Uendelige ord

Historierne, som vil optræde i bogen:
Lily Potter og de mystiske flammer ~ Harry Potter-fan fiction.
Ord - Harry Potter, Divergent, Percy Jackson og The Hunger games- fanfiction.
Hidden - Sci-fi.
Husket - Sci-fi.
De to sole - Fantasy.
Sorte ænder - Fantasy.
Den uendelige regnbue - Divergent- fanfiction

7Likes
0Kommentarer
1630Visninger
AA

16. Den uendelige regnbue, Kapitel 2

Det første ord, der dukker op i mit hoved ,da jeg vågner er: Egthedsprøve. Idag. Jeg kravler ud af sengen, mens jeg prøver at lade være med at ryste for meget, hvilket er lidt af en udfordring. Jeg bøjer mig ned for at tage min fineste, mørkeblå kjole, og er lige ved at snuble, over mine egne rystende ben. Jeg trækker den hastigt over hovedet, og leder febrilsk efter min hårbørste, som om mit liv afhænger af det. Jeg børster mit lange kobberrøde hår, indtil hvert eneste hårstrå ligger perfekt ned af ryggen. 

Jeg tager mine falske briller på. Hvis jeg skiftede faktion vil det være en af de ting, jeg var gladest for at komme af med, du vil også hade sådan et firkantet mareridt, hvis du skulle gå med det hver dag. De bliver ved med at glide ned af min næse, fordi den er så glat af koldsved. Som kronen på værket tager jeg et par lyserøde flossede hjemmesko. Det er det, jeg allerbedst kan lide fra intelligentsia.

Hele skoledagen har jeg kvalme. Og hovedpine. Hvis nogen spurgte, hvad for nogen fag vi havde haft den dag, ville jeg ikke kunne svare, om det så gjaldt mit liv. Det er ,som om jeg ikke kan fokusere. Alting flyder ud for mig , personer og omgivelser, det bliver bare til en vrimmel af farver og skikkelser..

Lige før egenthedsprøven tager jeg en hurtig tur ud på toilettet.  Jeg ligger mine hænder på den kolde marmorhåndvask og læner mig lidt længere frem mod det flækkede spejl, for at nærstudere mit ansigt. Jeg ligner et jaget dyr . Med øjnene spærret helt op, og en kropsholdning, som om jeg kunne flygte hvert øjeblik, det skulle være (sådan føler jeg det også). Men  jeg finder alligevel trøst i det så velkendte udseende. Mit fregnede ansigt, med de grønne lysende og intelligent øjne( min mor plejer tit at sige at mine øjne kunne fungere som lommelygter i mørke), det kobberrøde lange hår der falder ned over skuldrene. Alt i alt: Mig. Lige meget ved de gør ved mig ville jeg stadig være mig, og den tanke giver mig en lille smule ro.

 Jeg sider og knuger mine hænder i skødet, så hårdt, de sikkert vil efterlade neglemærker flere dage efter. De er helt hvide og blege, alt blodet har forladt dem. Navn efter navn bliver råbt op indtil: "Katie Matthews" råber, en kraftig og myndig stemme. Jeg går på rystende ben hen mod døren, der fører ind til gangen, hvor de forskellige værelser, til egenthedsprøverne, er. Jeg er utrolig, ufokuseret, og jeg snubler gentagende gange over mine egne ben.

Inden for i lokalet sidder en kvinde og venter på mig. Knold og gråt tøj, puritaner. Midt i lokalet står noget der ligner en tandlægestol, bortset fra alle de ledninger, som snor sig på kryds og tværs rundt om dem. Der er en stor en computer og en taburet til kvinden.

Jeg må se meget nervøs ud eftersom kvinden siger i et roligt puritanertonefald: "Du skal ikke være nervøs, prøven skal jo bare hjælpe. Forresten hedder jeg Susan". Jeg har lyst til at svarer, at den ikke skal andet end at fortælle os, hvem vi virkelig er. Nej, nej, det er jo ingenting. Men jeg bider det i mig, fordi det vist er lidt for flabet, og hun prøver jo bare at være venlig. "Skal jeg bare...?"spørger jeg forsigtigt. "Sætte dig, ja" svarer hun mig, med et venligt smil. 

Jeg sætter mig meget stift ned i "tandlægestolen". Jeg tror snart mit hjerte falder ud af brystet på mig, fordi det banker så hurtigt, det må kunne høres over hele skolen. "Slap bare helt af, og læn dig tilbage". "Det kan du sagtens sige" mumler jeg, men parere alligevel ordre. "Jeg stikker den her ind i dig, med din prøve i, det gør ikke ondt, bare rolig" siger hun og holder en (i mine øjne) drabeligt udseende nål frem. Jeg har lyst til at skrige, fordi jeg altid har været sindsygt bange for bare synet af en nål. I stedet for bider jeg mig i kinden, det gør ondt, men jeg skreg i det mindste ikke. "Vær tapper" siger Susan og stikker nålen i mig. Mine øjenlåg falder i.

Da jeg åbner dem igen, er der næsten helt mørkt. Og koldt. Man kan lige ane omridset af nogen grantræer. De er hele vejen rundt om mig, ergo må jeg befinde mig i en skov. Jeg har det som om grantræerne tårner sig op over mig, og hver evig eneste fare i verden lurer bag dem. Det ser ud som om, der er nogen flakkende skygger...... Jeg gemmer ansigtet i hænder. "Tænk logisk" siger jeg højt til mig selv, det giver uhyggelig genlyd i den stille nat. Det er jo bare min fantasi, der spiller mig et puds, sådan vil fleste have det  i sådan nogle omgivelser. Jeg skal bare finde hjem. Midt i en skov om natten..... En ugle tuder stille, og jeg kigger op for at få øje på den. Selvfølgelig! Over mig glittrer atter tusinder af stjerner. Jeg kan bare afkode dem for at finde ud af, hvor nord er. Så sksl jeg bare gå mod øst. Jeg begynder at gå. Græsset føltes vådt mod mine bare fødder, og kilder behageligt. Pludselig hører jeg en. En lyd, der minder foruroligende meget om et ulvehyl. "Intet at være bange for, du er hjemme om et minut" siger jeg beroligende til mig selv. Og går videre.

Jeg er tilbage i "tandlægestolen", og Susan sidder bøjet ind over mig, med en masse elektroder fastgjort til hovedet. "Hvad blev mit resultat?" spørger jeg, bange for svaret. "Intelligentsia" svarer hun. Jeg er og bliver Intelligentsianer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...