Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
971Visninger
AA

6. Kapitel fire

For første gang nogensinde var jeg interesseret, da Mullingar Ulvene atter gjorde klar til kamp. Ikke kun fordi Niall var med, men fordi Nolan var frisk nok til at kunne tage med, og jeg derfor ikke var alene.

Nolan havde insisteret på, at vi skulle gå tidligt, så vi kunne få en af de første pladser. Jeg havde ladet mig overtale, selvom det ikke betød det store for mig, men for Nolan var det vigtigt.

Nolan havde aldrig oplevet en live fodboldkamp før, da hans sygdom tog hårdt på ham, så selvom det blot var almindelig skole-fodbold, så var han ellevild.

"Er du spændt?" jeg løfter ansigtet fra min bog, og klapper den sammen. Jeg kan se, hvordan han tripper af begejstring. Så nikker han ivrigt, og sætter sig på bænken igen.

"Hvornår begynder det?" han ser på mig med runde øjne, og jeg slår en latter op. Jeg kigger på mit håndled, hvor mors guldur hænger om. Jeg studere sekundviserens tikken, og aflæser den sidste rest af ventetiden.

"15 minutter." konstanter jeg så, hvilket får Nolan til at sukke. Han rejser sig igen, og læner sig over hegnet, der omringer fodbold banen. Hans finger trommer mod træet, mens han hviler hovedet på sin knyttet næve.

"Hvorfor tager det så lang tid." jeg fniser, og rejser mig så. Jeg stiller mig ved siden af ham, og lægger en hånd på hans skulder. Så peger jeg i retningen af spillerskuret, hvor Niall og de andre spillere er lige nu.

"Kan du se det skur, der ligger der over?" han nikker, og ser så på mig med et spørgende blik. Jeg smiler, mens jeg kigger ind i hans blå øjne. Jeg retter igen mit blik mod skuret, og nyder den brise, som skyller ind over os.

"Der sidder spillerene lige nu, og lægger deres plan, så de kan vinde." han rynker brynene, og lader mig vide, at han stadigvæk er forvirret. Så smiler jeg for mig selv, da mine tanker strejfer Niall.

"Hvad smiler du for?" jeg kan høre Nolans drillende stemme, samtidig med at han skubber til min arm. Jeg skubber igen, men mere forsigtigt end hvad han havde gjort.

"Ikke noget." Jeg ryster på hovedet, som en hentydning til at vi skal skubbe det ud af verden. Men så let giver Nolan ikke op, for han plager og plager om at få det af vide.

"Er det ham Ryan?" hans stemme er lav og bitter, og jeg fornemmer væmmelsen i hans stemme, og minder mig om Nialls på biblioteket. Jeg føler mig skidt tilpas, da jeg tænker på Ryan. Jeg er klar over, hvilken skuffelse jeg giver Niall, når han finder ud af, at jeg ikke har gjort det forbi med ham. Jeg sætter mig tilbage på bænken, mens Nolans blik hviler på mig. Han har opdaget min pluslig humørsvingning, og sætter sig på bænken.

"Har han været dum?" jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare, eller hvad jeg skal sige, så jeg nikker bare. Nolan ligger sin hånd på min skulder, ligesom jeg gjorde for kort tid siden, da jeg stod ved siden af ham.

"Hvad har han gjort?" han nusser min ryg blidt, og prøver at trøste mig. Han presser mig ikke til at fortælle, men jeg bukker under for hans spørgsmål. Overtaler mig selv til at svare, selvom jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig ville fortælle nogen, hvordan han behandler mig.

"Nolan, det kan være svært at forstå, men Ryan er ikke som andre. Kan du forstå det?" han nikker, klemmer hans røde læber sammen, så det er en rød streg. Så fortsætter jeg, eftersom jeg er sikker på, at han er indforstået med min mening:

"Ryan er god til sport, og har en stor magt indefor det punkt. Han tvinger mig til at klare de beskidte jobs, som han ikke selv kan finde ud af. Og hvis.." hans kinder er røde af vrede, og han rejser sig hurtigt op, så jeg bliver forskrækket. Jeg har aldrig set ham sådan før, aldrig nogensinde.

"Er det ham, som giver dig, alle de blå mærker?" Han skimter udover banen, hvor spillerene er begyndt at dukke op.  Jeg nikker, selvom han ikke kan se det, så kender han allerede svaret, og det dræber mig.

"Nolan, jeg kan ikke gøre noget ved det, for jeg er bange for ham." hans blonde hår flagre i vinden, som han skimter udover det grønne område. Så ryster han på hovedet, og vender sig om. Hans øjne er våde, ligesom mine egne er.

"Bare vent Charlie! En dag så banker jeg ham." han spænder i overarmen, og blotter sine muskler under T-shirten. Jeg ler og trækker ham indtil mig, så ser jeg udover banen og spotter Niall. Han vinker, og jeg smiler mod Nolans hår, idet jeg vinker tilbage.

"Kan du se ham, der vinker?" Nolan mumler, og jeg trækker ham med ned på bænken. Nu, hvor de andre tilskuer er begyndt at komme.

"Det er Niall. Han er sød og du burde møde ham." Nolans øjne stråler af begejstring, da han ser Niall snøre sine snørebånd. Han vinker til ham, som kender han ham allerede. Han bliver endnu mere begejstret, da Niall vinker tilbage og ler. En varm følelse spreder sig i min krop, og en sommerfugl bliver til tusinde, og jeg glemmer helt at være trist.

***

Resultatet af kampen bliver råbt op, og en skinger blanding af skrig, piften og råb hænger i luften. Jeg bukker mig ned for at finde Nolans trøje, eftersom duggen er begyndt at falde. Jeg rækker ham den, og han tager imod den med et smil. Jeg gengælder hans smil, mens jeg trækkere i min egen cardigan.
Bag os begynder folk at gå, og efter et par minutter er vi de sidste tilskuer, som er tilbage. Spillerene nyder deres sejr på den anden side af hegnet, og fejre det med et holdråb. Niall kigger sig over skulderen, og holder øje på os. Han løber i vores retning, som de andre er på vej imod omklædningen.

"Hey!" han rækker en hånd op i luften, da han er få meter fra os. Jeg kan mærke Nolan gemme sig bag ved mig, da Niall springer over hegnet. Jeg genkender hans opførelse fra dengang mor levede, hvor han altid gemte sig bag hende, når han blev genert. Jeg kan høre ham fnise, da Niall bukker sig ned.

"Du må være Nolan?" han smiler til ham, og Nolan gengælder det med et genert smil. Han forlader sit skjul, og nikker ivrigt. Hans lille kølige hånd griber min, mens han studere Niall fra top til tå. Jeg har ingen ide om, hvorfra han kender hans navn, da jeg ikke har nævnt det før.

"Mit navn er Niall." Niall smiler bredt, hvilket får mig til at svede, trods den kølige september brise. Mit hjerte springer et slag over, da han trækker mig ind i et kram, og kysser mine læber blidt. Jeg kan mærke rødmen lægge sig på mine kinder, som lette fjer på en forårsdag i april. Jeg forsvinder fra virkeligheden, da jeg indånder hans duft. Men før alt bliver sort slår jeg øjnene op, da en genkendt stemme afbryder os.

"Hey dig der." jeg sukker, som Niall trækker sig fra krammet. Nolan klemmer min hånd, da Ryan går hen imod os. Jeg kan tyde i hans ansigt, at han ikke er glad ved det syn, som han lige har set. Jeg bliver nervøs på Nialls vegne, da han peger på ham.

"Hvem tror du lige du er?" hans hoved er let på skrå, mens hans kæbe er spændt. Hans læber er en tynd rød streg i det blege andsigt, og hans øjne er matte sprækker, der stråler af ondskab. Niall er helt rolig, og viser ingen tegn på angst. Jeg trækker Nolan indtil mig, så han ikke kan se det, der snart vil ske.

"Ryan, det er.." Han rækker en hånd hen imod mig, hvilket betyder, at jeg skal stoppe den der. Han tager fat i Nialls T-shirt, og rusker i ham. Han ler ondskabsfuldt, som morer han sig over, hvilket forfærdelig menneske han er.

"Slip mig." Niall er stadigvæk rolig, mens jeg knurre Nolan indtil mig. Ryan slipper grebet om hans trøje, så Niall falder om på det fugtige græs. Han kommer hurtigt op på benene igen, og skubber igen, men Ryan griner bare.

"Hør her, du holder dig fra mine ting, okay?" han placere en finger på Nialls pande, som Niall slår væk. Ryan retter sig mod mig, og griber fat om mit ansigt, så det dunker af smerte.

"Dig havde jeg forventet mere af, men jeg tog vist fejl." jeg kniber øjnene sammen af smerte, og opdager at Nolan har sluppet min hånd. Han placere en spytklat i midten af min pande, før han slipper grebet om mit kæbeparti.

"Du har bare at aflever den matematik aflevering imorgen, er det forstået møgtøs? - Der skulle nødigt ske noget med din lillebror, som du jo har så kært." jeg nikker, mens jeg holder tårene tilbage ved at bide i min læbe, først da smagen af blod spreder sig på mine smagsløg, bryder jeg sammen ved tanken om Nolan.

"Find en på din egen størrelse." Nialls stemme får mig til at åbne mine øjne, hvor jeg ser Nolan gemme sig bag ham. Jeg ånder lettet op, da jeg ser han er i sikkerhed. Niall har pustet sin bryst kasse op, og skuler efter ham.

"Du har ikke set det sidste til mig, Loren." Ryan ler, som han går tilbage fra hvor han kom fra. Jeg er flov over, hvilken en dæmon han er. Samtidig har jeg dårlig samvittighed, for hvis det ikke havde været får mig, så var det her aldrig sket. Jeg tørre min pande af i mit ærme, og bukker mig ned mod Nolan, der står med nedadvendt ansigt.

"Undskyld." er det eneste jeg kan sige, uden at lade mit blik møde Niall.

 

Kapitel fire, som jeg havde lovet. 

Hvad synes I om historien, indtil videre ihvertfald?

Hvad tror I der sker, og kan Ryan virkelig gøre brug af sine trusler? - I så fald, vil der ske noget med Nolan?

Det kan I finde ud af på et senere tidspunkt, når der snart kommer nye kapitler. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...