Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
974Visninger
AA

10. Kapitel otte

Da jeg åbner døren til det lille rækkehus, er stemningen tør og akavet på en ubeskrivelig måde. Lugten af Bedstes hemmelige heksebrygge, der er lavet udfra en gammel familieopskrift, hænger tungt i luften. Jeg tænker ikke på, at jeg burde tage mine sko og mit overtøj af, før jeg træder indenfor. Jeg tænker kun på Nolan, og lader min indre stemme styre min krop. Jeg føler mig sjæleløs, idet sekund jeg løfter Nolan op i min favn, og træsker ud i gangen igen.


Jeg forsøger med omhu, at påføre Nolan en jakke, men det er ikke nemt, for hans krop er svag, næsten lammet. Den eneste kontakt der er imellem os, er den der er imellem vores øjne. Jeg forsøger, at starte en samtale, men det føles sært, som om jeg snakker med en kludedukke. Jeg indser at jeg må give op, da Nolans vejrtrækninger bliver svagere og svagere, så jeg svøber ham i et uld tæppe. Jeg ser på mit håndled, hvor armbåndsuret sidder. Mit hjerte springer et slag over, da klokken allerede er mange, og da den næste bus kører om en halv times tid.
Nolan er tung, trods hans spinkle bygning, men jeg bider smerten i mig. Jeg vugger Nolan i mine arme, når han har haft sine øjne lukket i for lang tid, for at sikre mig, at han er i live. Den energi som han sender igennem min krop er svag, og hans øjenkontakt falder for hvert sekund, selvom jeg konstant kalder på ham. Han virke ikke til at reagere, selvom jeg hæver min stemme, og næsten rusker i hans krop.Vi når med alt held bussen, og en ung mand forærer os sit sæde nær udgangen, da han ser Nolans blege, svage og døende krop. 


"To billetter til Dublins hospital." jeg har fundet pungen frem i min inderlomme, og har efterladt Nolan et kort øjeblik, men buschaufføren ryster bare på hovedet. Han holder skarpt øje med trafikken, og har endda trykket speederen i bund.


"Sådan en lille knægts liv er skam mere vigtigt end min løn, så det skal du ikke bekymre dig om. Jeg giver." jeg nikker taknemmeligt med hovedet, mens jeg  mumler et tak. Jeg tager Nolan op i min arme igen, og vugger hans krop igen, mens jeg kalder på ham med gråd i stemmen. Mit hjerte bløder af smerte, og mine øjne fyldes med tåre, da han, for hvert sekund og minut, bliver svagere og svagere. Jeg længdes efter Nialls rolige stemme, og hans trøstende kram, men noget stikker alligevel inden i mig. Han forlod mig trods alt, da jeg havde mest brug for ham.


Bussen er tømt for larm og støj, alle forholder sig roligt, mens de studere os på længere afstand. Nolans krop ryster af kulde, selvom der dannes svedperler på hans smalle pande. Hans blege hud er hedende mod mine læber, da jeg planter et kys på hans kind. En af mine tåre falde under hans øje, og fortsætter langs med hans kind, som græder vi begge over hele situationen. Jeg tøver ikke et øjeblik, da dørene åbnes til busstoppestedet, der er foran hospitalet. Jeg mumler et tak, der er så lavt, at jeg tvivler på, om buschaufføren overhovedet hørte det.


Da jeg står i venteværelset, går det hele så hurtigt, at jeg næsten ikke opfanger, hvad der egentlig sker. Nolan er blevet revet ud af mine arme, og en hånd lægger sig på min skulder, mens alt omkring mig bliver sløret. En udtydelig stemme i baggrunden forsøger, at få mig til at slappe af, men jeg ignorerer den, ligesom alt andet omkring mig. Jeg er ikke tilstede i nuet, men er bare fanget i min egen verden, hvor mine tanker ligger, som en tung støvsky i mit hoved.Jeg bliver ført hen til en polstret sofa, hvor jeg sidder og stirre blindt ud i luften. Jeg føler mig i øjeblikket, som en sindsyg, der lever af sine forvirrende tanker og fornuft. Jeg kæmper ikke engang imod, da nogen hjælper mig med at drikke, ved at bukke mit hoved bagover. Min hals fyldes med koldt vand, og først nu går det op for mig, hvor dehydreret jeg er. Jeg lægger mig helt ned, og genser alle Nialls billeder og tanker for mig, de er alle ens ligesom tidligere, men til sidst vises et nyt. - En lille blond dreng, der er så svag, at bare det at kunne trække vejret, går ham på.

Mine øjne glider i, mens jeg hører Nialls hvisken for mig. Det hele virker så realistisk, at jeg rækker ud efter luften, hvor jeg kan fornemme ham stå. Til sidst falder jeg ned i et stort sort hul, der bliver dybere og dybere jo længere jeg falder, så dybt og uendeligt, at jeg til sidst ignorerer mørket omkring mig. Jeg kniber mine øjne sammen, da et stærkt lys blender mig. Jeg kan skimte en skygge i lyset, og da jeg ser ordentlig efter, kan jeg se Niall. Han er så smuk og guddommelig, og bare det at se ham igen, får alting omkring mig til at standse. Jeg er bare et af luftens mange støvkorn, som jeg står der helt stille. Jeg hverken falder, eller svæver. Jeg hænger bare i luften og beundre hvilken skønhed, der er lige foran mig.


"Niall?" kalder jeg, men der kommer ingen lyd fra mig. Alligevel kalder Niall tilbage, og selvom han ikke kan høre mig, så kan jeg høre ham. Højt og tydeligt. Han viser sig frem i lyset, så et par store hvide vinger kommer til syne. Jeg måber, kan ikke tro mine egne øjne, da det virkelig går op for mig, at han har vinger. Rigtige vinder. Englevinger!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...