Engle & Dæmoner|Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
"Niall hvad sker der?" det er, det sidste jeg får sagt, inden han er forsvundet. Lyden af en klappende dør, er alt hvad han har efterladt. Jeg står forvirret tilbage, mens de sidste par minutter kører rundt i mit hoved, som en hurtig film. Jeg kan knap nok opfange, hvad det egentlig er, der er sket, før jeg pluslig får stillet en umulig mission. Jeg tvivler, men tager alligevel kampen op imod det onde, der findes i den nye og fremmede verden, jeg er blevet en del af ...

19Likes
32Kommentarer
976Visninger
AA

7. Kapitel fem

Da vækkeuret ringer, trækker  jeg dynen så langt op, som den nu kan komme. Mine øjne føles tørre, og smerten dunker mit hoved. Jeg lader mine øjne glide i igen, og venter på at Bedste skal åbne døren, imens udtænker jeg en undskyldning, så jeg kan slippe for skole. Natten har været lang, eftersom mit hoved ikke har holdt en eneste pause fra tankerne. Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal slå op med Ryan, for jeg frygter ham stadigvæk.


"Er du ikke stået op i nu?" jeg kan høre Bedstes stemme trænge igennem dynen, så jeg forlader mit skjul. Jeg ryster på hovedet, mens jeg trækker mig op på albuerne, og bruger mine sidste kræfter. Jeg gnider mine trætte øjne, inden mit hoved falder ned på hovedpuden igen.


"Jeg har det ikke så godt." jeg krydser mine fingre under dynen, og håber hun hopper på den. Hendes øjne er medlidenhedfulde, som hun sætter sig på sengekanten. Hun nusser min kind, som er varm. Så smiler hun kærligt, og putter dynen tæt indtil min krop.


"Så bliv du i sengen, så laver jeg en omgang suppe, så skal du snart komme på benene igen." jeg nikker, og gengælder hendes smil, mens jeg fylder min krop med en følelse af sejr. Jeg følger hende med mine øjne, indtil hun lukker døren bag sig, så jeg kan tænke videre i stilheden. Da klokken nærmere sig halv ni tikker en besked ind, og jeg rækker ud efter min mobil, som ligger på natbordet.


Havde vi ikke en aftale?! jeg synker en klump, da jeg læser Ryans besked. Jeg kan tyde, at han ikke er glad, hvilket får mit hjerte til at banke. Jeg ryster over hele kroppen ved tanken om, hvad han kan finde på, efter de trusler han fyldte mig med igår.


Men, jeg er syg. jeg kan selv høre, hvor dumt det lyder, så chancen for at han hopper på den er næbbe stor. Jeg må indrømme, at jeg har dummet mig grundigt denne gang, men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne virkelig godt lide Niall, men Ryan behandlede mig som to potter pis, så jeg ønskede at være en jøde tilbage i 1940'erne.


Du og jeg ved begge to, at du er kvikkere end det, så spil nu ikke dum. Du får til klokken tre, ellers er det ude med din elskede lillebror, forstået? jeg har lyst til at forsvinde, og efterlade Ryan med lorten. Men eftersom, at jeg selv er skyld i problemerne, så må jeg også selv løse dem. Det ville mor have sagt.


Hvordan? Jeg kan ikke vise mig på skolen, når jeg har meldt mig syg, det ved du godt. Jeg kan høre døren blive åbnet, og Nolan stikker sit hoved ind. Hans morgenhår stritter ud til alle sider, og hans øjenlåg er tunge. Han kommer ind og lukker døren bag sig, så hopper han op i sengen. Jeg forsøger at skjule min angst, der blander sig med min glæde, da jeg kan se, at han er uskadt.


Mød mig i parken efter skole, og hvis du ikke kommer, så ryger din lillebror og ham Loren fyren! jeg smiler bare til Nolan, mens mine fingre kører over tastaturet. Jeg løfter op i dynen, og lukker ham ind i varmen, så han ikke fryser.


Jeg skal nok komme. jeg ligger mobilen tilbage på natbordet, og nusser Nolan på hovedet, så hans morgen hår stritter endnu mere. Hans hånd røre min kind, mens han rynker sine bryn af bekymring. 


"Er du virkelig syg?" jeg ryster på hovedet, mens jeg undgår hans blik. Han ved godt, hvorfor jeg pjækker, og i sidste ende kan jeg ikke skjule det, for han kender til alt, hvad der foregår inde i mit hoved.


"Er det på grund af Ryan?" Jeg nikker, og lukker mine øjne, som vil jeg lægge mig til at sove, men det kan jeg ikke. Mit hoved kører på overtryk, og kaster tankerne frem og tilbage, så frygten inde i mig konstant stiger. Jeg ved godt, at jeg kører mig selv op på den måde, men hvad ville du selv gøre? - Det er jo ikke fordi, at jeg bevidst vil være bange, men Nolan betyder så meget for mig, at et liv uden ham ville være utænkeligt. Ingen ved, hvad Ryan kan finde på.


"Jeg skal møde ham i parken efter skole, ellers bliver han virkelig vred." mine øjne møder for første gang i dag hans, selvom jeg ikke bryder mig om det, men han holder dem fast. Det er umuligt at flygte fra dem, for deres energi er for stærk. Jeg har altid syntes, at hans øjne var kønne, men aldrig har jeg oplevet dem så stærke, som på det sidste.


"Jeg tager med!" han er så ivrig, at han ved et uheld kommer til at losse til mit ben, der ligger gemt under dynen. Jeg ryster på hovedet, og er ligeså ivrig som ham, så jeg er sikker på at han forstår.


"Nej, du hørte selv hvad han sagde igår." han nikker, og hans kinder bliver røde af irritation. Jeg behøver ikke sige mere, før han forstår, så der bliver stille omkring os. 


***


Jeg skimter igennem siderne i bogen, som jeg har lånt på biblioteket. Dens kongelige farve og guldbogstaveren skinner i solen, som stadigvæk stråler på den skyfrie himmel, trods det, at vi er i september måned. Jeg opfanger nogle fact's om engle, og lærer noget om forskellen på engle og dæmoner. Jeg er især fokuseret på info om skytsengle, så jeg kan give min viden videre til Nolan. Han har tit spurgt, om jeg ville lære ham at læse. Det var dog ikke blevet til noget endnu, da han altid har været for træt.


"Så det er her, du gemmer dig." jeg kigger op fra min bog, og ser Niall læne sig op af det samme træ, som jeg sidder op af. Jeg nikker og klapper bogen sammen, så klapper jeg på pladsen ved siden af mig. Han slår sig ned, og strejfer min hånd, så sommerfuglende fylder min mave. 


"Hvad har du der?" han peger på opgaven, som stikker ud af min taske. Han ved godt hvad det er, men spørger alligevel. Jeg trækker på skuldrene, og begraver mit ansigt i mine hænder. Han lægger armen om min skulder, og hvisker trøstende ord i mit øre, men det hjælper ikke på min dårlige samvittighed.


"Undskyld," fremstammer jeg imellem mine hulk, så jeg er i tvivl om han forstår mig. Han nusser bare min ryg, så jeg fortsætter:


"Jeg kan ikke afslutte det, for han ved præcis, hvilke knapper han skal trykke på. Og hvis jeg ikke gør, som han vil have det, så gør han bare alting værre.." Han klemmer sine læber mod mine, så jeg bliver mundlam og afbryder min talestrøm. Jeg kan mærke mine følser eksplodere, og min krop fyldes med bittesmå sommerfugle, der alle flyver rundt i mit mellemgulv. Niall trækker sig fra kysset, da han mærker en andens nærvær.


"Jeg ville ha' sagt fortsæt bare, men jeg har ikke tid til det. Hvor er min opgave?" han har sine arme på kors, og hans muskoløse krop skygger for solen. Jeg skal lige til at rejse mig, da Niall skubber mig tilbage. Han tager fat i hjørnet på opgaven og trækker den op, så stikker han den koldt i hånden på Ryan, så han ser helt forskrækket ud.


"Nu har du fået din åndsvage opgave, så smut og lad Charlie og hendes bror være, forstået?" Niall lyder hård, næsten syrlig, som han skubber til Ryan. Ryan ler bare og skubber igen.


"Det skal du ikke blande dig i, okay? Mig og tøssen har en aftale, og den kan du ikke bryde, så fis selv af Blondie." Ryan har afbrudt sin latter, og både ham og Niall puster deres brystkasser op, som to haner i en hønsegård, der ligger an til slåskamp. Jeg mumler Nialls navn, i håbet om at han få ham ned på jorden igen. Det ender alligevel med, at Ryan slår ud efter Niall, så blodet drypper fra hans næse. Niall giver Ryan et slag på kæbebenet, så et tydeligt knæk skær igennem luften, selvom de står kvit nu, så er kampen ikke ovre. Ryan slår ud efter Niall, som bukker sig og tackler Ryan, så han giver et støn fra sig. Han lander på græsset, og Niall sætter foden på hans mave, mens han tørre blodet væk fra sin læbe.


"Jeg siger det engang til okay? - Du lader Charlie og hendes bror være i fred, og hvis ikke, så får du din egen medicin igen, forstået?" Ryan nikker heftigt med hovedet, mens han forsøger at komme på benene igen, og få sekunder efter er han væk.

 

Ikke det mest interessante kapitel, men der begynder snart at ske noget! xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...