Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1625Visninger
AA

54. Lily Potter og de mystiske flammer, Kapitel 13

Teltes flag blafrede svagt i vinden, fulgt af Lilys forgrædte øjne, mens hun satte i modvilligt luntetrav på vej ned mod det. Hendes fødder dundrede mod græsplænen, og hendes hjerte hamrede så højt, hun ikke ville blive overrasket, hvis det sprang ud. Lily bremsede brat op i det mudrede græs, hvilket resulterede i, hun gled et stykke frem af og mistede balancen. Hun baskede med armene for måske og genvinde den, men før hun vidste af, lå hun dybt begravet i en lille sø af mudder.

Lily hev efter vejret og kom bandende på benene i sine muddertilsølede gevandter. Og så skulle hele skolen se hende sådan her? Lily fnøs foragteligt og marcherede beslutsomt inde i teltet. Der var festligt oplyst med lamper i alle regnbuens farver, men de to personer, der allerede var derinde, så bestemt ikke ud til at nyde det.

I et hjørne stod Celine med sit sædvanlige sammensnerpede udtryk, mens Emma sad på en skammel i et andet, bleg og med udtryk, der fortalte, at hun snart skulle kaste op. Lily stillede sig hen i et andet hjørne, det tættest på døren. Mudderet efterlod et spor bag hende. Hun kiggede ned i lommen, og så at hendes edderkop, som hun havde døbt Kim, fordi hun ikke vidste, hvilket køn den var, stadig lå sikkert i lommen på hende, trods at hun var faldet.

To minutter senere kom Samuel løbende ind af døren med gevandterne flagrene efter sig i et brus af babyblå. Celine kiggede på sit ur og sendte derefter Samuel et strengt blik. "Et minut forsent".

Celine gik med lange afmålte skridt ud til midten af rummet. "Om fem minutter vil den første opgave begynde. I må som sagt have en genstand samt jeres tryllestave med derind. Skolerne bliver taget i omvendt alfabetisk rækkefølge, så frk. Potter her, bliver den første. Du skal gå ud af døren her, når du hører en fløjte. Nogle spørgsmål?". Da ingen sagde noget, skridtede Celine ud af rummet uden at kigge sig tilbage.

Lily satte sig tungt på en træskammel, og støttede hovedet i hænderne. Hendes hår gled ned foran ansigtet og skjulte det for omverden. Nu var der ingen vej tilbage. Hun havde intet valg, selvom det hele stadig føltes så uvirkeligt. Lily kunne ikke fatte, hun om mindre end fem minutter skulle ud og kæmpe for skolen, mod...

Hendes hånd faldt uvilkårligt ned til Kim, og hun mærkede hans/hendes spinkle ben forsøge at kravle op af hånden på hende, uden held. Lily smilede svagt og håbede i sit stille sind, edderkoppen ikke skulle slås ihjel eller lignende, hun var faktisk begyndt at holde af den, hvor tåbeligt det end lød. Hun stirrede på de to andre i rummet. Hun havde på en måde lyst til at sige noget til dem, bryde stemningen lidt op. Men da Lily åbnede munden, gik det op for hende, at hun ikke havde noget og sige. Og for at være helt ærlig, troede Lily ikke, at hun kunne tale ret længe uden at kaste op.

Og så pludselig skar lyden af en skinger fløjte sig gennem Lilys ører. Den dirrede lidt i luften, for så langsomt at uddø lidt efter lidt. Lily rejste sip på ben, der snart ville give efter under hende, for at gå hen til teltlappen. Der lød en forsigtig rømmen bag hende. Lily snurrede lynhurtigt rundt, og så det var Emma. "Held og lykke," sagde hun usikkert. "Tak". Lily smilede sagte og gik udenfor, hvor en gyselig stilhed ventede.

Hvis man så stedet, ville man forvente massere larm, simpelthen på grund af størrelsen og antallet af mennesker, der var forsamlet. Der var omkring 300 på et stadie rundt omkring Lily. Og de var allesammen helt stille. Ikke en lyd forlod deres læber. Ikke en vind bevægede sig. Lily missede med øjnene mod det skarpe sollys. Det virkede helt mærkeligt efter den farvestrålende belysning inde i teltet.

Lily kunne umiddelbart  ikke se udfordringen. Med mindre den bestod af at stå på en græsplæne med sin edderkop. Hvilket Lily tvivlede bare en lillebittesmule på. Et sekund efter brød Kingos monotone stemme da også den uhyggelige tavshed, der herskede. "Første deltager, Lily Potter, ville nu om blot nogle få sekunder møde sin udfordring i al dens gru". Kvalmen steg op, i Lily, og hun måtte kæmpe hårdt mod sin trang til at løbe skrigende væk fra det hele. Alle de udtryksløse blikke fra de flere hundrede mennesker, gav hende myrekryb, og hun glædede sig ikke ligefrem til at møde sin udfordring i al dens gru.

Lily vendte blikket mod den anden side af stadion. Der var et lille hul og eftersom alle også så den vej, var det vist, der hendes mystiske udfordring skulle komme ud fra. Og ganske rigtigt et øjeblik senere kunne Lily skimte et glimt af noget...Skæl? Der langsomt bugtede sig. Lily vidste ikke om refleksen  stammede fra Harry, men hun kneb uvilkårligt sine øjne i. Som om det var en nedgroet arv.

Men det kunne da ikke passe, vel? Det ville de da aldrig lade komme med i tuneringen. Men på den anden side, dette var, da heller ikke ligefrem, hvad man vil kalde en normal tunering. Langt fra. Og Lily tvivlede stærk på, at Samuel og Emma nogensinde ville få lov at gennemføre den første opgave. Opgaven var bare helt umulig. Kim kunne da ikke hjælpe hende mod den. Han flygtede bort fra den. I følge Harry... Og hvad med resten af tilskuerne?. Burde de ikke dø, bare ved at kigge med?

Alle disse tanker og spørgsmål, fór på et splitsekund gennem Lilys hoved. Hendes ubrugelige knæ eksede under hende, så hun ikke kunne flygte. Hun tvivlede på, om hun overhovedet ville kunne rejse sig, for at gå døden i møde, opretstående. Det burde Lily i det mindste have lov til...

Hun kunne høre basillisken bugte sig gennem græsset,  og hendes hjerne var fuldkommen lammet af panik. Hun kunne ikke gøre andet end at vente på, de ubarmhjertige hugtænder begravede sig i hendes kød, og gjorde det af med hende. Lily havde aldrig rigtig tænkt over døden før. Men hvem havde også det, før den stod truende bøjet ned over én? Hun følte ikke rigtig tidspunktet, var det rigtige til store dybe refleksioner over døden. Hun ville hellere nyde de sidste sekunder af livet. Lily tog en dyb indåndning og forberedte sig på stødet, da det gik op for hende, hvor såre simpelt det var.

Edderkopper flygter bort fra bassilisker. Men hvad, hvis det var omvendt?  Det var jo bare en simpel ombytnings besværgelse. Så enkelt var det! Lily åbnede det ene øje, så hun havde en lillebitte sprække at titte ud af. Slangen var kun få meter fra hende. Hun hævede tryllestaven med sine koldsvedene hænder, velvidende, at hun kun havde et forsøg, og hvis det mislykkedes, ville hun ende som slangefrokost. Og så skulke hun endda gøre det med lukkede øjne. Hun måtte gøre det, hvis hun skulle slippe levende herfra.

Lili svingede tryllestaven. "Communato rerum". Et brag (nok det højste Lily nogensinde havde hørt og ville komme til at høre) gav genlyd på stadionen, så nogen fornærmede fugle lettede fra deres træ. Derefter et lysglimt, der blændede alle som en kæmpestor blitz. Så... Stilhed. En person dukkede op i midten af stadion, hvis man da overhovedet kunne kalde ham en person. Lily vidste instinktivt, hvem han var. Lord Voldemort. Lily skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...