Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1655Visninger
AA

9. Hidden, Kapitel 5

Jeg vågnede ved solens skarpe lys, der trængte ind gennem mine tynde gardiner og blidt slikkede op og ned af min krop. I et lykkeligt øjeblik kunne jeg ikke huske noget om dagen før. Men så kom det hele ubarmhjertigt vældene, så den grufulde sandhed overvældede mig og gjorde mine knæ til blævrende gele. ”Rolig” mumlede jeg og krammede tavst mig selv, fordi der ikke var nogen andre til at gøre det. ”Det er bare en dag mere. Intet at bekymre sig om”. Løgnen dryppede nærmest af min stemme og jeg troede ikke, den mest optimistiske person ville kunne se noget som helst optimistisk i det. Eller måske var det bare mig, som var negativ.

5 minutter efter gik jeg ned af trappen og ind i det alt for hvide køkken. Jeg tog en skål cornflakes, mens jeg prøvede at virke så normal som muligt, fordi jeg kunne mærke min fars vagtsomme blik hvile på vej. ”Hvad for nogle fag har du i dag?” spurgte han skarpt, selvom det spørgsmål aldrig havde bekymret ham før. ”Engelsk, Matematik, Idræt og Fysik” remsede jeg hurtigt op, uden at kigge ham i øjnene. ”Okay” sagde han ligegyldigt, og en akavet stilhed opstod mellem os.

Jeg ville ikke være den første til at bryde den, så jeg satte mig tavst ved bordet og spiste langsomt mine cornflakes. Skeen klirrede mod tallerkenen, med en høj og klar lyd og fortalte mig, den var tom.

 Jeg kom med en krafts anstrengelse tilbage til virkeligheden. Hvis jeg blev ved med at opføre mig ligesom nu, ville der ikke gå lang tid, før mine årvågne forældre fandt ud af min ”lille” hemmelighed. ”Sky?”, lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig lynhurtigt om for at møde min fars ørneblik. ”Hvad er der galt? Du har været så… underlig på det sidste” sagde han tøvende, men også med en blidere stemmeføring.

 ”Virkelig ikke noget, far. Jeg tror bare det er presset fra skolen og den dårlige samvittighed over, hvordan jeg behandlede Phoebe.” løj jeg. ”Ja ja. Men husk du bare kan fortælle det, hvis der er noget.” Jeg kunne høre på min fars tonefald, at han overhovedet ikke troede på mig, men jeg fremtvang alligevel et halvhjertet smil.

Henne i skolen havde jeg det, som om jeg svømmede. Bogstavelig talt. Hvert eneste skridt føltes som en kamp mod det strømmende tidsvand, som om jeg kunne bukke under hvert evigt eneste øjeblik og drukne, hvis ikke jeg opførte mig normalt. Og det at opføre sig normalt føltes som at smile, mens man konstant fik lussinger. Så det var jo rigtig fantastisk anlagt!

Men midt i al min dybe elendighed kunne jeg ikke lade være med at glæde mig lidt til mit ”møde” med Simon. Nysgerrigheden for at få en forklaring på alt dette overdøvede trods alt min ellers så alt overskyggende frygt.

Skoledagen sneglede sig af sted i en døs af træthed og længsel efter mit gamle liv. Jeg havde kun fået sovet de alle sidste timer på natten, jeg havde ligget og spekuleret stort set hele natten, indtil Lille Ole med paraplyen til sidst kom med den barmhjertige søvn - det er da det, man kalder kam, ikke? Åh, det er lige meget.

Endelig trådte jeg ud i skolegården, der var badet i eftermiddags solens skarpe lys, og spejdede efter Simons genkendelige røde hår. Jeg så ham næsten med det samme; han stod lænet op af muren i et hjørne, mens han stirrede så intenst ned på sine sko, at man skulle tro, han prøvede på at brænde hul i dem med øjnene.

Jeg gik uden videre derhen med beslutsomme skridt, inden jeg nåede at ombestemme mig. Han kiggede ikke op. Jorden var stadig det, der tiltræk hans fulde opmærksomhed, da jeg kom med et forsigtigt hej. ”Simon?” prøvede jeg igen, denne gang lidt højere. Jeg var ved at blive nervøs, det var tydeligt, der var nået galt.

Jeg ruskede i ham. Stadig ingen reaktion. Jeg begyndte for alvor at blive bange, og opdagede pludselig skolegården var helt tømt for alle mennesker. Jeg nåede kun at tage et par løbende skridt, før nogen greb fat i mig bagfra. Jeg vendte med et skrig hovedet, for at se hvem det var, men mit hoved blev holdt i et skruestrik. Jeg tog en dyb indånding, som jeg instinktivt vidste, ville blive min sidste. En skarp smerte skød op gennem min ryg, og jeg sank langsomt sammen på den hårde asfalt, med blodet flydende ud af mig

Mørket kom rullende, som et endeløst hav, klar til at dække mig for altid. I det sidste forbistrede sekund af mit liv, så jeg Simons skikkelse stå bøjet ind over mit fremtidige lig. Han havde et lille undskyldende smil på læben og stirrede trist ned på mig. Alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...