Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34812Visninger
AA

24. ❀ Kapitel Treogtyve | En af Dem

Hele måneden forløb med at køre ud til Gritzbee Fodboldstadion og vente på den tomme tilskuer plads, mens jeg læste BID (Beautiful In Darkness). Tiden gik ret hurtig, alligevel føltes det, som havde jeg ventet i flere år og endda til ingen nytte.

  Jeg ventede på Dylan. Jeg ventede på, at han skulle komme, trods jeg mistænkte, at der var juleferie for amerikansk fodbold. Det var der helt sikkert, men jeg ventede alligevel.

  1. december skete det, at en mand lignende en træner kom gående ind til kontoret, der hørte til stedet. Det var vist der, de fodboldnørder ordnede det hejs.

  Jeg skyndte mig hen til ham for at spørge, om han kendte en Dylan Reeds. Han nikkede og fortalte, at ham og de andre var i Gritzbee Hallen og spillede lige nu. Jeg takkede ham og smilte inderligt, derefter skyndte jeg mig mod hallen.

  Der var 15 minutter tilbage, da jeg ankom. Jeg satte mig derinde så langt oppe som muligt, så jeg ikke blev opdaget. Jeg vidste, at jeg ville distrahere Dylan, hvis han så mig.

  Igennem mængden af lækre, muskuløse drenge og unge mænd, forsøgte jeg at finde frem til Dylan. Men eftersom de alle bar de store dragter og hjelme, kunne jeg ikke genkende ham til at starte med.

  Så var det, at jeg lod mærke til, at den samme unge mand scorede hver gang for sit hold. Jeg ventede på det sekund, han ville vende sig om imod mig, så jeg kunne opsummere hans fjæs. Da det skete, tvivlede jeg ikke et øjeblik på, hvem der ejede de smukke, frække, lysebrune øjne. Det var Dylan, og der var noget unaturligt over ham.

  I løbet af de fem minutter jeg indtil videre havde siddet på bænken bagerst, havde Dylan scoret seks gange, mens de andre kun én.

  Jeg kendte ikke reglerne eller så meget til det, men på en tavle stod der:

 

Juleafslutningskamp.

Point:

Phoenixkæmperne VS Blåvandsridderne

36 - 21

 

  Hah, hvor Dylans hold dog vandt. De havde også det sejeste navn, syntes jeg. "Phoenixkæmperne." Det fik mig til at tænke på Narnia, hvor imod Blåvandsridderne fik mig til at tænke på vandmænd og blåhvaler.

  Det, der undrede mig mest, var hvor utrolig stærk og hurtig han var i forhold til de andre. Han var virkelig god, trods han var på samme størrelse som de andre. Nogle var endda større.

  Dylan løb i fuld fart mod mål, og da en spiller stod i vejen, væltede han ham, så faldet gav ekko i hele hallen. Drengen beklagede sig og lagde sig op af et banner, mens de andre fortsatte. En mand kom hen til drengen for at spørge, om det var noget alvorligt.

  Mens jeg adderede Dylans gang, så jeg pludseligt det mest mærkelige, jeg i længe havde set.

  I sidste minut forstørrede Dylans benmuskler sig pludselig en smule. Noget som jeg kun lagde mærke til, fordi jeg allerede fokuserede så meget på de flotte, markerede ben. Det var bare ikke mit syn, der bedragede mig, de forstørrede sig faktisk og efterfølgende løb han hurtigere. Der var ingen tvivl. Det måtte være sandt.

  Efter at spillerne begyndte at gå ind i omklædningsrummene, løb jeg ned til Dylan, der var i færd med at tage sin hjelm af.

  "Playboy," kaldte jeg.

  Dylan vendte sig og begyndte at smile kraftigt, da han så, at det var mig.

  "Dirty!" råbte han glad. Der var heldigvis kun få tilbage i hallen, og de var på vej ind for at skifte tøj og bruse sig. Jeg gad godt en form for VIP-billet, så jeg kunne komme derind usynlig. "Så du kampen?"

  "Det sidste."

  "Fedt, men, øh, hvad laver du her? Jeg troede ikke, at du ville snakke med mig?" Han smilte og gik helt tæt på mig, så jeg kunne dufte hans ånde, der duftede godt af mint.

  "Først ville jeg bare gerne se dig, men nu må jeg spørger dig om noget," sagde jeg alvorligt. Han løftede hænderne for at ville have mig til at spørge ham. "Jah, du er én af dem, er du ikke?"

  "Dem?" spurgte han og rynkede sine tydelige bryn. "Én af hvem?"

  "Drop det," lagde jeg fast, "jeg ved det. Du er en tågevogter. Det er derfor, dine ben ændrede sig under kampen."

  Dylan lavede straks et nervøst udtryk og tog fat i min arm. Selvom vi var alene, tog han mig med ind i et redskabsrum ved siden af hallen.

  "Hvad ved du om tågevogtere?" spurgte han og undlod at svare på mit spørgsmål.

  Jeg smilte og følte mig helt speciel, trods jeg rent faktisk ikke vidste spor meget omkring tågevogtere. Men det var tydeligt, at Dylan var én, ellers havde han ikke kunne alt det til kampen. Bare ærgerligt for ham, at jeg ødelagde hans julelege.

  I det svage lys fra den gule elpærer over os, skinnede Dylans hår endnu mere op end normalt. Det var frækt med de små krøller i det, han lignede virkelig en million, ligesom Darren gjorde. De havde hver deres måde at være overdrevet lækker på. Og så var der mig. Birdy. Birdy Green. Street-girl-tøjstil, mørkebrunt hår - næsten sort samt mørke øjne. Jeg var slank, havde en okay solbrun hudfarve, men mine øjenbryn, som jeg hadede mest ved mig selv - var tætte og sad lidt længere ned mod mine øjne end normalt. De fleste syntes, at jeg var naturlig køn, men efter egen mening lignede jeg én med øjenbrynsproblemer og anoreksi, selvom jeg kun havde haft lidt anoreksi inden Leo.

  "Jeg ved, at tågevogtere beskytter befolkningen imod nogle skyggebæster fra tågen med et mærkeligt navn, og så ved jeg, at de har evnen til at forvandle sig til en puma."

  Det lød helt ad helvedes til, hell yeah. Og det lød mere overnaturligt end forventet. Jeg duede virkelig ikke til at spille vidende og smart på samme tid.

  "Hm, okay, det var sgu ik' meget - ikke engang helt sandt," fnes Dylan. "Og ja, jeg er tågevogter. Vil du vide mere omkring os?"

  "Ja sgu da!"

  "Så kom helt hen til mig."

  Jeg gik et skridt hen til ham, så jeg kunne føle hans varme krop.

  "Nærmere."

  Et skridt til. Jeg kunne næsten mærke hans hud mod min, og den gode ånde kom tilbage.

  "Fortæl mig det," hviskede jeg, og jeg vidste, at han havde gang i noget, og det samme havde jeg.

  "Jeg har ombestemt mig," smilte han bredt, "men bliv stående, jeg kan godt lide at se dig tæt på. Du har virkelig smukke øjne."

  Playboy.

  "Fortæl mig noget, jeg ikke ved," grinte jeg. "Du kunne også bare fortælle mig om tågevogterne. Jeg kan jo ikke blive til én, hvis jeg ikke ved, hvad det rollespil går ud på."

  "I gennemsnittet dør femogtredive tågevogtere om året," hviskede han ind i mit ører. "Folk tror, at det er dyre- eller menneskeovergreb. Det er et vildt rollespil, ik'?"

  Jeg nikkede lidt forskrækket over hvor farligt, det egentlig var. "Fortæl mere."

  "Niks," fastslog han og smilte frækt.

  "Og der er intet, som jeg kan gøre for at få mere information ud af dig?" spurgte jeg og smilte ligeså frækt og lagde mine hænder og hans hofter. Jeg afskyede det, men jeg var villig til næsten alt for at få svar omkring disse specielle helte, som kun få ud af hele menneskeligheden kendte til. Bare tænk den specielle følelser af at vide noget, som var hemmeligt.

  "Måske," tøvede han og hev mig ind til sig, så mine bryster stødte imod hans veltrænede mave, der stadig var uniformeret med den der fodbolddragt. "Hvad tænker du?"

  Uden at svare lænede jeg mit hoved ind mod hans og trykkede mine læber imod hans bløde. Det føltes som en ulidelig evighed, og jeg ville helst give ham en lussing, selvom det var mig, der kyssede ham, men jeg havde brug for ham i den lidt amatøragtige plan, jeg kort fandt på.

  Det blev til de syv næsten mest ondskabsfulde sekunder i hele mit liv, på trods af at han fandme kyssede godt. Jeg forestillede mig bare, at det var en blanding af gode Darren og ikke-døde Leo. Så var det til at overkomme.

  Da jeg slap hans læber og kunne se hans ansigt lyse op af glæde og selvtilfredsstillelse, spurgte jeg ham, om det var godt nok. Han nikkede kraftigt og sagde, at han nok skulle fortælle. Men han var nødt til at gå tilbage til de andre, så han gav mig sit nummer og smuttede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...