Dont give up | One Direction {HH4} *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
PS: Dette er 4'eren af HAPPY HOME.

Måske har i hørt om dengang en helt almindelig pige flyttede ind hos Styles familien? Hun fik et barn senere..

Dette er den nu 16 årige Liv Horan Styles som lider af en sygdom. Hun fik en slagtilfælde kort tid efter sin mors død.. Vil sygdommen sætte en rigtig stopper for hendes fremtid, nu hvor High School livet er igang.. Hvad med Niall? Der er intet som hedder One Direction længere..
Hvad gør Liv da hun ser en person hun aldrig troede hun skulle se..?


(Den kan være urealistisk nogle steder)

198Likes
264Kommentarer
32577Visninger
AA

25. Kapitel 18

Niall´s POV.

"Niall." sagde en bag mig. Jeg smed blomsterne forskrækket og vendte mig om. Jeg så først en der lignede Cher på en prik, men alligevel ikke. Der var noget med ansigtet. 

"..." jeg var helt mundlam. Hun lignede hende så meget, at det næsten var løgn. 

"Hej Niall." sagde hun med en skinger stemme. Jeg rejste mig op og gik hen til hende. Jeg kunne slet ikke få et ord sagt, så jeg kiggede hende bare ind i øjnene. 

"Olivia?" spurgte jeg. Hun nikkede. 

"Hvad? Nej.. Du er jo.. Hvad?" spurgte jeg forvirret imens jeg bakkede væk. 

"Niall, du må virkelig undskylde! Jeg er ikke død." sagde hun. Jeg kunne ikke lade vær med at smile men samtidig var jeg også vred. At hun havde holdt sig hemmelig i så lang tid, var bare uacceptabelt. 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." mumlede jeg og kørte en hånd igennem mit hår. Tænk at moren til min datter stod foran mig. Min kæreste.. eller.. 

"Niall det er okay, hvis du ikke vil se mig. Jeg skal nok forsvinde ud af jeres liv." sagde hun og skulle lige til at gå, da jeg tager fat i hendes arm. 

"Nej, bliv. Jeg er glad for at se dig, men stadig vred. " sagde jeg. 

"Kan vi snakke om det?" spurgte hun og jeg nikkede. 

* * * 

"Så hvorfor lever du stadig?" spurgte jeg da vi var kommet ned at sidde. Vi aftalte begge at vi ville køre hjem til mig og snakke, men så skulle vi ikke snakke før vi var kommet hjem. 

"Da jeg var i kisten, så nogle min hånd bevægede sig. " sagde hun. 

"Virkelig?" spurgte jeg og hun nikkede. Jeg tog en dyb indåning og tænkte tilbage på begravelsen. Hun var ikke engang død der?! Det er jo et mirakel. 

"Hvorfor kom du ikke tilbage til mig? Til Liv? Ved nogle andre om at du stadig lever?" spurgte jeg nysgerrigt og hungrende efter mere viden. 

"Cher er min søster. Tvilling. Jeg kom ikke tilbage fordi jeg ikke turde. Der gik først to måneder før jeg vågnede igen. Liv ved godt jeg findes og jeg ved du ikke tror på hende. Ingen andre en Cher, Liv og dig ved jeg lever." sagde hun. 

"Okay, men hvor har du så været i den tid?" spurgte jeg. 

"Hos Cher." svarede hun. Jeg tog hendes hånd i min og klemte den, for at få hendes opmærksomhed. 

"Elsker du mig nok til at blive?" spurgte jeg .

"Ja, selfølgelig. " sagde hun.

"Så bliv her og bliv min familie. Jeg er sikker på de andre vil elske at have dig boende!" sagde jeg helt spændt på deres reaktioner. 

"Hvad med Jessica?" spurgte hun. 

"Oh.. Hende skal jeg nok snakke med. " sagde jeg. Hun nikkede og satte blikket ned i bordet. Hvordan skulle jeg forklare Jessica at mit livs kærlighed var kommet tilbage? Hun vidste godt at Olivia var død..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...