Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1603Visninger
AA

5. Hidden, Kapitel 1

Jeg lod min hånd køre rundt og rundt på papiret, så den tegnede endnu flere kruseduller. Historie læreren stod stadig og plaprede oppe ved tavlen. Jeg spekulerede på om, der overhovedet var en eneste elev, der gad at høre efter hendes meningsløse talestrøm. Papiret, jeg tegnede på, var efterhånden helt gråt af alle mine meningsløse bevægelser.

 Der var dog et lille tomt felt, helt oppe i hjørnet, hvor der lige var plads til at skrive: Phoebe (vores historielærer) er dum. Det var måske lidt barnligt, men jeg havde altså brug for at få afløb for al min frustration og kedsomhed.

 Phoebe gik ned gennem klassen. Hendes hæle smældede mod det hårde betongulv. Hun samlede alle vores papirer ind og med et chok, gik det op for mig, at hun ville kunne læse det, jeg havde skrevet og konstatere, jeg ikke havde skrevet en dyt, bortset fra Phoebe er dum, og jeg tror desværre ikke, det ville tælle som en udførlig tidslinje over anden verdenskrig, men man ved aldrig?

"WINSLET!". Stemmen kom over mig som piskeslag. "Hvad skal dette forestille?". Phoebe stod og fremviste mit papir, med en mine som om hun lige havde været vidne til verdens udslettelse. "Ingenting" sagde jeg og smilede frækt. Når man alligevel var så meget i fedtefadet, gjorde det vil ikke noget, vel?

”Eftersidning, NU!!!". Det sidste ord kom ud sammen med uendelige mængder spyt, der regnede ned over mig som en kraftig, men kortvarig byge. Jeg rejste mig en lillebitte smule skamfuldt og satte kursen mod døren.

Da jeg nåede hen til det officielle eftersidnings lokale/skammekrog, lod jeg mig dumpe ned i en af de behagelige lænestole. Der var egentlig ikke så meget straf over det. Rummet var lækkert møbleret, og så slap man for undervisningen, ikke noget at klage over her.

Min eneste bekymring var det brev, jeg sikkert ville få med hjem til mine forældre, de gik meget op i den slags. Den sorg, den tid.

Jeg rejste mig med et suk fra stolen, for at lede efter et af de mange slikskjulesteder, som eleverne havde oprette rundt omkring i værelset gennem utallige mængder eftersidninger. De plejede, at kunne være hvor som helst af frygt for lærerne fandt dem. Jeg startede bare i det ene hjørne og bearbejdede mig så langsomt hen langs med væggen.

Pludselig så jeg noget papirfarvet stikke ud fra et af de hæslige blåblomstrede gardiner. Slik? Jeg skyndte mig at gå derhen og trække gardinet til side. Men i stedet for slik fandt jeg... Et brev.

 Da jeg havde sat mig i lænestolen igen, tog jeg brevet i nærmere i øjesyn. For at være helt ærlig troede jeg bare det var et hadebrev til en lærer, noget i den retning. Alt andet ville være reeettt kliché. Pigen der finder et mystisk brev dam, dam, dam. Men jeg kunne alligevel ikke dy min nysgerrighed, så jeg stak fingeren ind under det blodrøde segl, for at brække det midt over.

I samme sekund flød en mærkelig dis ud af det. Den tog hurtigere end det blotte øje kunne nå at opfatte form som en rektangel, fyldt med ord. Jeg begyndte at læse:

Kære læser,

Kære læser..., seriøst? Hvem tror du lige, du er?

Kære læser,

Du har fundet dette brev, og det er ikke et tilfælde, vi tror nemlig ikke på tilfælde. Vi kan fortælle, året er omkring de 2400, ville vi gætte på, og jorden er gået under på grund af flere århundrede års forurening, der har gjort den fuldkommen umulig at leve på. Og nej, det kan du selvfølgelig ikke forstå. Du lever jo på jorden! Men sandheden er, det er ikke jorden. Du anser sikkert dette for et dårligt fupnummer, og det er fuldt forståeligt. I brevet har vi derfor vedlagt et bevis, der ville være modtageligt over for videre undersøgelser. Vi ville fortælle dig, at du lige nu befinder dig i et kunstigt klima, en perfekt kopi af Jorden. Denne svæver midt i rummet 100 lysår fra Jorden. Vi håber du er ved godt helbred.

Hilsen Matthew og Isaac.

Skriget bevægede sig langsomt om gennem min hals, som om det var fanget af en usynlig prop, for til sidst at slippe ud i al sin rædsel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...