Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1587Visninger
AA

36. Husket, Kapitel 2

Rose fløj rundt - eller gjorde hun nu det? Hun havde nemlig ikke den fjerneste anelse om, hvor jorden var eller himlen, hele verden var bare et stort kaos. Hun havde det som om, hun svømmede gennem et uendeligt hav, det føltes i hvert fald som om, at hun kom fremad dog med modstand ligesom, når man svømmede, problemet var bare at Rose ikke anede, hvad hendes mål var. Hun ønskede bare det hele ville stoppe, hun længtes efter at få fast grund under fødderne igen. Rose håbede bare det her, var en drøm, og at den snart var slut, for hvis det ikke var.... Alting føltes jo så virkeligt, alt for virkeligt....

Endelig efter noget tid i den mærkelige verden (Rose havde ingen anelse om, hvor lang tid der var gået, der kunne være gået sekunder såvel som år) skete der noget. Den fornemmelse, Rose havde af, at hun svømmede, forsvandt. I stedet for kom en fornemmelse af, at hun fløj, det føltes som om hun var lettere end en fjer. Derefter blev de hvirvlende farver erstattet af farven hvid. 

Hvid. Hvid betyder renhed, og det er godt, tænkte Rose og så: Sikke dog en mærkelig tanke. Rose satte sig langsomt op (så meget som man nu kan sætte sig op, når det eneste, der eksisterer, er farven hvid, intet andet) . Men så begyndte den snehvide farve at aftage, eller den var der stadig, man begyndte bare at kunne se omridset af huse, mennesker og en form for mærkelige biler, der overhovedet ikke lignede de biler, man har, selvom man dog godt kunne se, at det var biler. 

Næsten alting var dog stadig hvidt, husene, bilerne, de forskellige menneskers tøj. Der var også så rent, det så ud, som om Rose befandt sig i en by af en slags, og i byer plejede der jo altid at ligge affald rundt omkring, men her var her ikke så meget som et støvkorn. Rose kunne til gengæld ikke se så meget som en lille busk. Det så ud, som om Rose befandt sig på et fortov af en slags. Hun rejste sig  langsomt op for at få et overblik over, hvor hun var. 

Hendes første indtryk var, at dette måtte være en drøm, der kunne umuligt være et sted på jorden, der så sådan ud, med mindre det var en filmkulisse. Og så var det store spørgsmål, hvordan i alverden var hun kommet hertil, hun havde været i parken og var pludselig endt ...? Men eftersom det nok var en drøm, måtte hun bare få det bedste ud af den. Derfor gik hun direkte hen til den nærmeste bil og skubbede den mand, der kørte i den, ud. Rose satte sig så op på det tomme førersæde. Så vidt hun kunne se kørte alle bilerne lige så langsomt fremad, nærmest i gåtempo. 

Rose kunne ikke rigtig se forskellen på dette og på at gå, bortset fra at man selvfølgelig ikke behøvede at bruge energi på at gå. Der var utrolig mange knapper i den, det ville tage en dag at nå at trykke på dem alle sammen. Og ingen af dem bar nogen hjælpsom tekst som fx. "Hvis du trykker på mig, ville denne bil køre 40 km i timen" eller sådan noget. De var bare alle sammen i  forskellige nuancer af alle farver. Det var nærmest som om de forventede, at man skulle lære alt hvad knapperne gjorde i hovedet. 

Der hang også en form for hvid gas lige der, hvor ruden skulle have været. Bilen var også meget mere spids end normale biler og havde fem hjul i stedet for fire - et mellem de to forreste. Rose prøvede forsigtigt en  knap, (en stor karrrygul) og den hvide skærm skiftede pludselig farve til sort - det så helt forkert ud i alt det hvide. Problemet ved det var at alle folk pludselig lagde mærke til hende, før var hun bare helt ubemærket, det var faktisk ret mærkeligt, eftersom hun jo både havde skubbet ham der manden ud af bilen og var dukket op lige midtpå den der slags fortov, uden nogen havde bemærket noget. Måske var de her mennesker bare vant til mærkelige ting. Hun hørte to personer, som sad i bilen foran hende hviske: "Hun plejer altså også at lave nogen mærkelige ting som f.eks. sådan noget her med at vise ondskabens farve bare for at få opmærksomhed, Rose Drame." Rose Drame, HVAD!?

 Hvordan kendte de her mennesker hendes navn, når hun aldrig  havde været her før? De talte endda om hende, som om hun altid havde været her? Hvis det var en drøm det her, var den ved at udvikle sig til et mareridt. Derfor nev Rose sig selv hårdt i armen (hun vidste selvfølgelig godt, at det var sådan en barnlig myte, at man vågnede ved at gøre det, men hvorfor ikke prøve?). Der skete ingenting. Okay...Fint nok, hvis det her var et mareridt, kunne hun åbenbart ikke selv bestemme,  hvornår hun ville vågne.
 
Hun kiggede endnu engang rundt på den mærkelige, hun var havnet i. En tanke faldt hende pludselig ind, det her kunne være fremtiden! Eller det måtte jo bare hedde nutiden nu, men det måtte så være fremtiden for fortiden for hende, eller nutiden for fortidens  fremtid eller... Grgh, det var alt for besværgeligt at holde styr på. Og det var kun noget, der skete i bøger og film. Men......... Det her virkede så virkeligt, overhovedet ikke som en drøm, og hvornår skulle drømmen så overhovedet være begyndt? Hun kom jo fra parken og hertil, så med mindre hun var faldet i søvn i løbet af dagen, eller havde en meget lang og realistisk drøm, så måtte den skræmmende sandhed være, at det her var virkeligt. 

Hvis det her var virkeligt, måtte der vel være en forklaring på det hele? Det her mindede meget om en bog eller film, så hvordan var hun kommet hertil? I bøger plejede der bare tit at komme nogen folk og forklare det hele, men hun så ud til at være alene. "Tænk logisk" sagde hun til sig selv; hvad var der sket? Måske..? Med alt det hvide og de mærkelige biler.........? Det var jo hendes teori, men alt det med tiden var bare indviklet . Nej, det var simpelthen for mærkeligt, men det hele passede så godt. 

Rose tænkte, at hun bare var rejst frem i tiden, og så var den der bladhvirvelstrøm en form for tidstunnel, men hvorfor kendte folk hende så, hvis det her var fremtiden? Tja... Der ville ikke ske noget, hvis hun afprøvede sin teori. 

Derfor lænede hun sig frem og prikkede en af dem, der sad i bilen foran hende på skulderen. "Øhm, undskyld mig..." sagde Rose nervøst.  "Ja, hvad er der, Rose?" svarede en venligtudseende mand hende. "Ja, det er fordi kunne De fortælle mig, hvilket årstal det er?" "Det ved du da godt Rose, du er jo sådan en klog pige! Du virker ikke helt som dig selv, er der noget galt?" "Øhhh" Rose vidste ikke, hvad hun skulle sige til det, heldigvis sagde manden: "Men årstallet er 2175, så...." Manden blev afbrudt midt i sin sætning, da en kold lyd skar sig gennem luften, det lød som en fanfare af en slags. 

Der blev pludselig ildevarslende stille, alle folk stivnede midt i deres forehavende, man kunne se frygten stå malet i deres ansigter. Så begyndte skrigene, alle på vejen skreg som med en mund - undtagen Rose, der ikke anede, hvad der foregik. Alle folk kørte lynhurtigt væk fra vejen indtil Rose  sad i "sin" bil helt fortabt. Pludselig kom omkring 20 mænd til syne, de var fuldkommen sorte, deres tøj, sko, ja, selv deres ansigter og hænder var malet sorte. Det eneste der ikke var sort på dem, var deres øjne, de lyste alle beslutsomt. De så meget malplaceret ud midt i alt det hvide, også meget faretruende. De løb alle som styret af en hånd frem mod Rose. Hun nåede ikke engang at skrige, før en af mændene havde taget en slags pistol frem og skudt hende med den. Alt blev sort.......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...