Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1635Visninger
AA

47. Lily Potter og de mystiske flammer, Kapitel 6

Lily blev vækket næste morgen af nogen lavmælte stemmer, det lød som om, det var Patricia, Rachel, Kalie og Kate, der snakkede sammen. "Hun har altid været mærkelig, det har, jeg altid sagt," halvhviskede Kate. "Jamen, hun er jo også hans datter" hviskede Patricia tilbage. "Jo, men du må indrømme, det er mærkeligt at skrige op og snakke med hele sætninger, specielt når det er om i-hved-hvem," brød Kalie pludselig ind. "Tja, Harry har jo også haft drømme om i-hved-hvem, det har hun jo selv fortalt og også, at det han drømte skete i virkeligheden" sagde Rachel. "Hun er skør" hviskede Kate med dramatisk stemmeføring.

Nu havde Lily fået nok, hun åbnede øjnene, satte sig op, mens hun rømmede sig højlydt. Det gav et spjæt i alle fire piger, og et lille forskrækket gisp undslap Rachels mund."Godmorgen" sagde Lily i et meget fornærmet tonefald, hun overdrev måske lidt, men hun syntes, at det var, hvad de fortjente. Der opstod en meget forlegen pause, som dog til sidst blev brudt af Patricia: "Godmorgen" sagde hun meget skyldbevidst. Lily smilede, tilfreds med sin indsats. Hun satte sig op med en meget overdrevet fornærmet bevægelse. "Jeg vågnede ved at høre stemmer, næste gang kan i måske godt dæmpe jer, bare lidt mere," sagde hun i et meget sigende tonefald. "Undskyld," mumlede de enstemmigt.

Lily skyndte sig at komme i tøjet, hun ville gerne ud derfra så hurtigt som muligt, fordi den forlegne stemning herinde ikke var til at holde ud. Hun gik ud som den fjerde, skyndte sig gennem opholds stuen, kendte hun Rachel, Kalie og Kate (de var de første tre, der gik ud af sovesalen) ret, havde de allerede fortalt om hendes mareridt til hele skolen. Hendes mistanke blev også bekræftet af hendes tur gennem opholdsstuen, fordi næsten alle stirrede på hende, hun var selvfølgelig vant til at blive stirret på, fordi hun var den berømte Harry Potters datter, men dette her var meget mere,  end det plejede

Lily skyndte sig gennem det næsten øde slot (alle var enten nede til morgenmad, eller i deres opholdsstuer, det var Lily glad for, fordi hun dermed slap for de mange stirrende blikke) , hendes skridt gav genlyd i de tomme gange.

Den  eneste hun mødte var en forvirret førsteårselev (det var også kun fuldt forståeligt med de 142 trappegange, var det meget nemt at blive forvirret som ny på Hogwarts, hun var også selv faret vild mange gange, dengang hun var en ny førsteårs elev). Han så ikke ud til at vide, hvem hun var eller, at hun havde haft mareridt. Så var der i det mindste en, som ikke vidste noget om hendes mareridt på slottet, jubii!

Da Lily nåede til de opslåede dobbeltdøre ind til storsalen, tog hun en meget dyb indånding, før hun gik ind. Alle, med streg under alle, stirrede på hende, der var endda en femteårselev, fra Ravenclaw, som gik så vidt, at han prikkede sin ven på skulderen, og pegede på Lily, imens han sagde: "Der er hende den skøre". Med tryk på skøre.

Hun skynder sig at masse sig med mellem James og Huggo. James så ud, som om han skulle til at spørge om noget, men Lily lagde en finger for læberne og mimede, senere, hvis hun begyndte at fortælle om sit mareridt nu, ville der nok være mindst en, der smuglyttede og så ville resten af storsalen sikkert få det at vide, i løbet af fem minutter.  James så også ud til at forstå, heldigvis.

Lily sad og spekulerede på, hvor meget Kalie, Kate, Patricia og Rachel havde overdrevet historien om hendes mareridt. Det kunne ligne dem at gøre det. De havde sikkert fortalt noget i stil med, at hun gik rundt i søvne og sagde, Voldemort er tilbage, i en time. Hun kiggede op og så Alice Bell kom ned med skemaer til hende, Huggo og James.

Lily skimmede hurtigt sit,. Hun blev glad, da hun opdagede, at de skulle have forsvar mod mørkets kræfter, hvor Kingo egenhændigt underviste, hvilket ville sige, hun kunne kigge lidt nærmere på ham, og teste sin Voldemort-er-vendt-tilbage-fra-de-døde-og-har-besat-Kingo-teori.

Da de havde spist deres morgenmad, bestående af havregrød, gik Huggo og Lily sammen ud af storsalen på vej til deres første time. Forsvar mod mørkets kræfter. Imens de gik op af marmortrappen, fortalte Lily Huggo om sit mareridt. Huggo lyttede forstående, men man kunne tydeligt mærke, at han ikke tog hendes ord for gode varer, han lod nærmest til at finde hende komisk.

Nu følte Lily sig fuldkommen fortabt, hun havde troet fuldt og fast på, at Huggo ville forstå hende, han havde altid stået ved hendes side, han var endda mere bror for hende end Albus og James. Og nu så det ud som om, han havde svært ved at holde en latter tilbage.

"Lily," sagde han med tyk stemme, "hvordan kan du dog tro sådan noget? Det er jo mega langt ude på landet, det grænser nærmest til det skøre". Et lille hånligt fnis undslap ham endda. Lily var lige ved at græde, det var Huggo, hendes Huggo, der helt alvorligt beskyldte hende for at være skør, der var ikke noget som helt sarkasme i hans stemme.

En akavet stilhed opstod. Lily havde ikke tænk sig at bryde stilheden, fordi den måske kunne få Huggo til at tænke over, hvad han havde sagt. Men ikke så meget som et lille undskyld, undslap hans mund på vej op til klasselokalet, så da Lily trådte over dørtærsklen, sagde hun næsten uhørligt "hjælp", i håb om at en eller anden kraft ville høre hendes råb om hjælp og gøre noget ved det.

Men det var der ikke, så Lily fandt en plads forrest i lokalet af to grunde: Den første var, at hun bedre kunne se efter om, der var nogen mærkelige træk ved Kingo, hvis hun sad helt tæt på ham, den anden var, at Huggo sad helt nede bagerst i lokalet, med en ledig plads ved siden af sig, som næsten helt sikkert var ment til hende. Så kunne hun så vise ham, at hun var meget fornærmet og ked af det ved, at sætte sig på den eneste anden ledige plads, så langt væk fra ham som muligt. 

Hun sad ved siden af en meget lav pige med krøllet brunt og nogen søde kastanjebrune øjne, der vist nok kom fra Ravenclaw, som var det kollegium, de havde Forsvar mod mørkets kræfter sammen med, hun kendte kun pigen af udseende, hvilket gjorde chancen større for, at hun ikke havde hørt om hende og hendes mareridt.

Hun lod heller ikke til at vide det mindste om hende, selv ikke at hun var Harry Potters datter, det var faktisk ret forbløffende, eftersom hun gik på fjerde årgang, og rygtet om, hvem Lily var havde spredt sig over hele slottet i løbet af hendes allerførste dag. Hun havde også troet at enhver, der havde gået på Hogwarts, vidste hvem hun var, og hvem Albus og James var. Men så var der i hvert fald en undtagelse til den regel.  Ikke fordi hun ville beklage sig, tværtimod. Hun savnede ikke ligefrem opmærksomheden.

Nu trådte Kingo ind i klassen, med sin lange lilla kappe flagrende efter sig. Han så, som altid, så majestætisk og truende ud, at alt samtale i klasselokalet forstummede med det samme, det var nærmest som om, nogen havde trykket på en kontakt. Var det bare Lily, eller var hans gangart blevet ændret? Var den lidt mere stiv og robotagtig, en den plejede?, Det så ud som om, det var meget lang tid siden, han sidst havde bevæget sig, og dermed havde han så glemt, hvordan man gjorde, når man bevægede sig.

Han sagde noget, uden så meget som at hæve stemmen det mindste, han hviskede nærmest, så stille var der." I starten af dette semester skal vi have et lille emne, om hvordan Doloroseforbandelsen er blevet brugt på mudderblods," hans øjne glødede rasende rødt, imens han sagde mudderblod,"nej, undskyld, jeg mener selvfølgelig mugglerfødte". Det lignede overhovedet ikke Kingo at sige mudderblod, og så havde hans øjne også glødet rødt (ligesom Voldemorts, havde hun fået at vide af Harry) et kort øjeblik, mens Kingo sagde det, der var HELT klart noget, som var galt her.

Han forsatte undervisningen. "Dette er selvfølgelig ikke godt," - selvfølgelig, lød så skærende sarkastisk, at alle burde lægge mærke til det.Det lod de faktisk også til, men i stedet for at protesterer, sagde de allesammen i kor: "Mudderblod burde udryddes!". Lily var grædefærdig, sådan en sætning hørte dødsgradisterne til. Ingen, hun kendte herinde, ville sige sådan noget, specielt ikke Huggo. Hans mor var mugglerfødt og samtidig utrolig klog.

Men hvis Kingo brugte en eller anden form for Imperius på dem, hvorfor var hun så stadig upåvirket? Det måtte også være en speciel form for besættelse, eftersom Kingo opførte sig som om, han var Voldemort, der var genopstået fra de dødes rækker, og ikke bare adlød ordre, ligesom Quirrel havde gjort . Selvom Voldemort sad i baghovedet på ham. Han havde stadig kun adlydt ordre, fordi han var så skrækslagen for Voldemort.                

Imens Kingo talte, sad hun og spekulerede videre på Kingo og Voldemort, og en tanke fløj  pludselig gennem hendes hoved: Hvad nu hvis Voldemort havde udslettet den gamle Kingo totalt, og overtaget hans krop?

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...