Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1607Visninger
AA

7. Hidden, Kapitel 3

"Hvad?". Ordet forlod mine læber.  Jeg var ikke i tvivl, om hvad han mente. Alt andet villle simpelthen være et for stort tilfælde. "Jeg hørte nogen skrige i "skammekrogen", og kunne næsten gætte mig til, hvad der skete". "Jamen, hvor ved du det så fra?". Det kunne godt være, at jeg ikke kendte ham, men det føltes stadig som en usigelig lettelse at få løftet en flig af byrden på mine skuldre, ved at jeg ikke var den eneste, der skulle bære den. "Det spiller ingen rolle," sagde han med et stramt drag om munden, der fortalte mig at det skam spillede en rolle, en stor en.

"Okay..., hvad hedder du så?" "Kom nu bare med, inden vi bliver opdaget," mumlede han irriteret. "Jeg går af princip ikke med drenge, som jeg ikke ved hvad hedder," sagde jeg og stillede mig i en stilling, med armene over kors, der forhåbentlig fik mig til at se bestemt ud, hvilket den desværre nok ikke gjorde. Jeg lignede nærmere en 2-årig pige, der vil have sit legetøj tilbage. "Fint," sagde han uden at kunne skjule det lille smil, han havde om munden, "jeg hedder Simon, og du hedder Sky. Så har vi ingen hemmeligheder for hinanden. Lad os nu komme af sted".

Jeg fulgte kun modvilligt med ham, og hvis det ikke havde været for alt, hvad der var sket idag, ville jeg nok ikke ligefrem følge med en fremmed fyr. Men jeg havde bare lyst til at gøre et eller andet overilet. "Hvor skal vi hen?," spurgte jeg forpustet. Simon gik meget hurtigt, så jeg var nød til at småløbe for at følge med. "Jeg tænke, du gerne ville være sikker... Sikker på at der er en grund til at flippe ud. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg fik det at vide". Fik det at vide...  Han havde fået det og vide af nogen, men hvem? Jeg skulle lige til at spørge ham, men tog mig i det. Istedet nikkede jeg bare. 

"Vi skal ud her". Simon gestikulerede mod en dør lidt fremme, som jeg aldrig havde lagt mærke til før. Den så ganske normal ud, bare en brun trædør. Døren førte ud i en halvsnavset gyde, hvor nogle skraldespande stod klemt sammen i et hjørne. Der var ret mørkt og dunkel, men da den første brise ramte mit forgrædte ansigt, føltes det som den første mundfuld luft i månedvis. Årevis. 

Vi nåede hurtigt ud på en gade, som jeg kendte, og det føltes rart at vide, vi ikke befandt os på en anden planet. En anden planet... Jeg havde aldrig været på en planet før. Tårerne sprang, for jeg ved ikke hvilken gang idag, frem i mine øjne, men jeg blinkede dem irriteret væk. Ikke græde foran alle de mennesker, Sky.  

Vi gik i det, der føltes som timer, før Simon endelig stoppede op foran en anonymt udseende dør, i en anonymt udseende bygning, på en anonymt udseende gade. Du ved, sådan et sted man passerer uden at kigge to gange på det. Det er der bare. For at fylde verden ud. "De er i alle byer,"sagde Simon og fremdrog en nøgle fra sin jakkelomme, som han låste døren op med. Den gik op med et klik og afslørede et pinligt rent indre. Selvom der ikke rigtig var noget at holde rent, for rummet var helt bart for enhver form for møbler. Det eneste der var, var en lille sølvskinnende elevator, præcis i midten af rummet. Det så nærmest ud, som om nogen havde målt det op.

Jeg skulle til at træde ind i elevatoren, for det var det eneste logiske sted at gå hen, men Simon holdt en arm op for at standse mig. "Hvad nu?," spurgte jeg en anelse irriterebalt. "Jeg er altså ikke parat til at give dig en så lang forklaring lige nu. Bare følg med.", sagde Simon uden at værdige mig så meget som et blik. Men da han så mit forurettede ansigtsudtryk, skyndte han sig og tilføje: "Du får din forklaring på et tidspunkt, bare ikke nu. Okay?". "Okay.". Han skulle igen til at gå videre, men jeg kunne bare ikke holde mit næste udbrud tilbage: "Har du også læst The Fault In Our Stars?". "Ahva?". "Bare glem det," sagde jeg uden at kunne skjule det smørrede smil, der bredte sig på mine læber. Han så mærkeligt på mig, men gik så hen til elevatoren og trykkede prøvende på den, som om der var en masse usynlige knapper på. Dørene gled lydløst op.

Inden i elevatoren var der fuld af spejle, faktisk over det hele. Så snart jeg var kommet helt indenfor, gled døren ibag mig, og elevatoren satte igang med et næsten umærkeligt ryk. "Hvor langt skal vi op?" spurgte jeg Simon. "Det ville du ikke have at vide."."Jo, jeg vil". "Nej, du vil ej". Jeg opgav og lod mig glide ned langs den kolde metalvæg med et suk.

Elevatoren fortsatte bare op og op uden ende. Nu må vi da have passeret 100. etage. 200. 300. 400. 500. 600. 700. 800. 900. 1000. 1100. 1200. Betydningen af uendelig var langsomt ved at gå op for mig, da vi endelig standsede. Jeg kvalte et gab og rejste mig op på mine stive ben.

Rummet vi kom ind i var nærmest en komplet kopi af det første. Samme størrelse, form, farve. Den eneste forskel var, at der stod en eller andet avanceret form for teleskop. Det var fyldt med knapper, helt hvid og med et lille glas i den ene ende."Se," sagde Simon og pegede hen mod "teleskoppet". Jeg lagde alt min tvivl bag mig og gik derop, mens spørgsmålene dryssede på jorden et efter et bag mig.  Var det rigtigt? Burde denne bygning ikke være sindsygt høj, den burde vel nærmest være højere oppe end skyerne, meget? Hvordan vidste Simon det? Og hvem andre vidste det?

Min hånd lagde sig på det kolde metalskæfte. "Kom nu!". Simon nikkede utålmodigt. Jeg satte mit ene øje hen til glasset og så... En hel masse stjerner. Og mellem dem svævede en lille brun klump rundt. "Jorden," sagde Simon stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...