Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

106Likes
667Kommentarer
35960Visninger
AA

14. ❀ Kapitel Tretten | Maskerade Sandheder Part 3

"Bange for hvad?" spurgte jeg lamslået over det tågevogter-halløj.

  "Familie-plus-Birdy-møde!" råbte Ross og viste mig ind i baren, hvor jeg satte mig på en af de høje barstole.

  Stemningen var lidt akavet og mest af alt, ville jeg ønske, at jeg aldrig nogensinde havde været gået herover.

  Tess lænede sig op ad Etienne og haltede hen til en lav stol, mens Eddie satte sig ved siden af hende. Darren satte sig ved mig, og man kunne se på ham at på trods af, at han heller ikke brød sig om stemningen, ville han virkelig det her.

  Midt imellem stillede Ross sig og så over på mig med alvorlige øjne. Jeg følte mig som et uskyldigt barn, der blev kastet for løverne. Det kunne ligne, at han forsøgte at slå mig ihjel med de øjne.

  "Hvad er tågevogter?" spurgte jeg så og regnede med, at det senere hen ville fører til spørgsmålet; "bange for hvad?"

  "Vi beskytter de uvidende mod ymbesserne," forklarer Ross, "ymbesser er ondskabsfulde og brutale skabninger, der teleporteres fra deres dimension - som vi kalder tågeimperiet, gennem ugennemsigtig tåge i deres rige. I tågen kan de ved at tænke på det, skifte over til et sted på Jorden, hvor der er tåge."

  Løgner. Hvor dum troede han, jeg var? Gad vide hvor længe, der ville gå, før kameramanden kom leende frem fra sit skjulested.

  "Hvad bilder I jer ind?!" råbte jeg og snerrede, "meget er jeg, men ikke dum nok til at falde for dén! Jeg troede, at I var venligsindet!"

  Vred gik jeg hen til døren, som så var sort. Jeg udbrød et galt brøl og slog ud efter låsen, der således faldt af. Stampende traskede jeg væk og tårer gled ned ad mind kind.

  "Birdy!" Darren kom løbende og greb fat i min arm.

  Jeg standsede ikke. Jeg ville ikke standse for ham igen. Aldrig mere. Den narrøv.

  Stik. Jeg mærkede noget skarpt ramme min nakke. Jeg nåede kun at flytte min hånd derom for at mærke den stikkende smerte. Så besvimede jeg.

 

En dunkende fornemmelse havde besat min pande. Jeg åbnede mine øjne for at se, hvor jeg befandt mig. Jeg var hos Darren i baren. De havde lagt puder under mig, så jeg ikke skulle ligge direkte på gulvet.

  "Hey, er du vågen?" spurgte Tess, der var kommet over sine smerter. Hun smilte nervøst og aede min kind, som var hun min mor.

  "Nej, jeg taler i søvne," sagde jeg ironisk ment uden det mindste smil.

  Hun rullede med øjnene, men så stadig glad og lidt nervøs ud.

  "Jeg har det okay."

  Tilbage i baren var der kun Darren. Etienne og hans far var der ikke, hvilket jeg havde det godt med. Mest af alt ville jeg bare sparke Darren og Ross i skridtet, så de kunne holde sig væk fra mig med god afstand. Men nu de åbenbart havde hentet mig tilbage, betød det vel, at de ikke løj. De ville virkelig holde det hemmeligt, men havde alligevel betroet mig dét om tågevogterne.

  "Det er jeg glad for at høre," smilede Tess. Jeg havde helt glemt, at hun var lesbisk. Men altså.. Det var ikke ligefrem til, at hun kunne lide mig på dén måde. "Jeg beklager virkelig måden, du kom her til på. Der var vist bare ikke ret mange andre muligheder - og så var det bare et bedøvelsesstik af den her." Hun viste mig en lille håndpistol. Den så ikke ud af særlig meget, men den var åbenbart nok i stand til at bedøve en nu snart attenårig pige.

  "Hvad er klokken?" spurgte jeg og gned mine øjne. Jeg var træt.

  Tess kiggede på klokken, der hang på væggen. "Den er halv elleve. Tiden går langsom. Hvorfor?"

  Åh Gud. Fem minutter til jeg officielt fyldte atten år. Så ville jeg alligevel ikke gå glip af det store øjeblik! Hvor skønt!

  "Om fem minutter fylder jeg atten år," smilte jeg for første gang. "Hvor gammel er du, Tess?"

  "Nitten," svarede hun kort og så over på attenårige Darren, der bare havde siddet og stirret beundrende men lidt uhyggeligt på mig. "Jeg tror, at lille Dare har noget, han vil fortælle dig."

  Jeg nikkede, og hun gik. Darren eller Dare eller hvad pokker, jeg skulle kalde ham, tøvede lidt med at komme, men så løftede han sig fra stolen og satte sig ned overfor mig.

  "Undskyld," hviskede han hæst, bekymrende, ked af det og tæt på bedende om en undskyldning. "Jeg skulle aldrig have rodet dig ud i det her, men du fortjener sandhed og ikke løgn."

  Endnu engang nikkede jeg, men jeg kiggede ned på puderne. "Er det virkelig sandt?"

  Det blev hans tur til at nikke. Jeg kunne ikke andet end at smile sagte og få tårer i øjnene. Af en eller anden mærkelig grund, mindede Dare mig om Leo. Så langt fra, og så tæt på en mystisk, bedre version.

  "Det er virkelig sandt," bekræftede han, "også selvom det lyder uvirkeligt."

  "Nu føler jeg bare, at jeg har svært ved at se realiteterne i øjnene. De er så svære at gennemskue. Jeg har ikke længere et overblik over mit liv. Der er så meget, og jeg kan ikke holde til mere."

  Tårer begyndte i en stime at glide ned fra mine øjenkrog og ned ad mine kinder.

  "Tro mig, når jeg siger, at jeg kan hjælpe dig." Dare lod sine varme fingre glide henover min ene kind og tørrede tårerne væk.

  Berøringerne gjorde mig også varm indeni. Som om min sjæl indvendigt smilede og spredte rosenblade omkring mit hjerte.

  "Jeg tror dig," sværgede jeg og var ikke i tvivl, om jeg gjorde. "Har tågevogtere også sådan evnen til at være utrolig charmerende?"

  "-Og hotte," tilføjede han og grinede. "Men.. Det behøver du ikke at være tågevogter for at være."

  Smilende så jeg endnu engang ned i puderne.

  Husk smerten, mindede jeg mig selv om. Smerten, da jeg mistede Leo. Smerten, da jeg så ham dø ved siden af mig. Smerten af skyldfølelse og sorg.

  Den ville jeg ikke forøge. Aldrig. Om jeg således måtte holde Dare i venskabszonen, kunne jeg blive nødt til det.

  Langsomt lagde han sin hånd på min i forsigtige drag og så dybt ind i mine øjne. Jeg så ind i hans oceanblå, magiske øjne. Jeg blev på en måde hypnotiseret af dem og lod mig rive med i øjeblikket, da han lænede sig ind over mig og pressede sine læber imod mine.

  Jeg lagde mine hænder om ham og lukkede mine øjne i, I et smil. Hans krop varmede min uden at lægge fulde vægt, og jeg fornemmede Tess i døråbningen, der gik væk med et smilende blik.

  Dare tog om min ryg og lagde sin næse imod min og kyssede mig så blidt på læberne. Jeg ville have kysset igen, men så sagde han noget:

  "Det er nu."

  "Hvad er nu?" spurgte jeg småforvirret.

  "Klokken er 23:35. Du er nu officielt atten år. Tillykke, Bird." Han hviskede sidste sætning.

  "Tak." Jeg kiggede på uret, og Dare trak sig tilbage til pladsen, som han før sad på.

  "Hvad skal din første handling, som voksen, være?" Jeg tænkte godt over hans spørgsmål. Min første handling, som en voksen. Som en kvinde.

  "Jeg har ofte tænkt over dét at gå fra at være barn til at blive voksen," begyndte jeg, "og nu er jeg noget til den konklusion, at ét øjeblik ikke forandre mig. Men, jah, min første rigtige handling er måske lidt.. fjollet."

  "Sig frem, jeg vil lade det gå i opfyldelse. Du vil altid være den samme fjollede, søde Birdy Green for mig."

  "Hah, tak," grinte jeg, "min første rigtige handling skal være noget, jeg altid gerne har villet prøve, men aldrig har haft gjort. Jeg vil gerne prøve at surfe på vandet."

  "Seriøst?" lo han. "Dét kan vi da godt prøve. Nu."

  "Nu?" udbrød jeg med store øjne.

  "Ja," konkluderede han, "det skal jo være din første rigtige handling."

  Jeg nikkede indforstået og blevet hevet op fra puderne af ham. Han råbte til sin far, at vi tog ud at surfe. Sjovt nok svarede Ross bare; "okay."

  Der var ikke langt fra Dream Puppy til stranden, hvilket var skønt. Jeg havde selv glemt alt om min fest, men den kunne vente lidt endnu, klokken var ikke engang midnat, og den ville først slutte ved solopgang - altså var der rigelig med tid til det hele.

  Det var lidt dårligt af mig, syntes jeg, at jeg ikke holdt mine løfter. Som at holde Darren i venskabszone, der nu er blevet til flirtezone. Ikke et særligt godt tegn.

  "Hvordan har du egentlig tænkt dig at få brættende fra?" spurgte jeg ham, mens vi nærmede os det fine, glatte sand.

  "Som tågevogter, har jeg mine tricks," smilte han skummelt og gik hen imod strandkiosken. "Senere får du al den information om tågevogtere, som du ønsker at få, men lige nu, må du bare love, at du ikke løber bange væk."

  "Jeg lover," sværger jeg og ser ham ind i øjnene.

  "Okay," tøvede han så.

  Som hurtigere end når Lula løb, forvandlede Darren sig fra menneske til noget helt andet.

  Mine øjne blev store, og jeg væltede om i sandet med kun støtte af mine hænder.

  Fra at have en letbehåret krop til at være tætbehåret over det hele. Hans fortryllende øjne blev mere dyreagtige - dog stadig kuglerunde pupiller med samme blå nuance rundt om, men de blev fremhævede og udvidet. Pelsen havde sandfarvede som hans hår - og så alligevel ikke. Denne nuance var lidt mere gulbrun. Hans tænder forandrede sig også. De blev knivskarpe og de synlige hjørnetænder blev længere. Hans tøj forsvandt væk ud i det blå. Kropsformen på ham forandrede sig også. Hans var sikkert i samme højde og havde samme vægt og det hele, men pludselig stod han på fire ben og var en kougar - en bjergløve også kaldet puma!

  "Darren!" skreg jeg og vaklede bagover, da jeg langt om længe fik rejst mig op. Jeg lod mine hænder se beskyttende ud, trods jeg mere ville have dem til at se angribende ud.

  Pumaen spandt, som en kat. Var det Darren? Var det virkelig sandt, at han for øjnene af mig på ingen tid forvandlede sig fra en lækker, muskuløs mand til en PUMA?

  Jeg gjorde, som jeg havde lovet: Jeg blev.

  Som troede jeg, at den.. eller han ville gå til angreb på mig, sprang den målløs nok op på taget af strandkiosken, hvor medvilje faldt ned gennem det lille hul deroppe. Om det var ham, der tidligere havde lavet det, eller om det var en bygge fejl, vidste jeg ikke. Det betød heller ikke noget, nu gjaldt dig sig om noget andet.

  Igennem de lukkede vinduer, så jeg ham transformerer sig tilbage til sig selv - den lækre, muskuløse mand og nu var tøjet tilbage på ham.

  Ordet "mand" lød underligt til ham. Men det var, hvad han var. Og jeg var en kvinde, ikke længere en pige.

  Efter transformationen gik han hen til de surfboards, der stod ved siden af sodavandsopbevareren. Han tog to af dem og lod sine arme transformerer sig til pumaens styrke. Derved kastede han dem op igennem hullet i taget og sprang med. Alt sammen en scene, jeg kun kunne have forestillet mig at se på film, hvis ikke mit liv var så langt ude i forvejen.

  Mit hjerte bankede stadigvæk, da han hev mig op fra sandet som fuld menneske og rakte mig det pæneste surfboard. Jeg takkede ham lamslået over, hvad jeg lige havde set.

  Jeg ville have spurgt ham angående det hele, men han havde jo sagt, at han senere ville give mig information, så jeg ventede spændt velvidende om, at det ikke ville blive i nat, han ville forklarer.

  "Sejt, ik'?" spurgte han og smilte. Jeg nikkede kraftigt i et ligeså stort smil. "Lad os nu surfe!"

  Han tog fat i min arm og hev mig af sted ud mod vandet. Jeg havde aldrig prøvet det før - at surfe, men jeg havde en god balance, og jeg havde ikke noget imod vand, så helt galt kunne det ikke gå.

  "Mit liv bliver ligesom mærkeligere og mærkeligere," grinte jeg, da han løftede mig op det boardet og skubbede mig ud i vandkanten, hvor jeg automatisk kom længere og længere væk fra den sikre strand.

  "Det er jeg overbevist om," smilte Dare og smed sin trøje, for at den ikke skulle blive våd.

  Jeg tænkte, at jeg også burde, men det ville være for akavet. Desuden var det ikke bare noget kvinder kunne gøre. Nej, sådan var det desværre ikke. Derimod måtte jeg beholde mit nu slidte kostume på, som jeg ikke havde noget imod at blive våd. Den var alligevel fuld af størknet blod fra de forskellige episoder og var revet itu flere steder. Det bedste var, at jeg var ligeglad med det. Omend ikke kunne jeg selv finde ud af at rengøre den og sy den.

  "Bird..!" var det eneste Darren nåede at få frem, inden der kom en mellemstor bølge på det ellers stille hav.

  Månen spejlede sig så smukt i vandet, men det blev utydeligt for de mange vandringe, der cirklede rundt, da jeg faldt af boardet af bølgen.

  Mit ansigt var det første, der ramte vandet. Det var en dejlig fornemmelse, der mere mindede om en forfriskning end et tab, fordi jeg ikke kunne blive på.

  Det var, som gik tiden i slowmotion, da min krop forsvandt væk under det faktisk lune vand. Jeg behøvede blot lave én enkel let bevægelse med mine arme for at komme op fra vandet.

  Da jeg så var oppe på boardet igen, var jeg mere bevidst om hvor svært, det var. Og det lykkedes mig faktisk at blive på boardet og surfe ved de lidt mindre bølger, den halvanden efterfølgende time, som vi var i vandet.

  Darren kunne lave pænt seje tricks, som jeg uforståelig nok ikke syntes var menneskelige, hah.

  Ej, Dare lavede virkelig flotte tricks, og det var ikke engang ved brug af sin evne. Det vidste jeg - jeg kunne se det. Det vildeste trick var dér, hvor han skubbede boardet forover og lavede en halv salto for at ende på kanten af surfboardet med benene i vejret og kun hænder som støtte til balancen. Der gik selvfølgelig ikke længe, før han sprang i vandet derefter, men det var vildt.

  Efter den ret så lange tid, hvor jeg havde moret mig en hel del, besluttede jeg at svømme i land. Jeg lagde på mig ned på maven på brættet og svømmede roligt i land.

  Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg kiggede ned på mig selv. Hvor var jeg dog bare grim. Møg kluns, altså.

  Darren fortalte mig, at jeg så godt ud, selvom jeg ikke troede ham. Mit våde hår så åbenbart så smukt ud, efter hans mening. Jeg syntes da også, at mit hår til tider så pænt ud, men lige nu, var jeg overbevist om, at det lignede noget en kat havde hostet op. Muligvis hele mig.

  Efter at have kastet brættende op til hullet i taget på kiosken, transformeret sig til kougaren, tørret vandet væk fra boardene, sat dem på plads, sprang op og tilbage uden igen og transformeret sig til menneske, gik vi hjem mod mig.

  Jeg havde en fed fornemmelse i maven. Jeg havde gjort noget, jeg gerne ville, men ikke som jeg aldrig havde forventet jeg ville gøre. Og nu kendte jeg til noget - rettere sagt "nogen", som kun få kendte til. Og jeg havde chancen for at blive ligesom dem, så vidt jeg forstod! Hvordan end de havde tænkt sig at gøre mig til end af dem.

  På vejen hjem til mit hus, tænkte jeg, at jeg råstærkt trængte til at få skiftet og fjernet og lagt nyt makeup på - fordi jeg lignede Sølv Liz-portrættet: En kvinde med ekstremt meget makeup, der ligner, at det er tværet ud i hendes hoved. Hun har godt nok kønne øjne, men det viskes ud af hendes puf-puf-hår, alt for lyserøde hudfarve og som sagt det forfærdelig grimme makeup, der er tværet ud.

  "Hvad fanden!" hujede Darren, mens jeg kiggede ned på mine negle om neglelakket kunne gå for resten af i nat.

  Mor og Max sov hos bedstemor i den østlige Gritzbee. Det var ret langt væk herfra, men de havde lovet, at efter arbejde og rugby, som Max jo gik til, ville de tage af sted, så de ikke skulle forstyrre festen. Max havde været ret nede over det, men gik alligevel med til det. Var de mon alligevel kommet tilbage? Var det dét, som Darren råbte op om, fordi han havde set dem?

  Jeg kiggede og fik øje på fire politibiler samt en ambulance. Åh Gud. Hvad var der dog sket, mens jeg havde været væk!

  "Det her må bare være løgn," hviskede jeg for mig selv.

  En politibetjent kom hen til mig med en blok.

  "Er du Birdy Green?" spurgte han og viftede med kuglepennen i hans venstre hånd.

  "Jah?" spurgte jeg nervøst. "Hvad er her sket?"

  "Vend dig om," sagde han koldt uden at svare på mit spørgsmål. Tøvende gjorde jeg, som han sagde. Straks lagde han mine hænder over kors på ryggen og lænkede dem med håndjern. Jeg så forskrækket på ham over skulderen med bankende hjerte, højtdunkende puls og med en knude i maven, der gjorde mig sløj.  "Klokken er 01:47, og du er anholdt for mordet på Richard Boneton. Du har ret til at forblive tavs. Alt hvad du siger kan og vil blive brugt imod dig i retssalen. Du har ret til at have en advokat til stede under afhøringen. Hvis du ikke har råd til en advokat, vil én blive udnævnt til dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...