Moments To Remember

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2015
  • Status: Igang
Er du nogensinde stoppet op og tænkt tilbage på de afgørende øjeblikke, som senere hen kom til at have stor betydning? De øjeblikke, hvor hver detalje huskes. Jeg er kommet frem til, at det er ofte de små tilfældigheder, der ændrer alt. Det er de øjeblikke jeg prøver at fortælle.

17 årige Lucy tror på, at kun få forandringer og oplevelser vil være større end, at hun er flyttet til London med sine forældre. Måske at gå ned af kirkegulvet eller at holde sit barn for allerførste gang vil være større, men heller ikke meget andet. Selvom Lucy følte sig forberedt på omvæltningen, så blev sagen en hel anden en fredag aften.

2Likes
1Kommentarer
552Visninger
AA

2. Første del

Jeg var faldet helt i staver - kun lyden af regnvejr fyldte mit hovedet. Jeg sad ude foran min opgang, låst ude og ingen til at åbne for mig. Hvorfor skulle jeg absolut også glemme det skide kort!

"Undskyld jeg forstyrrer, men kan du ikke komme ind?" Lød en mandlig stemme. Ejeren af stemmen måtte være lige foran mig. Jeg kiggede langsomt op, hvor vores blikke mødtes kort. Jeg havde set stemmens ejer før: i blade, på tv & til et par koncerter. Jeg rejste mig hurtigt op og børstede mit tøj rent, efter at havde siddet på jorden.

"Jeg har låst mig ude" fik jeg fremstammet og smilte kort og akavet til det velkendte ansigt.

"Så kom med" svarede han, i det han swipede sit kort igennem og døren gik op.

"Tak" sagde jeg med en lidt kraftigere stemme end før.

Jeg havde godt se ham i bygningen før. Han havde lyst, kort hår og havde altid hue eller cap på.

Jeg gik i retning mod den tomme lounge, da hans stemme igen lød:

"Altså hvis du har glemt dit kort, så kan du da ikke komme ind i din lejlighed?"

"Næ, men mine forældre kommer først hjem om et par timer, så jeg venter bare her" forklarede jeg ham.

"Kom med op til mig! Jeg kan lave noget varm te" svarede han. Jeg er overbevist om, at 1000vis af piger ville havde gået med ham uden at tøve en kende, men jeg svarede, at jeg ikke ville være til besvær. Dog havde jeg svært ved at skjule, at jeg rystede af kulde, efter at havde siddet så lang tid i regnen.

"Du fryser jo! Kom nu med op" sagde han stædigt, og lød lidt mor-agtig.

"Okay ... Mange tak" overgav jeg mig. Varm te lød nu meget lækkert.

Vi gik hen mod elevatoren, og da vi alligevel stod og ventede på at den kom, udnyttede jeg tiden og præsenterede mig:

"Jeg hedder i øvrigt Lucy" og rakte hånden frem for at give hånd. Han kiggede først undrende på min hånd, hvorefter han lod vores hænder mødes i et håndtryk.

Han havde et godt fast et af slagsen. Selvom vi nok begge vidste, at jeg vidste, hvad han hed, sagde han det alligevel:

"Liam" svarede han og smågrinede, muligvis over min præsentation.

Elevatoren kom, og vi gik begge ind i den. Liam trykkede på 21ende etage, og så kørte vi ellers der op ad.

Det undrede mig lidt, at han sådan lukkede fremmede ind i bygningen, og desværre blev min tanke til ord:

"Tager du tit fremmede piger med op i din lejlighed?"

Det røg bare ud af mig, og i det jeg sagde det, kunne jeg hører, hvor kikset det lød!

"Hahaha naaaah ... Jeg har set dig i bygningen før, så jeg regner lidt med at du bor her. Men du må lige været flyttet til ikke?" Spurgte han, og jeg åndede lettet op, da han havde formået at skiftet emne. Det måtte han havde lært med alle de interview, han havde været til.

"Joh ... Altså jeg flyttede ind i sidste måned"

"Kan du li' at være her? Jeg synes Canary Wharf er fedt sted"

"Ja det er ret hyggeligt ... Her er ikke så svært at finde rundt" grinede jeg let, og tænkte tilbage på alle de gange, jeg i andre dele af London bare havde været helt lost.

"Ja det er lige til. Hvor er du så flytter fra? Du er vel ikke englænder?"

"Nah jeg er fra Danmark ... Det ved jeg ikke om du kender? ... Skandinaven?" sagde jeg. Ingen herovre vidste helt hvor Danmark lå. Han nikkede.

"Nå men jeg flyttede, fordi min far blev forflyttet her til - altså han er pilot, så nu er Heathrow hans "hjembase"" forklarede jeg

"Er han pilot? Hvor cool!"

Jeg trak på skuldrene. For mig var det jo normalt, men jeg vidste godt, at andre så anderledes på det. Stadig undrede jeg mig over, at en verdenskendt sanger synes at være pilot var et fedt job.

Elevatordørene gik op, og vi trådte begge ud. Han viste vejen ned til hans dør.

Da vi kom ind i lejligheden, smed jeg skoene og jakken.

"Jeg går i gang med at lave noget te. Du kan bare smide dine varer i køleskabet, hvis det er" sagde han inde fra et andet rum af, som jeg gætter på var køkken-alle-rum. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham, at de såkaldte "varer" bare var Oreos og en pose Maltesers, og at den eneste grund til, at jeg var låst ude, var fordi jeg havde været i supermarkedet for at købe det. Det lød som en al for sørgelig fredag aften. Jeg gik forsigtigt ind i rummet hans stemme var kommet fra, og kiggede mig lidt omkring. Hans køkken / stue var stort, lys og havde gigantiske vinduer i den ene side af rummet. Man kunne se lige ud til kanalen.

Jeg satte mig på en barstol ved hans køkkenø.

"Wow man skulle ikke tro, at udsigten blev så meget flottere på 2 etagere, men det gør den!" kommenterede jeg udsigten.

"Ja det var også derfor jeg købte stedet" svarede Liam ivrigt.

 

"Håber du kan lide grøn te - jeg havde ikke andet" sagde Liam i det han sat en kop dampende te foran mig.

"Tak, det er virkelig pænt af dig" svarede jeg og tog et sip.

"Nå men hvad laver du så til hverdag?" spurgte han. Han virkede oprigtig interesset.

"Jeg går på et Sixth form college der ligger lidt ude for byen" svarede jeg. Da jeg flyttede her til, havde jeg allerede gennemført 1.g, så det kunne jeg få merit overført. Det betød at min klassekammerater var 1-2 år ældre end mig.

Liam nikkede anerkendende. En smstone lød, og jeg troede i første omgang, at det var min mobil.

"Jeg håber ikke, at det gør noget, at et par af mine venner kommer over? Vi skal nemlig se fodbold her om lidt. Du kan bare blive her!" kom det fra Liam efter han havde kigget lidt på sin sms.

"Selvfølgelig ikke. Jeg vil altså ikke være til besvær, så jeg kan godt vente på mine forældre i lobbyen" sagde jeg høfligt. Min følelse af at jeg gik i vejen var oprigtig. Selvom jeg faktisk stod i en af mine yndlingsbands lejlighed, og burde have det så fedt over, at jeg snakkede med en fra mit yndlingsband, men i realiteten fyldte følelsen af at være til besvær mere. Jeg var et meget ydmygt menneske. 

"Ej stop nu ... følger du med i fodbold?" spurgte Liam

"Ikke rigtig, men jeg kan nu meget godt lide FC Barcelona" svarede jeg ærligt. 

"Ligesom Niall ... altså det er også et af hans yndlingshold i den spanske liga" svarede Liam indforstået, at jeg kendte Niall. Det gjorde jeg så også. Eller det vil sige, at jeg vidste, hvem han var og hvordan han så ud. Jeg måtte indrømme, at hvis der var en i One Direction jeg var mere glad for end de andre, så var det Niall. Og det var vildt absurdt, da jeg ikke kendte nogen af drengene personligt og derfor ikke vidste noget realt om dem.

Dørklokken lød, og det gav et sæt i mig. Liam traskede ud og åbnede døren.

"Hvad så? Har du fået skrevet til hende fra Funky Buddha?" lød en mørk stemme. Et let grin lød. Grinet kom fra en anden. Grinet fik mit hjerte til at springe et slag over, hvorefter det hamrede der ud af. Grinet fik mig til at indse, hvor jeg var og med hvem. Grinet tilhørte den tidligere omtalte Niall.

Jeg ville allerhelst væk herfra. Ud af døren, væk fra bygningen, tilbage til Danmark. Følelserne skyllede ind over mig som aldrig før. Jeg blev sjældent så angst, at jeg måtte væk, men dette var tilfældet.

Før jeg nåede noget som helst, stod en ung fyr med halv langt, lyse brunt hår foran mig.

"Andy" præsenterede fyren sig. Han kiggede lidt skeptisk på mig, hvilket gav god mening, da jeg nok så både fraværrende og skræmt ud.

"Lucy" svarede jeg forsigtigt, og prøvede at genvinde kontrollen. Den såkaldte Andy rykkede sig, da han var på vej ind i stuedelen, og bag ham stod han så:

Flot, lyst hår

Krystalklare, blå øjne

&

et stort smil på læben.

Så clinchefyldt som muligt, forsvandt min nervøsitet stille og roligt, jo længere tid vi havde øjenkontakt. Hans blik beroligede mig, hvilket var skørt for vi havde ikke sagt et ord til hinanden.

"Jeg er Niall" brød han stilheden med og stak sin hånd frem. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da vores hænder mødtes i et håndtryk og jeg fik sagt mit eget navn.

"Du er lige flyttet ind ikke?" spurgte han. Jeg nikkede, og forklarede ham i en kortere udgave af hvad jeg havde fortalt Liam. Hvis jeg syntes Liam virkede interesserede, når man snakkede, så var det ingenting i forhold til Niall. Han både kiggede og lyttede meget opmærksomt, når man snakkede.

"Ej hvor fedt. Helena vores musikcoach er fra Danmark. Hun har lært os at sige "have you quite finished?" på dansk" svarede Niall energisk, da jeg fortalte hvor jeg var fra.

"Det vil jeg da gerne høre" smågrinede jeg, over at det var netop denne sætning de havde lært.

"Er du søh fææærdigh?" lød det på udlandsdansk.

"Bravo" sagde jeg grinende. "Dansk er en af de sværeste sprog, så jeg synes du klarede det ret godt" ratede jeg ham

"Ja i har 2-3 mærkelig tegn som ingen kan udtale" svarede Niall. 

"æ, ø og å" sagde jeg, og han nikkede anerkendende. Ikke at han ville vide om det var rigtigt eller forkert.

 

...

 

"Guys den næste kamp er startet! Laver i ikke lige nogle snacks?" råbte Liam ovre fra sofaen af.

"Jo jo" svarede Niall, og gik ellers i gang med at sætte både chips, popcorn og nogle cookies frem.

"Gider du at hente nogle øl?" sagde Niall og nikkede mod køleskabet. Jeg gik med små og stille skridt derhen ad, og tog 3 øl ud af køleskabet. Derefter gik jeg lige så stille ind og stillede dem på bordet. Selvom de alle var virkelig flinke, så følte jeg mig stadig som en fremmede. En sms tone lød fra køkkenet af, hvor Niall stadig stod.

"Jeg tror det er dig der har fået en sms" råbte Niall.

"Tak" svarede jeg, og lige så pænt og stille tilbage for at tjekke hvem der havde skrevet:

*Hej skat. Vi er hjemme nu. Vi ses vel om lidt (:* Mor

 

Jeg havde inderligt ikke lyst til at gå, for Niall virkede som sådan et venligt et menneske, at jeg gerne ville snakke videre, men samtidig vidste jeg godt, at han nok hellere ville se fodbold med sine venner. 

"Min mor. De er kommet hjem nu" informerede jeg Niall.

"hm ... Bliver du her ikke lidt?" spurgte han. Ville han have jeg blev her? Nej det gik ikke! De havde sikkert drengeaften, og det ville jeg ikke ødelægge.

"Ellers tak jeg var tidligt oppe her til morgen, så jeg er ret træt" ikke at det var løgn, men det var ikke derfor, at jeg gik.

Jeg tog mine ting, sagde farvel til Andy og takkede Liam for, at jeg måtte crashe et par timer.

Jeg skulle til at sige farvel til Niall da han afbrød mig:

"Hvis du ikke har nogle planer i morgen aften, vi du så med os på Funky Buddha? Vi kan introducerer dig til en masse" 

Han refererede til, at jeg tidligere på aftenen havde fortalt ham, at jeg ikke kendte så mange her i byen endnu.

"Øhm .. jo tak" svarede jeg - tanken om at være til besvær lå i baghovedet, men jeg blev nødt til at minde mig selv om, at han ikke ville havde spurgt mig, hvis han ikke ville have mig med.

"Heroppe omkring kl.22?" tjekkede Niall. Jeg nikkede. 

"Vi ses så" sagde han så.

Jeg spurtede ud af døren, og hele vejen hen til elevatoren. Først da jeg stod inde i elevatoren og dørene var lukket, kunne jeg tænke over, hvad der var sket her til aften. Det var virkelig surrealistisk. Jeg vidste godt at jeg boede i samme bygning som Liam, men at jeg nu havde mødt både ham og Niall, og de nu ville have mig med i byen i morgen - wow den her dag havde været som en af de der fanfiction. 

Som yngre ville jeg virkelig gerne møde dem, og nu er det faktisk er sket sådan uden videre. Det er som at spise kage i en måned og stadig tabe sig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...