Du kommer for sent.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Færdig
(En kort novelle jeg skrev til min terminsprøve, håber I kan lide den :3 )
John var fanget.... fanget i et mørke han ikke kunne undslippe. Indtil han endelig fik fat i et våben der vil være hans frihed....

(PS: Det sidste stykke af teksten er ikke min, da det var en del af opgaven at skrive en novelle ud fra stykket. Jeg vil derfor markere det med * i start og slut så I ved hvor stykket er.)

5Likes
2Kommentarer
994Visninger
AA

1. "Du kommer forsent"

Det var koldt. Vinden herude var altid kold... kold og uvelkomne. Selv blodet var isnende koldt, hvilket morede John en smule. For nu var blodet endelig lige så koldt, som deres hjerter altid havde været.

John lod sit blik glide hen på Grise-Olsen, som lå med op spærrede øjne, som var lige så tomme som havet.

 

...Lyden af trampene fødder der stormede gennem huset, var langt fra ukendt. John rejste sig, for hellere at han selv stod op, end at han blev trukket op. Døren blev slået op og det rungede nærmest i hele huset.

"John!" sagde Grise-Olsen vredt, mens hans ansigt brændte af vrede. "Har jeg ikke fortalt dig, at du skal gøre tingene ordentligt!?"

Jo... Det havde han. Og det gjorde John da også, men han vidste at Grise-Olsen bare sagde det, sådan for, hans egen skyld. Så Grise-Olsen, kunne sige han havde en grund til at være vred. John havde for længst opgivet at modsige ham... Det ville bare gøre det værre.

Så han lod sig blive trukket hen i stalden, hvor de gamle hestepiske blev opbevaret. Der var kun en grund til at John vidste det, var der, de var.

"Af med trøjen!" hvæsede Grise-Olsen...

 

Navnet Grise-Olsen, var noget John selv havde fundet på og han brugte det, fordi han fik lidt mere magt, når han kunne kalde Grise-Olsen noget der gjorde Grise-Olsen, mindre end han var. Selvfølgelig ville John aldrig finde på at sige det til ham og kaldte ham istedet, Hr. Olsen, men kun når John snakkede, for i Johns tanker ville det altid være Grise-Olsen.

Grunden til det blev Grise-Olsen, var fordi at, det eneste Grise-Olsen behandlede med kærlighed var hans grise. Desuden mindede han lidt om en gris, så fed han var...

"Hr. Olsen, din gris," sagde John forsigtigt, men selvfølgelig kom der ikke noget svar fra Grise-Olsens store tykke krop.

Et stykke væk, lå Nikolaj. Han så ikke mindre chokeret ud end Grise-Olsen. Nikolaj var 25, men det gjorde ham ikke sværere at hade. Det var lige før John ikke kunne bestemme sig for, hvem han hadede mest. Grise-Olsen eller Nikolaj?

 

..."John?" sagde Nikolaj, mens han langsomt åbnede døren til Johns værelse. "Er du vågen?"

John kiggede op over bogen, han var i gang med at læse. Mest af alt, havde han bare lyst til at sige nej, men han brød sig virkelig ikke om, når Nikolaj var vred. Især fordi Nikolaj altid brugte kærlige ord. Ord så kærlige, de klistrede sig til en. Som en sort masse af slim, der ville ende med at kvæle en.

Døren var nu helt åben og Nikolaj kiggede ind og mødte Johns blik.

"John? Hvorfor svarer du ikke?" hans tone var anklagende og lød en smule såret.

"Undskyld..." sagde John og gemte sit ansigt bag bogen. "Jeg var helt opslugt af denne her bog, så jeg hørte dig ikke..."

Der gik et øjeblik, så mærkede han en hånd på sit hoved. Han kiggede op og mødte igen Nikolajs blik.

"Det er okay..." sagde Nikolaj. "Men læg den nu fra dig."

John gjorde som Nikolaj sagde og lagde tavst bogen fra sig.

"Hr. Olsen er ikke hjemme i dag, så det er bare dig og mig," sagde Nikolaj og smilede. Hans hånd kørte gennem Johns hår, før han tog Johns hånd og trak ham med ind på sit eget soveværelse...

 

Selv nu, var John ikke sikker op, om Grise-Olsen havde vidst det med Nikolaj eller ej. Men selv hvis han havde gjort, så havde han været fuldstændig ligeglad. Næsten lige så ligeglad som Rasmus.

Rasmus, politibetjenten uden nogen form for talent inden for sit felt. Dum som en dør, og så kunne han lige så godt være blind, så lidt som han så. Du kunne vifte en pistol foran ham og han ville aldrig opdage det.

 

...Latteren fra stuen kunne høres helt oppe på første sal. I dag var Nikolaj ikke hjemme, men det var Grise-Olsen og Rasmus...

"Hey!" råbte Grise-Olsen pludselig. "John! Kom lige herned og hils!"

John rejste sig og gik ned i stuen. De sad begge med en øl i hånden og smilede fra det ene øre til det andet. John kunne ikke lade være med at bemærke pistolen der lå på bordet.

"John!" udbrød Rasmus, da han fik øje på John. "Hvor er det dejligt at se dig. Tænk engang... Om to uger fylder du 16 år, det skal da fejres! Hvad siger du til at vi køber en stor lagkage og så kan vi gå i byen bagefter, og så... så..." Rasmus lo. Noget han altid gjorde når han løb tør for ord, midt i en sætning...

 

...John vidste, at når Grise-Olsen havde fået lidt at drikke, blev han altid lidt mere sur. Så da Rasmus var gået hjem, blev John trukket med ud i stalden...

Da Grise-Olsen endelig var kommet af med noget af sin vrede, gik han indenfor igen, og efterlod John alene i stalden.

Da John kom indenfor igen, så han noget der fik ham til at spærre øjnene lidt op. Rasmus pistol lå stadig på bordet. John kunne ikke lade være... Han kiggede sig hurtigt omkring, før han tog den.

I starten havde han den bare... Den gav ham en følelse af magt, men senere fandt han ud af hvad han ville bruge den til...

Rasmus kom aldrig tilbage og spurgte efter den. Måske fordi at det ville afsløre hvor dårlig en betjent han var, sådan at miste sin pistol...

 

John havde stadig pistolen i hånden. Han følte sig våd og kold. Hans næse løb og han snøftede lidt, for at stoppe den fra at løbe.

 

... Siden John ikke gik i skole, så havde han masser af tid at planlægge det hele i. Og gården lå langt væk fra alting, at han ikke behøvede at bekymre sig om skuddene, ville tiltrække opmærksomhed. Der kom nemlig aldrig nogen. Man blev helt i tvivl om folk overhovedet vidste gården fandtes.

Måske ville der aldrig være nogen til at opdage hvad der var sket? Sommetider ønskede John at han ikke var alene... at der måske endda kunne komme nogen og redde ham. Men der er kun lykkelige slutninger i eventyr...

 

... Det førsted skud ramte Grise-Olsen i panden. Først ved det andet skud, som ramte ham nær hjertet, kom Nikolaj løbende ud, for at se hvad der var sket. Nikolaj blev ramt første gang i maven, da John ikke kunne sigte så godt på afstand. Anden gang han blev ramt, var i hovedet, da han bukkede sig forover i smerte...

 

*John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...