Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1657Visninger
AA

31. Ord, Kapitel 10

Alices synsvinkel

Alice havde en bog. Dens kanter skar sig ind i maven på hende under frakkken, men hun knugede den alligevel tæt ind til sig, som om det gjaldt hendes liv. Hvilket det sikkert også gjorde.  

Hun lod i smug blikket glide over til Annabeth. Hun sad i et hjørne og knugede sine knæ, så hårdt Alice troede de snart ville knuses i tusinde stykker, mens hun fortabt gemte sine forgrædte øjne bag et gardin af lyst hår. Man kunne dog lige skimte, at den ellers så beslutsomme gnist var forsvundet fra Annabets storm-grå øjne. Hendes del var indrettet som en zoo-vogn.  

Alices del var malet som bogreoler. Det hele så så realistisk ud, at hun flere gange måtte tage sig selv i at række ud efter en bog for at læse den.   Men hun havde en bog. Alice vidste ikke, om de havde kropsvisiteret dem. Men hvis de havde, havde de ikke fundet en sølle lille bog som noget farligt. Men Alice vidste, hun kunne bruge den mod dem. Hun skulle bare finde en måde.   

Bogen var Lying Game 6. Hun var ved at læse den for syvende gang i toget, trods den forfærdelige slutning. Det var ikke indlysende, hvad den skulle kunne gøre, men hvis Alice kunne frembringe ikke-eksisterende personer blot ved at læse - burde det også være muligt at få dem til at forsvinde igen.  

Problemet var bare, hvad nu hvis de bare kom ind i bogen Lying Game, hvor Emma, Laurel, Ethan osv. befandt sig.

  "Annabeth?" prøvede Alice tøvende. "Hvad?". Annabeth kiggede op så hurtigt, som havde hun fået stød. "Ehm...". Alice vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle sige det. Altså eftersom du er Athenas datter, burde du så ikke lige fortælle mig, hvordan jeg får de skurke transporteret ind i en bog, hvor de ikke kan såre nogen af mine yndlings personer? Jeg ved godt den ene er massemorder og sådan, men stadig? 

  Det skulle da nok gå godt. "Altså, jeg har en bog med herind, og jeg tænkte om man på en måde kunne flytte Jeanine, Kronos, Snow og Voldemort derind, på en måde så de ikke ville kunne gøre nogen derinde ondt?"

  Annabeth bed sig eftertænksomt i læben. "Tror du måske, det er muligt at få dem ind i en bog inde i bogen, hvis du ved, hvad jeg mener? Jeg ved godt, det vil være ondt mod dem i den bog, men alternativet vil være at slå dem ihjel , hvilket vi nok ikke vil kunne gøre". "Ja..." sagde Alice og nikkede stille.  

Annabeth sad lidt og snurrede en lys hårlok rundt og rundt om fingeren, før hun sagde: "Må jeg se den?"  

Alice rakte hende tavst bogen til hende, hun behøvede blot læne sig en lillesmule frem, så småt var rummet. Annabeth bladrede forsigtigt lidt frem og tilbage i den. "Hvad med Jane Eyre?" spurgte hun efter lidt tid.  

"Hvad?". Alice kiggede desorienteret op. "Hvad med Jane Eyre?" gentog Annabeth, mens hun hævede stemmen lidt mere, men hun hviskede stadig af frygt for, deres samtale skulle blive opdaget.  

Alice lo nervøst. Hun anede virkelig ikke, hvordan i alverden hun skulle få nogle personer fra en bog ind i en bog i en bog. Hun anede for at være helt ærlig heller ikke, hvordan hun havde fået dem hertil.    

Men istedet for at afsløre sin forvirring tog hun blot i mod Lying Game, som Annabeth rakte til hende. "Okay". Svedperlerne trillede ned over hendes næse, og bogen blev helt fugtig, da Alice langsomt åbnede dem. Hun vidste, at det hele nu afhang af hende. Hvis hun ikke klarede det her, ville de dø i disse usle rum. Eller værre...

  Alice tog en sidste dyb indånding og forberedte sig på, hvad der end måtte komme, før hun begyndte at læse,  med en krop, som rystede af skræk. Da vinduet kom frem,  kom der et højlydt gisp fra Annabeth, som nok mere var et halvkvalt skrig, for hun havde aldrig set vinduet før.

  Alice smilede beroligende til hende, eller det var nok mest til sig selv, før hun langsomt berørte vinduet med sin pegefinger.  

Alice dumpede ned i Emma. Hun fandt hurtigt kontrollen over sin nye krop, så hun kunne dreje rundt for at få et indblik i hvor og hvornår, hun befandt sig. Ethan stod en meter fra hende, og de stod foran Nishas hus, som så underligt tomt ud. Vinden hylede i træerne.  

Med et chok gik det op for Alice, hvor hun befandt sig, og hun trådte uvilkårligt et par skridt tilbage, så hun var ved at snuble over en gren på jorden . Eller nok nærmere hvornår. Det var her, Emma fandt ud af, at Ethan havde gjort det.

  Et skrig af frustration og sorg var lige ved at slippe ud gennem Alices mund, inden hun kunne nå et stoppe det. Hun havde sigtet efter Nishas begravelse, ikke dette. Hun kunne ikke klare at skulle genopleve det hele en gang til, og så endda på egen krop istedet for at se det gennem Suttons øjne i en bog. Hun måtte forhindre det.

Derfor greb Alice/Emma  en komplet uforstående og forbløffet Ethans hånd og uden videre forklaring, begyndte hun at løbe med ham halsende bagefter sig. Hun havde tænkt sig at finde en bog. Og eftersom det eneste sted, hvor hun var sikker på at kunne finde en bog, og som var nævnt i bøgerne, var skolens bibliotek, løb hun nu derhen. Alice havde nemlig på fornemmelsen, steder som ikke blev nævnt i bogen ikke eksisterede, så ergo kunne hun kun vide sig sikker på biblioteket.   

Alice fortsatte i halsbrækkende fart ned af de stejle gader uden at stoppe så meget som et øjeblik for at få vejret. Hun mumlede utallige undskyldninger til de folk, hun stødte ind i, men blev bare ved med at løbe uden at sænke farten det mindste.

  Men endelig kunne Alice bremse glidende op foran skolen. Hun tog sig ikke af de mange stirrende øjne, mens hun stod og fik styr på sin vejrtrækning og gjorde sig klar til at gå ind på skolen.   

En stilhed tystere en døden herskede på gangene. Alle -lærer som elever- gik ud af deres tilsvarende klasselokaler, som styret af en hjerne. De få mennesker, som ikke var til time, sluttede sig til de tavse tilskuere henne ved væggen, så en vej blev banet for den berygtede morder. Ansigter der udtrykte skrækblandet nysgerrighed fulgte i kølvandet på Alice.  

Ledt på vej af skiltene mod biblioteket gik Alice, mens hun prøvede at ignorere al den opmærksomhed, hun var genstand for, dog uden det store held. Hun vidste selvfølgelig godt det ikke var hende som person, de frygtede men Emma, som ikke engang havde myrdet Sutton. Men alligevel var det ikke specielt rart at mærke de hadefulde blikke stikke i nakken.

  Derfor føltes det som om der var gået uendelige evigheder, da hun endelig nåede biblioteket. Der var rimelig højt til loftet, så Alices skridt gav genlyd mellem væggene, mens hun langsomt gik rundt mellem de forskellige reoler, som stod på rad og række efter genre. Efter et par minutter havde Alice udvalgt sig en bog om dinosaurer. Hun skulle lige til at åbne den, da en højlydt og halvfornærmet rømmen fra Ethan afbrød hende.  

Hun tog en hurtig beslutning. Ethan havde lige set Emma styrte afsted, for at komme ned på en skole, hvor alle anså hende for at være en sindsyg morder, så hun kunne læse en bog om fortidens uhyrer. Alice satte hurtigt Ethan ind i sagen.

  "Og ja. Jeg ved, hvad du har gjort mod Sutton" afsluttede Alice. "Så vi er i en bog, og du kommer fra den verden, bogen befinder sig i og er så kommet her for at få nogen andre psykopater ind i en bog om dinosaurer, så du blev nød til at besætte min Emma?" spurgte han bagefter i rivende hast og sendte hende et vredt blik. "Det er ikke iorden!" "Som om du er god" bed hun ham irriteret af for at vende tilbage til bogen.

  Alice læste i et par minutter for at danne sig et nogenlunde klart billede af miljøet og ignorerede derfor vinduet, da det dukkede op under højlydte forskrækkelses udbrud fra Ethan.

  Hendes vejrtrækning havde forvandlet sig til små hurtige stød, og kvalmen steg op i hende, for hun vidste ikke hvilken gang;  hun stod med mange menneskers liv mellem hænderne. Tyngden af byrden lagde sig oven på hendes skuldre og fik hende - samt hendes mod - til at synke lidt længere ned i stolen. Men hun var nødt til det.

Alice koncentrede sig mere en nogensinde før og kneb øjnene sammen til smalle sprækker. Hun forestillede sig Jeanine, Voldemort, Snow og Kronos stå side om side med de udøde monstre. Hun forestillede sig den stærke blæst rive i Jeanines hår, mens et udtryk af væmmelse over den harske stank vil glide over hendes ansigt. Hun forestillede sig det udtryk af kold ro, Voldemorts ansigt ville udtrykte, selvom han rystede indeni.  Hun forestille sig Snows lugt blande sig med stanken af zoo i det øde marskområde. Hun forestillede sig Kronos snurrer rundt på stedet for at danne sig et overblik over omgivelserne. Hun forestillede sig, de var der.                        

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...