne?

Hun var ikke den eneste, der var forvirret. Emma, Ethan og... Sutton stod og virrede med hovedet og prøvede at få styr på de mange sanseindtryk. "Kom væk fra ham, han er sindsyg" stammede Alice, hvor nødig hun end ville til Emma og Sutton. Og til Alices store forbløffelse lo de. De to tvillingesøstre som lignede hinanden på en prik, og den ene skulle være død. Ikke en sarkastisk eller nedladende latter. Men en ganske almindelig latter.

"Ehm". Alice anede virkelig ikke, hvad hun skulle sige. "Vil i forklare?“. "Ja. Du kender hele historien om, at Ethan har myrdet Sutton, og jeg lod som om, jeg var hende?" spurgte Emma. Alice nikkede tavst, mens hun mærkede håbet spirer i maven.

"Så kender du også til Sutton og hendes veninders klub, Til Kanten. For det hele var løgn. Det hele. Det var en Til Kanten-joke. Alle i byen og nogle få udenfor havde fået at vide, de skulle spille skuespil overfor mig. Sutton boede hos min veninde Alex imens, men fulgte alligevel, med i alt hvad der skete." "Vores største nummer" afbrød Sutton og smilede trist. "Til ære for min18-års fødselsdag, havde vi planlagt det i flere år. Alle var instrueret i, hvad de skulle gøre, og der var sat kameraer op over hele byen, da Emma kom. Så ingen har myrdet mig.". "Vi ved godt, vi kommer fra en bog.". Emma skuttede sig men fortsatte. "Og du ved Suttons "spøgelse". Det er bare mig, der forestiller mig det". En rødmen bredte sig på Emmas kinder, og hun kiggede pinligt berørt ned i gulvet. Alice kunne sagtens forstå hvorfor. For hvem vil ikke føle sådan, hvis tusindvis af mennesker havde læst ens inderste tanker?

 Alice kunne ikke tro det. Hvor mange tårer havde ikke strømmet ud af hendes øjne gang på gang, når hun læste slutningen på den. "Du er ikke sindsyg, vel?" spurgte hun halvkvalt Ethan, med fornemmelsen af dette blot var en mærkelig drøm, hun snart ville vågne op fra. "Nej" lo han og gav Emma et kys på kinden og Sutton et kram for at bevise det.

Duften af bøger trængte op gennem Alices næsebor, mens hun stod omringet af sine yndlings personer fra netop de bøger, hun altid havde drømt om var virkelige. Tårerne strømmede ud af hendes øjne, men for første gang i evigheder var de ikke af sorg eller frygt. De var af glæde.                        

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...