Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
975Visninger
AA

5. Kapitel tre

Jeg griner i takt med Nolan, som han skyder bolden i mål, og glider hen over det grønne græs. Han vender sig om på ryggen, og slår armene ud af lettelse og begejstring.

"Mål!" Han vender kinden til sensommer solen, så hans blik møder mit. Jeg roller hen til ham, som en olietynde i vinden, så jeg ligger ved hans side. Han smiler stort til mig, og jeg gengælder det. Han kigger op mod himlen, og peger i retningen af en sky. Jeg følger hans finger, og ser den samme sky for mig.

"Jeg kan se en elefant." Jeg smiler, og studere himlens andre skyer, indtil mit blik falder på en bestemt. Jeg vender og drejer den i mit blik, så den til sidst viser sig, som en hemmelig figur.

"Jeg kan se en engel." Jeg peger i retningen af skyen, og Nolan prøver ihærdigt på, at finde den præcis samme sky. Til sidst ler han, og ryster opgivende på hovedet.

"Det er da ikke en engle, men en fugl." Han triller om på siden, så vores blik mødes. Det grønne græs kilder mod hans kind, og han kniber øjnene sammen, som solens lys rammer dem. Så ryster jeg på hovedet, så en af de blonde totter falder ned foran mine øjne.

"Det er da en engel." Retter jeg ham, mens smilet forbliver på mine læber. Han rækker ud efter totten, og lægger den om bag mit øre. Han rykker tættere på, og lægger så sin varme hånd på min kind.

"Du er ligeså smuk, som en engel." Hans blå øjne bore sig ind i mine, mens han stadigvæk smiler. Jeg kan mærke mit hjerte smelte, som is på en varm sommer dag, og lykken brede sig i min mave, som tusinde sommerfugle.

"Du er sød, som en engel." Jeg tager fat om hans varme hånd, og kysser dens håndflade. Han fniser forlegent, og triller så ned af bakken, som vi ligger på. Jeg følger i hælene på ham, og vi ler begge to, som vi støder sammen for enden.

"Charlie, tror du på engle?" Hans latter  får ende, og hans stemme bliver en smule urolig. Jeg nikker stille, mens jeg stadigvæk smiler forsigtigt. Jeg kan mærke uroen i hans sjæl, hvilket gør mig urolig. Så tager jeg en dyb indånding, og glipper med mine øjne.

"Ja, jeg tror på engle." Jeg forsikre ham mine ord, ved at lade vores blikke mødes. Han nikker stumt, og kigger igen mod himlen. Hans ansigtsudtryk fortæller mig, at han grubler over et spørgsmål. Jeg tager fat om hans hånd, og giver den et lille klem, så han føler sig tryg.

"Tror du også på gud?" Jeg nikker igen, mens jeg sukker indeni. Jeg bryder mig ikke om, at han tvivler på sig selv, eller sin tro på grund af hans sygdom. Jeg ved godt, at det ikke kun er derfor, men ligeså meget på grund af vores forældres død. Jeg rømmer mig, inden jeg kommer med et ordentlig svar.

"Dengang du blev født, der sendte gud en af sine dygtigste engle ned på jorden, så den kunne passe på dig, indtil gud kalder din sjæl hjem igen. Det kaldes en skytsengel, fordi den beskytter dig mod alt ondt." Jeg holder en lille pause, inden jeg vil fortsætte, men Nolan kommer mig i forkøbet. 

"Hvis jeg har en engel, som passer på mig, hvorfor er jeg så syg?" Jeg bider mig lidt i læben, og undre min samtidig over, hvordan han gør det. - Hvor han finder sine gode spørgsmål, som er så brændende svære at besvare. Jeg indser til sidst, at jeg aldrig finder ud af det, og bare må give ham et godt svar, så han kan føle sig tryg.

"Det er ikke din engel, der bestemmer om du skal være syg, men din gud." Han nikker forstående, mens han kigger på det hvide skyer. Jeg nusser hans håndryg med min tommelfinger, mens mit blik hviler på hans kind. Så åbner han igen munden, og lader et nyt spørgsmål dumpe ud.

"Hvorfor har gud valgt, at jeg skal være syg?" Jeg smiler lidt for mig selv, da jeg er fascineret af hans tanker. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men prøver alligevel.

"Det spørgsmål kan kun gud selv besvare, men måske ligger der en tanke bag. - Måske er du syg, fordi gud vil vise dig, at han altid har hånden over dig?" Egentlig var det mest et spørgsmål til mig selv, end det var til Nolan, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare mig. Men Nolan virker til, at kunne forstå.

"Hvad så, når gud fjerne sin hånd over mig? - Dør jeg så?" Jeg ryster på hovedet, og er igen fascineret af spørgsmålet. Jeg sætter gang i mine tanker, så jeg kan give ham, endnu et svar, der kan gøre ham en smule mere tryg.

"Nej, for så kommer din skytsengel, og reder dig." Jeg ånder lettet op, og er håber på, at spørgsmålene snart bliver nemmere, men det gør de ikke.
"Hvad så, hvis min engel ikke når det?" Jeg forsøger at få øjenkontakt, men hans kind er det eneste, jeg får lov til at se. Så jeg kigger i samme retning, som han gør, hvor mit blik møder et par drenge, som spiller en fodbold tunering.

"Hvis din engel ikke når det, så det fordi gud har bedt den lade vær, fordi han ville have dig hjem." Jeg følger, ligesom ham, med i tuneringen få meter fremme.

"Og når han har kaldt mig hjem, hvad sker der så?" Jeg kan fornemme, at han er ved at løbe tør for spørgsmål, så jeg kan igen føle mig lettet. Jeg grubler lidt over hans spørgsmål, men kommer så i tanke om bogen, som jeg havde lånt med hjem. Den samme dag, som Niall og jeg havde mødtes på biblioteket.

"Når en engel bliver kaldt hjem er det fordi, en ny sjæl har brug for en skytsengel." Han nikker, og lader endelig vores blik mødes. Jeg bliver varm indeni, da han smiler taknemmeligt, og kysser min kind blidt.

 

Så fik I endnu et kapitel..

Hvad synes I indtil videre?

Del den derne med jeres venner/ veninder! :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...