Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
1007Visninger
AA

9. Kapitel syv

IKKE GENNEMRETTET, BEKLAGER! :[

 

Efter nattens surrealistiske oplevelse gik alting pluslig op for mig, og jeg kunnen næsten ikke vente med at fortælle Nolan, hvad jeg havde oplevet, men efter som man siger: Godt møder uventet ondt...


Jeg sprang ud af sengen, da klokken endelig blev syv. Jeg havde lagt søvnløs hele natten, og havde mentalt lagt de sidste brikker på plads, som til sidst havde dannet et puslespil. Jeg trak hurtigt mine bukser, fra igår, over hofterne og spændte dets bælte. Jeg fandt en hvid top i min skuffe, som jeg også trak over hovedet, efterfulgt af en varm hættetrøje. Jeg åbnede døren i et ivrigt ryk, og vendte om på hælene, så jeg stod foran Nolans.


"Du gætter aldrig.." Bedste sad på kanten af hans seng, mens hun hjalp ham med at drikke en af sine heksebrygge. Jeg klappede hurtigt i, og gik hen til kanten af hans seng. Jeg ser nervøst på ham, og kan næsten mærke hans kropsvarme, trods set at jeg står en meter væk. Hans hud var kridhvid, næsten gennemsigtigt, hans øjne havde kastet skygger og svedperlerne dansede på hans pande. Det lyse hår var klistret og lå, som store uld-totter på hovedpuden.


Synet af ham fik mig til at ryste, ryste af skræk. Jeg kunne se udfra hans ligblege ansigt, at tiden varr knap, så da Bedste humpede ud i køkkenet, overtog jeg hendes plads. Jeg greb om hans lille hånd, der næsten brændte mod min hud. Jeg forsøgte at smile, selvom det er svært, for jeg var begyndt at tvivle.


"Nolan kan du høre mig?" min tommelfinger nussede hans kind, mens jeg ventede efter tegn på liv. Til sidst slog han øjnene op på klem, og nikkede så svagt, at man næsten ikke kunne se det. Jeg fjernede min hånd igen, og rakte ud efter den kuld, som lå på hans natbord. Jeg tørrede hans pande af med forsigtige strøg, og fik ham til at drikke lidt vand.


"Niall forsvandt, som lynets hast igår, da du var faldet i søvn. Han opførte sig så sær, efter du havde sagt godnat til ham. Så jeg gik ind på mit værelse, og læste lidt i den bog, som jeg fandt på biblioteket. Og pluslig faldt en stjerne ned fra himlen, eller.. Ved du hvad? - Lige pluslig var mor inde på mit værelse, og sagde, at jeg skulle finde Niall. Ved du, hvad det betyder?" jeg var så ivrig efter at fortælle, at jeg næsten faldt over mine egne ord. Han rystede ligeså svagt på hovedet, som han før havde nikket.


"Jeg tror Niall er din skytsengel." med det samme jeg slyngede ordene ud, blev døren bag mig åbnet. Jeg lagde en finger på mine læber, så Nolan ville vide, at det hele var en hemmelighed.


"Charlie, Nolan har brug for hvile." jeg nikkede, og rejste mig fra sengen. Jeg vinkede til den svage lille dreng, der lå på sit dødsleje, inden jeg forsvandt ud af døren. Da jeg nåede baggangen, trådte jeg ned i de nærmeste sko, og rev jakken ned fra stumtjeneren. Så gik jeg ud i den kølige luft, hvor små regndråber faldt fra himlen. Klokken var kun halv otte, da jeg stod foran skolen.
Selvom undervisningen først ville begynde om en time, så gik jeg alligevel derind, som den første elev. Jeg gik imellem skabene, indtil jeg stod foran en dør, der dannede ordene Kontor. Jeg bankede en enkelt gang på, men hørte intet svar, så jeg gik bare ind. Der var tomt bag skrivebordet, og stilheden fyldte rummet så kraftigt, at mine trin lød som Big-foots. Jeg kiggede rundt i det kedelige lokale, og sikrede mig, at ingen holdt øje med mig. Jeg åbnede så skuffen med papir, der fortalte om hver enkelt elev. Mine fingre gled over de alfabetiske organiseret kolonner, og stoppede ved N.


Niall Horan, Niall Horan, Niall Horan. Først da mine fingre gik over til O, stoppede jeg min søgen. Han var der ikke. Niall havde aldrig gået på den her skole, der er intet spor af ham. Ingen ting! Kun navne som Nick, Nadia, Nico osv. Var hvad jeg kan finde.
Jeg så op på uret, der hang over døren og får et chok, da klokken allerede er otte. Jeg smækker skuffen i, imens jeg udtrykker mig med et lille shit, inden jeg forlader kontoret. Jeg løber hurtigt igennem gangene, og krydser mine fingre for, at jeg ikke støder ind i en pedel. Jeg skubber den store glas dør op, og løber i retningen af søen, der lå en kilometer, eller to herfra.


***


Jeg stopper op og trækker vejret, da jeg kan se Niall for mig. Han står nede på broen, og kigger i retningen af Irlands grønne skove. Jeg går der ned i et normalt tempo, mens mine lunger hvæser efter ilt. Jeg fortryder i dette øjeblik, at jeg ikke dukkede op til idræt noget oftere, i stedetfor at gemme mig på biblioteket.
"Niall er det dig." jeg bukker mig for en af de lange grene, der rækker ind over broen, og træder så nærmere. Jeg får ikke noget svar, ikke engang en reaktion, så jeg fortsætter min ide om, at det er Niall. Efter en meter eller to kan jeg se, at det er ham. Han står helt stille, som var han forstenet. Jeg stiller mig ved siden af ham, og kigger i samme retning, indtil hans blik lander på mig, efter et par minutter i stilheden. 


"Det er Nolan.." han nikker, så jeg stopper op og kigger dybt ind i hans øjne. Jeg kan fornemme en film, der spiller i den krystalblå farve, så jeg tråder nærmere. Jeg koncentrerede mig om at kigge dybere, og til sidst kunne jeg se billederne for mig. De kom i rækkefølge efter hinanden, og dannede et diasshow fra fremtiden. Det første billede viste en hospitalseng, hvor Nolan lå næsten livløs og svag i. Det næste dannede en seng med Niall selv, der så bedøvet ud. Herefter kommer et billede af en operationsstue, og da det sidste er ved at blive tydeligt, lukkede Niall sine øjne i.


En tåre faldt ned på hans kind, og hans læbe begynder at dirre. Jeg forstod ikke sammenhængen i billederne, for hvorfor må jeg ikke se det sidste? - Hvorfor græder han? Og var det hele bare en drøm? - En åndsvag drøm, der er så virkelig, så realistisk, at man lever sig ind i den? Alle disse spørgsmål danner sig i mit hoved, ligesom det vigtigste af alle. - Skal Nolan virkelig dø nu? Skal han forlader denne Jord, trods det at han kun er ni år, og ikke engang har oplevet livet. Nej!


"Niall." jeg rusker i hans skuldre, og prøver at få ham til, at åbne sine øjne og vise mig det sidste billede. Intet sker, for han er fjern, som om hans sjæl ikke er tilstede, eller som om han er i en dyb søvn, som han ikke kan vækkes fra.


"Niall vågn nu op!" min stemme knækkede, og jeg begynder at hulket, mens jeg fortsat rusker i ham. Jeg gentager mig selv, men ordene lyder bare, som en tilfældig hylen fra en ensom ulv. Til sidst falder jeg sammen, og ligger grædende på broen, mens en tåge skyller hen over os.


"Charlie?" jeg kan høre Nialls stemme, men tågen er for tyk, og jeg kan ikke se andet en gråligt luft. Jeg stoppede min hulken, og rejser mig op. Hele verden vender og drejer sig for mine øjne, og jeg kan høre hans stemme, men intet se. 


"Niall, Nolan har brug for dig." jeg faldt igen over mine egne ord, fordi jeg igen var for ivrig. Jeg stirre de blindt ud i tågen, og søgte efter Niall, men istedet så jeg en masse skygger, der kommer nærmere. Jeg genkendte deres ansigter, jo tættere på de kommer, og hviskede Ryans navn for mig. Jeg kunne mærke en vrede skylle over mig, da jeg kunnen høre deres ondskabsfulde latter. Jeg kneb mine øjne så hårdt i, at alt gik i sort for mig, og da jeg åbner dem igen, holdt jeg et fint guldsværd belagt med blodrøde rubiner, og skinnende sten.
Jeg flåede sværdet i mod de mange dæmoner, der én efter én omringede mig, indtil der til sidst ikke var flere. Tågen lettede, og jeg stod tilbage på broen mutters alene. Niall var forsvundet. Sporløst...

 

Dette er det sidste kapitel for næste uge, da jeg rejser til England, London i morgen. Jeg regner med at skrive et nyt kapitel, så snart jeg kommer hjem.. :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...