Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1628Visninger
AA

8. Hidden, Kapitel 4

Jeg sank en klump. Mine øjne blev blanke, men der kom ingen tårer. Jeg spekulerede på, om der overhovedet var flere tilbage. Man kunne vel ikke blive ved med at græde i al evighed? Pludselig, da jeg vendte mig mod Simon, så jeg mit eget spejlbillede i et lille firkantet spejl, der hang på væggen, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Og jeg lignede - for at sige det pænt - lort. Mit hår havde bare uglet sig sammen i en stor klump på toppen af mit hoved, og mit ansigt var rødt og ophovnet af gråd. Jeg kunne umuligt gå hjem sådan her!

Men på den anden side, jeg kunne vel bare sige, jeg var blevet drillet eller lignende. Eller at jeg var blevet sindsygt ked af eftersidningen. Sindsygt, god ide Sky. Problemet var bare, at jeg var forfærdelig dårlig til at lyve. Hvor lang tid ville der gå, før min mor gennemskuede mig. En time? Et minut? Ikke tid nu. Jeg kunne selvfølgelig også bare fortælle dem sandheden, men de ville nok ikke tro mig, jeg ville nærmere ende hos en psykolog eller i en gummicelle.

„Ahem," sagde Simon tøvende for at gøre mig opmærksom på, han også var der. „Ja, Nidkjær?” sagde jeg og vendte mig irriteret om mod ham. "Kan du godt selv finde hjem herfra?," spurgte han mig. "Ja". Jeg rullede med øjnene og lagde armene over kors, selvom jeg overhovedet ikke var sikker på, hvor vi befandt os. Det var bare som om, jeg pludselig var blevet helt vildt sur på Simon, selvom han teknisk set ikke havde gjort noget - andet at bekræfte mit livs værste nyhed. Lillebitte bagatel, hmf!

"Og... Og hvis du har lyst til at vide mere om, du ved, kan vi mødes efter skole". "Fint" mumlede jeg bare tvært og marcherede hen til elevatoren. Det sidste jeg så, inden dørene lukkede sig foran mig, var Simons røde hår og hans let fortabte blå øjne, der stirrede trist på mig. "Vi ses!". Jeg formede ordene med læberne, lige inden dørene lukkede sig. Et lille smil krusede Simons læber.

Jeg stod lidt og trippede på trappen. Døren var lige foran mig, men det føltes nærmere som flere tusind kilometer væk. Jeg tog et fast greb i dørgrebet. Det føltes koldt og glat i mod mine fingre. Skiltet, hvor der stod alle vores navne, blafrede svagt i vinden. "Tag dig sammen, Sky! Det er din familie," mumlede jeg stille til mig selv. Jeg trykkede dørhåndtaget i bund, med min svedige håndflade og trådte indenfor i den dæmpede oplyste entré.

Min mor kom straks ud til mig. "Har du haft en god dag i skole?," spurgte hun, men ventede ikke på svar, før hun tog min vindjakke af mig og hængte den på knagerækken i hjørnet. "Kom med ind i stuen, der er snart aftensmad," sagde mor og begyndte med raske skridt at sætte kursen mod stuen. Jeg fulgte tøvende efter hendes dansende hestehale. "Der er noget vi to skal have snakket om," indledte hun, og gennede mig hastigt over til sofaen.

Jeg sank en klump. "Din eftersidning". Jeg kunne ikke holde et lettet suk tilbage, men hun lagde vist ikke mærke til det. Jeg følte mig egentlig ret meget som gæst i mit eget hjem, en ubuden gæst, men jeg vidste bare ikke helt hvorfor. "Hvad gjorde du?”. Hun sender mig et blik, som sikkert ville kunne komme i rekordbogen for verden strengeste blik. Jeg kiggede skamfuldt ned på mine fødder. "Skrevet at Phoebe var dum". "Sky!". Jeg så modvilligt op på hende. "Det betyder ingen lommepenge den kommende  måned!," sagde hun tonløst.

Det virkede som det rene ingenting i forhold til det, jeg lige havde været igennem, men jeg kunne alligevel ikke holde et indigneret udbrud tilbage. "Nej!". "Jo.". "Og der er aftensmad nu," sagde hun og nikkede stramt. Jeg rejste mig hurtigt op og fulgte efter hende ud i køkkenet. Min far og lillesøster sad allerede og spiste, pasta med kødsovs. "Mmmh". Jeg slikkede mig om munden og satte mig derhen. Der var en dyster tavshed omkring bordet, og jeg ville ikke være den første til at bryde den. Jeg havde fuldkommen glemt, hvor meget mine forældre gik op i den slags. Det ene øjeblik var det min største bekymring og det næste... Bærer jeg lige pludselig på verdens største hemmelighed.

Pludselig virkede maden ikke så appetitvækkende længere. Jeg havde mest bare lyst til at krølle mig sammen til en kugle oppe på mit værelse. I det mindste havde jeg en undskyldning for at være så stille og trist. Jeg sank et par hastige bidder mere, før jeg skyndte mig at sige, tak for mad, og stille min tallerken i opvaskemaskinen. Jeg var halvejs oppe af trappen, da min far råbte efter mig:" Hør, unge dame. Hvor tror du lige du skal hen?". "Ovenpå og lave lektier," løj jeg promte. "Fint,". Min familie vendte tilbage til maden. 

Ovenpå lagde jeg mig bare krøllet sammen som en kugle med mine store hørertelefoner på, der lukkede alt andet ude. En velsignelse. Det her var bare den værste dag i mit liv til alle tider. Jeg havde lyst til at bande verden langt væk. Hvorfor skulle jeg lige blive sliksulten? Hvorfor skulle jeg lige så sur på Phoebe. Hvorfor skulle hun overhovedet se det, jeg havde skrevet? Det var så mange små tilfældigheder, der havde ført mig til dette. Bittesmå. 

Musikken dundrede fortsat i mine ører, og jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg gik så meget op i, vi levede i et kunstigt klima. Det var jo ikke fordi, jeg var en stor naturelsker eller noget. Det måtte vel være et spørgsmål om ære. At få at vide man var blevet løjet for hele sit liv. Men af hvem? Hvem vidste det ud over mig og Simon? Der måtte mindst være en til, for Simon havde fået det at vide. Det var tre. Og de to mennesker, der havde skrevet brevet, Matthew og Isaac. Fem. Men fem mennesker i hele verden? Med 8 milliarder indbyggere? Nej, det var simpelthen for langt ude. De der udkigsbygninger, halløjsa, Simon havde jo sagt, de var i alle byer. Og dem der byggede dem måtte vel have vidst, hvad de var til? Så var spørgsmålet bare hvem styrede hemmeligholdesen. Det blev jeg simpelthen nød til at finde ud af. Under alle omstændigheder var jeg ikke den eneste, der vidste det.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik.                                                                                                       

Det skulle nok gå. Det skulle det bare!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...