Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
1003Visninger
AA

11. Kapittel ni

Da jeg vågner igen er mit hoved tungt og træt, som har en tredje verdenskrig fundet sted der inde. Jeg glipper lidt med øjnene, i mens jeg ser mig omkring og på de mennesker, der går forbi. Jeg er for træt til at være forvirret, eller bare en smule stresset over situationen. Jeg føler mig skidt tilpas og min hals er tør. En rumlen lyder fra min mave, men jeg er hverken sulten eller tørstig.


"Charlie Winstern?" en dame iført hvide klæder, og mørkt skulder langt hår, ser på mig med et spørgende blik. Jeg nikker til hende, og hun smiler venligt.

"Der er sket et mirakel." jeg sætter mig op i sofaen med en hastighed, der får alt i min mave til at vende sig, som skal jeg kaste op efter en tur i tivoli. Jeg ignorere den svimlende fornemmelse, der flyder rundt i min mave og mit hoved, og ser bare på hende. Hun holder sine ord tilbage, i det hun sætter sig i sofaen.


"En ung mand kom ind, i det Nolan var ved at.. Han donerede sin ene nyre, hvilket betyder at Nolan er rask." jeg når knap nok at opfange hendes ord, før spørgsmålet ligger i min mund.


"Niall Horan?" hun ser undrende på mig, som har hun ikke forstået mit spørgsmål. Hun ser forvirrende ned på sine papir, som jeg efterfølgende strækker min hals for at kunne se. Teksten flimre bare for mine øjne, som danser bogstaverne for mig i deres begejstring.


"Ehm, Nolan vil meget snart vågne, men det er vigtigt at han får hvile. Den slags operationer kan tage meget af energien, især når den er fortaget på så lille et væsen." hun lægger en hånd på min skulder, mens hun ser på mig med et skævt smil. Hun virker til allerede at have glemt mit spørgsmål, for hun ser mærkværdigt på mig, da jeg stiller det igen.


"Den slags oplysninger kan jeg ikke give.." hun er ved at rejse sig, da jeg griber fat om hendes håndled med et klem, der får hende til at sætte sig igen. Jeg strammer grebet om hendes håndled, mens jeg kniber mine øjne hårdt i.


"Mit kæreste eje har været døden nær, også nægter du at fortæller mig, hvem der har reddet hans liv. Er det fair, huh?" hun synker en klump og undviger mit blik, i mens hun forsigtigt rømmer sig.


"Niall, vedkommet er Niall Horan. Han forsvandt fra opvågning for kort tid siden, og ingen har set noget til ham" hun ser forskræmt på mig, og da jeg slipper hendes håndled, er hun væk med lynets hastighed. Jeg samler krafter nok til at rejse mig, og humper så hen til den nærmeste elevator, som fører mig ned i kælderen. Luften der omringer mig, da jeg træder ud fra hospitalets udgang, er kold. Små snefnug danser i vinden, som efterårsblade på en dag i november. Jeg beundre det vide skær, der langsomt dækker de ujævne fliser, mens jeg lytter til de andres glæde og sorg. Jeg begraver mine, allerede frosne, hænder i min hættetrøjes jakke, hvor de møder en sammenkrøllet seddel. Jeg folder den forsigtigt ud, inden jeg læser den højt i mit hoved, hvor smerten er forsvundet.

Pas på ham
Din Niall.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...