Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1598Visninger
AA

18. Den uendelige regnbue, Kapitel 4

Sanddru. Sort og hvidt. Det var vel en rimelig god beskrivelse af det. Der var ingen farver i bygningen. Bare sort og hvidt. Gulvet består af sort og hvidt. Det samme med væggene og loftet. Derfor var det meget koldt. Og uimødekommende . Sandhed og løgn. Jeg kan huske den første dag, hvor en sanddrufødt spurgte til, hvorfor jeg forlod intelligentsia. Jeg svarerede, det var, fordi at jeg ikke var så glad for deres principper. Det var jo sandheden. Bare ikke det hele. Hun fornemmede straks, jeg ikke fortalte det hele. Fra den dag af lærte jeg at fortælle sandheden.

Jeg har nu været her i to dage. Jeg har lagt mit gamle liv bag mig. Det er nu fortid. Hver eneste gang jeg kommer forbi et spejl, fryder jeg mig over synet. Jeg har nu mit hår samlet i en hestehale, og er iført en hvid skjorte og en sort nederdel. "Katie?" hører jeg Scarlett råbe. "Hvad?" råber jeg tilbage. "Kommer du ikke, det er nu!" hun siger det som om, hun glæder sig. Til at fortælle alle sine hemmeligheder . Selvom Scarlett er Sanddru, og alle kender hendes hemmeligheder, skal hun åbenbart fortælle dem alligevel. Jeg glæder mig vel også til at få ram på Jeanine. Til at stoppe hende, midt i hendes vej mod magten. Det burde blive nemt. Jeg skal jo bare sætte mig på en stol, og få en indsprøjtning med sandhedsserum, og så går det af sig selv. Jeg vil blive fuldgyldigt medlem af sanddru. Jeg vil blive glad. Det er det sanddru har gjort ved mig, for første gang i mit liv har jeg følt glæde. Og den følelse vil jeg ikke give afkald på!

Alligevel kan jeg ikke slippe følelsen af at noget kunne gå galt. Jeg kunne komme til at lade være med at afsløre Jeanine. Jeg kunne komme ud for en "ulykke" foresaget af Jeanine. Der kunne styrte en meteor ned i hovedet på mig. Tusind ting kunne gå galt. Det går op for mig, jeg bider negle. Det er en vane, jeg har udviklet de seneste dage. Jeg tror også, jeg er ved at få forfølgelses vanvid. Jeg kigger mig hele tiden over skulderen, fordi jeg synes at høre skridt bag mig og har fornemmelsen af nogen kigger på mig. Også nu kigger jeg mig over skulderen, selvom det kun er mig og Scarletts skridt, der giver genlyd i den tomme gang. 

"Du er nervøs" konstatere Scarlett på sin sanddru facon. Hun er min eneste ven her. Men jeg har en ven. Hele mit liv har Jeanine og min mor opfordret mig til at holde mig for mig selv. Men nu skal de ikke bestemme mere. "Ja" svarer jeg hende. Ikke lyve. "Hvorfor dog det?" spørger hun, som om det er det mærkeligste, hun har hørt i hele sit liv. "Bare fordi jeg skal røbe alle mine hemmeligheder" bider jeg hende af. Det er måske lidt synd for hende men... "Det er ikke det hele" svarer hun mig bare. Og lader emnet ligge. Det er det gode ved Scarlett, hun ved altid, hvornår man har gravet for dybt i et emne. Selvom hun er Sanddru. "Det skal nok gå" siger Scarlett beroligende. "Ja", mumler jeg, " det skal nok gå".

Stolen er hård. Meget. Det er ikke en man har lyst til at sidde på. Selvom jeg ved nærmere eftertanke ikke havde lyst til at sidde på nogen som helst stol i verden, heller ikke den blødeste. Der kommer en pige hen til mig. Alt ved hende er uimødekommende. Hendes ansigt så lukket ud (hvilket ikke ligner sanddru, de plejer at være åbne som bøger) og hun havde så meget tøj på, som om hun ville adskille sig selv med så mange lag som muligt fra omverdenen. Selv hendes sko var uimødekommende. Ja, du spørger sikkert hvordan sko kan være uimødekommende men det var de altså. Deres velcro lukning var knappet over kryds, som for at sige, adgang forbudt. I hænderne har hun en sprøjte med noget klar væske i. Sandhedsserum. 

"Er du klar?" spøger hun mig.  Nej!!!!, har jeg lyst til at råbe, men lader være. Jeg  vrider mine svedige hænder i skødet  Og lader mit blik glide ud over forsamlingen. De kommer alle sammen til at kende mig ud og ind. Pludselig ser jeg en kvinde med lyst hår. Hun ligner Jeanine. Jeg ser Jeanines ansigt for mig, hun smiler. Og det er nok motivation til mig. Jeg tager en dyb indånding og svarer pigen. "Ja". "Fint" siger hun og stikker sprøjten ind i mig.

Jeg føler mig tung. Som om jeg langsomt falder ned i et hul. Jeg er nu bare iagttager af min krop. En mand spørger: "Kan du høre mig?". Jeg bliver virkelig nødt til at svare." Ja". "Navn?" spørger han. "Katie Matthews". "Alder?". "16"." Forældre?" . "Jennifer og John Matthews". "Okay fortæl os alt om dig selv". Jeg tager en dyb indånding, og åbner munden. Men inden jeg når at sige et ord, knager det i det sort hvide loft, og der spreder sig revner. Inden nogen når at gøre det mindste, braser det ned over os. Jeg synes, jeg ser Jeanines smilende ansigt for mig. Og jeg synes, jeg ser hende forme nogle ord med munden: "Troede du virkelig?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...