99 Krigen

Pigen Eliza bor sammen med hendes (Forældre) i en fremtidens Danmark hvor regeringen har bestemt at været år skal der vælges fire unge mennesker fra de Nordiske lande som skal deltage i en slags krig.. Last man Standing

0Likes
0Kommentarer
262Visninger
AA

8. På marken igen

Jeg vågner op efter en uge i koma den eneste der kommer og besøger mig er min gamle læremester Søren, jeg var nok fjorten da jeg kom i lære hos ham jeg kan huske de første ord han sagde til mig var ´´Keep your

dream aflive´´ det var den gang vi sad og spiste frokost i en af regerings bygninger han stoppede altid med at spise for at snakke så klokken var tit tre inden vi kunne gå han grinte altid men med hjertet, Nu sider han her gråhåret og med en æske med noget i jeg prøver at rejse mig men det går for ondt så jeg opgiver Søren rejser sig op for at hjælpe mig men han forstår ikke at jeg ikke vil have vand men op så jeg bedre kan tag imod æsken vis den altså var til mig ´´Grace, Oscar og Nicklas hvordan har de det?´´ spørger jeg Søren kigger op fra det han var gang i ´´Oscar blev skudt kort tid efter dig, Grace sneg sig ind i flyet for at tag med dig selvom Nicklas ikke tillod men hun blev kort tid efter anholdt der er ingen der ved hvor hun er, Nicklas er vis den sidste der er tilbage ´´ siger han nu går det op for at Oscar altså er Sørens søn, Søren fortalte mig tit om hans søn som hellere vil læse jura end at blive læge alle de gange som de havde skændtes hvor Oscar havde råbt at han ikke vil være sådan en skide læge som sit pis far jeg kan huske at jeg tit fik ondt i maven når jeg hørte Oscar tale sådan om sin far ´´er Oscar har?´´ jeg kunne høre forventningen i min stemme Søren kiggede op et kort øjeblik rystede på hovedet ´´han døde i helikopteren´´ hans stemme knækkede over, jeg kunne ikke holde tårerne tilbage både Oscar og Grace er væk jeg blev ved med at tænk på hvad de vil gøre ved hende vil hendes skæbne ende som hende Elizabeth som soldaten snakkede om eller vil hun blive spærret inde resten af sit live for alle vidste vis man stak af eller gjord nået som kunne ødelægge hele legen som de kaldte det vil det koste dyret og nu havde Grace gjort det bare for at være sammen med mig, lægen kom ind for at se hvordan jeg havde det han kiggede på sårene skrev noget ned ´´hvad er der sket med min baby?´´ jeg kunne ikke lade være med at spørger om det for havde jeg mistet det lægen kiggede længe på mig inden han svarede ´´hun overlevede med nød og næppe men er desværre bleven født for tidlig´´ han kiggede på mig jeg kunne ikke lade være med at smile ´´men nu er du jo klar til at tag ud igen, jeg tror din lille ven savner dig´´ der stivnede mit smil jeg kunne ikke tro jeg skulle ud igen ´´jeg vil se hende først´´ jeg kiggede længe på ham han fortalte at jeg vil blive hentede om to timer så jeg havde to timer med min datter inden jeg igen skulle ud for at blive skudt. Gangen var lang så det tog et stykke tid for mig at finde stuen hvor hun lå lægen sagde 5a så jeg gik, vider ind til jeg nåede til 5a jeg tøvede lidt ind til jeg trak døren op inden for lugtede der af medicin og parfume der på stolen sad der en kvinde langt lyst hår hun holder min datter ind til sig og nynner en melodi hun kigger op da jeg træder ind i rummet jeg kunne ikke tro det, det var Julie hun stivnede da hun så mig ´´Eliza eller Elizabeth jeg er forvirret ´´ hun smilede for at lette stemingen og rakte den samme æske til mig som Søren havde med da han besøgte mig hvor længe havde jeg sovet ´´jeg skulle give den her til dig fra Søren´´ hun gav mig æsken som jeg åbnede i den lå Graces halskæde den med Fønix en på, jeg holdte den ind til brystet mens jeg hulkede tårnene der trillede ned fra mine kinder Julie holdte om mig ´´ved du hvor hun er?´´ min stemme lød desperat ´´jeg må ikke sige det´´ svarede hun mig jeg sætter mig ned ved siden af min datter kigger på det lille ansigt jeg kan høre Julie i bagrunden ´´hvad skal hun hede?´´ Julie står nu og læger sparkedragter sammen ´´Medina Chanel ´´ hvisker jeg for ikke at vække hende vagterne kom og hentede mig der var ikke engang gået to timer Chanel Sophia lukker sine øjne op jeg beder Julie passe på hende ind til vi kom tilbage igen, jeg står igen ved marken hvor vi første gang stod os alle fire jeg tager halskæden på som jeg fik af Julie som Grace sikkert havde bedt hende om at gi mig jeg prøver på at finde vej til der hvor vi sidst så hinanden det tog en hel dags rejse der lå døde soldater rundt omkring som ventede på at blive hentede den lille gård stod der stadig døren knirkede da jeg vil åbne den der lå stadig blodpletter på gulvet, der i den fjerneste hjørne sad der en skikkelse jeg gik forsigtig hen til den ´´Nicklas´´ udbrød jeg da jeg så det var ham han vender sig om til mig kigger på mig som om jeg var et spøgelse holdte hans pistol højt så den kun var få centimeter fra panden ´´Eliza jeg troede du var død ´´ han løftede hånden for at stryge mig på kinden, men holdte stadig pistolen ´´hvor mange er vi tilbage?´´ jeg holdte hans ansigt mellem mine hænder. det var som om han smilede da vi kom ud i den friske luft godt så vi er kun tre tilbage Nicklas, mig og hende den islandske pige, mine tanker gennem gik det hele igennem vis nu vi dræbte hende så var der Nicklas og jeg tilbage men en af os ville jo dø før eller siden men i det samme kunne vi høre Helikopteren der havde kurs mod byen vi løb begge to jeg var tæt på at falde men, Byen lå øde helikopteren holdte ikke så langt væk fra den gamle landsret folk blev heven ind og nogen blev for at finde flere døde eller såret ´´da du var væk stoppede det hele det slut Eliza´´ han kyssede mig på kinden en af rederne kom hen til os nogle minutter efter sad vi i helikopteren på vej hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...