Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1625Visninger
AA

55. Lily Potter og de mystiske flammer, Kapitel 14


Lily havde altid syntes, at folk overdrev lidt med hensyn til Voldemorts udseende. Han kunne da ikke være så forfærdelig, vel? Nu sansede hun så, det ikke var tilfældet. De underdrev. Ingen ord kunne beskrive den gru, der mødte en, når man så dette vanskabte væsen, som man knap kunne kalde et menneske. Voldemorts slangeagtige træk, trådte tydeligt frem, så han faktisk lignede lidt en slange ud af øjenkrogen. De røde katteagtige pupiller stirrede morderisk på Lily, mens de fladtrykte næsebor langsomt pustede ud.

"Tak, fordi du ville beære os med dit selvskab, Lily," hvislede han silkeblødt og pillede nonchalant ved sin tryllestav, som om intet andet intresserede ham. Lily kastede op. Der var ikke noget heltemodigt i det, hun kastede bare op, og faldt, for-hun-vidste-ikke-hvilken-gang-idag om på jorden. Hun lå bare der, kraftesløs på jorden for Voldemorts fødder. Hun foretrak bassilisken. Helt klart. Lily opgav enhver tanke om værdighed, og kastede op endnu engang. Tårerne faldt tungt ned i pølen med opkast.

Lily løftede med en kraftanstrengelse hovedet og så sig omkring. Hun havde ikke rykket sig ud af flækken, der var bare dukket en eller anden form for kuppel op mellem hende og publikum, der kun lod ganske lidt lys trænge ind. Lily skævede over mod Kingo. Han var væk! Hun så sig febrilsk om efter ham, men han var ingen steder at se.

Alle andre sad bare fuldkommen udtryksløse, som om de så på et halvkedeligt TV-pogram og ikke en pige, der var ved at blive brutalt myrdet.

Hun vente igen hovedet mod Voldemort. Eller for at være lidt mere specifikt, hans fødder. Hun havde ikke engang kræfter til at se ham i øjnene. Eller mod. Men Lily troede dog heller ikke rigtig, der var nogen mennesker, som kunne det, uden at få den mindste kuldegysning rislende ned af ryggen. Undtagen Harry. Hvis Lily bare havde arvet lidt mere af hans mod, så hun bare kunne slå Voldemort ihjel på et splitsekund og så også liiiige redde verden. Barnemad!

"Hvad?". Ordet kom over hendes læber, uden hun nåede at tænke over det. Det lød bare overhovedet ikke som hendes normale stemme. Den var helt skinger og pibende, hun lød mere som en mus end en pige. I det mindste sagde hun da noget.

"Det skal jeg fortælle dig lille frøken". Voldemort smilede langsomt og hånligt ned til hende. Det var tydeligt, han nød at se hende lide. "Ser du. Lord Voldemort er ikke forudsigelig, som det kære gamle fjols til Dumbledore troede. Tror du virkelig, jeg ville være så dum at lave syv horcruxer, et så forudsigeligt tal? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg lavede otte. Eller nej ni. Der skete jo den lille ting."

Han kredsede rundt om Lily, så lig en slange. Klar til at slå til med fuld styrke. Et dødbringende slag. Lily vidste, Voldemorts tale ville blive det sidste, hun hørte. Desværre sætte hun ikke specielt meget pris på den.

Voldemort fortsatte slesk: "Da din kære fader dræbte mig, var jeg selvfølgelig stadig i live. Eller ikke i live, nok nærmere til. Jeg må indrømme, det tog mig lang til at komme tilbage. Længere end sidste gang. Men selvfølgelig, skulle det nok lykkedes. Jeg var styret af en brændende hævntørst. På din far. Den har jeg tænkt mig at indfri. Snart".Voldemort lo koldt.

"Jeg ville dræbe alt, hvad han har kært. Hans børn. Hans kone. Venner. Jeg har indset, det ville være en langt større straf end blot at dræbe ham. Det ville være alt for barmhjertigt i forhold til, hvad han gjorde ved mig. Og til sidst ville den legendariske Harry Potter ikke være andet end et forkrøblet fjols, som måske endda selv ville tage sit eget liv, så jeg ikke behøver bruge tid og kræfter på det."

Lily krympede sig langsomt, men trods sin frygt begyndte en form for plan stille at tage form i hendes paniklammede hjerne. Det var da det mindste, hun kunne gøre. Det skyldte hun alle. "Og jeg ville starte med dig, lille ven. Så lig dine forældre. Det er nu en skam...".

Voldemort lød mest, som om han talte til sig selv, så Lily lod igen sit blik løbe hen over omgivelserne, uden rigtig at lytte efter. Hun undrede sig over, hvor alle Voldemorts trofaste dødsgardister var blevet af. Burde han ikke være sammen med dem? Måske var det, fordi han ville have det kun skulle være ham og hende. Det ville ligne ham... 

Som om Voldemort havde læst hendes tanker, sagde han lige pludselig: "Du undrer dig sikkert over manglen på mine trofaste dødsgardister? Men det skal jo kun være os, ik? De skal jo ikke have lov og spolere min lille geniale plan, vel? Selvom halvdelen af planen mest gik ud på og skræmme dig, lille pige. Se. hvordan du reagerede, når jeg overtog alle på Hogwarts. Udtænke denne opgave, og denne måde at komme frem på, så selvom, der er nogen, som ikke er under min magt, ville det se ud som om din besværgelse slog fejl".

Vreden ulmede i Lily, og trods sin panik, gjorde hun det eneste, hun kunne komme i tanke om. Hun spyttede på ham. Selvom Lily lå ned, ramte spytklatten plet, lige over det ene øje. Voldemort mumlede i frustration.

Endelig fik han åbnet munden. "For det, ville jeg lave lidt om på tidsplanerne omkring din død". Voldemort smilede velvidende den angst, han fremkaldte i Lily. Hun krabbede sig langsomt baglæns, men da hun var nået få meter, sank hun om på jorden igen, uden nogen form for beskyttelse.

Men samtidig med, hun fremviste et ydre, der var så skræmt, at hun knap kunne bevæge sig, begyndte Lilys hånd langsomt at glide ned i lommen. Centimeter for centimeter. Milimeter for milimeter. Hun tog et fast greb om tryllestaven. Lily kiggede beslutsomt op på Voldemort. "Gør det". Man kunne ikke påstå, hun var klar, men hun var så lidt bange, som hun kunne blive.

Voldemort hævede smilende tryllestaven. Præcis i samme brøkdel af et sekund, hvor Voldemort skulle til at fremsige ordene, der ville blive enden på hendes liv, trak Lily tryllestaven frem med en bevægelse, der ikke ville kunne ses med det blotte øje. Hun pegede ikke på Voldemort. Hun pegede på Rose. Hun skreg besværgelsen, der forhåbentlig ville give dem en spinkel chance, af sin lungers fulde kraft. Det hele gik så hurtigt, Voldemort ikke nåede at opfatte nået, før det grønne lysglimt var på vej mod Lily. Nu var Lilys sidste tanke omhandlede en tilfældig ugle, der netop kom flyvende forbi, med et usædvanligt udseende, da besværgelsen ramte i en eksplosion af grønt lys.

Nu var det op til Rose

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...