Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
983Visninger
AA

8. Kapitel seks

Så Niall klarede altså det beskidte arbejde, som jeg flygtede fra. Det hjalp ikke på min samvittighed, da jeg senere samme aften måtte rense hans hud for blod, og pleje de skræmmer han havde fået. Niall var bare taknemlig, som altid. Nolan var fascineret af Niall, hvilket jeg godt kunne forstå, for det var jeg vel også selv?


"Også bankede du ham bare?" hans øjne stråler, som julelys i den mørke stue. Niall har allerede forklarede hele situationen, som var det ingenting. Nolan er pavestolt over ham, men Niall tager det helt roligt. Jeg vrider kluden fri for overskydende vand, og dupper den mod hans læbe så en dyb flænge,  der har lagt i skjul bag blodet, kommer til syne.


"Nolan, det er ved at være sengetid." jeg lægger kluden tilbage i vandet, der har fået en mat rød farve. Nolan protestere straks, og kommer med forskellige forklaringer om, at han slet ikke er træt. Jeg er målrettet efter at få ham i seng, da Bedste allerede sover, og det er min pligt at putte ham. Niall er på mit team, og først da han forlanger at blive hørt, går Nolan ud på badeværelset for at børste sine tænder.


"Måske skulle du tage til lægen, det er en ret dyb flænge." Niall tager sig til underlæben, og ryster bagefter på hovedet. Han smiler et smil, som jeg har svært ved at forklare, men jeg gengælder det alligevel.


"Det er ikke nødvendigt." jeg nikker, selvom jeg faktisk mener det omvendte, men i sidste ende er det Nialls eget valg, der tæller. Jeg ser på Nolan, da han læner sig op af døren. Han har allerede taget sin grønne pyjamas på, hvorpå der er et logo i højre hjørne, der er magen til hans yndlings fodbold hold. Jeg rejser mig op fra den blomstrede sofa, som Bedste har så kært, så følger jeg ham på vej. Han standser halvvejs og kigger tilbage, i den retning Niall er i. Så vifter han med fingrene, hvilket får Niall til at følge trop.


"Charlie vil du ikke fortælle om engle?" jeg putter dynen ind til hans krop, så han ikke kommer til at fryse, så tænder jeg natlampen, der hænger over hans hoved. Jeg nikker, og sætter mig på kanten. Niall sætter sig ved siden af mig, mens jeg smiler beroligende til Nolan.


"Hvad skal jeg fortælle?" Han tager fat om min hånd, og jeg lukker mine fingre om den. De røde kinder er begyndt og faldne, mens hans øjenlåg er blevet tunge. Jeg nusser hans håndryg med min tommelfinger, sådan som min far altid gjorde.


"Noget om skytsengle." jeg nikker, og tænker over hvad jeg skal fortælle. Jeg finder et sted at begynde, og starter en talestrøm, mens jeg fortsat holder hans lille hånd.


"Engang for længe siden, før Bedstes tid, var der et folk, som havde meget tillid til deres gud. De var sikre på, at gud kun ville sine mennesker alt godt, hvilket selvfølgelig var sandt. Der var en særlig mand blandt folket, der mente, at han havde fået tilsendt en gave fra gud. Det grinede de andre af, for hvem behøvede gaver, når man havde fået livet? - Manden påstod, at han havde fået en engel, som ville beskytte ham igennem livet, altså en skytsengel. Manden kunne nu gøre alt, så længe at han ikke rørte sin engel, som var en af folkets smukke kvinder. En dag blev manden alligevel nysgerrig, og ville finde ud af om guds ord var sande, så han kyssede alle kvindernes højre hånd, indtil han nåede den sidste og faldt død om." Jeg læner mig frem i mod Nolans pande, og planter et kys på den. Så slipper han min hånd, og kigger afventende på Niall, som forventer han endnu et kys. Niall klapper på dynen, og skal til at rejse sig, da Nolan griber ud efter hans hånd. Niall trækker den forfærdet til sig, og ser forskrækket ud. Han går hurtigt hen til døren, og vinker med sine fingerspidser.


"Godnat Nolan." jeg putter dynen tættere indtil hans krop, så kulden ikke kan nå ham, når natten falder på. Jeg lukker døren bag mig, da jeg har vinket godnat, og lægger så min hånd på Nialls skulder, da jeg vender mig rundt. Han vender sig om et ryk, så jeg træder et skridt tilbage af forskrækkelse. Jeg studere hans ansigt, hvor hans mælkehvide hud er blevet bleg, næsten askegrå. Hans øjne er matte, og de mangler deres sadvandlige glød. Hans læber er klemt sammen og er smalle, så smalle at de næsten danner en tråd, og den dybe flænge på hans læbe er pluslig forsvundet.   Han ser i det heltaget forskrækket ud, næsten skræmt.


"Hvad sker der Niall?" han ryster bare på hovedet, og slår min hånd væk, da han går imod bryggerset og forsvinder ud i gangen. Lidt efter kan jeg høre et let brag fra døren, mens jeg selv står forvirret tilbage. Jeg tænker alle tingene igennem igen, men uden at finde bare en lille mening, i alt det der lige er sket. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke engang nåede at opfange det.


Jeg tråder ind på mit værelse, hvor luften er kold og følsesløs, næsten tom. Jeg går igennem mørket i den lille sti, der er blevet dannet af møbler. Jeg bemærker de blafrende gardiner, der gør stemningen en smule skummel, så jeg lukker hurtigt vinduet i. Jeg finder en æske tændstikker i den øverste skuffe, og tænder de stearinlys, der står rundt omkring på værelset. Så smider jeg min rystende og forvirret krop på sengen, og slår op på den side i bogen, som jeg er nået til. Jeg skimter igennem linjerne, og er faktisk ikke sikker på om jeg opfanger dem.
Alligevel forstår jeg det hele, for kort tid efter går det op for mig.


På en eller anden mystisk måde kan jeg fornemme, at nogen eller noget prøver at fortælle mig noget, så jeg kigger rundt i væreslet. Stearinlysene blafre vildt, selvom vinduet er lukket, det samme gælder døren døren. Her er ikke andre end mig, men alligevel fornemmer jeg et nærvær, der får hårene på mine arme til at rejse sig. Kulden omkring mig bliver mere og mere kold, og inden længe begynder mine tænder at klapre.


"Er her nogen? Bedste? Nolan, Niall?" min egen stemme bliver til ekkoer på væggen, og pludselig forsvinder skæret fra stearinlysene. Jeg kan næsten høre mit eget hjerteslag, da jeg sidder alene i mørket, indtil jeg får øje på en stjerne på himlen, der kommer tættere på. Med lynets hast kommer den imod mig, og jeg holder mig for øjnene, da dens lys blender mig. 


"Charlie?" jeg åbner øjnene, da en stemmen bag mig nævner mit navn. Jeg stirre bare rædselslagen ud i mørket, mens varmen omgiver mig. Jeg har ikke længere gåsehud, og min hjerterytme er, som den altid har været.


"Vend dig om mit barn." jeg tøver, men vender mig til sidst om, hvor mit blik møder min mors velkendte ansigt. Jeg kan mærke mine øjne blive våde, og jeg er i tvivl om jeg skal grine eller græde, for jeg er i chok. Hendes lange blonde hår snor sig langs hendes skuldre, og indrammer hendes smukke, næsten guddommelige ansigt. Hun smiler så oprigtigt, at hendes øjne stråler. Hun bærer en hvid blonde kjole, der går helt ned til gulvet, og som er stram om livet og ned, indtil den danner en sø ved hendes fødder. Hun er smuk, smukkere end nogensinde før!


"Jeg er kommet, for at give dig en mission, men tiden er knap, så hør nu godt efter. Du må finde Niall, så hurtigt som muligt, forstår du det?" jeg nikker og forstår. Tænker slet ikke over om det hele blot er en drøm, eller om det virkelighed, så jeg fortsætter min nikken. Jeg nyder synet af hende, og kan mærke mit hjerte briste, da hun langsomt forsvinder væk, som en sky der langsomt glider hen over himlen.


Da hendes skygge er helt væk, så bliver lysene omkring mig tændt igen, mens kulden langsomt vender tilbage. Jeg kan i det fjerne høre Bedste, der snorker fredfyldt, mens min mors stemme gentages for mig så langt inde bag væggene, at de næsten ikke er her. Jeg ryster lidt på hovedet, og beslutter mig for, at det er ved at være sengetid.

 

Nyt kapitel yay!

Hvad synes I om handlingen? - og hvad tror I der sker fremover? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...