Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34389Visninger
AA

21. ❀ Kapitel Tyve | Skønheden & Reeds

Efter at have sovet og blev vækket af mor, fortalte jeg hende det med tingene. Også var utilfredse Christian og Melinda havde været. Men mor var enig, det hele måtte afleveres. Ikke for Darrens skyld, han var lidt af et svin. Nej, det var for sagens skyld og retfærdighedens skyld. Og også lidt min egen.

  Det blev mor, der kørte mig afsted til stationen. Selv var jeg for træt til noget, og det var der omkring spisetid. Hvor jeg dog godt kunne bruge en hotdog eller en sandwich. Hvad som helst at spise.

  Mine madfantasier løb løbsk. Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg ville have noget lækkert. Noget grillet, om jeg så selv måtte grille det.

  Hvad jeg ville have, var en hjemmelavet burger. Det smagte godt. Jeg var ellers ikke typen, der gik op i mad, men Gud hvor var jeg sulten, og jeg måtte have noget at spise, og det skulle være hjemmelavet burger.

  Bøffen skulle grilles mør, have en dejlig brun farve og samtidig være lidt saftig - ikke så fedtet rendte ned ad den, men så den var dejlig luftig og ikke tør.

  Brødet skulle også grilles, så det blev dejlig sprød og fik den der fantastiske smag.

  I den skulle der være smeltet ost - det gode ost, ikke det klamme, dårlige. Og der skulle også være vådt, køligt salat, dressing og tomat. Min drømme burger.

  Sådan fantaserede jeg, til vi nåede frem efter et par timer. Således var alt ved min aftensmad også planlagt helt til mindste detalje.

  "Birdy?" kaldte mor og rev mig ud af min dagdrøm.

  "Oh, ja, undskyld," jeg smilte og gik ud af bilen.

  Mor kørte hen til McDonald's for at få sin aftensmad, imens jeg skulle ind med det. Jeg var ikke misundelig. Jeg var bare sundere - på en måde.

  Den første jeg så var selvfølgelig Dylan. Han stod lænet op ad en væg og gloede på mig med et stift, charmerende blik. Jeg pustede ud og tænkte, at dette bare skulle overstås.

  Med posen med tingene i hånden, gik jeg hen til ham. Han kiggede ned i posen uden at bevæge sig, stadig med det frække, charmerende blik.

   "Okay, Playboy, Richard har åbenbart stjålet nogle af mine ting. Hans forældre gav mig det. Jeg tænkte, at I kunne bruge det." Jeg stillede det over til ham.

  "Hah, -playboy. Bare kald mig Reeds, det' mit efternavn." Han smilede uartigt og med et glimt i øjet. Playboy-playboy-playboy. "Er Richard opstået fra de døde, Dirty? Altså siden han er begyndt at stjæle. Eller.. er det et spøgelse?"

  "Fuck dog af," snerrede jeg.

  Han lo bare. "Hey, jeg er politi nu, du må hellere gemme sproget til senere."

  "Jeg er også bare vildt overbevist om, at dig, uniformeret, gør dig mindre klam, mere voksen."

  Han nikkede kraftigt. "Tak for hjælpen, Dirty. Bli'r du ikke? Her er så kedeligt. Her sker aldrig noget. Richards død var ren held."

  "Held?"

  "Total."

  Jeg afskyede ham så meget, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig tiltrukket af ham. Sådan havde alle piger det nok. Han var en alt for smart playboy. Det var ikke til at holde ud, han burde arresteres.

  "Hvor ung er du, Dirty?"

  "Du har set mit kort, du ved det godt. Mere interessant: Hvor oldgammel er du, Playboy?"

  Han brugte sine fingerspidser til at løfte sine kinder op. Dermed beviste han, at han også kunne være grim. "Jeg er hele 424 år. Hah, 24 år." Han slap.

  "Okay, gamle," sagde jeg og begyndte at gå. "Se at blive voksen."

  "Ey, det kan du ikke tillade dig," råbte han og tog fat i min arm.

  Jeg blev arrig og vred mig fri. "Jeg har ret, og det ved du."

  "Ja, men du kan ikke tillade dig at gå!"

  Jeg rullede med øjnene og så på ham. Hvad ville det fjols mig? Han fik ikke noget, hvis det var dét, han troede.

  "Hvad vil du mig?" spurgte jeg sukkende.

  "Jeg vil snakke med dig," sagde han. "Hvor utrolig det end lyder, har jeg ikke noget at bruge tiden på. Kan du ikke blive og snakke? Jeg er utrolig underholdende, hvis du gi'r mig en chance."

  "Beklager." Denne gang gik jeg for alvor. Jeg gik mod parkeringspladsen udenfor, men nåede at høre Dylan råbe:

  "Fint, men lov mig så at komme hen på Gritzbee Fodboldstadion! Jeg spiller klokken 19.00.!"

  Jeg lovede ingenting, og jeg gad heller ikke komme. Amerikansk fodbold var ikke noget for mig, og det var Dylan bestemt heller ikke. Jeg ville bare være ensom og alene. Amerikanerne kunne beholde deres sport i deres land, de skulle ikke fører det her over til England.

  Mor spiste stadig, men jeg var ligeglad med at vente. Hellere vente end at være derinde hos den player. Og når jeg kom hjem, ville jeg lave den lækre aftensmad til mig selv. Derefter ville løbe en tur for at se mig omkring, og jeg ville gå i jacuzzien derhjemme og læse en af de allerede læste bøger, jeg ejede.

 

Det var lige til at tude over. Jeg kom til at brænde bøffen kulsort, der gik ild i brødet, vi havde ikke flere tomater og salaten var tør som sand. Jeg måtte alligevel spise den, for jeg var dødsulten. Mor væmmedes ved det, Max optog og grinte, og jeg ødelagde kameraet på hans mobil, så den ikke kunne optage.

  Mens jeg ærgrede mig over det hele, tog jeg mine løbesko på. Resten af aftenen skulle ikke ødelægges, selvom det vist var ret meget for sent.

  Det var for dårligt, at jeg ikke havde løbet siden dagen, jeg mødte Darren. Jeg havde nu besluttet mig for at motionere mere. Jeg ville løbe hver dag, og det skulle være rundt her omkring, så jeg kunne få det hele med, inden vi igen skulle tilbage til Gritzbee.

  Jeg startede med at lunte afsted, da jeg kom ud af døren, men farten blev hurtigt forøget. Der var ikke så meget at se. Gulbrune træer næsten nøgne. De strakte deres 'arme' op mod den skyfri himmel, som var der en kontakt mellem dem og alt det over mig. Ellers var der bare en lang plæne af kedelig-farvet græs, hvis jord nærmest var bølget.

  Her var koldt, men jeg fik hurtigt varmen af at løbe. Der ville ikke gå vildt længe, før det blev november. Derfra kun en måned til december, som førhen altid havde været min yndlings måned og tid på året af dem alle, men nu Leo var død, Darren i fængsel, Lula sammen med Max, og mor og jeg var helt alene, ville jeg skyde på, at december ville blive en helvedes måned. Masser af kold, dræbende sne og mørke og kulde til at drive den sidste glæde. Lys i forskellige farver ville generer mit syn hele natten og klamme, afskyelige sange ville rumsterer alle vegne.

  Mine ben ramte knap nok jorden, før jeg snarlig fløj henover græsset. Mit hår blev blæst bagover og flakkede, så jeg ikke engang kunne mærke det på min grå og sorte vindjakke.

  Det var tæt på, at jeg kunne smage osen fra bilerne. Altså måtte jeg ikke være så langt fra selve London by.

  Et spørgsmål, der havde plaget mig i lidt tid var, hvordan tågevogterne klarede sig og tænkte, nu Darren ikke længere var der. Darren kunne vel slippe fri på en måde. Han havde evnerne til det. Men konsekvenserne var måske for store, og det ville ikke være dét værd.

  Jeg havde overvejet, om jeg skulle besøge Tess og de andre, men de hadede mig sikkert, fordi jeg afslørede Darren, og desuden ville jeg gerne væk fra min fortid. Starte på en frisk. Og det kom jeg ikke just ved at minde mig selv om alt det, der var sket.

  Efter at have løbet rundt omkring i lidt mere end en halv time, begyndte jeg at løbe tilbage. Alt i alt havde jeg løbet en time, da jeg stod inde i stuen igen. Jeg var forpustet, rød i hovedet, lignede Sølv Liz-portrættet, svedte som en gris og kunne næsten ikke få vejret.

  Så jeg skyndte mig op på mit værelse, fandt tøj, bog, makeup og deodorant og løb så hen til badeværelset ovenpå, der lagde lige ved siden af min.

  Jeg startede ud med at tage et iskoldt brusebad og gik så over til den firkantede jacuzzi. Imens fandt jeg bogen frem; Rial - Emotions At Stake. Jeg havde allerede læst den 2 gange men mine andre bøger, havde jeg læste endnu flere gange. Så jah, jeg trængte til at komme på biblioteket og låne nye bøger. Det var nødvendigt.

  Som jeg havde sat der og læst et par kapitler og faldt i staver af bogen, steg jeg op og tog et brusebad i normal temperatur. Jeg vaskede mit hår i Avocadoolie og Sheasmør Shampooen, som var min indtil videre yndlings. Da jeg var færdig, gjorde jeg mig i stand og derefter ned i stuen til mor, der var i gang med at se en eller anden Disney Channel-serie, som ikke engang jeg så.

  "Kom og se Liv & Maddie med mig!" råbte mor til mig med en strejf af desperat-baby i stemmen.

  "Ellers tak," smilede jeg og tog en æble fra frugtkurven på stuebordet.

  "Oooorgh! Så kan vi se Orange Is The New Black i stedet?"

  Mor som mor. Hende, der skiftede imellem ansvarlig, pjattet og babyagtig konstant.

  "Gosh, mor, nej!"

  "Birdy, kan vi ikke lave noget sammen?" Hun så med bedende øjne på mig.

  Jeg sukkede og tænkte, hvad det så skulle være. "Kortspil?"

  Hun nikkede smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...